|
|
Anmeldelse:
Spændende psykologisk drama af Malene Ravn - debutroman
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 15. oktober 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Malene Ravn: "Det eneste rigtige".
Paperback, 183 sider.
Udgivet oktober 2014.
Roman, Gyldendal, pris: 199,95 kr.
BUY HERE / KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
Et dansk ægtepar i slutningen af 30'erne får vendt op og ned på deres rutineprægede,
overfladiske tilværelse og samliv, da mandens seneste sidespring, en 15-årig gravid pige,
uventet flytter ind hos dem. Et psykologisk drama, vinklet fra både kvindens og mandens udgangspunkt,
udvikler sig overrumplende og med en god portion ironisk vid, grænsende til sarkasme.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her romanen.
MALENE RAVN DEBUTERER
med en roman for to stemmer, hvor det dog mest den kvindelige part, der er bærer af syns-
vinklen. Og gud ske tak og lov for det, for hendes ægtemand fremstilles ganske usympatisk i sin til det groteske grænsende mandschauvinisme og selvfede opfattelse:
Nu er det ordnet. Jeg forlanger at have råderet i mig eget hus, og jeg satte hårdt mod hårdt for at få hende til at makke ret. Både fordi det var det eneste fornuftige, eftersom jeg har ret i dette tilfælde, men også fordi jeg var sikker på, at hun ikke kunne udholde konflikten, og at hun ikke ville risikere at miste mig.
Manden har som så ofte før haft et sidespring i forbindelse med et af sine seminarophold, men denne gang med en ung pige, den 15-årige Marie, der nemt kunne passere for at være under den kriminelle lavalder. Pigen stjæler hans pung, for dagen efter at aflevere den på hjemadressen, til konen, medens manden stadig er bortrejst på konferencen. Hustruen, Nina, er straks klar over sammenhængen, at manden har haft sjoveren for langt ude, men hun fryder sig på samme tid over det og tænker, at nu har jeg ham, det er mig, der har ret.
Der opstår en umiddelbar intimitet mellem de to, idet konen kan bruge pigen i et psykologisk spil i forhold til ægtemanden, der normalt ikke er så nem at komme ind til rent menneskeligt. Der skal da også temmelig meget til, før hun lykkes med sit forehavende, og det er primært på grund af den unge piges graviditet, som ikke er mandens værk, at det lykkes at få tingene drejet i en retning, hvor konen kan styre den videre udvikling af tingenes gang: På en eller anden måde føler jeg mig ovenpå..
Det udvikler sig til en lang og ganske udmarvende magtkamp mellem de to ægtefæller, hvor pigen er en ret passiv kastebold imellem dem. Undervejs afslører de begge mindre flatterende sider af sig selv. Begge parter er selvhævdende og overbeviste om, at de handler rigtigt ud fra deres selvretfærdige anstillinger i forhold til situationen. De mener begge at gøre det gode.
* * *
Offer og bøddel
Nina er ferm til at overbevise sig selv om, at hun gør tingene for at hjælpe pigen og at hun ikke bare er ude på at hævne sig på manden. Han, derimod, mener at han bliver urimeligt behandlet, for det var jo bare endnu et af de sædvanlige sidespring, som konen plejer at tilgive, og som han jo ikke rigtig kan gøre for...
Da de undervejs finder ud af, at Marie er gravid, skifter Nina taktik. Hun er nu ikke kun opsat på at presse manden, men overbeviser sig selv om, at hun har et naturligt ansvar for pigen, der ikke må lades i stikken.
Den tykke ironi bag om de to 'voksne' personers indre ræsonne-
menter viser os to forkælede, naive og ganske utålelige moderne typer, der er vant til at få deres vilje, men som bringes ud af kurs af den uventede drejning, som hele historien tager i og med, at Marie ser ud til at være helt alene i verden og bestemt ikke kan klare sig uden støtte. Deres motiver for at handle som de gør, er primært selviske, hvilket Nina ikke helt kan se, hvorimod hendes ægtemand udmærket er klar over, at han er et dumt svin, men at han vel har ret til at være det, da han jo blot er i sine drifters vold og i øvrigt er den, der har fornuften på sin side - man er vel en mand:
Jeg indrømmer, at min første reaktion var en ilning i pikken. Min næste reaktion var vrede. Er hun her igen? Efter to måneder? Hvor meget skal der til for at komme af med hende?
* * *
NINA HAR I SIN UBEVIDSTE hævnakt mod manden viklet sig følelsesmæssigt ind i den gravide mave, således at hun efterhånden skifter motiv:
Jeg tør næsten ikke tænke tanken, men jeg kunne tage det barn (...) Jeg kunne bare få det barn, Hvis hun ikke vil have det, selvfølgelig. Det er en meget varm følelse, der endelig slipper ud.
Fra at have været sin mands bøddel, der martrer ham for hans utroskab, skifter hun nu taktik og spiller offerrollen, hvorved hun til slut får manipuleret manden hen, hvor hun tror, at hun har ham, men... Ja, resten må læseren selv have ulejlighed med at finde ud af ved at gå på opdagelse i romanen.
Malene Ravn formulerer generelt romanen ved hjælp af en virkningsfuld og ganske rammende prosaform, der enkelte steder kan virke en smule karikeret eller konstrueret, hvilket muligvis skal tilskrives hendes forsøg på at ironisere over de to voksne figurer, der som oftest ikke er klar over deres egentlige, dybere motiver for at handle, som de gør.
Kun et enkelt sted ryger der stilistisk en finke af panden: Ad, nu tænker jeg på den der film, jeg kan ikke huske hvad den hedder(...).
Her er det ikke en 39-årig kvinde i en formodentlig dyb krise, der formulerer sig.
Bogen kan anbefales som et overraskende friskt og fornyende bidrag til den psykologiske thriller, holdt i en form for kammerspil mellem to personer, der udæsker hinanden på måder, de hver for sig opfatter som raffinerede. Det er ikke Strindbergs hysteriske tone, men det er til gengæld under- holdende og tragisk på en og samme tid.
|
|
|
|
