|
|
Anmeldelse:
Vellavet jubilæumsskrift om Danmarks Højesteret - på engelsk
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. oktober 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Jens Peter Christensen, John Erichsen, Ditlev Tamm: "The Supreme Court of Denmark"
Hardback, 121 sider, kr.
DJøF Forlag, september 2015.
BUY HERE / KAN KØBES HER.
SAMF/HISTORIE:
Den danske Højesteret daterer sig tilbage til enevældens indførelse i 1661 og kunne således fejre sit 350-års jubilæum i 2011.
Gyldendal udgav i den anledning en jubilæumsbog. I forbindelse hermed fødtes ideen om, at centrale dele af dette
jubilæumsskrifts indhold skulle danne basis for en publikation om Højesteret på engelsk, der hjulpet på vej af støtte fra Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond nu foreligger i en gedigen papirudgave på DJØF Forlag. Bogen er tænkt som en gave og praktisk håndsrækning til udlændinge,
der gæster Højesteret samt som en kærkommen hjælp til rettens dommere, når disse
deltager i aktiviteter i internationale sammenhænge.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her romanen.
DEN RIGT
illustrerede udgivelse, med skønne fotografier af interiør og en mangfoldighed af artefakter, falder i tre hoveddele, en placering af Højesteret i forhold til Grundloven og forfatningen samt dens virke i dagligdagens Danmark; en nøje gennemgang af Højesterets fysiske rammer, den imposante bygning på nordfløjen af Christiansborg; en historisk gennemgang af Højesterets udvikling fra 1661 og frem til i dag.
Indledningsvis præsenterer højesteretsdommer Jens Peter Christensen rigets øverste juridiske instans i forhold til det danske retssystem, hvor institutionens opbygning og rolle i nutidens danske samfund belyses i nogen detalje. Bl.a. beskrives udvælgelsen af dommerne samt de typiske arbejdsgange for dommerkollegiet, både individuelt og som gruppe. Også rettens udvikling siden Grundloven af 1849 omtales i overordnede træk, med vægt på, hvordan det juridiske arbejde er blevet stadig mere transparent og tilgængeligt for offentligheden gennem årene:
In 1936, it became mandatory to make dissenting opinions public, and i 1958 came the obligation to name the participating Justices. If there is dissenting opinion, it is thus possible to see the names of the Justices who belong to the majority as well as the names of those who constitute the minority (p. 28).
* * *
OGSÅ RETTENS
status som en uafhængig instans og tredje statsmagt bliver fremhævet, idet rollen som 'vagthund' over for de to andre dele af det montesquieuske system bliver belyst, bl.a. under henvisning til Tvindsagen og stillingtagen til ratificeringen af Lissabontraktaten.
Dette belyses med en vis interesse for almenheden og specielt for folk fra lande med andre retstraditioner, hvorledes den danske højesteret rent faktisk ikke har nogen grundlovsbestemt ret til at vurdere lovgivning i forhold til forfatningen, hvorvidt denne måtte skønnes at stride mod forfatningen. Ikke desto mindre banede retten selv vejen for en sådan praksis i forbindelse med de omfattende ekspropriationslove i 1920, hvor man forholdt sig (positivt) til disse ekspropriationer, hvilket på daværende tidspunkt medfødte en række negative reaktioner fra politisk hold. I de senere årtier har Folketinget generelt anerkendt Højesterets rolle som stillingstager til forskellige loves forfatningsmæssige habitus.
Rettens stillingtagen til beslutninger i embedsværket er noget, der ligger i Grundlovens § 63, men det er en aktivitet, der er blevet stadig mere omfattende igennem årene:
The Supreme Court and the lower courts have thus taken upon themselves a far more conspicuous role as an independent power of state than originally contemplated by the provisions of the 1849 Constitution concerning the authority to adjudicate cases on the scope of the executive's authority (p. 36).
Højesterets funktion og forhold til en række særlige rets-
instanser, herunder Rigsretten og Landsskatteretten, bliver gennemgået og forklaret på en sådan måde, at man må formode, at ikke-danskere kan få en rimelig forståelse af, hvad disse instanser beskæftiger sig med, og hvorledes Højesterets rolle og engagement er i forhold til dem.
BOGENS ANDET
hovedafsnit gennemgår detaljeret Højesterets bygningskompleks og arkitektoniske indretning. Særlig vægt erlagt på præsentationen af symbolske elementer i det ofte historisk prægede valg af indretning, materialer og overordnet design, som kommer til udtryk i bygningen. Man kan forestille sig, at besøgende ofte får deres hovedindtryk af stedet gennem en rundvisning, hvorfor det må siges at være på sin plads at bogen giver en grundig formidling af de fysiske rammers potentielle symbolske udsagnsværdi i forhold til institutionen som sådan.
En særlig omtale
får bygningens position i forhold til gadeniveau, hvor arkitekten Thorvald Jørgensen ved bygningens opførelse i 1919 valgte at hæve niveauet syv trin. Det har givetvis en symbolsk værdi/markering, men forfatteren til dette kapitel af bogen synes at mene, at det ikke just har pyntet på den oprindelige facade af C.F. Hansen fra 1803, som Jørgensen hermed genbrugte fra det nedbrændte Christiansborg. Også dette kapitel af værket er udstyret med en række smagfulde og smukke fotografier.
Det sidste hovedafsnit med den historiske gennemgang af Højesterets udvikling tager sit udgangspunkt i at vise, hvorledes retten igennem sin lange historie har ændret karakter og tilpasset sig moderne tiders forhold, ihukommende, at den opstod i medfør af Enevældens indførelse i 1661.
* * *
BORTSET FRA
en enkelt gentagelse af information fra første hovedafsnit er den historiske redegørelse præcis, oversigts-
skabende og skrevet med et godt blik for at fremhæve, hvorledes det danske retssystem bygger på "Case Law" i sin moderne udgave, medens retten i sin oprindelige skikkelse var kongens forlængede arm. En særlig omtale af Anders Sandøe ørsted (1779-1860) fremhæver, hvordan denne i sit virke som højesteretsdommer indførte princippet om at retspraksis skulle støtte sig på tidligere domsafgørelser i det omfang, at disse kunne siges at være af relevans for et foreliggende søgsmål.
Hermed bragte ørsted retspraksis et stort skridt fremad hen imod denne nutidige retslige praksis. Dette videreførtes senere, i 1899, af professor Julius Lassen, der tog tråden op fra Holbergs naturret og forsøgte at indføre en Nordic civil law code, der skulle gøre det mere objektivt at udføre dommerhvervet. Trods det forhold, at Lassen ikke havde held til at indføre en særlig kodeks på området, var det tydeligt, at han var banebrydende for at Højesterets arbejde i højere grad var lovfortolkerens end lovgiverens:
Moreover, it gave the Supreme Court more of a role as an interpreter of the law and less as an independent creator of law (p. 105).
* * *
ET GANSKE INTERESSANT
afsnit omhandler provisorierne under Estrup, hvor Højesteret ikke skabte et helt flatterende billede af sig selv qua sin føjelighed i forhold
til regerings- førelsen:
The reality was that the judges [sic] supported the policy of the government appointed by the King, if not with a high degree of enthusiasm (p. 110) .
Afsnittet afsluttes med interessante detaljer fra Højesterets nutidige virke, der understreger, hvordan retsinstansens rolle som beskytter af forfatningen og individet bliver stadig mere tydelig. Ditlev Tamm synes at tilslutte sig forfatteren af første hovedafsnit angående det forhold, at danskerne generelt har en høj grad af tillid til retssystemet.
Trods en tilsyneladende omhyggelig tilblivelsesproces af denne bog, også i forhold til det engelske, er det ærgerligt at kunne konstatere, at der forekommer en halv snes sproglige fejl, hvoraf der alene i forordet forekommer hele fem. Også en 4-5 kommafejl og et par mindre rammende idiomatiske udtryk burde være undgået.
Trods disse forbehold vurderer denne anmelder af bogen, at der er skabt et interessant og for udlændinge relevant produkt, hvis man måtte ønske at stifte nærmere bekendtskab med den danske Højesterets historie og virke.
|
|
|
|
