|
|
Anmeldelse:
Patrick Modiano - nobelpristagerens fine roman om ungdomsskæbner
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 21. november 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
PATRICK MODIANO: "Dora Bruder".
Oversætter: Karsten Nielsen.
Roman, forlaget Lindhardt & Ringhof.
Udgivet 16. juni 2015.
143 sider, pris: 199,95 kr.
KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE:  Fem stjerner af seks
(skala).
FRANSK/LITTERATUR:
Med den dokumentarisk anlagte roman Dora Bruder
søger Patrick Modiano et svar på, hvad der hændte med en 15-årig jødisk pige, som forsvandt i Paris
under Anden Verdenskrig, i slutningen af 1941. Eftersøgningen af hende må formodes for længst at have
mistet sin aktualitet, da forfatteren i 1989 lader sin hovedperson indlede sin efterforskning af sagen.
Aktualiteten er imidlertid klar for læseren, idet romanen igennem sit emne føjer sig ind i en gennemgående
tematik hos Modiano, der i sine bøger kredser om forhold og livsskæbner under besættelsestiden. Hvad blev der mon af Dora Bruder?
---
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
PÅ SIDE 3 i en gammel avis, Paris-Soir fra den 31. december 1941, faldt jeg for otte år siden over en spalte med overskriften "Fra i går til i dag". Nederst stod der:
PARIS
Vi efterlyser en ung pige, Dora Bruder, 15 år gam-
mel, 1,55 høj, med ovalt ansigt [...] Alle henvendelser
til hr. og fru Bruder, boulevard Ornano 41, Paris.
Således indledes Patrick Modianos roman fra 1997, der var et blandt flere værker, som var medvirkende til, at han i 2014 fik tildelt Nobels litteraturpris, netop fordi han beskæftiger sig med 'erindringskunst' og 'besættelsestiden', for nu at referere til Nobelpriskomiteens begrundelse for tildelingen.
Notitsen fra den gamle avis fra 1941 berørte Modiano så meget, at han gik i gang med en efterforskning, hvor han i løbet af de næste otte år arbejdede sig ind sagen om pigens forsvinden gennem oplysninger fra arkiver, officielle dokumenter og samtaler med relevante overlevende kilder. Det blev forventeligt nok til en historie om jødeforfølgelse.
Dokumentarisme eller mimesis?
Romanen har træk af dokumentarismen, helt ned til det faktum, at Modiano vitterlig fandt denne notits som beskrevet, og ikke mindst at han forsyner romanens hovedperson med sit eget navn. Men der er et grundlæggende fiktivt lag hen over det hele, markeret med ord som "Jeg går ud fra", "Temmelig sikkert", "måske" og "Hvem ved?" Yderligere er fremstillingen krydret med det typiske greb hos forfatteren, hvor han erindrer, hvorledes han selv på forskellige tidspunkter havde opholdt sig i netop den gade og det område, som forældrene til Dora boede i, omkring boulevard Ornano.
Gennem associationen til gaden får han lejlighed til at bringe sin egen, formentlig sandfærdige, oplevelse. Det betyder igen, at han forlener sin hovedperson med pålidelighed og en vis autoritet, fordi han har været der. Dog er det mest typiske for beskrivelsen, at hovedpersonen udmaler en stemning, knyttet til lokaliteten, der siger en del om ham selv, som han var og som han oplevede dette sted, som han havde været bekendt med fra barnsben af. I det følgende laver han et nedslag i året 1965:
Januar 1965. Ved sekstiden faldt mørket på, hvor rue Championnet krydser boulevard Ornano. Jeg var intet, jeg gik i ét med tusmørket og gaderne.
* * *
Noget tilsvarende finder vi i beskrivelsen på side 73, hvor Modiano lader sin hovedperson gennemleve de samme følelser, som han tidligere havde beskrevet i romanen Askeblomster, idet han i begge tilfælde genoplever sin (egen) flugt fra en kostskole i januar 1960:
Jeg kan huske de stærke følelser, der løb gennem kroppen på mig, da jeg stak af i januar 1960 -
en intensitet, som jeg sjældent har oplevet før eller siden.
Modiano var da 14 år gammel. Denne genkaldelse bruger han til at leve sig ind i de følelser, som muligvis rådede hos den jævnaldrende Dora Bruder, da hun stak af fra den nonneskole, hun var indforskrevet på. Han gør hendes situation levende igennem sin henvisning til egne erindringer om et tilsvarende oprør.
Erich Auerbach taler i bogen Mimesis (1946) om kunstens referentielle funktion, hvor det er virkelighedsgengivelsen, der er i forgrunden. Andre teoretikere som Benjamin og Adorno har siden hen udvidet og nuanceret begrebet til at omfatte forfatterens egen indstilling til den ydre virkelighed, hvilket passer bedre på Modianos skriveform.
Når han indleder kapitel 2 med ordene,
"Det tager sin tid, før alt det, som er blevet udvisket, igen dukker frem i lyset," sigter han ikke blot til sit arbejde med at søge i arkiver, men derimod i lige så høj grad til den sindstilstand, som er blevet skabt hos ham på grund af efterforskningen. Rejsen tilbage i tiden vækker mindelser og skaber særlige stemninger af lys, dis og mørke. Det er denne forfinede forening af et klart sprog og fortidens disede stof, som fanger læseren ind i hans erindringsspind og bringer denne i samme stemningsleje som forfatteren (og dennes hovedperson). Det er lige før, at Modiano med et glimt i øjet forstår læserens indledende reaktioner ved bogens ekstremt tørre indledning, idet han giver denne anvisning:
"Men man skal bare væbne sig med en smule tålmodighed." (Side 9).
* * *
Genetablering af virkeligheden
Det mest karakteristiske ved Modianos stil gennem hele forfatterskabet er den omstændelige og meget nøgterne, nærmest pedantiske gengivelse af gadenavne og husnumre, som oftest fra Paris, hvortil han så efterfølgende knytter sine sindsstemninger igennem fremmaningen af erindringsbilleder:
Jeg kan huske, at jeg som tyveårig i et andet af kvartererne i Paris havde følt den samme tomhed som foran muren ind til Tourelles uden at kende den egentlige årsag til det.
Et andet sted associerer han fra sig selv til Dora by proxy (via stedfortræder). Igangsætteren er igen lokaliteten, herunder også steder, der måske ikke eksisterer længere, men som så meget desto mere udfordrer erindringens slørede spor:
De tapetlaser, jeg havde set tredive år tidligere i rue des Jardins-Saint-Paul, var spor efter værelser, hvor nogen engang havde boet -
værelser, hvor der boede unge på samme alder som Dora, der var blevet ført væk af politiet en julidag i 1942. Listen over deres navne vil for altid være forbundet med de samme gadenavne. Og husnumrene og gadenavnene er ikke længere forbundet med noget som helst.
For Modiano er det den topografiske realitet, ofte forvandlet til en fantomkulisse på grund af eftertidens konkrete indgriben med ændringer, som fastholder sindstilstanden og muliggør genoplevelsen af selv samme. Genoplevelsen skaber en sindets erindring, hvor det konkrete hos romanens hovedperson forvandles til det stof, som drømme er gjort af:
Siden er det Paris, hvor jeg har forsøgt at følge hendes spor, vedblevet med at være lige så øde og tavst som denne dag. Jeg går gennem de tomme gader. Og det er de stadig for mig, selv om aftenen i myldretiden, når folk haster mod metronedgangene. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, og jeg mærker et ekko af hendes fravær, når jeg går gennem visse kvarterer. Forleden aften var det i nærheden af gare du Nord.
Sådanne dobbelte kunstgreb bliver fremstillingen imidlertid ikke mindre overbevisende af. Patrick Modiano formår at tilføre erindringens og genoplevelsens spindelvæv en fasthed, som kunne være György Lukács
værdig, når denne i 1938 insisterer på, at Modernismen må erstattes af en fornyet realisme, hvor den sociale kontekst, der gestalter personens selvbevidsthed, underlægges den objektive totalitet, som kapitalismen genererer. Det er netop det, som sker i Dora Bruder, når forfatteren lader bogen rinde ud på denne måde:
Det er hendes hemmelighed. En fattig og dyrebar hemmelighed, som bødlerne, forordningerne, den såkaldte besættelsesmagt, varetægtsfængslet, barakkerne, lejrene, Historien og tiden -
alt det, der besudler og ødelægges os - ikke har kunnet tage fra hende.
(Min fremhævelse, anm.)
* * *
VI ER UNDERLAGT
den fysiske totalitet, men det betyder ikke, at vi behøver at opgive vores drømme og udlevere vores inderste hemmeligheder, der er uantastelige og netop derigennem bliver det dyrebareste, vi ejer.
Insisteren på det enkelte menneskes historiske eviggyldighed igennem identifikation med det levede liv ud fra tid, sted og begivenhed.
Patrick Modianos bog er for vigtig til blot at blive genstand for en standardanmeldelse. De efterfølgende citater vil godtgøre, hvorfor denne bog indeholder stof, der er en Nobelpris værdig, selv om der ikke er tale om skønlitteratur i gængs forstand, hvilket i øvrigt også er tilfældet med Nobelpristageren for 2015.
Jeg har prøvet at rekonstruere, hvor Ernst Bruder har gjort tjeneste.
En dag vil jeg igen rejse til Wien, som jeg ikke har besøgt i tredive år. Måske kan jeg finde (...) hvor de præcis boede et sted i dette område i 2. Bezirk.
I dag er det gået op for mig, at jeg var nødt til at skrive to hundrede sider for, ubevidst, at indfange et vagt genskær af virkeligheden. (...) Det er det eneste sted i bogen, hvor jeg, uden at være mig det bevidst, har nærmet mig hende i tid og sted.
De er den type mennesker, der kun efterlader sig få spor. De er næsten anonyme. Ikke til at adskille fra enkelte gader i Paris og steder i omegnen, hvor jeg ved en tilfældighed har opdaget, at de har boet. Det, man ved om dem, kan ofte reduceres til en blot og bar adresse. Og denne topografiske præcision står i kontrast til det, vi aldrig får at vide om deres liv -
den hvide plet, denne massive uvished og tavshed.
Man forestiller sig, at stederne i det mindste bevarer et flygtigt aftryk af de personer, der har boet i dem. Aftryk: mærke eller spor i form af en fordybning eller en ophøjning. I Ernest og Cécile Bruders, og Doras, tilfælde ville mit bud være: en fordybning. Jeg fornemmede et fravær eller et tomrum, hver gang jeg befandt mig et sted, de havde boet.
Jeg skriver også denne bog for at komme med et opråb, en slags glimt fra et fyr, som jeg uheldigvis tvivler på er i stand til at oplyse natten. Men jeg håber stadig.
Det forekommer mig, at jeg er den eneste, der knytter bånd mellem Paris dengang og nu, den eneste der kan genkalde mig alle disse detaljer. Der er øjeblikke, hvor båndet bliver tyndere og er i fare for at briste, andre aftener synes byen af i går at vise sig for mig i stjålne genskin bag byen af i dag.
Hvis jeg ikke var her til at skrive dette ned, ville der ikke længere eksistere det mindste spor af denne ukendte pige eller min far i et salatfad i februar 1942 på Champs-Élysées.
|
|
|
|
