I modsætning til svømmeren, der blindt pløjer sig frem og tilbage i bassinet, badede de. Det er noget andet: den ultimative forening med naturen. Man synker ned i det stille skvulpende, det isklare, sandbundede, letstenede, tangvuggende, vidunderligt våde.

Søbadet er afslappet i forhold til golfklubben, hvor de bedste spillere stråler øverst i hierarkiet. På Søbadet er man nøgne og mere lige. Nøgenheden betyder noget. Som om der er et øjebliks helle i fraværet af de tydeligste identitetsmarkører. Badning har intet at gøre med stand, uddannelse eller arbejde, pointerer folk. Der er heller ingen præstationskrav eller konkurrence som i golfklubben. Man kan ikke være bedst til at bade eller sidde længst i saunaen. Alle kan være med.

Vinterbadere er et almindeligt syn på broer langs Øresundskysten, hvor alle føler det som en dejlig pligt at følge traditionen og hoppe i vandet året rundt. Svigerdatteren er også vinterbader, men går stille med det, hun synes, det er blevet frelst og helligt, politisk korrekt og kernesundt, hun kan ikke holde ud at erklære sig som en af dem. Den vanvittige vinterbader, som folk betragtede med fnisen og vantro, er blevet en almindelig figur.

Søbadet er vokset over 600 procent i de seneste 30 år, og de badende maser på for at få opfyldt deres særlige ønsker. Med så mange individualister samlet på et lille sted, er det nødvendigt med regler, lyder det fra bestyrelsen. Og et kæmpe arbejde bag kulisserne. Søbadet har udviklet sig fra en overskuelig, intim forening til en virksomhed med værdier og mission, strategiplan og formue. Plus en fuldtidsansat året rundt (...) Men det er stadig en forening, båret af frivillige, ulønnede medlemmer.