HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Stram og nøgtern prosa som i en velovervejet domskendelse



Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 23. december 2015.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • IAN McEWAN: "Barnets tarv". Oversat af Claus Bech
  • Roman, GYLDENDAL. Udgivet 28. august 2015.
  • Hæftet, 200 sider, pris: kr 249,95.
  • BUY HERE / KAN KØBES HER.

    ENGELSK/LITTERATUR: Den kritikerroste engelsk forfatter har begået sin næstbedste bog. Det etiske dilemma omhandler ikke kun en knap 18-årig ung mands tarv, under indtrykket af hans baggrund som barn af, og del i, Jehovas Vidner. Den fremtrædende dommer ved den britiske High Court, Fiona Maye, er kendt for sin indlevelsesevne og et skarpt, røntgenagtigt blik på sine ofte komplicerede sager, men rækker dette blik også til at takle de mere personlige sager? Det gælder både relationen til ægtemanden, Jack, hendes faste inventar gennem mere end 30 år, og til hendes egne overrum- plende følelser. Dilemmaet udløser et større sindsoprør både hos hendes ægtemand, den halvvoksne dreng fra Jehovas Vidner og hos den Høje Dommer selv og sender tidvist hendes dømmekraft til tælling. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen.


    Kunsten at læse og forstå modpartens motiver

    På grund af ægtemandens højlydte og højtidelige erklæring om, at han i sit 60. år vil opleve suset af ubegrænset sensuel og seksuel nydelse en sidste gang, inden han igen er tilbage i tosomhedens fold, aktiveres det personlige følelsesapparat hos den rutinerede højesteretsdommer. Dette medfører ikke umiddelbart andet end hendes udtalte vrede, der straks modificeres af nøgtern refleksion:
    "Din idiot. Din forbandede idiot!" Hun havde ikke bandet højt, siden hun som sorgløs teenager var på besøg i Newcastle, men stærke ord trængte sommetider igennem hendes tanker, når hun påhørte et egoistisk vidneudsagn eller et irrelevant juridisk argument.
    Fiona føler sig ramt som et af de børn, hvis tarv hun som overdommer skal tilgodese i familieretten:
    Han sårede hende, men var ligeglad - det var noget nyt. Han havde altid været omsorgsfuld, loyal og omsorgsfuld, og netop omsorg, fik hun dagligt bevis for i familieretsafdelingen, var det væsentligste element i medmenneskelighed.
    Hun reagerer trods af sin umiddelbare besindelse ret så prompte og måske føler hun også, overilet, idet hun giver manden valget mellem at droppe affæren eller flytte. Han pakker imidlertid en kuffert og går uden at sige mere, hvilket hun tolker som et valg om at forfølge sin seksuelle udskejelse, hvorefter hun tager i retten for at passe sit arbejde. Inden hun går til det første retsmøde, ringer hun til en låsesmed og får udskiftet alle låse i lejligheden, med besked om, at de nye nøgler skal sendes til hende i retten samme dags eftermiddag.

    * * *



    * * *

    OM AFTENEN vender hun hjem til den tomme lejlighed i nærheden af retten, tjekker sin mobil og mail, men intet nyt fra Jack. Hun kontakter ingen, men tænker på den forestående julekoncert i The Great Hall i Gray's Inn, hvor hun skal spille klaver som ledsager for en anden dommer, der er tenor. De tre musikstykker tager hendes opmærksomhed, så hun kan falde i søvn, og hun tænker også på det stykke, de har planlagt som eventuelt ekstranummer, hvis tekst senere skal vise sig at rumme hidtil uanede aspekter.

    Næste dag har hun lidt rutinearbejde om formiddagen, inden hun skal i gang med dagens eneste sag. Nu kan hun koncentrere sig om det væsentlige i livet, arbejdet som dommer:
    Hun trådte ind, alle rejste sig, og hun satte sig og betragtede parterne, mens de satte sig til rette foran hende. Ved hendes ene albue lå der en lille bunke flødefarvet hvidt papir, og hun lagde sin kuglepen ved siden af. Først i dette øjeblik, ved synet af disse rene stykker hvidt papir, forsvandt de sidste spor, pletterne efter hendes egen situation, fuldstændigt. Hun havde ikke længere noget privatliv, med var parat til at lade sig opsluge.
    Der er tale om en vigtig retssag, som så mange andre. I dette tilfælde nægter en syttenårig dreng, Adam, at tage imod blodtransfusioner, der med største sandsynlighed vil kunne redde hans liv i forbindelse med den leukæmi, han lider af. Som sine forældre er han stærk i troen, og for Jehovas Vidner er det utænkeligt at modtage blod fra et andet menneske, om det så skal koste &ecute;n livet. Dette formuleres håndfast af overlægen, der på hospitalets vegne har anlagt sagen:
    På dette sted forsvandt overlægens duknakkethed, og han blev et par centimeter højere. Hans opfattelse er den samme som hans forældres. Den er ikke hans egen. Hans indvending mod blodtransfusioner bygger på doktriner i en religiøs kult, for hvis skyld han kan ende med at lide et meningsløst martyrium.
    Til søgsmålet, der i sagens natur må behandles hurtigst muligt, er resten af denne dag afsat i retskalenderen, med forventet domsafsigelse hen på eftermiddagen. Imidlertid trækker sagens afgørelse ud, idet Fiona efter de sædvanlige procedurer og fremlæggelser af synspunkter får den usædvanlige ide, at hun vil aflægge besøg på hospitalet og tale med drengen, inden hun kommer med sin kendelse. En praksis, der var ret almindelig tilbage i 1960erne, men som sjældent bruges i dag. Hun beder retten og den forsamlede presse vente, til hun sammen med sin sekretær har aflagt besøget, hvorefter hun vil vende tilbage med sin afgørelse:
    Dette her, tænkte Fiona, idet hendes taxa gik i stå i trafikken på Waterloo Bridge, drejede sig enten om en kvinde på randen af et nervesammenbrud, som begik en faglig fejl, fordi hun var styret af sentimentale holdninger, eller om en dreng, der blev frelst fra eller overladt til sin sekts religiøse overbevisninger, fordi retten blandede sig i hans mest intime anliggender. Hun mente ikke, at det kunne være begge dele.
    Hvad man som eventuel læser af romanen vil kunne erfare, kommer det til at dreje sig om mere end disse to dele!

    * * *



    * * *

    Et uafvendeligt bagholdsangreb

    Den person, der snigløbes, er Fiona selv, og det oven i købet af hende selv. Hun taler med den sengeliggende unge Adam, spørger til hans tro og interesser i øvrigt, herunder hans nyvakte interesse for digtning og violinspil. Faktisk beskæftiger han sig flittigt med begge dele på hospitalet. Dette fører til, at Adam lokker Fiona til at synge med på den melodi, som han har øvet på violinen, hvilket netop er det ekstranummer, som hun har i baghånden til den forestående julekoncert. Det er musik til et digt af Yeats, Down by the Salley Gardens:
    Adam sagde: "On my leaning shoulder" - det lyder godt, synes jeg, ikke? Skal vi gøre det igen?
    Fiona rystede på hovedet, tog violinen fra ham og lagde den på plads i kassen. "She bid me take life easy," citerede hun for ham.
    Fiona vender tilbage til den ventende retssal, afsiger sin kendelse og tager sig god tid:
    Da hun trådte ind i salen, og publikum rejste sig, havde klokken netop passeret et kvarter over ni. Da folk satte sig igen, mærkede hun en vis utålmodighed blandt journalisterne. Det var ikke noget belejligt tidspunkt for de trykte medier.

    Kort sagt må jeg konstatere, at A, hans forældre og de ældste i deres kirke har taget en beslutning, som er i modstrid med A's velfærd, som det er denne rets pligt at tilgodese. Han må beskyttes imod en sådan beslutning. Han må beskyttes mod sin religion og mod sig selv.
    Trods det, at hun omtaler Adam som "A", er det åbenlyst, at hun er blevet engageret i Adam ud over den rent professionelle stillingtagen til sagen. Hun nynner således den førnævnte melodi igen, da hun går hjem fra retten ved 23-tiden.

    Det andet bagholdsangreb venter derhjemme på trappen foran lejligheden, hvor ægtemanden er vendt tilbage med sin kuffert. Dette synes hun dog at kunne håndtere umiddelbart med sin dommerkløgt:
    Det, der var brug for nu, var et skænderi, et skænderi med adskillige kapitler, der strakte sig over tid. Der ville måske komme en del hadske digressioner, hans anger ville muligvis være pakket ind i beklagelser, der kunne gå måneder, før hun ville dele ægtesengen med ham igen, og genfærdet af den anden kvinde kunne meget vel blive ved med at spøge mellem dem for al fremtid. Men de ville sandsynligvis finde ud af at vende tilbage til det, de før i tiden havde haft sammen.
    Kun en højesteretsdommer formodes at kunne formulere sig således om egne, strikt personlige forhold.

    * * *



    * * *

    Det stof som karakterer skabes af
    Jeg er blevet mere optaget af, hvordan mine karakterer bliver skabt ud fra deres egne sammenhænge. Ikke bare hvem de er gift med, men hvordan de tjener deres penge, deres interesser, ekspertise og institutioner (...) De bedste domme kan ligne noveller, selv om de altid kommer med en konklusion.
    Således udtalte Ian McEwan sig i et interview med Finn Skåderud, bragt i dagbladet Information den 28. august 2015.

    Omfanget af dilemmaet i romanen er måske ikke så stort som i Soning, men det er at samme insisterende og essentielle art. Det er et etisk dilemma, som driver handlingen frem på bedste episke vis, med en stadig dybere blotlægning af karakteren Fiona, der afslører sig selv gennem sine ræsonnementer, såvel de professionelt og privat fremsatte som de uudtalte. De fejllæsninger af egne og modparternes motiver, som vi bliver vidner til, bringer os ned i de dybeste lag af hovedpersonens karakter.

    En scene med den nys hjemvendte ægtemand fortæller os meget om, hvad der rører sig et sted helt dybt inde bag storhjernen hos Fiona:
    Med attachetasken trykket mod maven blev Fiona stående midt på gulvet, mens hun betragtede ham og spekulerede på, hvordan hun skulle standse ham. Det undrede hende, at den irske sang selv nu, hvor det ægteskabelige drama var i sin første scene, blev ved med at give genlyd i hendes bevidsthed, nærmest i takt med, hvad Jack sagde, og med en på én gang mekanisk og festlig klang, som om den blev liret af på gaden af en lirekassemand. Hendes følelser var i vild forvirring (...)
    * * *

    Forelskelsens dilemma

    Det som Jack netop angrende har beskrevet om sin vildfarelse med Melanie, en art one-night-stand, skal også vise sig at blive enigmatisk for både Fiona og for den unge Adam. Ikke kun én enkelt mand er sikker på, at den anden, sammenfaldende part, dybest set elsker ham, hvilket ubetinget fører til Ragnarok, for enten en, to eller alle tre involverede. Hør blot, hvordan Adam senere forklarer sig over for Fiona:
    De (:Fiona) var den voksne. De vidste det hele tiden, men sagde det ikke. De stillede bare spørgsmål og lyttede. Alt det liv og al den kærlighed, der venter ham - det skrev De. Det var Deres særlige "evne". Og min åbenbaring. Fra The Salley Gardens og videre frem.
    Fiona afviser Adams forslag om at bo hos hende (og hendes mand), men afvisningen er klodset i forhold til det, der i øvrigt kendetegner Fiona. Trods det, at hun afviser ham og hans ide som urealisabel, formår hun ikke helt at skjule sine følelser i afskedsøjeblikket, hvilket er med til at føre handlingen uundgåeligt videre mod sin konklusion, der som antydet indbefatter en form for Ragnarok.

    * * *


    * * *

    Velskrevet prosa med smukke poetiske forsiringer i en fin dansk gengivelse

    McEwan har, som indledningsvis anført, komponeret en finmasket, stramt forløbende episk fortælling. Undervejs kommer der små poetiske perler i uventede detaljer, som her på en lang køretur:
    Men det geologiske og historiske drama blev fortrængt af trafikken, dens volumen, dens rutiner og det vejmøblement, som på sin ensartede måde definerede De Britiske øer.
    Sjældent er et jævnt hen kedeligt britisk landskabssceneri blevet beskrevet i så fint registrerende vendinger.

    Også den fornyede tilnærmelse til normaltilstanden mellem Fiona og husbonden beskrives enkelt og forfinet:
    Hans stemme, hans ansigtstræk var lige så bekendte som hendes egne. Hans ansigt havde et slidt, hjemsøgt præg. Attraktivt, selvfølgelig, men ikke for hende lige i den situation. Hans hænder, der lå på bordet ved siden af hans glas, var forhåbentlig ikke i begreb med at tage en af hendes.
    Oversætter Claus Bech har formået at overføre det engelske forlægs mange nuancer i en særdeles vellykket dansk gengivelse, om end denne anmelder ikke rigtig kan forlige sig med udtrykket på side 185: "musikkens horisontløse hyperspace hinsides tid og formål". Det er givetvis svært at finde en mere dækkende glose, men forsøget bør gøres, da den gedigne danske poetiske gengivelse får en let skurren netop på dette ene sted.