|
|
Anmeldelse:
En moppedreng af en bog fra den igennem årene produktive og stilskabende POET - Klaus Høeck
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 29. november 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
KLAUS HØECK: "Legacy".
LYRIK. Digtsamling
Gyldendals forlag, 592 sider. Pris: 399,95 kr.
Udgivet 27. august 2015.
BUY HERE / KAN KØBES HER.
DANSK/LYRIK:
Endnu engang foreligger der en moppedreng af en bog fra den igennem årene meget produktive og stilskabende poet,
der stadig er i topform, om end denne retrospektive produktion kunne tolkes som ikke alene den seneste, men snarere den sidste
fra Klaus Høecks hånd. Det bliver den imidlertid ikke mindre sprudlende af.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her digtsamlingen.
SVANESANG
I digtsamlingen Legacy
præsenterer Klaus Høeck i den første del på godt 100 sider, FACEBOOK Selfies, et historisk selvportræt, kronologisk opsat, med skyldig henvisning til diverse gamle fremdragne fotos fra familiealbummet, scrapbøger m.v. Anden del af digtsamlingen, i alt 400 sider, bærer titlen INSTAGRAM, hvor teksterne er forsynet med en række farveillustrationer lavet af Jørgen Bispelund Knudsen, uden at der er nogen umiddelbar sammenhæng mellem billeder og digte, bortset fra et enkelt billede på side 370.
Dette billede er så til gengæld så udtværet, at digtet netop forholder sig til dette faktum og intet andet!
I denne anden tredjedel af bogen er refleksionerne bredere og ganske peripatetiske i forhold til jeget og omverdenen. Endelig rundes samlingen af med små hundrede sider med titlen LINKEDIN Updates, hvor selvrefleksionen fra første del atter tager til i styrke, og hvor forfatteren markerer digtsamlingens overordnede portrætkarakter:
jeg har nu afslut
tet beskrivelsen af mit
forfatterskab ved hjælp
af mer eller
mindre tilfældige no
ter og indfald - det eneste jeg ik
ke kunne (kan) skrive ned
er beskrivelsen
selv (the blue note)
og hvad så - den er jo hel
ler ikke et digt (p. 581)
Digtsamlingens røde tråd, der snarere er blå, ligger et sted og gemmer sig bag de jazztoner, som han i de senere år er vendt tilbage til og atter har taget til sig, efter igennem lang tid at have afvist dem. I et af digtene siger han lige ud, at han på et tidspunkt havde smidt alle sine plader med Miles Davis ud, men han erkender nu, at 'the blue note' (digtet ovenfor side 581) må ligge et sted i Maestro's toner, som han er begyndt at generhverve sig på CD:
det eneste pas
sende lydspor jeg kunne
tænke mig til den
ne mærkelige
bog jeg hele tiden hen
tyder til kunne
være miles davis'
'on the corner'-sessions
fordi de er li
ge så uhåndgri
belige som ORDENES overstregninger (p. 375)
Dette munder ud i noget, der kunne siges at være en æterisk Svanesang:
også dette digt
ligger på skrivebordet
næppe færdigt end
nu før det er for
svundet som alt det andet
i denne verden
there will be nothing
left but the forgotten words
that's my legacy
lad miles davis
blæse over digtene
do me that favour (p. 532)
* * *
Refleksioner over livet og det der ligger efter og udenfor
Titlen Legacy henviser bl.a. til slægt, arvtagning og sprogbrugen i forbindelse med uddaterede it-styresystemer. Klaus Høeck sætter imidlertid det bagudskuende og potentielt bedagede ind i en aktuel kontekst med de tre titler på bogens hovedafsnit. Herved bliver der ikke kun plads til afsløringer af familiehemmeligheder (family secrets og personal secrets er nogle af titlerne), men gennemgående præsenteres vi for en direkte, men lige så ofte indirekte, personligt forankret refleksion over den moderne tids flimrende selvoptagethed, hvilket gør mange af digtene højaktuelle.
Den gamle digter rekonstruerer sin egen historie og tilværelsen i almindelighed ved hjælp af en enorm rodekasse med iagttagelser fra det nære liv, med fast forankring i den fynske provinsidyl, som han konsekvent benævner heartland.
Et liv med kone, kat, kirke og Coop, iblandet mange retrospektive tanker om forfatterskabet, hvortil kommer en bred vifte af betragtninger over verden uden for Fyn, lige fra menneskerettigheder i Kina, barokdigtning, allusioner til engelsksprogede digtere og alskens jazzmusik, til Gud og livet og døden:
OG moden skifter
som vinden blæser også
I fjernsynet fra
nistrede jakker
TIL rødbedefarvede
jeg ved ikke hvor
dan det går til - det
sker bare LigeSOM li
vet selv skifter og
døden alting skif
ter undtagen GUD som er
uforanderlig (p. 291)
Spændvidden samt spændstigheden i digtenes ramifikationer kan være ganske betragtelige:
som sagt: digte om
hvad som helst (ezra pound in/memoriam bl.a.)
om alting og in
genting - sønderborg kaser
ne for eksempel
der skal nedlægges eller ånden som har fun
det hjem og er gå
et i sig selv el
ler HIMMERIGS RIGE der
skal restaureres (p. 397)
Gud er allestedsnærværende i forhold til digterens jordiske gøremål, ikke kun en søndag i Søndersø kirke, men også i digterens allerhelligste, ved digterpulten:
jesus ligger på
skrivebordet crucified
forever in brass
før hang han over
mine bedsteforældres
seng (what did he see?)
hvor blev han skabt i
hvilket usselt støberi
kom han til verden?
og hvad skal der bli
ve af ham når jeg er væk
min IMMANUEL? (p. 455)
Døden er også lige så stille smyget sig ind som en naturlig del af digterens univers, med alderen:
er det sådan det
hænger sammen? - det er trods
alt kroppen der en
skønne dag svigter
knæskallerne der brydes
og albuerne
det er trods alt skuld
rene der skal i ilden
og senere i
jorden jo vist er jeg da skide hamrende
bange for døden (p. 88)
* * *
Manifestationer og credo
Med sit omverdensbillede forholder Klaus Høeck sig kontant, reflekteret og markeret til sin egen Lille Historie og til Den store Historie:
der findes ingen
historisk sandhed der for
klarer fortiden
heller ingen for
tælling der får VERDEN til
at hænge sammen
og der er slet in
gen superformel som den
i stockhausens 'licht'
but then again
der er heller ingen stor
løgn - kun ens egen (p. 376)
Han er afklaret i forhold til sin egen digteriske virksomhed og dennes mulige betydning, når han nøgternt forholder sig til sin poetiske formåen og sit samlede
kunstneriske bidrag til denne verden og til eget eftermæle:
selvportræt uden
hovedperson eller selv
portræt hvor selvet
Ikke kan iden
tificeres blandt andre
mennesker eller
selvportræt med sand
synlighedsfaktor og feed
back selvportræt hvor
selvet trods denne
usikkerhed slår fast: jeg
er - altså er jeg (p. 14)
Den store Historie får ind imellem en karsk, men typisk underspillet kommentar med på vejen:
falklandsøerne
må godt kurderne må ik
ke heller ikke
baskerne grønlæn
derne må også men tje
tjenerne BLIVER slå
et ihjel palæ
stinenserne må ikke
mens jøderne godt
må stemme om de
vil være sig selv - hvad ER
det da for noget? (p. 395)
Også det muntre og til komikken grænsende mestrer digteren, når julen får et hib:
her i landet vil
man helst fjerne bollen o
ver a'et når der
tales eller skri
ves om ÅNDEN - så har vi
anden tilbage
og den spiser vi
juleaften - sagen er
klaret (eller bøf)
og vi er sluppet
af med det selv som ånden
repræsenterer (p. 433)
* * *
Transcendens I
Der sker med jævne mellemrum en ophævelse af skellet mellem digt og virkelighed, så vi bliver draget ind i den aktuelle skriveproces, der fremstilles synkront med omgivelserne og umærkeligt flyder ud i et med selv samme og læseren:
endnu et forpu
let selvportræt - har kunstner
ne da ingen skam
i livet - nej de
er heldigvis skamløse/hvis ikke de er
i færd med at stir
re sig selv i øjnene
(som egen model) så er de i gang
med at skrive et digt
om det i stedet for
som nu for eksem
pel hvor du netop læser
dette digt som hand
ler om at du net
op læser dette digt som
jeg har skrevet for
at du skal blive
opmærksom på digteren
der skriver dette
digt - det er godt nok
et sært spejlgalleri af
forfængelighed (p. 98)
* * *
Transcendens II
Det er hos Walt Whitman, at Klaus Høeck søger den egentlige transcendens, om end han kun tentativt når frem til denne. Således indledes alle tre hovedafsnit af digtsamlingen med et signatur-citat af den frie poesis store fader:
I celebrate myself, and sing myself (p. 5: FACEBOOK Selfies)
And what I assume you shall assume (p. 119: INSTAGRAM)
For every atom belonging to me
as good belongs to you (p. 517: LINKEDIN Updates)
Walt Whitman udgav (for egen regning) I 1855 sin digtsamling Leaves of Grass, som han igennem de næste 35 år reviderede, udvidede og fik udgivet på ny, nu uden selv at skulle til lommerne. Efterhånden blev det oversete værk så berømt og berømmet, at Whitman blev kåret som den største af alle amerikanske digtere få år efter sin død, og det var vel at mærke europæiske kritikere, der satte ham op på denne piedestal.
Det er denne identifikation med alt og alle, som Klaus Høeck i ægte og reel beskedenhed læner sig op ad, vel vidende, at han aldrig vil nå sin forgænger til sokkeholderne. Imidlertid forlener associationerne til Walt Whitman det foreliggende værk med en horisont, som i sit syn omfatter alt og alle, men som ikke prætenderer at være mere, end det er. Det er Heartland Fyn
over for The cities and the vast plains of the United States of America.
Klaus Høeck har uden tvivl læst og tilsluttet sig dette ydmyge udsagn fra Whitmans forord til første udgave af Leaves of Grass (1855):
There is that indescribable freshness and unconsciousness about an illiterate person that humbles and mocks the power of the noblest expressive genius.
På side 583 i Legacy kommenterer Høeck med den største anerkendelse og respekt, idet han indleder sin afrunding:
what did I forget?
well the grasses of course
jeg har ikke en
gang læst leaves of
grass helt færdig endnu kun
bladret rundt i den
men det har også
været nok til at indse
formatet på stør
relse med græssets
eget imperium rundt
omkring i verden
Den danske digters andægtige grundtone skinner ligeledes klart igennem, når han på side 586 på passende vis lader sit værk tone ud med følgende fynske ekko:
what did I forget?
well - the grasses of course
(forgotten dreams)
græsserne ude
på heartland som blomster nu
violette af
regn som i peters før
ste brev kapitel et vers
fireogtyve
græsserne ude på heartland hver for sig and
all come true now
* * *
Tillæg ved anmelderen
23 I er jo ikke genfødt af en forgængelig,
men af en uforgængelig sæd,
Guds levende og blivende ord;
24 for alle mennesker er som græs,
al deres herlighed som markens blomster.
Græsset tørrer ind, blomsterne falder,
25 men Herrens ord forbliver til evig tid.
Det er dette ord, som er forkyndt for jer.
* * *
|
|
|
|
