|
|
Anmeldelse:
PH i absolut TOPFORM
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 17. november 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
POUL HENNINGSEN: "Gennem gyngende landskaber".
Personlige essays, udgivet med forord af Hans Hertel.
Gyldendals forlag, 344 sider. Pris: 299,95 kr.
Udgivet 16. september 2015.
BUY HERE / KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
Antologien med hidtil ikke-
udgivne essays, rejsebeskrivelser og enkelte digte/
stemningsbeskrivelser præsenterer ifølge Hans Hertel 'Den personlige PH'.
Han opfatter samlingen på i alt 75 tekster som noget, der kunne minde om den erindrings-
bog, som Poul Henningsen aldrig fik skrevet. Noget kan der være om snakken, når man betragter et tværsnit af
tekstsamlingen. Det er den velkendte PH, frisk og levende både sprogligt og i forhold til indholdet, så vi fornemmer
multikunstneren, der beskæftigede sig med stort set alt mellem himmel og jord, hvis bare det kunne sige noget om kulturen.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her romanen.
HANS HERTEL
indleder sin samling af PH essays med et rammende citat af legebarnet Poul Henningsen:
"Jeg synes mit liv har været en række eventyr. Jeg har haft det privilegeret godt (...) for de fleste mennesker risikerer jo at komme på en forkert hylde, og jeg har fået lov til at prøve hver eneste hylde jeg havde lyst til."
At PH var en forkælet mand, der relativt tidligt i tilværelsen kunne leve trygt og godt af sine indtægter fra PH-lamperne, bevirker imidlertid ikke, at han bliver tilbøjelig til kaffe med blødt brød. Det er ikke den magelige levemand eller det bekvemme borgerdyr, der fører en ubekymret og tilbagetrukket tilværelse.
PH var kendt for hele sit liv at stikke snuden frem og mene noget. Han sympatiserede en overgang med kommunismen, var imidlertid parat til at undsige selv samme, da han under Anden Verdenskrig fik øjnene op for nogle af uhyrlighederne under Stalins styre. Det er imidlertid ikke de mere snævert definerede politiske essays, som antologien indeholder, men derimod en række betragtninger over den danske nationalkarakter, Europas skønhed og manglen på samme, skildringer af kunstnere og venner samt betragtninger over æstetik og folks måde at indrette sig på i almindelighed.
De danske kolonihaver bliver prist, og samtidig får de danske arkitekter en opsang:
"Det er livet og livsmulighederne, der har interesse, og den danske arkitektstand ville have gjort lidt nytte for sin kongelige uddannelse på kanten af Nyhavn, om den havde beskæftiget sig med mulighederne for lysthus-
beboelse disse år i stedet for med æstetik."
Danmarksfilmen bliver også omtalt, og her har PH som sædvanlig både jordbundethed og et lille glimt i øjet:
Det blev for øvrigt både min første og eneste film. Ingen har siden haft bud efter mig, så det var da godt, jeg ikke skulle leve af det. Nu roses jeg til skyerne (30 år efter) som dansk dokumentarfilms grundlægger. Alle unge filmfolk med respekt for sig selv kender Danmarksfilmen, og der er overgået mig den ære at Børge Høst fra Nationalmuseet har gjort et stort detektiv- og samlerarbejde for at rekonstruere den oprindelige udgave. Hvis der ikke var et lille moment af komik i det, ville jeg gi mig til at græde af rørelse. Det gør jeg alligevel.
* * *
ENKELTE AF
de mange essays må siges at være med i samlingen for komplethedens skyld, idet ikke alt har det store indhold eller der udtryk for den dybere indsigt. Således et par rejsebeskrivelser fra det danske land, der blot er udtryk for den dags stemning på farten:
Det kan ikke være bidskhed alt sammen. Engang imellem oplever man da heldigvis også lidt lyrisk og malerisk, når man af en eller anden tosset grund skal fra Usserød til Ringkøbing. Danmark på tværs. Først ruller man Sjælland ind under hjulene ad smalle veje fra øst til vest, og det er en forsmag på Jylland, for det bliver virkelig lidt barskere og mere forblæst, selvom det kun er Roskilde fjord der tillader vestenvinden et tilløb.
Mødet med en tankpasser uden for Nürnberg i 1952 får imidlertid PH op på naglerne:
Tankpasseren ser ud til at være sidst i tyverne. Da han ser, det er en dansk vogn, spør han os begejstret, om vi er fra København ... åh! Der har han været flyver! Hans stamkafé var ... Han er næsten ved at gi os hilsner med til byen, hvor han befandt sig så godt.
Hvornår mon vi kommer så langt, at folket får følelsen af medansvar for sine regeringers handlinger? Der er vist mange år igen. Hvad ved en dansker om forholdene på Grønland? Aner han, at der findes raceforhold, som meget minder om Amerikas med hensyn til negre og hvide? Jeg bebrejder ikke denne tysker, at han er helt uvidende om, hvor lidt velkommen han var i København. Men lad os i demokratiet kæmpe for det store mål at gøre folket, flertallet, medansvarligt.
Politik på det internationale plan havde PH sine klare meninger om, men allermest lå menneskenes personlige udvikling ham på sinde, som den ægte kulturradikaler, han var:
Man tillægger det politiske apparat så stor betydning og mener at demokratiet i USA må føre til et helt andet dagligt liv end kommunismen og statskapitalismen i USSR. Personlig tror jeg, at industrien er en meget vigtigere faktor i udviklingen af vores hverdagsliv end det politiske system. Derfor tror jeg at Sovjet og Amerika ligner hinanden så stærkt. Bliver vi ved at nærme os Amerika i vores industrielle opbygning, tror jeg også at Europa kommer til at ligne Sovjetunionen derved, og det er for så vidt ikke hyggelige perspektiver, for der er begge steder tale om en ukritisk industrialisme, og den kan være lammende for det mere positive kulturliv.
* * *
SELV OM
PH blev forbundet med funktionalismen, var han dog ikke bleg for at tage delvis afstand fra Le Corbusiers senere ideer med dennes videre udvikling af kubismen til industrielle standarder i arkitekturen:
Det lyder vel ikke som om jeg er gået hen og blevet gammeldags? Så sig det bare højt. Jeg tror nu imidlertid at det er gammeldags at skifte standpunkt og at det er ved at blie moderne at stå fast på de vundne gode resultater. Tiden bliver ikke stående af den grund. I stedet for nye standpunkter finder man nye argumenter. Det vil sige at man udvikler det videre, som er fornuftigt påbegyndt af forgængerne. Jeg har aldrig været modstander af eksperimenter, hvis de gøres for at komme til et bedre resultat, men jeg har altid været modstander af eksperimenter bare for eksperimentets skyld.
Under en rejse i Frankrig i 1959 funderer Poul Henningsen over den teknologiske udvikling med bl.a. lysstofrørene og fjernsynet. Han finder, at franskmændene er mere fornuftige i omgangen med fjernsynet end deres italienske søstre og brødre. Dette fører ham videre i sin kulturradikale tankevirksomhed til at servere en generel svada mod teknologiforelskelsen:
Hvis man ind imellem frygter at være blevet noget reaktionær med årene, er det nyttigt at huske at det ikke er den tekniske udvikling man taler imod, men dem den er faldet i kløerne på. Bruger magthaverne tekniken til at gøre livet fattigere for mennesket, så er er grund til at protestere. Frankrig er eksemplet på hvordan et land kan motorisere helte sit folk - uden at folket af den grund behøver
at sælge sin sjæl (...) Et land uden snobberi for sidste model, uden det tålelige pral med bilmærket som præger USA.
* * *
I 1962 ser Poul Henningsen Samuel Becketts stykke Glade dage, med Bodil Udsen i hovedrollen. Det får ham til tangenterne med en opsang til danskerne, så de måske kan få krummerne fra det bløde brød og kaffen galt i halsen:
Gider I rejse jer, venner, smide fjernsynssutterne en enkelt aften og gå hen og høre hvad denne kunstner har at fortælle. Hvis ikke, så er det værst for jer selv, men sov videre. Det nuværende kulturliv strækker sig så vidt som herfra til Mars. I kan få en daglig dosis, så I til sidst ikke aner om I er levende eller døde. I kan ikke bare slå tiden tiden ihjel. Den kan også slå jer ihjel.
Men kunsten kan gøre jer syv gange så levende, som I troede man kunne blie. Sig bare nej til det. Det er bekvemmere at være død end levende. Man er fri for at tænke og bekymre sig, fri for at vælge, fri for at blie vred - undtagen de gå gange man af en fejltagelse får god kunst på knappen.
Godt ord igen. Gå hen og se "Glade dage". Det er også en stor skuespillerinde, det drejer sig om, og det er altid morsomt at være med at bære hende frem. Men hvem tager sig nu af Bodil Udsen? Hvem sørrer for at hun får det rigtige, at askehoben af pop ikke kommer til at nå hende til halsen?"(Side 252).
Se, det er Poul Henningsen i absolut topform! Tak til Hans Hertel for at dette stykke teateranmeldelse blev tilgængeligt for den danske almenhed.
|
|
|
|
