|
|
Anmeldelse:
Velskreven fransk roman om krigsveteran, der vanærer sit land
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. november 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Jean-Christophe Rufin: "Det Røde Halsbånd".
Roman, paperback, 134 sider.
Forlaget Arvids, pris: 199,95 kr.
BUY HERE / KAN KØBES HER.
FRANSK/LITTERATUR:
Den 14. juli 1919 vanærer en krigsveteran den franske nation ved en mindehøjtide-
lighed. Han bliver arresteret og
kommer for en krigsret. En militærdommer bliver sat på sagen og drager til den lille landsby i
det nordvestlige Frankrig. Ude på andet ikke langt derfra går en ung kvinde rundt og venter spændt på sagens udfald. En skabet hund, som har fulgt krigsveteranen gennem hele hans tid i felten bliver nøglen til dette drama.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her romanen.
JEAN-CHRISTOPHE RUFIN
har både skrevet esssays og stort anlagte romaner, men denne lille historie bygger på en sand-
færdig beretning og er holdt i en afdæmpet, nøgtern fortællestil.
Officeren vendte sig imod ham og sagde "rør" i en træt tone. Han var helt klart ikke en mand, der interesserede sig for disciplin. Han opførte sig på en naturlig måde og lod til at opfatte militær iscenesættelse som useriøs og pinlig (p. 10).
Lantier du Grez har været militærdommer siden krigens afslutning og har en række afgørelser bag sig, men denne sag kommer til at berøre ham dybere end alle de andre tilsammen, om end den forekommer ganske banal.
Den tilbageholdte soldat har fået den højeste dekoration for sin indsats under krigen, Æreslegionen. Ikke desto mindre foragter han både militæret og de sociale og politiske forhold i efter-
krigstidens Frankrig. Hans adfærd og indstilling er en gåde for dommeren:
Men fangen her var anderledes. Han havde et ben i begge lejre, han var en helt, han havde forsvaret Nationen, og samtidig afskyede han den (p. 28).
Lantier tager sig god tid til at tale sig ind på fangen, har også tid til at opsøge dennes formodede kæreste, der bor få kilometer uden for byen, og forhører sig desuden hos det lokale gen-
darmeri. Han lytter i det hele taget til, hvad der siges og menes i lokalsamfundet, men dette fører ham ikke meget videre. Han opdager, at folk generelt har en del sympati for denne fange, men mest af alt er de optaget af hans hund, der har fulgt sin herre til arresten og sidder uden for dag og nat, og gør. Efter en uge på denne måde er hunden helt afkræftet og bliver taget ind af en næsten blind kone, der plejer den.
Efterhånden får dommeren sin fange til at tale: Efter fem dages langsom og afmålt udspørgen lykkes det til sidst for Lantier at nå ind til kernen i den provokation, som soldaten har været ophavsmand til. Ved en mindeparade på Bastilledagen sluttede soldaten sig til paraden med sin hund og marcherede som bagtrop. Hunden havde han forsynet med sin medalje, Æres-
legionen, som var sat i dens halsbånd. Paraden nåede til torvet, og kinden man kunne hindre manden deri, var han sprunget op på tribunen og havde bemægtiget sig talerstolen, hvorfra han leverede en sønderlemmende kritik af nationen, den overståede krig samt denne ceremoni, som han fandt latterligst af alt.
* * *
MILITÆRDOMMEREN FÅR
rede på mandens baggrund og det overraskende i, at denne simple bonde ikke blot har lært sig at læse, men at han også har sat sig ind i nogle af tidens bøger med avanceret, revolutionært tankegods. Han finder også ud af, at soldatens kæreste fik et barn under krigen, da soldaten jo var hjemme på orlov to gange, men han erfarer også, at han tilsyneladende ikke vil vide af barnet, ligesom han heller ikke vil se kæresten, efter at han er vendt tilbage fra krigen, og det på trods af, at han har taget logi i landsbyen ganske få kilometer fra den gård, hvor hun bor.
Da først hundens rolle i krigen bliver dommeren bekendt, er han i stand til at sætte soldatens protestaktion i perspektiv på en sådan måde, at han til slut formår at sætte fangen skakmat, idet hans argumenter for oprør og protest bliver spillet ud mod ham selv. Alt dette takket være hunden, der i mellemtiden har fået det bedre.
Hvilken straf dommeren idømmer soldaten skal ikke afsløres her, men han får en tillægsstraf, der består i, at han skal lade sig konfrontere med kæresten, og mens dette finder sted, forlader dommeren efter endt mission landsbyen. Han kører i sin bil i retning mod Paris, hvor han skal genforenes med kone og barn efter krigen, idet dette er hans sidste handling som militærdommer. På bilens bagsæde har han soldatens hund.
Bogen er særdeles velskrevet og fanger umiddelbart læserens interesse, da den tiltaltes reaktioner og handlinger har noget tilfælles med de tildragelser, vi bliver vidner til i Albert Camus roman Den Fremmede. Som læser bliver man opsat på at prøve at trænge ind bag personen og forstå den tiltalte, ganske som det er tilfældet med militærdommeren. Denne dommer er imidlertid mere fleksibel end Camus' kristenortodokse ditto, men begge delinkventer har det til fælles, at de pure nægter at bede om tilgivelse, ligesom de gør en dyd ud af ikke at angre.
Alt i alt en fin lille bog, der bliver endnu mere interessant på grund af efterordet, der fortæller om den ret så specielle baggrund for dens tilblivelse.
|
|
|
|
