|
|
Anmeldelse:
Indgående skildring på et veldokumenteret grundlag
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 7. januar 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
KIM LYKKE JENSEN: "Hornsletgruppen".
Beretning med vidnesbyrdbeskrivelser.
FORLAGET VÆLDGUNGERNE (312 sider).
Udgivet 14. november 2014. Pris kr. 249,00
BUY
HERE / KAN KØBES HER.
DANMARK/HISTORIE:
Med den omhyggelige og gennemresearchede beretning om HORNSLETGRUPPEN giver journalist Kim Lykke
Jensen den danske offentlighed et omfattende kendskab til en af de første modtage-
grupper i Danmark under Anden Verdenskrig.
Gruppen blev stiftet sideløbende med Hvidstengruppen, og dens aktiviteter og skæbne er lige så vigtig, spektakulær og vidtrækkende
som den mere kendte Hvidstengruppes. Bogen gør en overset pionerindsats i den gryende modstandsbevægelse til genstand for en historisk
velfunderet formidling.
Kim lykke Jensen har begået et sobert og meget relevant stykke historieskrivning med denne beretning.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her bogen.
Journalistisk formidling af historisk materiale
Kim Lykke Jensens bog bærer præg af det journalistiske håndelag i tilgangen til stoffet. Fremstillingen støtter sig på såvel breve, båndoptagelser, interview med centrale personer, manuskripter samt beretninger, foruden et omfattende litteraturudvalg bestående af både historisk anlagte og mere personlige værker. Der formidles objektivt, men engageret, samtidig med at Hornsletgruppens aktiviteter sættes ind i en større historisk sammenhæng, hvorigennem dens centrale betydning for hele modstandsbevægelsens fremkomst og udvikling tydeliggøres.
Forfatteren har fremdraget nyt arkivmateriale, specielt fra engelske rapporter over alle flyvningerne fra England i tilknytning til Hornsletgruppen. Desuden afdækkes den overraskende tætte og direkte relation til Hvidstengruppen. Parallellerne mellem de to grupper er i øvrigt slående: Begge grupper var allerførst med en større indsats i modtagearbejdet, begge led svære ofre i forbindelse med krigsret, fængsling og for fleres vedkommende henrettelse. Begge var de med til at fremprovokere det endelige brud med besættelsesmagten og samarbejdspolitikkens fallit, hvilket igen var medvirkende til, at vi blev regnet for ikke-allierede med tyskerne, da krigen lakkede mod enden.
Faldskærmsmanden og lægefamilien
Blandt de allerførste modtagegrupper i Danmark blev Hornsletgruppen stiftet i løbet af sommeren 1943, ansporet af faldskærmsmanden Ole Geisler. Gruppens arbejde bliver i forfatterens fremstilling fulgt helt frem til befrielsen i 1945, og desuden efterfølgende, især hvad angår krigens menneskelige omkostninger. Undervejs i sit arbejde blev gruppen reorganiseret hele to gange, efter at flere af medlemmerne af den første og den anden gruppedannelse var blevet anholdt, fængslet, dræbt eller for fleres vedkommende henrettet.
Hornslet sygehus var rammen om nedkastningsgruppens dannelse og mange opfølgende støtteaktiviteter. Byens lægefamilie bestod af sygehuslægen Holger Baastrup Thomsen, hans hustru Margrethe, der var sygeplejerske, samt deres fire børn, brødrene Svend og Bjørn samt de to søstre Ester og Elsebeth. Alle deltog engageret i modstandsarbejdet og var afgørende støtter i forbindelse med gruppens virke.
Allerede tidligt efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 havde den ældste af sønnerne i lægefamilien forsøgt at blive involveret i modstandsarbejdet mod den tyske besættelsesmagt. Svend Bastrup Thomsen drog således umiddelbart efter besættelsen hjem fra en pionerindsats som lazaretlæge i Finland under Vinterkrigen 1939-40:
Nyligt hjemkommet forsøger han igen at komme til England. Denne gang prøver han flere muligheder for at
komme over Nordsøen (...) men det viser sig at være umuligt (...)
I stedet beslutter han sig for at forsøge at komme med i det hjemlige modstandsarbejde.
* * *
* * *
Ole Geisler ankommer
En dansk afdeling af den engelske Special Operations Executive (SOE) oprettes i efteråret 1940, med orlogskaptajn Hollingworth som leder. I løbet af 1941 forsøger man at nedkaste de første faldskærmsfolk med henblik på at starte modstanden mod tyskerne på de indre linjer, men alle aktioner mislykkes:
Flere forsøg følger, men også disse mislykkes, da faldskærmsfolkene enten bliver dræbt, arresteret eller må
flygte til Sverige.
Det lykkes dem i hvert fald ikke at få opbygget en slagkraftig organisation.
Ikke før i februar 1943 har man held til at få fire faldskærmsagenter sikkert "landsat" fra en engelsk flyvemaskine i
nærheden af Furesøen. Blandt disse er Ole Geisler, der kommer fra England, hvor han har gennemgået militær træning, inden han med rang af kaptajn bliver leder for faldskærmsholdet. Geisler rykker til Jylland en måned senere, da Flemming B. Muus bliver landsat sammen med yderligere tre faldskærmsfolk og bliver leder af den samlede danske indsats.
Det bliver således Ole Geisler, der etablerer gruppen i Hornslet og kort efter, i koordineret samarbejde med Svend og Knud Baastrup Thomsen,
også Hvidstengruppen:
Et faktum, der ikke er så grundigt beskrevet i litteraturen er imidlertid, at de to lægesønner fra Hornslet,
Svend og Bjørn Baastrup Thomsen, deltager i de fleste, hvis ikke alle nedkastninger på den berømte modtageplads,
"Mustard Point" ved Hvidsten.
Hen over sommeren 1943 bliver de første nedkastninger foretaget ved Hvidsten, men efter at tyskerne er blevet adviseret af en nazistisk godsejer om formodede illegale aktiviteter, flyttes modtagepladsen til Hornslet, således at gruppen her nu for alvor træder i aktion. I første omgang er der en masse kurerarbejde og organisering, da englænderne er blevet forsigtige med nedkastninger på grund af flere uheld i Holland, men i december 1943 kommer der gang i nye nedkastninger af våben og ammunition, nu med Hornsletgruppen som direkte aktør.
Uventet bagholdsangreb
To af de faldskærmsagenter, som Hornsletgruppen modtager, skal senere vise sig at blive skæbnesvangre for både folkene fra Hornslet og Hvidsten, hvilket bogens forfatter på bedste journalistiske vis lægger ud som en luns til læseren allerede på side 53:
Disse to faldskærmsfolk får senere en hovedrolle i en af de største katastrofer i
modstandsbevægelsens historie, der blandt andet medfører henrettelserne af medlemmerne af Hvidsten- og Hornsletgruppen.
29. august 1943
Ole Geisler og Flemming Muus arbejder målbevidst på at fremprovokere et sammenbrud for den danske samarbejdspolitik med tyskerne, hvilket rent faktisk lykkes:
Alle disse sabotageaktioner er som nævnt planlagt af Geisler, og han har et bestemt sigte med aktionerne. Om denne strategi fortæller Svend (Baastrup Thomsen):
"Det var derfor hans hensigt i samråd med Flemming Muus og London at provokere et åbent brud mellem militær og politi på den ene side og tyskerne på den anden. August måned gik med at provokere episoder, som kunne tirre tyskerne så stærkt, at disse gid ind for at afvæbne det danske militær og bruge skærpede metoder for derved igen at få den menige dansker til at indse kampens betydning og støtte den".
Tyskerne afvæbner den danske hær, regeringen træder tilbage og konfrontationen med besættelsesmagten skærpes, bl.a. da tyskerne indfører dødsstraf for sabotageaktioner og lignende opsætsighed mod værnemagten. Bogen antyder, at det måske ikke helt var englændernes ønske, at det skulle gå så stærkt, men orlogskaptajn Hollingworth bekræfter alligevel efter krigen denne strategi i sin beretning til historikeren Jørgen Hæstrup.
* * *
* * *
Forræderi eller menneskets skrøbelighed
Det som præger den mellemste tredjedel af bogens fremstilling er, hvorledes det lykkes tyskerne at tage to faldskærmsagenter til fange, uden at disse begår selvmord. Værst er det, at de begge to i foruroligende grad får tungen på gled. Dette overlader bogens forfatter til Svend Baastrup Thomsen at berette om:
"I løbet af et enkelt forhør brød han fuldstændig sammen og fortalte alt, hvad han vidste på få undtagelser nær.
Han har sammen med sin kollega "Bent", med sine oplysninger, ført talrige af mine kammerater i døden og flere andre i
fængsler og i koncentrations- lejre, i stedet for, som det var hans pligt, enten at kæmpe sig fri eller gøre en ende på sit liv med
cyankaliumpillen, som de altid bar hos sig", skriver Svend.
En sådan beretning fra en af dem, der selv kom i klemme på grund af de tos snakkesalighed, virker umiddelbart stærk ved at stå
ukommenteret fra forfatterens side, og det forekommer i sammenhængen professionelt acceptabelt, at han afstår fra at kommentere
udsagnet, da han i øvrigt formår at fremstille Svend Baastrup Thomsen som et velovervejet og meget ansvarsfuldt menneske.
De fleste medlemmer af Hornsletgruppen bliver efterfølgende arresteret, ligesom hele Hvidstengruppen lider denne skæbne, direkte forårsaget
af de to faldskærmsfolks afsløringer. Det lykkes mirakuløst for både Svend og Bjørn at slette de fleste spor af deres involvering med de to
grupper, således at de kan fortsætte arbejdet, om end de bliver fængslet i mere end et år. De sidder begge i Vestre fængsel i maj 1944,
sammen med den yngste søster, da dødsdommene over flere medlemmer af både gruppen fra Hornslet og Hvidsten bliver forkyndt og eksekveret.
Smuk og rystende prosa med solid belysning af dansk heltemod
Flere af de henrettedes afskedsbreve bliver i bogen genoptrykt uden kommentarer. Det giver et stærkt indtryk at læse disse, når man har fulgt den omhyggelige fremstilling af hele forløbet med fængsling, tortur, rettergang og domsafsigelse for hver enkelt fra Hornsletgruppen.
Lad dette eksempel tale for sig selv:
26. maj 1944.
Kære spejdere!
Ja, så må jeg lægge op. Gud har bestemt det således, og hans bud må jeg følge, som I må.
Her i livet gælder det om at sætte sig et mål, kæmpe for dette mål og ikke kende til begrebet at gå på akkord.
Jeg har kun ét ønske tilbage: .
'Gid I altid må kunne optræde som gode, danske drenge.'
'Vær beredt!'
Jeres tidligere tropsfører
Orla.
* * *
* * *
Folket gør oprør
I maj og juni 1944 henrettes tre medlemmer af Hornsletgruppen, otte fra Hvidstengruppen samt en række andre enkeltpersoner fra grupper i Aars
og Stoholm. Dette fører til en optrapning af konfrontationen med tyskerne, og der udbrød en folkestrejke i København i juni-juli samme år,
hvor mere end 200 københavnere dør. Det er imidlertid ikke de politiske aspekter, der er i fokus i denne bogs fremstilling, hvor det er
enkeltpersonernes skæbne, der først og fremmest beskrives.
Flere af dem, der stod for tur til domfældelse og henrettelse gik midlertidigt fri, da tyskerne prøvede at dæmpe gemytterne ved at
sætte retssagerne i bero:
Tyskerne forstår budskabet og trækker deres militær væk fra byen. Hvidstengruppen er således de sidste modstandsfolk,
der bliver henrettet i denne omgang.
Først tre måneder inden befrielsen genoptager tyskerne eksekveringen af dødsdommene.
Afslutning og perspektiv: æres, hvem æres bør
Bogen fortsætter med at give eksempler på de forhold, der mødte forskellige medlemmer af grupperne fra Hornslet i lejre
som Frøslev, Neuengamme og Cottbus. Vi hører om deres mere eller mindre kummerlige forhold, hvor Frøslev var lidt af et
smørhul. Men specielt Svend Baastrup Thomsens skæbne er grum: Som læge bliver han i en periode af tyskerne tvunget til at
udvælge, hvem der skal dø eller overleve i Neuengamme. Noget, han aldrig kommer sig over rent psykisk.
Vi får afslutningsvis en beskrivelse af, hvordan den tredje gruppe i Hornslet fører arbejdet videre og deltager
i slutopgøret i april og maj 1945. Desuden beskrives med god pietetsfølelse, hvordan der efterfølgende er rejst forskellige
former for mindesmærker for de mange fra Hornslet, der måtte lade livet i kampen mod besættelsesmagten.
Kim lykke Jensen har begået et sobert og meget relevant stykke historieskrivning med denne beretning.
|
|
|
|
