|
|
Anmeldelse:
Eksistentielle budskaber kommer fint frem i
CAMUS' drama om despoten CALIGULA
Af Flemming André Philip Ravn,
lektor, cand.mag. et art.
Publiceret den 25. september 2015.
© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Albert Camus: "CALIGULA".
Instrueret af Mikkel Flyvholm.
DET KONGELIGE TEATER, Skuespilhuset,
september 2015.
Varighed 1 time og 35 min.
BUY HERE / Kan købes her.
 Fem af seks stjerner
(skala).
FRANSK/TEATER:
I aften gik premiereren på Camus' berømte drama CALIGULA i Skuespilhuset.
Stykket opføres i
et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Den Danske Scenekunstskole København.
Forestillingen præsenterer otte velspillende studerende fra skolens afgangshold, og dramaet
er både moderne og med- rivende.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder fra
Skuespilhusets Lille Scene.
DE FØRSTE 15-20 MINUTTER taler stykket ikke så meget til mig, det er lidt kedeligt, at
skuespillerne blot står på en nøgen og intetsigende scene og venter på Caligula, den
romerske kejser. Dog bliver jeg efterhånden
grebet af den intense atmosfære på scenen og af den velspillede handling i stykket.
Og siden får forestillingen fylde på scenen med effekter.
Replikkerne står i centrum, og de unge afgangselevers diktion er fin, tydelig og i det store hele
meget nem at følge med i, hvilket er et stort plus, da netop det tekstuelle element i dette Camus-stykke er
af største vigtigthed i forhold til at få den camusianske eksistenstænknings vigtige budskaber frem.
Her ved premieren synes, i hvert fald i den første del af fore- stillingen,
lyden at være lidt for høj og øredøvende ujusteret. Ligeledes går røgkanonen på et tidspunkt
amok, så publikum
bliver indhyllet i røg - på en ubehagelig måde.
Måske vil man gerne tale til publikums sanser, men det bør ikke være fysisk ubehageligt.
* * *
HELDIGVIS
er der flere andre fine elementer i forestillingen, f.eks. idéen med at filme fra backstage
og fra en rå trækasse.
Temaet i stykket centrerer sig omkring, hvad magt kan bruges til. Caligula var som romersk kejser
en notorisk og sadistisk despot. Hans ækle tyranni og personligt menneskelige fornedrelse
repræsenteres scenisk, bl.a. ved at Caligula psykoanalytisk-regressivt
går halvnøgen rundt indsmurt i fæces og blod, i øvrigt udmærket spillet af
Simon Bennebjerg.
Caligula lider på grund af sin dårlige karma
i sin selvrefleksions syrebad og forstyrrede sindsliv.
Hans spinkle sårbarhed kom- bineret med de sindssygelige griller
og barbariske brutalitet udtrykkes fint via form, krop og tale af hovedpersonen
og er fint komplimenteret af de andre syv afgangsskuespillere - et fint eksempel på
teamwork, der fungerer.
Også sangen er til de fleste tider opbyggelig, æstetisk skøn og stemningsgivende.
Skuespilhuset. © Copyright: Flemming André Philip Ravn.
CALIGULAS DEROUTE er esksaleret, efter at hans
elskerinde og søster Drusilla er død. Al mening forsvinder nu ud af hans tilværelse.
Hans tyranniske styre hviler delvis på en verdensfjern undertrykkelse af befolkningen
såvel som selvdestruktion og rabiat sindssyge.
Det er nemt at skabe analogi til andre sindssygelige tyranner: Saddam Hussein, Stalin, Hitler med flere.
I enevældige regimer ender lederen ofte med at gå fra koncepterne i sin egen magtfuldkommenhed samt
hoffets spind af intriger,
elskov, dekadence og risikoen for at blive forgiftet eller afsat af i kulissen lurende konspirationer.
Man kan her få tankeassociationer til Shakespeare.
Buddet i Camus' forestilling er da også, at der skal gøres oprør.
Konspirationen ulmer - men tør man grundlæggende sætte sig op imod den autoritære
despot? Slutningen giver ikke noget svar på, om oprøret lykkes eller ej, men budskabet er,
at tyranni og ondskab skal bekæmpes, inden tyrannen får "erobret Månen".
Men er man villig til at bekæmpe Verdens meningsløshed med livet som indsats?
* * *
DE GRUNDLÆGGENDE CAMUSIANSKE
værdier og moraler
træder fint frem, men jeg ved ikke, om det skyldes, at man kender Camus' forfatterskab i forvejen.
Uanset hvad
træder absurditeten og det eksistentielle fint frem. Og som det siges:
"Man kan ikke leve uden at have mening i sit liv" samt
"Folk tænker først, når deres liv er i fare".
Caligulas svingende tilstand spilles overbevisende - det er Caligulas rolle i stykket som er det
samlende element. Tyrannens omnipotens og mord veksler med impotens, selvynk og selv- destruktion.
Filosoffen og nobelpristageren Albert Camus skrev Caligula i 1944, på et tidspunkt hvor
de brunlortede, totalitære regimer hærgede i Europa med uhørte udrensninger og folkemord - og havde
fået hele store dele af kloden ud i en blodig verdenskrig.
Alt i alt et velspillet stykke af de otte afgangselever.
Dog burde skuespillernes fordybelse i stykket og forfatterens liv og for- fatterskab
kunne medføre den form for klassisk dannelse, at
dramaforfatterens navn, om end fransk, i præsentationen udtales korrekt, altså at Albert Camus udtales uden T i Albert.
CALIGULA fortjener ikke desto mindre fem stjerner ud af seks.
Medvirkende:
Morten Hee Andersen, Simon Bennebjerg, Jessica Dinnage, Sophie Marie Jeppesen, Camilla Lau,
Mathias Skov Rahbæk, Victoria Carmen Sonne, Sofie Torp.
|
|
|
|
