Reportage: Søndagen på Bogforum 2015 i Bella Center: Det danske islæt og den internationale kontekst

Tekst & foto af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 9. november 2015.

© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

---

Venue: BOGFORUM 2015, Bella Center.

---

DANSK/LITTERATUR: SØNDAGENS BOGFORUM havde både provinsens og de internationale øjnes blik på det særlige danske, med en spændvidde fra danske Ida Jessen over italienske Dario Fò og islandske Einar Már Guðmundsson til selveste den engelske verdenslitteraturs nestor, William Shakespeare. På billedet ovenover signerer Ida Jessen sin roman En ny tid. --- Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, rapporterer fra søndagen på Bogforum 2015 i Bella Center.


BILLEDER FRA EN DANSK PROVINS

Ida Jessen præsenterede romanen En ny tid, der er hendes første historiske roman. Den foregår i Thyregod, hvor Ida selv er vokset op, men trods dette ved hun udmærket, hvem der har skrevet Guldhornene. Romanen beskriver Thyregods vækst fra en samling gårde til en provinsby med station og det hele, længe før det blev aktuelt at tale om udkantsdanmark.

Hendes roman udspiller sig perioden 1904-1930. Den kvindelige hovedperson flytter som lærerinden frøken Høy til byen, blot for et par år senere, måske uden egentlig bevidsthed om sine oprindelige intentioner, at ende som fru Bagge, idet hun bliver gift med distriktslægen, Vigand.

Romanen er holdt i dagbogsform, hovedsagelig skrevet i forbindelse med at manden bliver alvorligt syg og efterfølgende dør. Hun skriver både om nuet, men har især fokus på et samlet tilbageblik over alle årene i ægteskabet, hvor det centrale spørgsmål bliver, hvem hun egentlig er. Bogen bliver således en dannelsesroman, hvor det eksistentielle moment bliver udkrystalliseret i spørgsmålet om egen identitet og begrebet lykke. Var jeg lykkelig?

Via tilbageblikket på det rolige dagligliv i lokalsamfundet indser fru Bagge, at hun stillle og roligt er blevet koblet af livet: Arbejdet, lokalsamfundet og det fælles i almindelighed fyldte det hele - der var ikke plads til hende selv. Denne erkendelse når hun efter mandens død, og især hans afskedsbrev til hende bestyrker denne opfattelse. Der er ikke tale om, at han skriver om deres liv sammen, men kun om praktiske ting, som hun skal forholde sig til, nu, hvor han ikke længere er der. Da hun har læst afskedsbrevet indser hun, at

Vi har aldrig talt om det. Mellem ham og mig har sproget været lille. Sådan har vi levet. Sådan skal vi dø.

Fru Bagge går imod nogle af mandens dispositioner på dødslejet, tager livet i egne hænder, og beslutter sig for at starte på en frisk, på egen hånd, uden umiddelbart at tage imod nogen af de mange ægteskabstilbud, som hun bliver udsat for. Som Ida Jessen udtrykte det: At blive fri til at gå ind i en fælles bundethed kunne måske være lykken.

Hermed pointerer forfatteren, at Vigand ikke har haft noget behov for at leve i deres ægteskab som et fælles projekt, men har kørt sit eget løb fra først til sidst.

En dansk provinsskildring, der ud over at kendetegne tiden, egnen og selve stedet også får fortalt 'det store i det små': En kvindes livsforløb i et goldt ægteskab kunne være et sindbillede på, hvordan mange kvinder igennem denne periode måtte indrette sig efter de givne livsvilkår i en patriarkalsk verden.



To verdensforskellige oplevelser af en del af danmarkshistorien

Nobelprismodtageren Dario Fò har med bogen Der er en skør konge i Danmark skildret Christian VII og hans udvikling under indflydelse af Struensee. Det er der kommet en fin bog ud af, hvor det pointeres, at der skete noget helt unikt og revolutionerende på den europæiske scene med de reformer, som blev indført under livlægens korte tid som regentens nærmeste rådgiver. På Bogforum er han i samtale med sin oversætter, dr.phil. Bent Holm (billedet ovenover).

Alle danskere kender lidt til historien om Struensee og den vanvittige konge. Imidlertid bliver det hele gjort levende på en helt særegen måde, når 89-årige Dario Fò går i gang med at fortælle om bogens indhold. Den ældre, lidt skrøbelige, men statelige mand lægger sin statsmandsfrakke skødesløst over stolen, hilser på sin mangeårige oversætter til dansk, der også i dag løbende skal tolke, og så bliver vi ellers efter få minutter fanget ind.

Dario Fò indleder med at sige, at alle danskere har i deres skolegang hørt om kongen, Struensee, kærlighedsaffæren, reformerne og huslægens sørgelige endeligt. Dette mener han imidlertid ikke, er godt nok, for han har mødt flere danskere, som ikke rigtig kan forklare for ham, hvad det egentlig var, der skete. Derfor får vi lige hele historien én gang til, men nu i Dario Fò's version, og hvilken historie! Ordene flyver omkring alt imens han taler sig varm om emnet. Han får glød i kinderne, øjnene begynder at spille, og tolken kommer på arbejde, for vores italienske ven har meget på hjerte.

Tilhørerne kan se, hvordan Dario Fò nyder at fortælle, får ny energi og vitalitet igennem sine mange ord, der i stadigt hastigere tempo vælter ud af ham. Den første tøvende start afløses af energisk og engageret fortælleglæde, hvor publikum også direkte involveres, idet han siger ud over salen: I slipper ikke, før I har givet mig et svar på den gåde, at I lod denne mand henrette, den mand der i fremskridtets ånd som den første i Europa både afskaffede dødsstraffen og slaveriet.

Der går en stiv klokketime, men det er kun med nød og næppe, at Dario Fò kan standses til slut, hvor han har ridset sin særlige version af den danske historie op. Der er ikke noget manuskript - ordene kommer tilsyneladende helt af sig selv, de lader sig ganske enkelt ikke stoppe. Den særlige aura omkring denne mand er der stadig - gid mange vil få lejlighed til at opleve ham endnu, før han drager bort fra det Store komiske Teater her på jorden og i det hinsides begynder at fortælle så englene synger.

Struensees tid bliver aldrig igen helt den samme for os danskere efter at historien er blevet fortalt og formidlet af den store italienske verdenskunstner i hans bog, der udkom på dansk i februar 2015.



DANSK KONGE I ISLAND

At Island var underlagt Danmark igennem århundreder turde være almindelig kendt, men hvem skulle tro, at danskerne havde haft en konge på Island, som lavede et statskup og igennem en periode på en måned, under de såkaldte hundedage, egenmægtigt regerede over øen?

I romanen Hundedage skildrer Einar Már Guðmundsson igennem et nutidigt perspektiv den turbulente tid i slutningen af 1700- tallet og begyndelsen af 1800-tallet, hvor vi blev vidner til den franske revolution, USA's selvstændighed og det største vulkanudbrud i verdenshistorien. Det foregik ifølge bogen på Island, og det afstedkom vældige omvæltninger, om end kun for en kortere periode. Vulkanen Lakagígar gik i udbrud i 1783, og dette udbrud varede det meste af et år.

Ifølge forfatternes beretning på BOGFORUM antager flere historikere, at udbruddet var stærkt medvirkende til at skabe den franske revolution, idet askeskyerne ødelagde høsten i både Skotland, England og store dele af Frankrig, så der skabtes hungersnød flere steder i Europa, men særlig slemt gik det altså ud over franskmændene, og mentale efterdønninger af udbruddet har formentlig været medvirkende til de særegne hændelser i Island i året 1809.

Den danske kaperkaptajn Jørgen Jürgensen gennemfører i 1809 et statskup på øen. Han udråber sig selv til islændingenes konge i perioden 23. juli - 23. august, den varmeste tid på året. Han låser ganske enkelt guvernøren inde og tager magten. Hans regeringstid er bestemt ikke kedelig, hvis det står til troende, hvad Guðmundsson beskriver. Blandt artighederne indgår et stort ædegilde, et i øvrigt genkommende tema hos Einar, skildret i en af hans tidligere romaner.

Romanen benytter ifølge forfatteren det, som andre betegner som magisk realisme, men det er der ifølge ham selv slet ikke tale om. Han mener i stedet, at det er den skinbarlige virkelighed, han beskriver, blot med et poetisk blik for de mange fantastiske detaljer.

Hundedage fremstår som en stærkt underholdende og samtidig vidtskuende fremstilling af menneskers ambitioner og drømme, hvor det eksotiske, som vi sædvanligvis forbinder med varmere himmelstrøg, også når til den vulkanske ø højt mod nord.

* * *

VERDENSKUNST I HELSINGØR

Hvorfor var det, at Shakespeare valgte at bruge Kronborg som ramme for Hamlet? Frederik den 2. så sig selv som en moderne konge, der ønskede at iscenesættes som foregangsmand. Han tog til Wittenberg for at høre på Luther og få indblik i dennes lære, besøgte universitetet dernede og fik syn for tankerne om, at mennesket skulle tage vare på sig selv, tage ansvar for sit liv, blive det moderne renæssancemenneske.

Frederik den 2. allierede sig med Tycho Brahe i forbindelse med omdannelsen af den ydmyge bygning ved Helsingørs kyst til et prægtigt renæssanceslot. Slottet blev indviet i 1586, og til den del hyrede kongen bl.a. tre skuespillere fra England. Efter endt arbejde i Danmark vendte de hjem til England, mødte i 1587 en ungersvend ved navn William, slog sig sammen med ham og dannede en teatertrup, fik Lord Chamberlains beskyttelse og gik så ellers i gang med de historiske skuespil.

Omkring år 1600-1601 skiftede Shakespeare tema og begyndte på sine tragedier, som var en helt anden genre i forhold til det, han tidligere havde beskæftiget sig med. Hamlet er det første skuespil i rækken under dette paradigmeskift, hvor Shakespeare sætter fokus på det nye menneske, renæssancemennesket. Det gamle bliver sat over for det nye, idet blodhævnen og slægtsfejderne bliver modstykket til humanismen.

Dette skisma illustrerer skuespillet Hamlet, Prins af Danmark. Stykkets budskab går på, at lade være med at agere på fortidens fejltagelser, slippe traditionerne og blive et moderne menneske. Det er Hamlets ønske, men spøgelset får ham alligevel overtalt til at dræbe som hævn, idet han fastlåses i konflikten. Hamlet erkender at det var forkert af ham at dræbe, men siger til sin nærmeste ven, at han skal fortælle eftertiden, hvorfor det endte på denne måde, trods hans intentioner: Tell my story. Altså er budskabet, at vi skal skifte middelalderens menneskesyn ud med renæssancens humanisme.

Shakespeare havde som en af de vigtigste kilder til sin historie Saxos Krønike, hvorfra Vita Amlethi var blevet oversat til fransk af Francois de Belleforest i 1570 nede i Paris, hvilket gjorde historien tilgængelig for den engelske skuespilforfatter, der var på jagt efter et tema til sin første tragedie. Belleforest havde udvidet stykket betydeligt, bl.a. introduceret det tragiske element, så der var noget mere kød på historien end hos Saxo. De tre gamle medarbejdere i hans skuespiltrup bidrog med erfaringerne fra Kronborg.

Idé og budskab hos Shakespeares Hamlet formidledes på BOGFORUM 2015 blændende og skarpt af Lars Romann Engel, teaterdirektør på Hamletscenen i Helsingør. Vi kan se frem til fejringen af 400-året for Shakespeare i Helsingør igennem tre uger i august 2016. Med spænding imødeses også den nye internationale opsætning af Hamlet i udlandet, som Lars Engel forestår i 2017.

---