|
|
Reportage:
Bogaktuel og kvik SØRINE GOTFREDSEN på Bogforum 2015
Tekst & foto af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 7. november 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Samtale med Sørine Gotfredsen, der bl.a. fortæller om sin bog "Løft blikket - nåde i narcissismens tid".
Interviewer: Mikael Wandt Laursen.
Venue: BOGFORUM 2015, Bella Center.
DANSK/SAMFUNDSFAG:
FREDAGENS mest kontrast- fyldte og bemærkelsesværdige præsentation på dette års BOGFORUM
var bogaktuelle Sørine Gotfredsen, som først var i næsten fortrolig samtale
med Mikael Laursen, hvor- efter hun mødte forfatteren Knud Romer i en halv times duel på X Factor lignende betingelser, defineret af Big Knud Himself.
Sognepræsten og samfundsdebattøren
Sørine Gotfredsen fortæller bl.a. om sin bog "Løft blikket - nåde i narcissismens tid".
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, rapporterer fa Bogforum 2015 i Bella Center.
TO VERDENSFORSKELLIGE OPLEVELSER
Ærkedanske Sørine Gotfredsen, der voksede op som barn af den danske folkeskole i halvfjerdserne, redegjorde i løbet af samtalen med sin kollega udi teologien for, hvordan hun i sin skoling var blevet fyldt med den individorienterede pædagogik, der havde fokus på, at barnet skulle 'lære at lære' ved at vælge til ud fra sin lyst i den aktuelle undervisningssituation. Allerede her stiftede hun bekendtskab med principperne for individets selviscenesættelse. Det drejede sig om, hvad den enkelte havde lyst til, eller følte lige nu, lidt som i X Factor.
Hun er af den opfattelse, at vores moderne samfund har et uendeligt stort fokus på shining, på at blive set
og hørt, at sætte sig selv i scene. Det ligger snublende nært at lade sig rive med af denne individorientering og
selvpromovering. Det selvkritiske blik er væk i vores måde at opfatte os selv og individet på. Gudsforholdet træder i baggrunden.
Vores kritiske selv er borte, også i overvejelsen "Hvem er jeg - i forhold til Gud".
Det er dette bevidste forhold til Gud, hvor blikket på en selv indebærer bevidstheden om egen begrænsning, som vi skal søge.
Den usunde selvforelskelse bliver derved mindre. Vi er alle syndere, men har vi mon evnen til at være bevidste herom? Njah,
mener Sørine, vi har en masse bevidsthed om vores mangler,
et skarpt selvkritisk blik, men dette går på, at vi ikke er tynde nok, ikke tilstrækkeligt smukke, ikke rigtig vellidte af andre.
Vi har en tro på, at vi kan blive noget nær perfekte, hvis vi bare bestræber os herpå, men dette kan nemt føre til selvhad over ikke at være vellykkede nok. Dette er præstations-
momentet, som kommer til at definere vores selvværd.
Vi mangler ifølge forfatteren syndsbevidstheden i forhold til Gud, for kun derigennem kan vi blive fritaget for skyldfølelsen
(og få syndsforladelse) og således slippe af med selvhadet: "At være bundet til Gud: Man er sat i et ansvarsforhold, man ikke kan unddrage sig".
* * *
Kontrakten med den Anden
Igennem gudsforholdet er vi bundet til kærlighedsbuddet og dermed forpligtet på at gøre vores bedste i forhold ti andre, hele tiden:
"Du er bundet og sat på fri fod på en og samme tid. Gud tilgiver dig dine synder, hvis du bekender dig til ham og følger hans kærlighedsbud."
Pastor Gotfredsen mener, at det moderne menneske er frisat, men at det reelt har behov for at blive bundet/begrænset/afgrænset i sit forhold til sig selv og i relation til omverdenen. Hun Henviste til Svend Brinkmanns bog Stå fast, der giver os psykologens meget vide perspektiv på problemstillingen, men som netop derved er på sporet af en væsentlig trend i tiden. Det frit svævende menneske kan ikke holde til denne uendelige frihed, hvor alle værdier er til overvejelse, og hvor man skal sætte sine egne rammer hele tiden.
* * *
Gud som eneste autoritet
Heroverfor sætter Sørine gudsforholdet: Ikke kun hvad JEG har lyst til, men det som jeg har pligt til. Hun havde den personlige opfattelse, at Gud i sidste instans er den vi skal stille os selv til ansvar over for.
Adspurgt om følelser i forhold til narcissisme og i almindelighed, anførte Sørine Gotfredsen, at følelser kan sløre, hvad der er sandt og væsentligt, jf. X Factors "Hvad føler du lige nu?" Det starter ifølge Sørine i folkeskolen, hvor vi bliver opdraget til at føle og navigere ud fra dette: "Vi bliver vænnet til 'føleriet'".
Hun mente videre, at den enkeltes følelser ikke gør vedkommende fri og suveræn, for vi er afhængige af andres anerkendelse, når vi forlader os på følelserne. Vi skal i stedet skelne mellem følelse og sag. Vi skal blive klar over, at vi ofte er følelsesprægede, så vi kan blive i stand til at komme på afstand af den aktuelle sag og se den i et mere rationelt perspektiv. Hvis følelsen er den primære rettesnor i vores liv, havner vi i en endeløs problematik: "Så har vi føletrådene ude hele tiden - Hvordan fremstår jeg lige nu?"
I det religiøse forhold er vi nødt til at overgive os til følelsen, følelsen/længslen efter at blive tiltalt af Gud, MEN vi skal passe på ikke at dette går hen og bliver sværmerisk, da det leder os væk fra 'sagen' og hen imod selvdyrkelsen. Der er tale om en balancegang, hvor vi skal passe på ikke at blive golde og alt for nøgterne i forholdet til Gud, men samtidig skal vi undgå den anden yderighed, der bringer os ud i narcissismen.
* * *
NU SPURGTE
Mikael Laursen ind til arvesølvet hos Sørine. Hendes forhold til Krarup, der taler om, at man skal
'finde sin plads i slægten'.
Han mente, at hun ukritisk abonnerede på Krarups historiesyn, hvilket hun ikke afviste, men forsøgte at nuancere. Hun mente, at vi ved hjælp af vores historiske bevidsthed skal tilegne os viden om historiske forhold i almindelighed, både danske, nordiske og på verdensplan. Vi skal herigennem nå frem til en forståelse for, at vi har et ansvar for noget, der er større end os selv.
Sørine erkendte, at hun selv er narcissist, i og med at hun ikke har fået børn: "Kapitlet slutter med mig". Dette valg indebærer både en religiøs og en verdslig overvejelse. Narcissismen er for Sørine et individuelt projekt. Hun har ikke med sin bog villet se på narcissismen som et nationalt anliggende. Det måtte i givet fald blive en ny bog. Hun erkendte, at nationalchauvinismen kunne tolkes som en kollektiv narcissisme, hvor en nation eller gruppe ud fra hellige skrifter eller anden dogmatik definerer sig selv som udvalgte, men det havde ikke været hendes ærinde.
I forhold til Søren Kierkegaard erkendte hun, at han har klare narcissistiske træk og at han er imod fællesskabstanken og hylder individet, hvilket bliver ført ud i det absurde via hans livsførelse. Ganske vist var han genial, men vi bør ikke prøve at efterligne hans livsførelse, - det ville blive "en tung gang på jorden".
Hun er i sine senere år tilbøjelig til at læne sig mere op ad Grundtvig, der taler om den milde, 'naturlige kærlighed'. Hvor Kierkegaard er pligt-kærlig og gør sig selv til en undtagelse fra den almene menneskelighed som Eneren, der er Grundtvig
'menneske først, og kristen så'. Hun medgav, at både Kierke-
gaard og Krarup kan virke uforsonlige stillet over for Grundtvigs grundsyn på kristendom og næstekærlighed. Vi må godt hengive os til følelser ind imellem, for det kan føre til indsigt og erkendelse, men der er tale om en farlig balancegang, hvor faldgruben er føleriet og dermed narcissismen.
Afslutningsvis talte hun om Nåden. Denne er for hende det samme som at blive sat fri til at leve i forhold til Gud: Vi kan leve vores liv som fejlbarlige mennesker og udholde os selv på trods af vores mangler. Nåden ligger i selve gudsforholdet. Et middel til at nå derhen kunne være at gå på opdagelse i kunsten, læse romaner og se på billeder, hvorigennem vi tager et skridt væk fra os selv, løfter blikket og ser og anerkender det andet menneske, hvilket hun kaldte "den lille nåde". Dette går også den anden vej, idet vi søger anerkendelsen ved at blive mødt med nåden hos den anden. Det moderne menneske forfalder imidlertid til at lade narcissismen råde i stedet for at søge den nådige anerkendelse, fordi vi er på afstand af den religiøse dimension i vores moderne liv.
* * *
X Factor for fuld udblæsning
Sørine mødte Knud Romer, og det kom der ikke meget godt ud af. Ifølge ham har Sørine det svært med det fundamentalistiske, som hun hænger fast i. Dette gør ifølge Romer Sørine redskabsløs, hun har ikke det, der skal til for at leve i et moderne samfund: "Du er ikke opdateret." "Næh", mente Katrine, hun søger efter en vekselvirkning mellem det historiske grundlag og det moderne, hvor hun tager udgangspunkt i at "søge efter det sande." Det fik Knud Romer til at mene, at hun kneb udenom virkeligheden og den mangfoldige verden, som omgiver os. Den oplyste videnskabelige verden, som han fandt så vidunderlig. Dette imødegik hun, idet hun mente, at hun lever både med det mystiske og det konkrete og har dette som udgangspunkt for sin søgen efter tilværelsens mening.
Knud Romer blev ved med at insistere på, at Sørine var dogmatisk og at hun altid kunne finde svaret i skrifterne. Det var hun ikke enig med ham i. Hun mente til gengæld, at hun søgte at være åben for dialog og for den samlede omverden, men indrømmede, at det at være selvsmagende altid er snublende nær. Dette fik Knud til at rulle hele sin X Faktor charme ud, idet han sluttede med at erklære højt og nærmest råbende, at der er behov for narcissismen for at kunne overleve her i tilværelsen. Vi skal have en stor portion narcissisme for at kunne udholde tanken om den næste dag -
en dag, hvor vi tager endnu et skridt hen imod klodens kollaps. Vi skal kunne elske os selv en masse for at holde det hele ud.
Min opfattelse er, at Knud Romer fremstod poppet og forceret i sin tilgang til Sørines bog, hvor han på forhånd havde sat den ind i en velkendt, fast ramme af indadvendthed og eksklusivitet, fordi hun ifølge ham altid har facit klar i form at det kristne budskab. Han hyldede derimod moderniteten og mente, at alle de, som har det svært med det moderne liv er reaktionære og dybest set anti-demokratiske, fundamentalistiske og stivnede. Knuds friskfyragtighed stod i pæn kontrast til Sørines fattede forsvar for sine anskuelser.
|
|
|
|
