|
|
Anmeldelse: Relevant og kærkommen analyse af konkurrencestatens pædagogik, men skrevet
unødigt kompliceret
Af Jesper Sørensen,
folkeskolelærer samt
erhvervs- og uddannelsesvejleder, PD
Publiceret 29. december 2015.
© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
BRIAN DEGN MÅRTENSSON:
"Konkurrencestatens pædagogik - En kritik og et alternativ"
Paperback, 176 sider. Pris: 199,95 kr.
ÅRHUS UNIVERSITETSFORLAG.
KAN
KØBES HER.
STARS:  Fire stjerner af seks
(skala).
UDDANNELSESSYSTEMET/PÆDAGOGIK:
I dag har vi spændt pædagogikken for konkurrencestatens vogn, og vores uddannelsessystem skal reformeres, så flest muligt kan bidrage til
at sikre samfundets fortsatte vækst i en globaliseret verden. Konkurrenceevne er pædagogikkens slutmål, og ideerne om almendannelse
og skolen for livet er i fare for at blive skyllet ud med badevandet.
I sin bog Konkurrencestatens pædagogik
beskriver Brian Degn Mårtensson, hvordan vi i takt med samfundets udvikling
til konkurrencestat er ved at miste vores fælles fortælling om kultur, nationalitet og verdensborgerlighed.
Tids- skriftet Epsilons anmelder, Jesper Sørensen, anmelder bogen.
Bogen er inddelt i 4 afsnit, samt et afsluttende afsnit, som udgør en form for konklusion. De enkelte afsnit fører læseren igennem den historiske udvikling, som den pædagogiske filosofi har gennemgået. Perspektivet for gennemgangen er overgangen fra nationalstat til konkurrencestat, med velfærdsstaten som mellemstation.
Det er også fortællingen om, at det videnskabsteoretiske syn og menneskesyn, som dominerer nutiden influerer på den pædagogiske tankegang og dermed også i hvilken optik det politiske system ser pædagogikken.
Dette bliver dominerende i samfundet generelt og vil øge risikoen for at give samfundet slagside på længere sigt. Eksempelvis vil der ikke blive produceret kritiske samfundsborgere, idet der er et øget fokus på kulturtekniske forudsætninger - Peter Kemp kalder dette problem halvdannelse. I forlængelse af dette vil innovationen få begrænsede betingelser.
* * *
FORFATTEREN,
Brian Degn Mårtensson, splitter på et tidspunkt i bogen pædagogikken op i 2 dele, hvilket jeg synes er en interessant og relevant måde at anskue dels hvad der sker og dels for at fremme forståelsen hos læseren.
Der findes en ren pædagogik, som har hovedfokus på evidens, internationale ranglister og centraliserede kriterier at drive skole ud fra. Læringssynet tager udgangspunkt i score på nationale tests. Læreruddannelsen skal i den rene pædagogik foregå på professionshøjskoler, hvor metodeudvikling og - formidling er centralt. Dette er, hvad konkurrencestatstænkningen finder central og nødvendigt for at kunne "producere" konkurrencedygtige borgere.
Modsætningen er uren pædagogik. Her er dannelsessynet signifikant anderledes, idet kritik, politik og oplysning anses for centrale forudsætninger i stedet for internationale ranglister. Skolens væsentligste opgave er at give eleverne en historisk og kulturel bevidsthed og generelt at have holdninger. Læringssynet skal i den urene pædagogik være situeret i den sociale og kulturelle kontekst - man skal her møde eleven, hvor denne er.
* * *
MAN KAN LAVE
et andet modsætningsforhold: målstyret undervisning versus normativ undervisning. Bogen retter kritik af, den manglende normativitet, som fortrænges af iveren efter at kunne begå sig i internationale målinger samt iveren på at skabe økonomisk og produktiv vækst. Ikke nok med det, er der også skolerne imellem konkurrence, eksempelvis er karaktergennemsnittet på de enkelte skoler tilgængeligt. Dette er et yderligere bidrag til at der skubbes til målstyringen (hård pædagogik).
Følgende er et citat fra bogen, som sætter konkurrencestatens medborgersyn på spidsen:
Den enkeltes frihed til at være til i konkurrencestaten ikke et eksplicit mål, det er derimod den enkeltes ret og pligt til at blive produktiv nok til fremtidens globaliserede arbejdsmarked.
Forfatteren slutter bogen af med at sammenfatte, hvilken form en normativ pædagogik kunne have. Sammenfatningen står i skærende kontrast til den måde, som konkurrencestaten ser mennesket på. Jeg vil citere et sted fra den skematiske oversigt, som forfatteren slutter det sidste afsnit før konklusionen med. Det handler om de skolepolitiske konsekvenser for mennesket:
En skolelovgivning, hvor formålet er det centrale og hvor eleverne ikke betragtes som kommende medarbejdere.
For menneskeheden betyder det politisk set:
Et opgør med test-regimet, idet eleven ikke er i konkurrence, men i et skæbnefællesskab - med barnet i nabolandet.
Brian Degn Mårtensson udtrykker gentagne gange i bogen at der i det postmoderne samfund gøres op med de store narrativer, hvilket gør at fortællingen om pædagogikken og samfundet går fra at være en udviklingshistorie til at blive et konstrueret narrativ, nemlig statens behov for at skabe vækst. Dette stiller anderledes krav til pædagogikken, da det konstruerede narrativ kræver anderledes forudsætninger til borgerne end tidligere, hvor det var en velfærdsstat.
* * *
BOGENS AFSLUTNING
Bogens afslutning (konklusion) har titlen, Farvel til den europæiske tanke. Pædagogik har gennem tiderne haft en central position i Europa - det har været altid været centralt, at fagene, demokratiet og kulturen skulle have en effekt. Imidlertid har man også hidtil været på det rene med, at pædagogik ikke kan sættes på formel, da det ikke er en eksakt videnskab.
Væksttanken har også dybe rødder tilbage i europæisk historie og man har i perioder forsøgt at systematisere/optimere væksten - dette har gjort sig gældende i både, national-, velfærds- og konkurrencestaten. I bogen vil jeg eksplicitere en betragtning om konkurrencestatens særegenhed i f. h. t. de to andre statstyper:
Det særlige ved konkurrencestaten er derfor den metodiske bane, med Ove Kaj Pedersens ord, rendyrkningen og teknologiseringen af alle samfundets facetter.
Problemet med at sige farvel til den europæiske tanke er, at individet og dets behov tilsidesættes til fordel for konkurrencestaten, som bliver et mål i sig selv. Projektet kommer til at gå ud på at skabe stabilitet indenfor en snæver og stærkt målstyret ramme.
Det hævdes på et tidspunkt i bogen, at konkurrencestaten bliver et mål i sig selv. Problemet med at evidensbasere pædagogikken på en uvis fremtid er en central problemstilling, som fremadrettet vil kræve visse tilpasninger. Bogen slutter af med, at der til stadighed vil være mulighed for at rejse diskussionen om, at se pædagogikken i tidligere teoriers lys.
* * *
SAMLET VURDERING
Min personlige mening om bogen er, at den er meget informationstung og inddrager mange teoretikere, nogen inddrages mere sporadisk end andre. Det er imidlertid ikke til diskussion hos mig, hvorvidt bogens budskab er relevant - det synes jeg den er!
Hvis man skal have et optimalt udbytte af bogen skal man være rimelige present udi dannelsesteori og pædagogiske retninger, idet der er inddraget mange forskellige teoretikere fra forskellige pædagogiske/filosofiske tidsaldre og retninger. Dette er mit største kritikpunkt af bogen. Bogen er naturligvis universitær,
da den er udgivet på Århus Universitetsforlag - men den virker unødigt indviklet og kompleks.
De mange eksmepler med name-dropping synes oftere at forplumre billedet, snarere end at tilføje nyttig viden eller belæg til argumentet.
Hvis man ser bort fra førnævnte og ser på bogens budskab og intention, sætter den konkurrencestatens pædagogik til debat og giver en grundig analyse. Temaet og kritikken er yderst relevant, og jeg synes, at forfatteren giver et fint og dækkende billede af det der sker nu kontra mulige alternativer.
Eksempelvis ekspliciteres det i bogen, at pædagogikken i det postmoderne samfund betragtes som en teknologi, som har til formål at holde trit med diverse målinger, hvor vi skal kunne stå os godt i forhold til andre lande. Dette indebærer, at man i stigende grad undlader at anlægge pædagogikken på, hvad der reelt er godt og nødvendigt for at kunne blive en velfungerende samfundsborger og ikke kun en medarbejder.
Bogen er anbefalelsesværdig på trods af, at det er uhyre tung læsning. Jeg giver derfor bogen fire af seks stjerner.
|
|
|
|
