|
|
Anmeldelse:
Velkomponeret og medrivende beretning om Colombias narkohelvede i romanform
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. januar 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
JUAN GABRIEL VÁSQUEZ:
"Lyden af ting der falder".
Roman, forlaget Turbine (321 sider).
Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Udgivet 21, oktober 2015. Pris kr. 299,95.
BUY
HERE / KAN KØBES HER.
LITTERATUR:
Velkomponeret og medrivende beretning i romanform om Colombias narkohelvede under Pablo Escobar, hvor den kaotiske og grusomme samfunds- udvikling,
der skabtes af narkobaronerne og deres
håndgangne mænd, kostede tusindvis af menneskeliv og skabte en konstant kollektiv angsttilstand.
Forcen er romanens stjerneklare og fremragende udsigelse. Beretningen
er fortalt med personlig indlevelse og en fornem menneskeliggørelse af konflikten oplevet som et permanent livsvilkår.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her bogen.
Den kollektive historie
fortælles mesterligt af Juan Gabriel Vásquez igennem de individuelle portrætter af nogle af de direkte
involverede såvel som indirekte berørte menneskers fortællinger og skæbner. Vi følger den unge juraprofessor Antonio Yammara, der tilfældigt og
uafvidende bliver konkret fysisk inddraget i et narkorelateret drab, der er nær ved også at koste ham livet.
Resultatet er, at hans liv destabiliseres, indtil han via et personligt opklaringsarbejde får afdækket, hvad afdækkes kan om offeret for hævnaktionen, hvorved
han når til en dybere indseende med lov og ret og menneskenes skrøbelighed.
En personliggjort beretning om et andet levnedsløb
I 2009 aflives et par flodheste fra den afdøde narkobaron Escobars zoologiske have. Dette sætter gang i Antonio Yammaras tanker om nogle hændelser tilbage i 1996, under de fortsatte bandeopgør efter Escobars død. Dette fører til, at Antonio nedskriver sin beretning om Hans livs historie, altså historien om den dræbte Ricardo Laverde, ikke fortællerens egen:
"At det er faldet i min lod at fortælle denne historie, har mindre betydning".
Antonio føler, at han skylder Laverde at berette om hans liv, der fik en brat afslutning få måneder efter knap 20 år i fængsel for rollen som narkokurér. Ved at fortælle om årene før hans fængsling og hans håb i den knappe tid efter løsladelsen, giver han denne anonyme mand et ansigt og en slags oprejsning:
Et ikke-levet liv, et liv, der glider væk mellem fingrene på én, ens eget liv fuldt af lidelse, men samtidig et liv, der tilhører andre, dem, der ikke gennemlever det.
At der samtidig er tale om en smertelig beretning om Antonios eget liv, fremgår umiddelbart af kapitlets overskrift: TO SKYGGER FALDT SAMMEN OG BLEV ÉN.
* * *
Terapeutisk forløb med egen habitus som indsats
Antonio kommer helt ud hvor han risikerer at miste kone og barn for altid, idet han igangsætter sine undersøgelser af Laverdes skæbne. Dette indvarsles tidligt i beretningen:
Hvis jeg dengang havde vist, hvad jeg nu ved, hvis jeg havde kunnet forudse, hvordan Ricardo Laverde skulle komme til at præge mit liv,
ville jeg ikke have betænkt mig to gange. Siden da har jeg ofte spurgt mig selv, hvad der ville være sket, hvis jeg havde accepteret hans invitation (...)
Det nytter bare ikke noget at stille sig selv den slags spørgsmål. Det er et farligt indfald og en skæbnesvanger mani at begynde at gisne og spekulere over de veje, vi ikke går ad.
I tiden mellem Laverdes død og opklaringsarbejdet går der over 3 år, hvor Yammara, professor i jura, er flyttet sammen med en af sine studerende, den libanesisk fødte Aura og har fået et barn sammen med hende. Hun hjælper ham tålmodigt med de traumatiske eftervirkninger af nedskydningen af Laverde, hvor han selv nær var omkommet, og det er den sensibilitet, der præger ham efter den hændelse, som også fører til hans besættelse af opklaringsarbejdet og fører til, at han kommer på skæbnesvanger kollisionskurs i forhold til både hustru, barn, universitetsarbejde og selve livet:
Jeg gik forbi dette usandsynligt absurde og utvivlsomt også apokryfe tegn med bankende hjerte og blege, svedige hænder, der knugede om krykkernes tværstænger.
Slipset snærede om halsen. Jeg forlod universitetet og blev ved med at gå uden at hæfte mig ved de gader, jeg gik ad (...)
Efter at jeg blev berøvet Calle 14 og gennemgik mit lange terapiforløb for ikke at tale om medicinen, der gav mig kvalme og ødelagde min mave, begyndte jeg at afsky byen,
være bange for den og føle mig truet af den.
- Men det er tre år siden, det skete.
- Han sagde, jeg ikke skulle bekymre mig, for kroppen skulle nok selv finde ud af det.
- Det er tre år siden, Antonio. Det her er noget andet. Og jeg elsker dig. Vi er sammen.
Jeg sagde ikke noget.
- Vi finder ud af, hvordan man gør, sagde Aura.
Jeg sagde ikke noget.
- Der er så mange andre par, sagde Aura.
- Vi er ikke de eneste.
Jeg sagde stadig ikke noget.
* * *
* * *
Fortættet og enerverende indre fortælling
Antonio finder ud af, hvad der var på det kassettebånd, som han var vidne til at Laverde afspillede få minutter før han blev dræbt, og dette bånd med dets indhold bliver en slags besættelse, der både skubber ham væk fra omverdenen og samtidig fører ham stadig længere ind i sin egen eksistentielle krise:
"Erfaringen, det vi kalder erfaring, er ikke en opgørelse over vores egen modgang, men at vi lærer at føle med andres lidelser".
Ni måneder efter at han hørte båndet, der i mangel af familie var blevet udleveret til Laverdes udlejer, bliver han pludselig kontaktet af en ukendt person, Maya Fritts, der viser sig at være Laverdes datter, hvis eksistens han ikke tidligere har hørt om. Sammen med hende gennemgår han over en weekend samtlige tilgængelige dokumenter og vidnesbyrd om Laverde og dennes hustru, og centralt heri bliver fortællingen om, hvorledes Laverde var rundet af en berømt flyverfamilie, og at hans drøm som ung havde været meget lig den, som vi hører om i Saint-Exupérys Den Lille Prins, hvorfra der citeres som en
intro i romanen: "Nå, så du kommer også fra himmelen? Hvilken planet stammer du fra?"
Drømmeren og vovehalsen Laverde udlever ungdommens ubekymrede energi ved at blive flyvende narkokurér, hvilket hans amerikansk fødte hustru, Elaine/Elena, snart bliver vidende om, og tilsyneladende accepterer:
En anden ting er, at du ikke har hørt om planerne før nu, og det skyldes, nå ja, at du endnu ikke skulle høre om dem. Men det skal du nu. Jeg skal nok forklare det hele. Og derefter kan du fortælle mig, om vi skal have et barn eller ej. Er det en aftale?
- Ja, sagde Elaine. - Det er en aftale.
- Godt. Lad mig så fortælle dig, hvad der sker med marihuanaen.
Elaine hører historien til ende og gennemskylles af en varme og umiddelbar glæde, som kortvarigt får hende til skyldbevidst at tænke på sin rolle som medlem af Fredskorpset, en international organisation, der i halvfjerdserne arbejdede på græsrodsniveau i Colombia med at forbedre lokalbefolkningens livsvilkår. Sammen med mange andre eventyrlystne blomsterbørn var hun, grebet af en vis idealisme, taget af sted for at gøre en forskel, men endte, som så mange andre, med at lade idealerne fortone sig:
(...) og pludselig lød sangen igen i hendes hoved: what's there to live for, who needs the Peace Corps.
Imidlertid bruger hun og Laverde nogle af narkopengene som smøremiddel for at få nogle projekter igennem hos myndighederne. Måske dulmede det hendes samvittighed en smule, eller også lader forfatteren det stå som en lidt grotesk kommentar?
Antonio suges ind i hele denne fortælling via datteren, Maya, der også skæbnesvangert formår at suge Antonio til sig, omend kun midlertidigt hen over en weekend:
Hvor er du mon nu, Aura? Tænkte jeg. Hvor er min familie mon?
Jeg så op og lod mig blænde af den lysende himmel og følte et stik i øjnene. Maya betragtede mig afventende, hun havde ikke glemt spørgsmålet.
Alt dette må læseren imidlertid selv efterforske nærmere for at opleve både det enerverende og det fortættende i beretningen.
* * *
* * *
Tildragelser i tidsforskelligt lys
Undervejs i sin fortælling formår Juan Vásquez at sætte den personlige historie ind i en større sammenhæng, der afspejler en tid og dennes ånd samt dens skygge over en hel nation:
- Hvor var De, da Lara Bonilla blev dræbt?
Folk i min generation gør den slags ting: Vi spørger os selv, hvordan vores liv var, da dette eller hint fandt sted. Som regel begivenheder fra firserne, der havde mærket vores liv eller afsporet det, uden at vi nåede at bemærke, hvad der skete med os. Jeg har altid troet, at ved at konstatere, at vi ikke er alene, neutraliserer vi konsekvenserne af at være vokset op i dette tiår, eller vi afbøder den følelse af sårbarhed, der altid har ledsaget os.
Aldrig at vide, hvornår det kunne ramme én selv. Bekymringen, hvis man ventede én, der ikke kom. Altid vide, hvor den nærmeste telefonboks var, for at kunne ringe og fortælle, at man havde det godt.
* * *
Personlig skrivestil i et nøgternt, afdæmpet poetisk sprog
De historiske fakta sættes ind i poetiske rammer, som f.eks. her, hvor Elaine tænker på, om hun er selvisk i sit arbejde for Fredskorpset:
Amerikas Forenede Stater: Hvem var det, der kørte landet i sænk? Hvem havde ansvaret for at ødelægge deres drøm? Der, i klasselokalet sad Elaine og tænkte: Det er det, vi er flygtet fra. Og videre: Vi er alle de undvegne.
Et brev fra bunken af dokumenter om Laverde og hans hustru får af fortælleren en poetisk indramning:
"Kære bedstefar & bedstemor, startede det. Herefter fulgte den første linje, der stor løsrevet for sig selv og støttede sig til det afsnit, der fulgte, som en selvmorder på sin gesims".
Den traumatiserede Antonio søger lindring ved at opsøge velkendte ting, der ikke virker truende:
"Intet havde forandret sig. Her indrettede virkeligheden sig (hvad den sjældent gør) efter den erindring, vi har om den".
Ovenstående eksempler viser med al ønskelig tydelighed, hvorledes en meget velskreven roman er blevet gengivet vellykket og samvittighedsfuldt på godt dansk.
* * *
|
|
|
|
