|
|
Anmeldelse:
Velskreven, ny bog fra EDINBURGH University Press
giver et forfriskende syn på MODERNISMEN
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 2. september 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
KATE McLOUGHLIN (red.): "The Modernist Party".
Paperback, 240 sider, 19,99 br. pund (214 kr.).
Fås også i hardback (70 br. pund).
EDINBURGH UNIVERSITY PRESS, forår 2015.
BUY HERE / KAN KØBES HER.
ENGELSK/LITTERATUR:
Modernismen opfattes generelt som den fornyelse inden for kunst, arkitektur,
religion, socialt tankesæt og filosofi, der voksede frem i begyndelsen af 1900-tallet
og som arbejdede på at finde et moderne udtryk og tankesæt, som kunne hamle op med de
nye økonomiske, sociale og politiske forhold i en gennemindustrialiseret verden.
THE MODERNIST PARTY forsøger at kigge dybere i befrielsesbestræbelserne og de
sociale mekanismer, der knyttede sig til både virkelige og
litterært gestaltede selskaber i modernistisk regi omkring Første Verdenskrig.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her antologien.
CENTRALT
for modernismen er den selvbevidsthed, der førte til eksperimenter med form og materialer
i både malerkunst, litteratur og arkitektur. Friedrich Nietzsches tanker kan ses som startskuddet til det,
der skulle blive det selvberoende menne- skes forsøg på at befri sig fra fortidens lænker, nu da "Gud var død".
Samlingen er opdelt i tolv kapitler, hvor forskellige forskere og undervisere ved engelske og amerikanske universiteter har bidraget med hver deres meget forskellige bud på begrebet selskaber og saloner i de litterære modernistiske kredse i Paris, London og New York.
Bogen indledes med et forord ved redaktøren, der præsenterer middagsselskaber lige fra Platons Symposium over Trimalchios selskab i Satyricon til de modernistiske (virkelige) selskaber og litterære saloner hos f.eks. Gertrude Stein og Sylvia Beach i Paris samt de litterære pendanter hos forfattere som Virginia Woolf, James Joyce, Proust og D. H. Lawrence. Indledningsvis henviser redaktøren til Immanuel Kant, der i 1798 udgav sin Anthropologie in pragmatischer Hinsicht, hvor han definerer middagsselskabets forskellige funktioner:
Kant presents his ideal dinner-party as a forum of enlightenment, culture, taste and progress, (...)
[where] a balance must be maintained 'whereby the inclination to good living is limited by the law of virtue' (note 1).
* * *
EN GENNEMGÅENDE POINTE
i bogen er, at modernisterne igennem deres deltagelse i selskaber og saloner skabte eller fik adgang til et netværk, der både etablerede forbindelser, præsenterede ideer og fostrede nye tanker. Selskabslivet blev til en slags forum og eksperimentarium, hvor nye talenter kunne få en chance for at blive set og hørt og hvor allerede kendte kunne skabe nye, frugtbare forbindelser, inspirere hinanden -
eller geråde i konflikt eller disput.
(...) parties were of huge significance in extending patronage, forging creative alliances (and misalliances),
sparking productive disagreements and enabling knowledge transfer (p. 9).
* * *
I KAPITLET OM
Virginia Woolf analyseres forskellene mellem organiserede og spontane samtaler i forbindelse med middags-
selskaber. Pointen er, at de organiserede former afspejler et magtforhold, hvor kvinder ved at afholde selskaber (jfr. Mrs. Dalloway) kunne få mulighed for at skabe sig indflydelse og betydning, medens de uorganiserede former indeholdt kimen til et ikke-hierarkisk forhold, hvor både personer og handling kunne frisættes i forhold til rang og position. Dette arbejdede Woolf helt bevidst med både i virkelighedens selskaber og i sin
litte-
rære produktion, specielt i novellerne, der i nærværende bog bliver genstand for analyse i den forbindelse:
What Woolf seems to imagine is a space where (textual) bodies move together and apart, constantly, creating different configurations as they come into contact with each other at different moments (p. 105).
* * *
EN ANDEN SVÆRVÆGTER
inden for selskaber er James Joyce, der ud over selv at være en ivrig 'party goer' i Paris og Trieste også skildrede det ultimative middagsselskab i novellen The Dead.
Dette bringer en udtalelse af Colm Tóibín
i erindring. Tóibín sagde på Louisiana Literature Festival i august 2015:
"After The Dead there is no sense in even trying to depict a party in fiction".
Dette afholdt dog ikke Joyce fra at føre
skil-
dringerne videre i både Ulysses og Finnegans Wake, hvor sociale sammenkomster og relationer spiller helt centrale roller som samlende for værkernes komposition samt for deres budskab på forskellige niveauer, først og fremmest menneskeligt:
In this last book, Joyce kept on staging a 'party', also by connecting the various levels of meanings brought together by Barthes:
the political, the societal and the sexual (p. 72).
Katherine Mansfield er kendt for de mange selskaber i sine noveller. Hun bygger sine selskaber op til et klimaks, en slags epifani, hvor der skabes afsløring og (selv)indsigt for flere af de centrale personer i historierne.
The party-givers and party-goers want to project an image of themselves which is always undermined by a moment of
disruption when the picture is skewed, when Manfield's searching scrutiny reveals an aspect of the secret self (...) (p. 79).
Catherine Mansfield deltog selv gerne i bohemelivet i London sammen med sin første mand, George Bowden, hvor deres deltagelse i selskabslivet gav inspiration til flere af hendes litterære fremstillinger. Specielt har hun arbejdet med brugen af masker, både i fiktionen og i virkelighedens selskaber.
* * *
OGSÅ MARCEL PROUST
har viet mange hundrede sider til beskrivelse af selskabslivet, særligt i Swanns Verden. Fokus hos Proust er ifølge essaybidraget i den nærværende bog inklusion over for eksklusion, om man blev accepteret, var inde i varmen, eller blev udstødt. Proust kunne være ganske ubarmhjertig i sin skildring af kedelige, forudsigelige selskaber, der nærmest fungerede som fordøjelsesapparatet: Tingene kom ind i den ene ende og forudsigeligt nok også ud i den anden, lige som de plejede.
Et par centrale bidrag i bogen fokuserer på Gertrude Stein/Alice B. Toklas og Adrienne Monnier/Sylvia Beach, der på nogenlunde samme tid holdt litterære saloner i Paris, og som også var flittige deltagere i hinandens arrangementer. Det beskrives, hvorledes Stein havde problemer med pludselig at blive en salgssucces med sin The Autobiography of Alice B. Toklas, der bragte hende i et uvant lys som en populær forfatter for et større publikum, hvilket hun havde ganske store problemer med. Hun foretrak at leve mere obskurt, mere eksklusivt og uigennemtrængeligt som person, men forsøgte at bearbejde denne udfordring igennem et par af sine senere, meget eksklusive og bevidst uspillelige skuespil, specielt Listen To Me. A Play (1936).
* * *
SYLVIA BEACH
og Adrienne Monnier blev med Shakespeare and Company (boghandel og salon) og Navire d'Argent (tids-
skrift) et samlingssted for modernisterne på linje med lørdags-
salonerne hos Gertrude Stein og Alice B. Toklas. Stein var aktiv på begge sider af Første Verdenskrig, medens Beach og Monnier havde deres store dage i begyndelsen af 1920erne, hvor Beach var hovedkraften bag udgivelsen af Ulysses og Monnier hjalp Hemingway og T. S. Eliot med at blive kendt i fransksprogede kredse. Desuden distribuerede de en række engelsksprogede modernistiske tidsskrifter:
At its height, Shakespeare and Company was one of the only distribution points for all the major titles, including Eliot's
The Criterion, Monroe's Poetry, Weaver's Egoist, Thayer's Dial and Anderson's Little Review (p. 139).
Aldous Huxley og D. H. Lawrence bliver i essaysamlingen analyseret i forhold til deres særlige opfattelser af selskabers betydning for det moderne, fremmedgjorte individ. Huxley både ironiserer over civilisationens udvikling og citerer flittigt fra tidligere værker. Lawrence eksponerer flere kendte forfattere og værtinder i bl.a. Sons and Lovers og flere af sine andre romaner.
* * *
SAMLET SET
bruger de egne erfaringer og citaterne fra andres værker som udtryk for både bekymringer, begær og fascination hos deres romanpersoner. Begge bruger selskabsbeskrivelserne som symboler på modernitetens mekaniske og dehumaniserende indvirkning på mennesket. Dette kan måske kamme over, ifølge Lawrences opfattelse:
Lawrence's point here is that Huxley exemplifies the power of the modern world to corrupt
sexual desire too well, and his novels thus risk becoming a symptom rather than a critique of modernity,
embodying as they do the very brittleness and alienation Lawrence sees as so characteristically modern (p. 222).
Bogen er velskrevet,
akademisk uden at være ulæselig, og hvert kapitel/essay indeholder relevante iagttagelser, der kædes sammen under
hovedtemaet. Fyldige notehenvisninger gør det muligt og relativt nemt for interesserede at følge op på de for-
skellige fremstillinger i bogen. Bogen er et forfriskende initiativ i forhold til nogle træk af den modernistiske periode og har et kreativt udspring i
undervisningsforløb, hvor bogens redaktør
brugte selskabsformen som led i sin undervisning på universi-
tetet med sig selv og studerende som deltagere i forestillede litterære sammenkomster i Steins salon i Paris i 20'erne.
* * *
NOTER / REFERENCER
1) Immanuel Kant: Anthropology from a Pragmatic Point of View, p. 179. (Cambridge University Press, 2006).
|
|
|
|
