|
|
Anmeldelse:
Hver dag er en kamp mod middelmådigheden - RICHARD FORD i storform
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 6. februar 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
RICHARD FORD: "Kald mig Frank".
Originaltitel: "Let Me Be Frank With You".
Forlaget Tiderne Skifter, juli 2015.
Roman, 274 sider, pris kr. 299,00.
BUY
HERE / KAN KØBES HER.
ENGELSK/LITTERATUR:
En helt igennem uimodståelig tone viser Richard Ford i storform i denne roman, hvor fortælleren Frank fremstår som legemliggørelsen af
en krydsning mellem Molières Misantropen, Georg Metz og William Makepeace Thackeray. Den uforlignelige fortælling præsenterer os for
tankerne hos den forhenværende ejendomsmægler og fordums håbefulde amatørforfatter Frank Bascombe. 68-årige Frank er stille og roligt nået
dertil, at han mener at kunne se udløbsdatoen for sit eget liv nærme sig med hastige skridt, i hvilken forbindelse han ikke lader nogen chance
gå fra sig for at give sig selv og sine
omgivelser en velsignelse af syrlige og uforbeholdne misliebige kommentarer med på vejen: Let me be Frank with you!.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her bogen.
En personlig beretning
Frank er ærlig, mest over for sig selv, men til en vis grad også over for omgivelserne. Oftest holder han dog sine betragtninger om andre
for sig selv, men deler dem heldigvis med læseren. Det er som regel kosteligt. Når han
føler sig tilstrækkelig utilpasset i en given situation, som oftest i en ufrivillig konfrontation med en anden person,
lægger han ikke fingrene imellem, men siger højt, hvad andre ville nøjes med at tænke. Frank er på ingen måde fejlfri, hvilket
han er særdeles bevidst om, idet han bevæbner sig med en skævt humoristisk tilgang til livets foreteelser:
"Næsten alle samtaler mellem mig og afrikanske amerikanere udarter til denne forløjede, race-neutrale snik-snak om at gøre verden til et bedre sted,
som vi jo går ud fra, at vi gør, bare ved at være i live. Men det er idiotisk at bilde sig ind, at verden ville være et bedre sted at
være, hvis flere mennesker bare kom brasende uindbudt ind i fremmede menneskers hjem. Jeg var dog nødt til at sige et eller andet, og jeg
ville gerne have, at det skulle være optimistisk og sundt og samtidig have substans - selv om det ikke var tilfældet".
I orkanens øje
Frank bor stadig i New Jersey-forstaden Haddam. Denne fredsommelige by er blevet grundigt rystet af orkanen Sandys hærgen. Folk både tænker,
taler og handler under indtryk af katastrofen, hvilket får den pensionerede ejendomsmægler til at reflektere over, hvorvidt disse ydre ødelæggelser
kunne være et sindbillede på en dybereliggende uro i selve den amerikanske sjæl. Hans kone er gået aktivt ind i at hjælpe ofre for orkanen,
medens Frank mestendels nøjes med at se til fra sidelinjen og filosofere over tingenes tilstand:
"Jeg er til gengæld overrumplet af en tanke,
der aldrig før er faldet mig ind - ikke engang i rollen som boligspecialist, der leder efter husly til trængende. Og denne tanke er ...
hvor gør et hus lille forskel, når først det er væk (...) Ikke alt er forfængelighed (selv om meget er det); men intet er kommet for at blive.
Måske er der noget godt ved en god, hurtig orkan, der kan banke livet på plads i det rette perspektiv".
Koncentreret indre fortælling bag den flegmatiske overflade
Frank Bascombe har et skarpt blik for både kulturelle, økonomiske, sociale og mere essentielle udfordringer,
som bliver mennesker til del gennem livet. Han er afvæbnende med sin ærlighed og skarpe iagttagelsesevne.
Han ser på de aktuelle problemstillinger for amerikanerne, så som raceforhold, troens vankelmodighed, ægteskabets knaster, børnenes ve og vel,
boligmarked og finanskrak samt uduelige politikere, men dybest set er han vældig bekymret for, hvor hele vores civilisation og den
samlede verden er på vej hen. Det efterforsker han på en måde, der kunne være enerverende for både ham og os, hvis ikke han havde
forsynet det hele med sine sarkastiske og selvironiske bemærkninger, som her, hvor genboen står for tur:
I den modsatte side af vejen havde min genbo Mack Bittick stadig sit skilt med ROMNEY-RYAN OVERGIVER SIG ALDRIG hængende, selv om
valget for længst er tabt for hans parti. Det hang ved siden af et rødt-hvidt salgsskilt, hvor der stod SæLGES AF EJEREN, og som han
havde hængt op, som om de to skilte havde samme betydning. (...) Han har store underskud på sine kreditkort og må se i øjnene, at det kan ende
med en tvangsauktion. Han har Stars and Stripes hængende på en flagstang dag og nat, og han er en af den slags brøsig-robuste ultra-liberalister,
der går ind for hjemmeundervisning og oplagring i kælderen af konserves, og som aldrig giver drikkepenge, (...)
og bryder sig ikke om indvandrere.
* * *
* * *
Sproget og erkendelsen
Frank vil gerne luge ud i meningsløse ord og floskler. Han har den opfattelse, som utvivlsomt deles af forfatteren til bogen, at vi ofte ikke forstår hinanden og dårligt nok forstår os selv, fordi vi ikke har de rigtige ord til at formulere os med. Frank har sågar lavet en liste over ord, der bør afskaffes, men han tør ikke vise konen den, for så tænker hun da først, at hen er blevet gak-gak. Her er lidt af hans tilbagevendende filosofiske tanker over dette emne:
Man reducerer tingene til det væsentlige. Og er der et bedre sted at begynde end de ord, som vi bruger til at give udtryk for vores stadig mere sjældne, stadig mere vandrende tanker? Det ville være svært for en tjekke helt og fuldt at forstå ord som poop
eller frigging eller vendinger som We!re pregnant eller What!s the takeaway?
Eller for den sags skyld ord som awesome brugt i betydningen tåleligt. Eller ord som preemie eller mentee eller legacy.
Eller no problem, når man i virkeligheden mener Det er så lidt.
Det levede liv fortalt i fire små sammenkædede historier
De fire noveller er fint orkestreret, så man umærkeligt registrerer en stadig stigende dybde og intensitet i iagttagelserne og overvejelserne samt den faktiske handling.
Jeg er her
I den første novelle genser Frank den mand, som han solgte det hus til for otte år siden, der nu er blevet smadret af orkanen Sandy. Tempoet er her en besindig adagio:
'Hvad er det største mysterium, du kender, Frank?' spørger Arnie med et spekulativt udtryk i ansigtet og de lakerede kinder pustet lidt ud. Han er indstillet på, at vores samtale er ved at være forbi, men ved bare ikke, hvordan han skal afslutte den - (...)
'Jeg ved det ikke, Arnie. Hvilket univers ligger vores univers indeni? Hvorfor får så mange mennesker pludselig cancer i bugspytkirtlen?
Hvordan virker en termokande? Der er mange muligheder'.
Det kunne være meget værre
Den efterfølgende novelle, hvor en ældre sort kvinde opsøger Frank for at gense det hus,
hun boede i for mange år siden, er holdt i en tøvende, tentativ og rigtig langsom largo:
!Jeg er vokset op i Deres hus, mr. Bascombe. (...) Det ser selvfølgelig helt anderledes ud nu. (...) Det er pænere. De har holdt det pænt.!
!Fint, fint,! sagde jeg. Det var tredje gang, jeg sagde ordet fint, men det var næppe det rigtige ord at bruge om den form for sentimentalt gensyn, som mrs. Pines var i gang med.
!Yderst bevægende.! !Livsbekræftende og flertydigt.! !Bittersødt og urovækkende.! !Hjertegribende og trist.! Alt sammen muligheder, men ærlig talt ikke fint.
Jeg ville gerne indprente hende, at der ikke var nogen dårlig nyhed i det. Ikke for mig. Det var en god nyhed, for
så vidt som det gav os - begge to, som vi stod der og frøs sammen - en fin ny forbindelse, som ikke behøvede
at føre videre end til min forhave, men måske godt kunne gøre det.
Den nye normal
I den tredje novelle sættes tempoet en smule i vejret til andante, for her er Frank på pligtbesøg hos sin
eks-kone, der har fået Parkinsons og er flyttet ind på et overklasseplejehjem. Det må gerne blive overstået ret hurtigt:
Klokken lidt over fem ude på Haddam Great Road har sludregnen forvaldlet den asfalterede vej til noget, der minder om en bane for radiobiler efter lukketid. Kun et par stykker af os tør risikere det, og vores forlygter oplyser fortovet som blændende novaer. (...) Jeg er på pilgrimsrejse i aften - klokken er kun 17.10, men det er lige så mørkt som midnat - for at besøge min forhenværende kone, Ann Dykstra, der nu er beboer på Beth Wessel Wing i et center på Carnage Hill, et hypermoderne behandlingscenter med alle faciliteter (...)" Mit ærinde ud i det uheldssvangre aftenmørke fire dage før jul er at aflevere en speciel, yoga-godkendt, formstøbt, tæt polstret og skumfyldt ortopædisk hovedpude (...). Det er imidlertid ikke nogen særlig nem følelsesmæssig omstilling her fire dage før jul at køre ud for at besøge min ekskone (vi har været skilt i tredive år) på et plejecenter med omfattende hospitalsfaciliteter, hvor hun bliver behandlet for en uhelbredelig, dødelig sygdom (...)
* * *
* * *
Andre dødsfald
Endelig har vi en ufrivillig presto i sidste novelle, hvor Frank nødtvungent presses til at besøge en gammel, fjern bekendt, der ligger for døden. Frank overrumples af, at de har mere fortid til fælles, end han kunne forestille sig. Men før dette besøg tester konen ham uventet:
!Vil du fortælle mig noget?! Hendes tommelfingre begyndte at trykke mod fingerspidserne på begge hænder - og hun blev ved med det, som om det var tvangspræget.
!Jeg kan prøve!, svarede jeg, mens jeg strammede gevindet på afløbet under køkkenvasken med en rørtang, der var fire gange større end den, jeg havde brug for, men som havde tilhørt min far og derfor var ukrænkelig.
!Hvad mener du om mig?!
Sammenpresset under den ildelugtende vask - mellem plasticflasker med rengøringsmidler, saltsyre, ækle skuresvampe (...) - lykkedes det mig at få sagt: !Hvorfor vil du vide det?!
!Tingene kan forandre sig,! svarede hun. !Det ved jeg alt om.!
!Ikke alt forandrer sig,! sagde jeg. Det er derfor, flertallet af erindringsbøger ikke er ret gode. Man skal være et geni for at kunne gøre sit liv interessant.!
!Nå,! svarede Sally.
(...)!Jeg elsker dig,! sagde jeg, idet spændebåndet blev spændt fast omkring røret og skar sig ind i den hvide silikone, jeg havde smurt på."
Og senere under besøget hos den døende Eddie går der lettere panik i den gode Frank:
"Eddie er et skræmmebillede på den værst tænkelige måde at dø på. Det har aldrig været meningen, at nogen skulle se ud som ham og stadig være i stand til at trække vejret - hans ansigtshud ligner pergament, øjnene ligger dybt i de zombieagtige huler, tindingerne buler indad. (...) Hvorfor er jeg kørt herhen, når jeg kunne være blevet derhjemme, og gået rundt og nynnet Copland eller øve mig i Naipaul? Bare fordi jeg kunne? Det er ikke godt nok som forklaring" .
Hver dag er en kamp mod middelmådigheden - og for den...
Han reddes dog fra alt det dystre umiddelbart efter at være trådt ud af den dødsmærkede Eddies hus, for her er en velkendt lokal, sort lastbilchauffør ved at fylde fyringsolie på tanken i Eddies hus:
"Vi bliver overrumplende fanget i nuet - for megen pludselig alvor. Vi bliver tavse. Men han smiler forstående til mig. Jeg smiler også til ham. For os begge to bliver det et øjeblik, der vil minde os om, hvor stort alting er. (...) Så går han. Det gør jeg også. Den dag, vi kortvarigt har været fælles om, er reddet".
|
|
|
|
