HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: En moppedreng af en bog fra den igennem årene produktive og stilskabende POET - Klaus Høeck



Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 29. november 2015.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • KLAUS HØECK: "Legacy".
  • LYRIK. Digtsamling
  • Gyldendals forlag, 592 sider. Pris: 399,95 kr.
  • Udgivet 27. august 2015.
  • BUY HERE / KAN KØBES HER.

    DANSK/LYRIK: Endnu engang foreligger der en moppedreng af en bog fra den igennem årene meget produktive og stilskabende poet, der stadig er i topform, om end denne retrospektive produktion kunne tolkes som ikke alene den seneste, men snarere den sidste fra Klaus Høecks hånd. Det bliver den imidlertid ikke mindre sprudlende af. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her digtsamlingen.


    SVANESANG

    I digtsamlingen Legacy præsenterer Klaus Høeck i den første del på godt 100 sider, FACEBOOK Selfies, et historisk selvportræt, kronologisk opsat, med skyldig henvisning til diverse gamle fremdragne fotos fra familiealbummet, scrapbøger m.v. Anden del af digtsamlingen, i alt 400 sider, bærer titlen INSTAGRAM, hvor teksterne er forsynet med en række farveillustrationer lavet af Jørgen Bispelund Knudsen, uden at der er nogen umiddelbar sammenhæng mellem billeder og digte, bortset fra et enkelt billede på side 370.

    Dette billede er så til gengæld så udtværet, at digtet netop forholder sig til dette faktum og intet andet! I denne anden tredjedel af bogen er refleksionerne bredere og ganske peripatetiske i forhold til jeget og omverdenen. Endelig rundes samlingen af med små hundrede sider med titlen LINKEDIN Updates, hvor selvrefleksionen fra første del atter tager til i styrke, og hvor forfatteren markerer digtsamlingens overordnede portrætkarakter:
    jeg har nu afslut
    tet beskrivelsen af mit
    forfatterskab ved hjælp
    af mer eller
    mindre tilfældige no
    ter og indfald - det eneste jeg ik
    ke kunne (kan) skrive ned
    er beskrivelsen
    selv (the blue note)
    og hvad så - den er jo hel
    ler ikke et digt (p. 581)
    Digtsamlingens røde tråd, der snarere er blå, ligger et sted og gemmer sig bag de jazztoner, som han i de senere år er vendt tilbage til og atter har taget til sig, efter igennem lang tid at have afvist dem. I et af digtene siger han lige ud, at han på et tidspunkt havde smidt alle sine plader med Miles Davis ud, men han erkender nu, at 'the blue note' (digtet ovenfor side 581) må ligge et sted i Maestro's toner, som han er begyndt at generhverve sig på CD:
    det eneste pas
    sende lydspor jeg kunne
    tænke mig til den
    ne mærkelige
    bog jeg hele tiden hen
    tyder til kunne
    være miles davis'
    'on the corner'-sessions
    fordi de er li
    ge så uhåndgri
    belige som ORDENES overstregninger (p. 375)
    Dette munder ud i noget, der kunne siges at være en æterisk Svanesang:
    også dette digt
    ligger på skrivebordet
    næppe færdigt end
    nu før det er for
    svundet som alt det andet
    i denne verden
    there will be nothing
    left but the forgotten words
    that's my legacy
    lad miles davis
    blæse over digtene
    do me that favour (p. 532)
    * * *

    Refleksioner over livet og det der ligger efter og udenfor

    Titlen Legacy henviser bl.a. til slægt, arvtagning og sprogbrugen i forbindelse med uddaterede it-styresystemer. Klaus Høeck sætter imidlertid det bagudskuende og potentielt bedagede ind i en aktuel kontekst med de tre titler på bogens hovedafsnit. Herved bliver der ikke kun plads til afsløringer af familiehemmeligheder (family secrets og personal secrets er nogle af titlerne), men gennemgående præsenteres vi for en direkte, men lige så ofte indirekte, personligt forankret refleksion over den moderne tids flimrende selvoptagethed, hvilket gør mange af digtene højaktuelle.

    Den gamle digter rekonstruerer sin egen historie og tilværelsen i almindelighed ved hjælp af en enorm rodekasse med iagttagelser fra det nære liv, med fast forankring i den fynske provinsidyl, som han konsekvent benævner heartland. Et liv med kone, kat, kirke og Coop, iblandet mange retrospektive tanker om forfatterskabet, hvortil kommer en bred vifte af betragtninger over verden uden for Fyn, lige fra menneskerettigheder i Kina, barokdigtning, allusioner til engelsksprogede digtere og alskens jazzmusik, til Gud og livet og døden:
    OG moden skifter
    som vinden blæser også
    I fjernsynet fra
    nistrede jakker
    TIL rødbedefarvede
    jeg ved ikke hvor
    dan det går til - det
    sker bare LigeSOM li
    vet selv skifter og
    døden alting skif
    ter undtagen GUD som er
    uforanderlig (p. 291)
    Spændvidden samt spændstigheden i digtenes ramifikationer kan være ganske betragtelige:
    som sagt: digte om
    hvad som helst (ezra pound in/memoriam bl.a.)
    om alting og in
    genting - sønderborg kaser
    ne for eksempel
    der skal nedlægges eller ånden som har fun
    det hjem og er gå
    et i sig selv el
    ler HIMMERIGS RIGE der
    skal restaureres (p. 397)
    Gud er allestedsnærværende i forhold til digterens jordiske gøremål, ikke kun en søndag i Søndersø kirke, men også i digterens allerhelligste, ved digterpulten:
    jesus ligger på
    skrivebordet crucified
    forever in brass
    før hang han over
    mine bedsteforældres
    seng (what did he see?)
    hvor blev han skabt i
    hvilket usselt støberi
    kom han til verden?
    og hvad skal der bli
    ve af ham når jeg er væk
    min IMMANUEL? (p. 455)
    Døden er også lige så stille smyget sig ind som en naturlig del af digterens univers, med alderen:
    er det sådan det
    hænger sammen? - det er trods
    alt kroppen der en
    skønne dag svigter
    knæskallerne der brydes
    og albuerne
    det er trods alt skuld
    rene der skal i ilden
    og senere i
    jorden jo vist er jeg da skide hamrende
    bange for døden (p. 88)
    * * *




    Manifestationer og credo

    Med sit omverdensbillede forholder Klaus Høeck sig kontant, reflekteret og markeret til sin egen Lille Historie og til Den store Historie:
    der findes ingen
    historisk sandhed der for
    klarer fortiden
    heller ingen for
    tælling der får VERDEN til
    at hænge sammen
    og der er slet in
    gen superformel som den
    i stockhausens 'licht'
    but then again
    der er heller ingen stor
    løgn - kun ens egen (p. 376)
    Han er afklaret i forhold til sin egen digteriske virksomhed og dennes mulige betydning, når han nøgternt forholder sig til sin poetiske formåen og sit samlede kunstneriske bidrag til denne verden og til eget eftermæle:
    selvportræt uden
    hovedperson eller selv
    portræt hvor selvet
    Ikke kan iden
    tificeres blandt andre
    mennesker eller
    selvportræt med sand
    synlighedsfaktor og feed
    back selvportræt hvor
    selvet trods denne
    usikkerhed slår fast: jeg
    er - altså er jeg (p. 14)
    Den store Historie får ind imellem en karsk, men typisk underspillet kommentar med på vejen:
    falklandsøerne
    må godt kurderne må ik
    ke heller ikke
    baskerne grønlæn
    derne må også men tje
    tjenerne BLIVER slå
    et ihjel palæ
    stinenserne må ikke
    mens jøderne godt
    må stemme om de
    vil være sig selv - hvad ER
    det da for noget? (p. 395)
    Også det muntre og til komikken grænsende mestrer digteren, når julen får et hib:
    her i landet vil
    man helst fjerne bollen o
    ver a'et når der
    tales eller skri
    ves om ÅNDEN - så har vi
    anden tilbage
    og den spiser vi
    juleaften - sagen er
    klaret (eller bøf)
    og vi er sluppet
    af med det selv som ånden
    repræsenterer (p. 433)
    * * *

    Transcendens I

    Der sker med jævne mellemrum en ophævelse af skellet mellem digt og virkelighed, så vi bliver draget ind i den aktuelle skriveproces, der fremstilles synkront med omgivelserne og umærkeligt flyder ud i et med selv samme og læseren:
    endnu et forpu
    let selvportræt - har kunstner
    ne da ingen skam
    i livet - nej de
    er heldigvis skamløse/hvis ikke de er
    i færd med at stir
    re sig selv i øjnene
    (som egen model) så er de i gang
    med at skrive et digt
    om det i stedet for

    som nu for eksem
    pel hvor du netop læser
    dette digt som hand
    ler om at du net
    op læser dette digt som
    jeg har skrevet for
    at du skal blive
    opmærksom på digteren
    der skriver dette
    digt - det er godt nok
    et sært spejlgalleri af
    forfængelighed (p. 98)
    * * *

    Transcendens II

    Det er hos Walt Whitman, at Klaus Høeck søger den egentlige transcendens, om end han kun tentativt når frem til denne. Således indledes alle tre hovedafsnit af digtsamlingen med et signatur-citat af den frie poesis store fader:
    I celebrate myself, and sing myself (p. 5: FACEBOOK Selfies)

    And what I assume you shall assume (p. 119: INSTAGRAM)

    For every atom belonging to me
    as good belongs to you (p. 517: LINKEDIN Updates)
    Walt Whitman udgav (for egen regning) I 1855 sin digtsamling Leaves of Grass, som han igennem de næste 35 år reviderede, udvidede og fik udgivet på ny, nu uden selv at skulle til lommerne. Efterhånden blev det oversete værk så berømt og berømmet, at Whitman blev kåret som den største af alle amerikanske digtere få år efter sin død, og det var vel at mærke europæiske kritikere, der satte ham op på denne piedestal.

    Det er denne identifikation med alt og alle, som Klaus Høeck i ægte og reel beskedenhed læner sig op ad, vel vidende, at han aldrig vil nå sin forgænger til sokkeholderne. Imidlertid forlener associationerne til Walt Whitman det foreliggende værk med en horisont, som i sit syn omfatter alt og alle, men som ikke prætenderer at være mere, end det er. Det er Heartland Fyn over for The cities and the vast plains of the United States of America.

    Klaus Høeck har uden tvivl læst og tilsluttet sig dette ydmyge udsagn fra Whitmans forord til første udgave af Leaves of Grass (1855):
    There is that indescribable freshness and unconsciousness about an illiterate person that humbles and mocks the power of the noblest expressive genius.
    På side 583 i Legacy kommenterer Høeck med den største anerkendelse og respekt, idet han indleder sin afrunding:
    what did I forget?
    well the grasses of course
    jeg har ikke en
    gang læst leaves of
    grass helt færdig endnu kun
    bladret rundt i den
    men det har også
    været nok til at indse
    formatet på stør
    relse med græssets
    eget imperium rundt
    omkring i verden
    Den danske digters andægtige grundtone skinner ligeledes klart igennem, når han på side 586 på passende vis lader sit værk tone ud med følgende fynske ekko:
    what did I forget?
    well - the grasses of course
    (forgotten dreams)
    græsserne ude
    på heartland som blomster nu
    violette af
    regn som i peters før
    ste brev kapitel et vers
    fireogtyve
    græsserne ude på heartland hver for sig and
    all come true now
    * * *

    Tillæg ved anmelderen
    23 I er jo ikke genfødt af en forgængelig,
    men af en uforgængelig sæd,
    Guds levende og blivende ord;
    24 for alle mennesker er som græs,
    al deres herlighed som markens blomster.
    Græsset tørrer ind, blomsterne falder,

    25 men Herrens ord forbliver til evig tid.
    Det er dette ord, som er forkyndt for jer.
    * * *