|
|
Anmeldelse:
Tindrende smuk skrivestil præger Ida Jessens dagbogsroman fra THYREGOD
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 10. december 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
IDA JESSEN: "En nyt tid".
Udgivet 21. september 2015.
Roman, GYLDENDAL.
208sider - pris kr. 249,95.
BUY HERE / KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
"Mange af de kvindebilleder, vi ser, er nogle, der hænger i neglene ud over afgrunden flænset i stykker af tvivl over de
valg, de har truffet. Jeg har selv været med til at fortælle om de kvinder. Denne gang har jeg haft lyst til at give et billede af
en anden kvinde. En, der også er i tvivl, men som står det igennem med stamina og værdighed, og som arbejder på sagen på en sanset og samlet nåde.
Det synes jeg har manglet lidt..." --- Således står der i Ida Jessens nye roman
En ny tid.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her bogen.
Det er en utroligt velskreven roman, der glimrer ved sin prosastil. Det er stor kunst i den danske andedam.
Stamina og værdighed
De ovenstående ord (i manchetten) giver forfatteren i al beskedenhed sin roman med på vejen, og det er lige præcis, hvad Ida Jessen leverer. Læseren bliver præsenteret for den dagbogsskrivende fru Bagge, der i årene 1927-1932 ser tilbage på sin tilværelse siden hun i begyndelsen af århundredet kom til det forblæste Midtjylland, nærmere betegnet Thyregod, i nærheden af Give og Vejle. Det er netop med stamina og vedholdenhed, at hun beretter om sine år på den sandblæste hedeegn, hvortil hun ankommer som nyudsprunget lærerinde, en sludfyldt januardag i det herrens år 1904.
Måske er den dagbogsskrivende 50-årige kvinde lidt famlende i begyndelsen af sin beretning, men efterhånden som hun opruller sin historie om frøken L. Høy, friskolelærerinde, der opgiver sit job da hun efter få år bliver gift med landlægen Vigand Bagge, vinder hun fodfæste og står igennem beretningen med tiltagende styrke og ærlig åbenhed, der i stedet for sårbarhed fører til øget selvindsigt, et afklarende syn på sit hidtidige voksenliv og en heraf afledt fremdrift:
Hvad skal jeg gøre, når han ikke er her mere? Hvem skal minde mig om, hvad jeg skal mene? Hvem skal holde mig på plads? - Så må jeg finde min plads.
Det starter lidt famlende, men på grund af sin søgende oprigtighed, bliver hun efter mandens pludselige død gradvist i stand til at træffe sine egne beslutninger vedrørende sit fremtidige liv, en proces der er præget af værdighed og integritet.
* * *
Refleksioner over tilværelsen og ens egen rolle
Frøken Høy får kun lige skrevet et par linjer i sin dagbog i januar 1904, før den genoptages af fru Bagge i 1927, umiddelbart efter ægtemandens død. Efter nogle få travle år med at få den nyoprettede friskole til at fungere, med idrætsundervisning om aftenen samt yderligere tillidsposter i det lille samfund, ender hun sin karriere med at blive gift, uden nogen egentlig bevidsthed om egne intentioner, da Vigand Bagge uventet frier til hende.
Romanen giver i form af en række dagbogsnotater både et billede af nuet, hvor hovedpersonen skal finde sine ben at stå på efter mandens død, men fokus er på et vidtstrakt tilbageblik med nedslag på forskellige vigtige øjeblikke igennem de 22 år i ægteskabet, plus enkelte tilbageblik til før denne periode i hendes liv. Det centrale spørgsmål for hende bliver, hvem hun egentlig er. Det bliver til en art dannelsesroman, hvor det eksistentielle spørgsmål bliver formuleret i forhold til at finde en egen identitet og undervejs indirekte afsøge, hvorvidt hun fandt lykken i sit liv.
Via sit tilbageblik på dagligdagen igennem de mange år i ægteskabet når fru Bagge frem til, at hun ganske stille er blevet koblet af livet: Arbejdet som husmor og relationerne i lokalsamfundet samt det daglige liv kom til at fylde det hele, således at der ikke var plads til hende selv. Hun når gradvist frem til denne erkendelse efter at hun er blevet alene, og i særdeleshed bekræfter den præcise ordlyd i mandens afskedsbrev hende i dette:
Alt er aftalt med P. Møllergaard og sognerådet. Du har tre måneder til at finde en ny bolig, og der skulle være tilstrækkeligt til at du kan få et anstændigt sted. Ikke prangende. Du må nok klare dig uden Line fremover. Rosenhuset er tomt. Du klarer det fint.
VB.
PS. Jeg har solgt bilen til doktor Eriksen.
Disse var ordene. Ingen udtryk for glæde eller taknemmelighed over de 22 år, som de nåede at have sammen. Ingen kærlighedserklæringer. Ingen følelsestilkendegivelser. Kun praktiske forhold.
Da hun har læst afskedsbrevet, erkender hun, at de aldrig har været særlig meddelsomme i forhold til hinanden:
Jeg har ikke forberedt mig på noget. Det her er kommet meget tidligere end vi havde troet. Vi har aldrig talt om det. Mellem ham og mig har sproget været lille. Sådan har vi levet.
Sådan skal vi dø.
Fru Bagge beslutter sig for at gå imod sin mands dispositioner nedskrevet på dødslejet. Hun tager sit liv i egne hænder og beslutter sig for at starte på ny. Hun undgår de potentielle ægteskabstilbud, som snart fremkommer og vil i stedet søge efter et liv, hvor hun ikke blot er vedhæng til en anden mands liv. Hun vil forsøge at frigøre sig for selv at kunne vælge nye forpligtende fællesskaber, der måske kunne åbne op for lykken.
* * *
Tæt tematisk fokus og insisterende prosa
Den lette og luftige, enkle skrivestil, som præger alle dagbogsoptegnelserne, er medvirkende til at skildringen brænder sig fast, alt imens den dagbogsskrivendes tanker får frit løb i en forbavsende kontrolleret form. Fru Bagge og hendes afdøde mand har nøgternheden til fælles, men hun besidder ikke hans rationelle følelsesforladthed og pligt til at handle for handlingens skyld:
Vigand var i et og alt af den holdning, at livet og døden var et åg, som man selv måtte bære uden at surmule. Klynkeri tålte han ikke, lige så lidt hos sig selv som hos andre. Hans valgsprog: Sådan er livet!
Over for dette pligtmenneske sættes den søgende, pligt-sørgende og følsomme tiloversblevne kvinde:
Jeg magter hverken at møde folks blikke eller ikke at møde dem. Jeg befinder mig i en tilstand af skam. Selv ordet skam skammer sig, medens jeg skriver det.
Indlevelsesevnen i andre kvinders situation fornægter sig ikke. Se blot, hvordan hun tolker situationen, som Johannes V. Jensens kone befinder sig i under en middag på Give hotel, efter at manden har holdt foredrag og lader sin utilfredshed med den kolde suppe, der serveres for dem, gå ud over hustruen:
I stedet for at gå herop så hurtigt, skulle jeg have gået hen til Johannes V. Jensen og sagt noget rosende. Det ville ikke have været svært for mig. Jeg har læst både Kongens Fald og Bræen. Så ville han have haft noget andet at foragte end sin kone. Foragt kan ikke knækkes og ikke blødgøres, kun afledes fra dem, den gør mest fortræd, og dét vist kun midlertidigt.
Fru Bagge er vant til at være den underdanige og tålmodigt eftergivende hustru, der sjældent har oplevet anerkendende ord og kærlighed for sit virke, og det ligger hende ikke fjernt at optræde i solidaritet med en søster i ånden.
* * *
* * *
Den skræmmende frihed
Den tilbageblevne enke står over for udfordringen med at finde sig selv og redefinere sit liv, hvor alt hidtil har været tilrettelagt og ligget ligefremt foran for hende, uden behov for stillingtagen:
Det drejer sig om at have levet med ét andet menneske det meste af sit voksne liv og have mistet dette menneske. Være blevet sat fri. Frihed er ikke kun godt. Der findes en frihed, hvor ingen ser én. Sådan er det for enkerne.
Da hun efter mandens død igennem sparekassebestyreren erfarer, at Vigand har efterladt hende en net sum i obligationer, bliver hun både skræmt og rystet over, at han har holdt hende uden for dette, ligesom alle andre overordnede dispositioner i deres ægteskab:
Jeg har det som et menneske, der står i så fuldkommen åbent et landskab, at det kan være ligegyldigt, hvilken retning det bevæger sig i. Der er ingen forskel, om det bliver mod nord, mod syd, mod øst eller vest, det vil alligevel være det samme overalt.
I umiddelbar forlængelse heraf skriver hun et notat i dagbogen, der viser, at beslutningen om at begynde at handle på egen hånd, og forme et nyt og anderledes liv, er truffet:
Jeg har tændt lampen. Skrevet til Line, at jeg har sendt hendes kommode med fragtmanden i dag. Skrevet til doktor Eriksen, at jeg vil købe bilen tilbage.
Det er den gryende beslutsomhed, som vi herefter bliver vidner til. Fru Bagge klarer selv husholdningen uden tjenestepige og lærer sig selv at køre bil, således at afhængigheden af andre drastisk reduceres lige med et.
Den smukke prosa hos Ida Jessen funkler, når fru Bagge ubevidst solidariserer sig med nogle af sine tidligere elever i deres forfærdende skrøbelighed:
Hvor har de sovet? I lader rundtomkring. Hvad har de set, og hvem har de snakket med? Jeg ved det ikke. De var ikke mere end otte-ni år. De har mødt både ondskab og godhed. Man kan kun håbe på, at godheden har været størst.
Som alle vegne for øvrigt.
Også hendes tilbageblik til før ægteskabet, netop ankommet til Thyregod for at tiltræde lærergerningen skildres i knappe, tætte, enkle og sigende formuleringer:
Når jeg nu tænker på det, bliver jeg næsten misundelig på denne unge lærerinde, og i virkeligheden ikke kun næsten.
* * *
Kvindeskæbne og provinsskildring
Ida Jessen når næsten Walt Whitmanske højder sine steder i skildringen, specielt af landskabet, her hedeagrene omkring Thyregod:
Rundt om byen var der heden.
Jeg har set sandflugter lige efter at forårssåningen var overstået. Himlen sort som ragnarok. Sandet trængte ind alle vegne og lagde sig i driver på gulvet i min lejlighed. At være ude i en sådan storm er umuligt, man dør af det. Redskaber dækkes til, dyrene dør. Og folks fortvivlelse over den mistede sæd, den har jeg også set.
Jeg har set heden. Den findes næsten ikke mere. Jeg har set hedebrande (...)
Forfatteren har med sin knappe, lyriske prosastil formået at give os en skildring af den danske provins, der ud over at give et portræt af tiden og et billede af egnen også fortæller den personlige historie fra en af det daværende samfunds mest undselige mennesker: En kvinde i et goldt ægteskab, der kan opfattes som et sindbillede af, hvorledes mange kvinder på denne tid måtte indrette sig efter de foreliggende vilkår i en patriarkalsk verden. Men det er også historien om, hvorledes en kvinde tog sin skæbne i egen hånd og ændrede tingenes tilstand, på sin egen stille, men vedholdende facon og nåede frem til et nyt og rigere liv:
27. november
Vi var gift i 22 år, og selv om det har været en tid, hvor der er sket meget, med verdenskrig, biler, elektricitet, kvinders stemmeret -
ja, en hel verden er afviklet til fordel for en ny, så vil jeg alligevel sige, at de år har været en lang sammenhængende dag.
For mig har det været en stille tid.
|
|
|
|
