|
|
Anmeldelse:
Stramt komponeret psykologisk THRILLER i kongenial gengivelse
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 20. december 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
ARNAUD DELRUE: "Sommer med familien"
Roman, forlaget ETCETERA.
Udgivet 26. maj 2015.
Hæftet, 155 sider, pris: kr 249,95.
BUY
HERE / KAN KØBES HER.
FRANSK/LITTERATUR:
Den franske fotograf, Arnauld Delrue (f. 1981), debuterede som romanforfatter i 2014 med Un été en famille. Den
foreliggende danske over-
sættelse er holdt i originalens tone og ånd, og hurtigt fanges læseren ind af den dystre, distancerede og på samme tid tørt insisterende
fortællerstemme hos den 25-årige Philippe, der netop har mistet sin et år ældre søster, Claire,
og nu opruller sin beretning for sin elleve år yngre anden søster, Marie. En hvid ørn og en mudder-
plettet, hvid kronhjort udgør magiske symboler i en ellers grum realistisk fortælling. Trods titlen er det
ikke just afslappende sommerlæsning for sarte sjæle.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen.
Fremadskridende handling på to niveauer
Ved hjælp af Philippes 155 ordknappe og til tider lidt fyldigere tilbageblik bindes romanens tre hovedafsnit sammen ved hjælp af 10 korte nutidige on-the-roadkapitler, der midlertidigt afbryder hans afsløringer af et familiedrama af tiltagende dimensioner og intensitet, alt imens han på flugt kører fra det nordlige Frankrig i retning mod Pyrenæerne og Spanien, med støt stigende hastighed og tilsvarende forvirring i sindet.
Efter den korte, knugende indledning former forløbet sig som en lang bekendelse til lillesøsteren Marie:
1. Det var en uge siden, vores søster var død. Mor ville stadig ikke se liget. Hun var blevet ude på parkeringspladsen, i Pauls bil.
3. Du, min lillesøster, du knugede hårdere og hårdere om min hånd. Jeg var nødt til at trække i din arm. Jeg blev ved med at sige, at du ikke behøvede at være der.
I indledningen står Philippe ved sin søsters kiste, med sin lillesøster i hånden. Den tætte samhørighed mellem de tre søskende fornemmes straks, medens onkel Paul og moderen forekommer mere fjerne.
Gådefuldt fortælles der om den døde Claire. Vi aner ikke umiddelbart, hvordan relationerne mellem Philippe og den afdøde søster var, men ret hurtigt får vi en fornemmelse af, at noget havde været mere end almindeligt kompliceret, og at dette efterhånden også kommer til at indbefatte lillesøster Marie.
* * *
Gradvis selverkendelse med ufrivillige afsløringer
Allerede under begravelsesceremonien får vi indtryk af, at Philippe har det skidt, og at samvittigheden nager ham:
5. (...) Jeg var klædt ud som sørgende mand. Måske var det mig, der var umulig.
6. Jeg havde røde knopper, tørre skæl på skuldrene og hedetur, hvilket fik sveden til at perle i panden og tindingerne. Jeg var nervøs.
At Claire havde været alvorligt syg, får man hurtigt en klar fornemmelse af:
Jeg tænkte på det blod, hun nogle gange fik til at løbe ned ad armene. Og jeg tænkte, at det var hendes måde at græde på.
At broderen havde et særpræget forhold til hende og formentlig var impliceret i hendes død, står ligeledes mere end antydet fra de første beskrivelser:
20. Den dag Claire døde, havde jag lagt mig ned til hende i sengen, og jeg havde tænkt, at hun frøs (...)
Jeg gik ud på altanen for at ryge, og da var det, jeg vidste, at intet ville blive som før. Jeg vidste, at jeg ville blive nødt til at glemme. Og at glemme, det var at vente på faldet. Mor sendte dig over til Paul. Hun tog fat i min arm lige over albuen. Hun lagde sit hoved på min skulder. Hun spurgte mig, hvad der var sket, men jeg kunne ikke få en lyd over mine læber. Så græd hun, mens hun borede neglene ind i min arm.
* * *
* * *
Malende og symbolmættet fortælling
Naturelementerne spiller en væsentlig rolle i forbindelse med hændelser og sindstilstande, således også denne beskrivelse under den indledende del af køreturen/flugten sydover:
Jeg standser i nærheden af strandbaren. Jeg tænder lyset i kabinen og finder lyskontakten. Jeg sætter varme på. Jeg sveder og fryser. På trods af uvejret er natten klar. På den anden side af søen flyver en stor hvid fugl hen over familien Duvals hus. Det glimter i tusind flammer. Haven er stadig oplyst. Pontonbroen glitrer i overfladen. Nede i søen udviskes det hele til smalle striber og farvede pletter.
Det er kendetegnende for denne fotograf og romanforfatter, at billedbrugen er af stor betydning for forståelsen af handlingen. Følgende beskrivelse af Philippes veninde siger mere om ham selv end om hende:
Hendes mund havde form som et komma og næseborene som to solsikkekerner. Den krumme næse, de flakkende øjne og de let udstående tænder fik hende til at se lidende ud, når hun grinede.
På samme måde er nogle små gaver fra Claire til de øvrige familiemedlemmer afslørende og ildevarslende:
Gaverne var pakket ind i siderne fra et dameblad. Fire fotografier. På mit stod Claire og kiggede ind i et spejl. Man så hende i forgrunden med ryggen til kameraet. Hendes ansigt kunne anes i spejlet. Spejlbilledet blev sløret af en mørk væske, der løb ned over glasset. Mors var næsten magen til. Her var spejlet rent. Væsken kom ud af Claires øjne. Den løb ned over hendes ansigt og dryppede nogle steder ned på hendes hvide kjole.
I sammenhæng med naturoplevelserne møder vi også de to symbolske dyr, i første omgang ørnen:
59. Jeg kørte op ad skråningen og ned igen mod kirkegården. Mine cykellygter virkede ikke, men månen oplyste sletten. Jeg bremsede brat op, da jeg pludselig fik øje på en ørn midt på vejen. En hvid ørn, som lyste op på asfalten og først tiltrak min opmærksomhed og så forskrækkede mig, (...) Selv om jeg ikke tror på sådan noget, forestillede jeg mig et øjeblik, at det var Claires sjæl.
Til allersidst i romanen møder vi tilsvarende den plettede kronhjort:
Og så får jeg langt væk øje på (...) to øjne (...) som suser forbi udenfor, og som efterfølges af andre mørke former, af den majestætiske hjort, der står stille lige dér med mudderpletter i den hvide pels, en tæt masse af muskler og hud midt blandt skyggerne, ubevægelig, hypnotiseret, med begge øjne rettet mod mig, der ikke forsøger at bremse.
De to tilsynekomster synes at blive sindbilleder på begyndelsen og enden på den indre flugt hos Philippe og en form for genforening med Claire i det hinsides, når han til slut... Men det må læseren altså selv erfare!
* * *
Afslørende og tvetydige refleksioner over forskellige tildragelser
Undervejs i sin fortælling får Philippe rig lejlighed til at gøre sig overvejelser over sit liv, og mestendels er han ikke særlig tilfreds med sig selv. Det er hans udadreagerende voldsomhed, der fører til vold og formentlig også til død og ødelæggelse, men det er også hans indadgående destruktive selvopfattelse:
Claire havde mærker efter slag på kroppen. Obduktionen havde vist, at hun var blevet voldtaget, før hun tog livet af sig. Og ordet "voldtaget" havde længe givet genlyd i mit hoved. Giver stadig genlyd (...)
På det sidste billede ser man ryggen af mig på knæ foran badekarret. Claire har lagt hovedet mod min skulder og kigger ind i objektivet. Hun smiler
(...)
Hun tog mit ansigt mellem hænderne, og hun kyssede mig. Vi elskede. Endnu voldsommere end de forrige gange. Claire sagde ofte, at hendes krop ville eksplodere, hvis jeg ikke længere rørte ved hende. Den eksploderede.
Incesttemaet anslås flere gange, som her, hvor det er både dunkelt og dobbeltbundet:
Du var lillebitte og violet. Min mor sagde: 'Se, hvor hun ligner sin mor.' Og jeg husker meget tydeligt det ord, 'mor'. Det var første og sidste gang, hun omtalte Claire som 'mor'.
Claire var kun fjorten år. Du har altid været vores lillesøster, Du vidste det; det var bedst sådan. Men når du sagde 'det smager godt, mor', tænkte vi alle rundt om bordet, at du talte til en skygge.
* * *
Velkomponeret roman med fortættet tematisk fokus
Den stramt komponerede roman og den konsekvent refererende form skaber en distance hos Philippe i forhold til alt, hvad der beskrives:
Alt føltes meget langt væk fra mig. Jeg vidste, at alle ting var på deres plads, men alligevel fjernede de sig. Det var (...) noget, der blev trukket for mellem mig og horisonten.
Moderen fremstår følelseskold, onklen fjern og utydelig, direktøren som gammeldags og latterligt alfaderlig,
men sidst og ikke mindst fremstilles familiens læge Jaques Duval som i ledtog med djævelen selv.
Eller måske er det medicinalfirmaet Bayer AG, der er den sande djævel? Gå selv på opdagelse i sym-
bolikken (og handlingen) og døm!
Den ulmende uhygge trænger sig stadig mere på, som handlingen skrider frem, og ragnarok toner endelig klart frem i naturbillederne og
kompositionen til allersidst. Det er velskrevet fransk litteratur af fint format, med krav til læserens opmærksomhed og fuldt
af overraskende og overrumplende åbninger i tematikken og den tilhørende handlingsgang.
|
|
|
|
