Derfor byder jeg jer på Guds befaling, at I skal være Erasmus' fjender og tage jer i agt for hans bøger. Jeg vil skrive imod ham, koste hvad det vil; jeg vil dræbe Satan med pennen, og næsten stolt tilføjer han: "ligesom jeg dræbte Münzer, hvis blod klæber til mine hænder".

Erasmus var sit århundredes lys, andre var dets kraft: Han oplyste vejen, andre forstod at gå den, mens han selv blev i skyggen, som lysets kilde altid gør. Men det at vise vejen ud i det nye er ikke mindre ære værd end det at gå den som den første; også dem, der virker i det usynlige, har gjort deres gerning.

Dette afslører et væsentligt, måske det allervæsentligste træk i hans tanker: Erasmus vil ikke binde sig til nogen eller noget. Han vil aldrig for længere tid gå i nogen fyrste- eller herretjeneste, ja, end ikke så meget som en gudstjeneste vil han påtage sig, han må følge sin indre uafhængighedstrang og forblive fri og ikke underdanig over for nogen.

For det at forstå og forstå stadig bedre var dette mærkværdige genis egentlige glæde. Erasmus kan måske ikke kaldes nogen dyb ånd i strengeste forstand; han hører ikke til dem, der tænker tingene til ende, til de store omformere, som skænker verdensrummet et nyt åndeligt planetsystem; Erasmus' sandheder er egentlig kun klarheder (...) en oplysningsmand i ordets mest ædle betydning (...) At udbrede oplysning og redelighed faldt ham helt naturligt.

Hvis de højeste præster, paverne, Kristi statholdere ville beflitte sig på at ligne ham i livsførelse, hvis de ville tåle hans armod, udholde hans møje, tage hans kors på sig, dele hans foragt for alt verdsligt, hvem ville vi så skulle have mere ondt af på jorden end dem? Hvor mange skatte ville de hellige fædre dog ikke miste, hvis visdommen blot en enkelt gang bemægtigede sig deres ånd!

Ser man fra Luther, denne firskårne, tykhudede, kraftigtknoglede, fuldblods jordklump, denne mand, fra hvis lave pande viljens knuder springer truende frem, så de minder én om hornene på Michelangelos Moses, ser man fra dette blodsmenneske og over på åndsmennesket Erasmus, dette pergamentfarvede, tyndhudede, magre, skrøbelige, forsigtige menneske, ser man blot de tos kroppe, så ved ens øjne det før ens forstand: Mellem disse to antagonister vil intet varigt venskab og ingen varig forståelse nogensinde blive mulig.

"Jeg forholder mig, så vidt jeg kan, neutral (integrum) for bedre at kunne fremme de genopvakte videnskaber og tror, at der kan opnås mere med klog tilbageholdenhed end med heftigt engagement".

Erasmus har grundlagt den reformatoriske kritik af kirken, som Luther nu forvandler til et angreb på paven, han har, som de katolske teologer forbitret siger, 'lagt de æg, som Luther ruger ud'. Om han vil det eller ej, er Erasmus til en vis grad ansvarlig for Luthers handlinger i kraft af sin rolle som banebryder: Ubi Erasmus innuit, ilic Luther irruit.

Luther står hårdnakket fast på sit standpunkt, at mennesket kun er godt, når det bærer Gud i sig, og dårligt, når djævelen rider det, mens dets egen vilje er og bliver uvæsentlig og magtesløs over for Guds uundgåelige og uforanderlige forsyn.

Den der vil være kristen, siger Erasmus, må i sit sind være fredselskende og eftergivende; den, der er kristen, svarer den ubøjelige Luther, må aldrig, aldrig give efter, når det handler om Guds ord, selv hvis hele verden skulle gå til grunde derved.

Det vil altid være den her på jorden besejrede Erasmus' fortjeneste, at han med litterære midler banede vejen for humanitetstanken, denne meget enkle og samtidig evige tanke, at det er menneskehedens højeste opgave at blive stadig mere human, stadig mere åndelig, stadig mere forstående.