|
|
Anmeldelse:
WAGNER kan stadig tryllebinde med sine musikeventyr og storslåede
operaer - LOHENGRIN
Af Flemming André Philip Ravn,
lektor, cand.mag. et art.
Publiceret den 29. januar 2016.
© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
© COPYRIGHT: Fotoene er pressebilleder fra Det Kgl. Teater.
RICHARD WAGNER: "Lohengrin".
Instrueret af Nicola Raab.
Dirigenter: Alexander Vedernikov og Christof Perick.
Det Kgl. Teater, OPERAEN, ultimo januar - medio marts 2016.
Forventet varighed: 4 timer og 40 minutter
inkl. 2 pauser.
Billetter: 125-895 kroner.
BUY HERE / Kan købes her.
 Fem-en-halv af seks stjerner
(skala).
MUSIK/TEATER:
WAGNER - den gamle troldmand - kan stadig tale til vor tids mennesker.
Musikken er prægtig, imponerende, smuk, nænsom, storslået og frem for alt
velspillet - kort sagt det bærende element, den essens som sammen med plottet og
gesangen bærer Lohengrins fortryllende intrige igennem.
Store følelser og vigtige begivenheder er på spil.
Uden for de beskyttende mure truer krigen. Der er mystik, kamp, hævn og æstetik.
Den romantiske opera LOHENGRIN
kommer på fremragende vis ud gennem fjerene og ud over rampen i København.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder fra
OPERAENS Store Scene.
SOM SAGT er der mange store følelser og begivenheder på spil i Wagners
elskelige opera LOHENGRIN fra 1850.
Når Elsa - fyrstinde af Brabrant - er alene, drømmer hun om en verden, hvor freden hersker.
LOHENGRIN, som varer hele fire-en-halv time, handler om de ikke altid helt klare sammenhænge mellem menneskers
drøm og virkelighed - ærlighed og bedrag.
Middelalderstemning, trolddom og eventyr fylder scenen.
Der er både brutalitet og nænsomhed, fjendskab og kærlighed.
Musikdramaet er ikke mindre aktuelt i dag, når man tænker på
lande, deres alliancer og konflikter, anklager og krige.
Ingen nævnt, ingen glemt - og ingen fornærmet.
Og dog: Middelalderlig kristendom (vi er jo i 1200-tallet) med termer så som "Guds dom", "Guds straf", retfærdighed, dette
at tjene, skæbnetro, dette at være tro samt hævn... Har man mon hørt lignende andetsteds for nyligt?
* * *
LOHENGRIN har tre akter. Settingen er Flanderen (nordlige Belgien).
Den hele begynder med, at den saksiske Kong Heinrich
ankommer til den befæstede by, Antwerpen, for at hverve brabranterne til sig krig.
Han finder dog ikke en kampberedt fok, men derimod
et splittet folk præget af uro og
stridigheder:
Den afdøde hertugs yngste barn og tronfølger, den unge Hertug
Gottfried, er forsvunder, og Gottfrieds søster, Elsa, anklages af den ambitiøse
Grev Friedrich af Telramund for at have slået ham ihjel.
Telramund skulle have været gift med Elsa, men da hun nægtede, giftede han sig i
stedet med den den hedenske og durkdrevne Ortrud.
Lohengrin - søn af gralskongen Parsifal - og hans herkomsts hemmelighed
spiller en afgørende rolle i plottet.
* * *
MUSIK, OPERASANG, SPROG, handling og skuespil skal gå op i en højere enhed.
De fleste danskere taler tysk, men i opera er det ikke altid, at man får det hele med,
for enkelte steder kniber det dog med, at det tyske sprogs ord ikke er hørlige nok.
Derfor er det rart at kunne følge Kim von Binzers tekstede oversættelse
som "overtekst". Dramatiske og billedrige udsagn som "Telramunds anklage fylder mig med gru";
"lad hævnens gerning stige fra mit bryst"; "hans blide holdning indgød mig tr&osalsh;st";
"se, hvor sælsomt - en svane, der trækker en båd" og "Sejrens ry venter den tapre"
løber kry hen over tekstbåndet...
Det mytiske drama er sat fint op.
Scenografien, der er rå og åben, falder i min smag.
Man gribes af handlingen, håber på sejrens sødme og ædle jubeltoner,
venter på retfærdighed og forløsning.
Lever helten op til sine forventninger?
* * *
RAMMERNE I OPERAEN er gode. Indeklimaet
er rart, luften er ren,
og der lugter ikke af støv eller teatersminke.
Man sidder behageligt.
Operaens Store scene skaber en adækvat ramme om en stor musikalsk og rumlig oplevelse.
Dog ville Operaen have været nemmere tilgængelig for mange, hvis den lå
på Trianglen, men heldigvis kan man parkere ved siden af (p.t. gratis om aftenen), hvis man ikke
vil tage 3-4 offentlige transportmidler for at nå frem, i fald man kommer fra forstæderne.
LOHENGRINS forjættende lyde og hornklange - samt de regelmæssigt tilbagevendende,
vellydene og ikke mindst velkendte ledemotiver - er halvdelen af fornøjelsen i sig selv.
De kraftige korsatser er ikke mindre geniale eller mindre veludførte.
Ædelhed, tapperhed og militære fanfarer. Fantástico.
Enkelte steder
synes afstemtheden mellem gesang og musik ikke helt harmonisk i forhold til volumen.
Det ændrer dog ikke på, at Operaens fortolkning af LOHENGRIN alt i alt er en herlig
oplevelse med mange fine elementer, nuancer og
enkeltheder - og samspillet og samdrægtigheden er i det store helt i topklasse.
Der er mange gode og dygtige kræfter med i stykket.
Blandt mine favoritter denne aften er Anne Margrethe Dahl, som spiller
Elsa af Brabant, samt Steven Humes, der spiller Kong Heinrich,
på grund af deres stemmer og sangpræstationer. Også
Burkhard Fritz leverer en fin præstation som Lohengrin.
Og musikken er super vellydende og fornem som den kunne være - samt poetisk og
metaforisk dirigeret med en fjer (svanen som leitmotif).
Derfor den høje bedømmelse: fem-en-halv stjerne
af seks.
© COPYRIGHT: Fotoene er pressebilleder fra Det Kgl. Teater.
|
|
|
|
