HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Ole Junckers ærlige bog om hans spændende rejse mod en ny og velfungerende hjerne


Tekst og foto af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, cand.mag. et art.

Publiceret den 15. november 2015.


© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • OLE JUNCKER: "Sådan får du ole henriksens hjerne"
  • HARDBACK, 186 sider. Pris: 249,95 kr. Pluspris: 189,95 kr.
  • Forlaget PEOPLE'S PRESS. KAN KØBES HER.
    BEDØMMELSE: Seks stjerner af seks (skala).


    PSYKOLOGI/VELVÆRE: Tv2-journalisten Ole Juncker beskriver i denne bog hans projekt om at gå fra at være en pessimistisk og halvstresset person til at få mere livsglæde og overskud i sin hverdag. Han vil prøve "at få Ole Henriksens hjerne", idet han ser Ole Henriksen som et eksempel på en dynamisk og charmerende lykketrold. Ole Juncker så, at Ole Henriksen altid er rigtig glad". Det ville han se, om han også kunne blive. --- Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn anmelder her Ole Junckers meget ærlige og sympatiske refleksioner og bekendelser.


    ALLE HAR PRØVET at have en dårlig dag. Man skal blot ikke have mange af dem, for så kan det være tegn på, at man er deprimeret i en eller anden grad. Tv2-journalisten, Ole Juncker, var allerede i 2005 qua programmet Liebhaverne kommet i berøring med Ole Henriksen, hvor Henriksens dynamiske personlighed og energetiske væremåde havde været ham ganske påfaldende. Senere mødte de hinanden igen. Det er nærmest Ole Henriksens "brand" at være kendt for sit sprudlende humør. Henriksen har arbejdet inden for wellness-branchen i et menneskeliv og kender mange tricks til at have et godt og sundt liv - med masser af vitalitet.

    Denne bog er en rejse. Den beskriver Ole Junckers projekt - på en ærlig og befriende måde - om at gå fra at være en lidt pessimistisk og halvstresset person til at få mere livsglæde og overskud i hverdagen. Han har fået den skægge idé, at han vil prøve "at få Ole Henriksens hjerne". Bogen er skildret fra Ole Junckers personlige synsvinkel - og han bedyrer, at de to er absolutte modsætninger som i introvert kontra ekstrovert samt kæmpe og uoplagt (206 cm) kontra lille og fiks.

    Da hjernen, kroppen og sundheden er inddraget, er bogen for så vidt også resultatet af også et videnskabeligt eksperiment med inddragelse af eksperter - uden decideret at være en fagbog. Bogen er ikke kun velskrevet og flydende, den er også nem at læse. Der er ikke anvendt ret mange hardcore videnskabelige begreber - men når der er, er de forklaret på en afslappet og almentilgængelig måde. DERFOR er bogen velegnet til under- visning - f.eks. i psykologi på ungdomsuddannelserne, hvor uddrag fint kan indgå i timerne eller i eksamenssspørgsmål.

    * * *




    JEG KAN LIDE BOGEN. Den er behagelig at læse, og Ole Juncker (født i 1978) skildrer sine overvejelser, og han lægger ingen steder skjul på sin medfødte skepticisme. Han skriver godt, Ole Juncker. Måske fordi han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og University of Missouri i 2002. Som tv-mand har han bl.a. stået bag produktioner som Menneskedyret og Blod, sved og T-shirts.
    Der er en særlig grund til, at det er blevet højaktuelt for mig at få fundet frem til opskriften på et lykkeligt liv netop nu. Jeg er lige blevet fra og frygter, at hvis jeg ikke får et positivt livssyn, så arver mine to små døtre mit kronisk pessimistiske syn på livet og får dermed et liv fyldt med bekymringer om alt mellem himmel og jord.
    Projektet består i, at Ole Juncker tager Ole Henriksen under armen og besøger en lang række videnskabsfolk, der skal give ham svaret på, hvordan han på to måneder kan få en hjerne, der er lige så positiv som Ole Henriksens. Sidstnævnte indvilger uden tøven i projektet. Derfor er det helt exceptionelt lykkedes at få lov til at undersøge Ole Henriksen videnskabeligt på alle tænkelige måder, for at finde ud af, hvad hemmeligheden bag hans lykke er.

    Ved hjælp af hjernescanninger, adfærdseksperter, psykologer, géntest og meget mere kommer vi i Ole Junckers beretning tættere på Ole Henriksens opskrift på lykke end nogensinde før. Man kan sige, at bogen giver læserne en lykke-opskrift på en let og humoristisk måde - uden at være svær at læse. Bogen sammenligner Ole Junckers forløb med Ole Henriksens idealliv.

    * * *



    LYKKEDES FOREHAVENDET?. Det er jo det store spørgsmål, men jeg vil ikke røbe alt her i anmeldelsen. Derimod vil jeg gerne nævne, at bogen giver flere gode råd på at styrke éns hjerne, f.eks. god søvn og god kost. Sidstnævnte skal bl.a. indeholder blåbær og sunde olier (f.eks. via valnødder eller fed fisk som laks), idet 60% af hjernen udgøres af fedt. Ligeledes er forskellige slags hjernegymnastik godt for hjerne - ikke mindst meditation, hvilket Ole Juncker har svært ved at lære.

    Derimod er bildæk på maven direkte usundt: "fedtet på en tyk mave [udskiller] giftige kemikalier, som øger risikoen for betændelse og andet skidt. Fedtceller frigør de samme betændte kemikalier, der udskilles , når du har en infektion eller er traumatiseret efter en ulykke", skriver Ole Juncker.

    Juncker gør en vigtig erkendelse. Han skal ikke blive Ole Henriksen, for de to har vidt forskellige personlighedstyper. Han skal hellere blive den bedste udgave af sig selv. Men Ole Henriksen er stadig en kæmpe inspiration, bl.a. i forhold til at lære at tænke positivt og møde Verden emd et smil. Hvad med Ole Henriksen, hvad har han fået ud af al den ulejlighed og virak?
    Ole Henriksen havde også fået noget ud af rejsen: 'Jeg er så glad for, at du har bragt hjerneeksperten John B. Arden ind i mit liv, for jeg er blevet endnu mere opmærksom på, hvor meget vi selv kan styre og påvirke vores hjerne i en positiv retning. Nu lægger jeg endnu mere vægt på det og sørger for at mærke efter i hovedet og i kroppen og være endnu mere opmærksom på at få pauser og ro ind i min hverdag.'
    Er det en kommerciel bog? Ja, det er det sikkert - men den er ikke hul eller falsk. Alt, hvad der står, kan verificeres - også de psykologiske, neurologiske og idrætsmæssige råd. Derfor får bogen den højeste vurdering: seks stjerner af seks. Jesus sagde godtnok: "Pas på hjertet, thi derfra udspringer livet", men med de to Ole'r kan vi også sige: "Drag omsorg for din hjerne, thi derfra udspringer din velvære og din livslyst". Alt i alt en super bog - I love it - den kan kun anbefales.

    Illustrationerne på siden er fotos af de to Ole'r fra Bogforum 2015. Copyright: Flemming André Philip Ravn.