|
|
Anmeldelse:
University College Dublin Press udgiver ny bog om den IRSKE forfatter
JAMES JOYCE - indeholder både nyt og kendt stof
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 27. august 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
ANNE FOGARTY & FRAN O'ROURKE
(red.): "Voices on Joyce".
Hardback, 368 sider, 45 euro (337 kr.).
UCD PRESS: UNIVERSITY COLLEGE DUBLIN
KAN KØBES HER.
ENGELSK/LITTERATUR:
UCD Press har med denne udgivelse ønsket at markere sig i det enorme kor af stemmer,
der på tryk formulerer nye såvel som gamle indsigter om forfatteren James Joyce og dennes værk,
noget man lidt drillende kalder for "the Joyce Industry".
Bogen bygger på foredrag, der blev holdt på Joyces 100-års dag i Dublin.
Men holder bogen? Bidrager den med noget nyt til Joyce-forskningen?
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her antologien om Joyce.
DE TYVE BIDRAG
til bogen er udsprunget af en foredrags- serie,
der blev afholdt på University College Dublin i foråret 2004 i forbindelse med fejringen af hundredåret for
Bloomsday, den 16. juni 1904. Udgivelsen, der er fremkommet her i sommeren 2015, har således
været uhyre længe undervejs, da man udvidede de oprindelige foredrag
til mere end det dobbelte antal, før man mente at have essays nok til en bog,
hvilket der ikke nødvendigvis er kommet noget godt ud af i alle tilfælde.
Enkelte bidragsydere risikerer at strække skindet mere, end det kan bære.
Den betyder ikke, at værket ikke også har fine kvaliteter.
Samlingen er opdelt i fire hovedafsnit, næsten alle med romanen Ulysses som emne eller omdrejningspunkt.
Overskrifterne til disse er ikke specielt retvisende eller præcise, og de kan på ingen måde siges at være samlende
for hvert enkelt hovedafsnits forskellige essays. Det havde været bedre helt at undlade dem og lade de tyve essays tale for sig selv.
Man behøver ikke at læse bogen fra ende til anden, da den i sin helhed er både kalejdoskopisk og eklektisk.
Ikke alle læsere er nødvendigvis interesserede i at høre om f.eks. hvor mange gange der er omtale af sportsgrene
i romanen samt hvilke af disse, der er mest omhyggeligt beskrevet. Måske er det heller ikke særlig relevant eller
interessant at få en detaljeret gennemgang af brugen af metaforer for søvn og drøm i kapitel 16 af romanen.
Også et kapitel om unaturlige dødsfald i tiden, som Joyce har medtaget nogle af i Ulysses, hører til i den mere bizarre ende af skalaen.
Bogen indledes med en række essays af historisk karakter. Omtalen af den jødiske diaspora i Dublin fra 1880'erne og frem til 1904 er interessant, bl.a. fordi der var et meget lille jødisk kontingent i Dublin og i Irland som helhed. Her påvises det, at Joyce ikke havde noget videre personligt kendskab til jøderne i byen, men at han trak på oplysninger fra vejvisere og adresselister til at hente navnene på de jøder, som han lader Bloom have kontakt med. Interessant, men samtidig ikke noget at kritisere, da der jo er tale om et stykke fiktion. Det understreges, at det jødiske samfund i Dublin levede i relativ isolation, og at det var usædvanligt at de øvrige irere plejede omgang med dem. Bloom var således lidt af en outsider.
* * *
EN INTERESSANT ESSAY
omtaler Irland anno 1904 som et land med mange udvandrere og meget få indvandrere.
Nogle af datidens politikere tog problemstillingen op, herunder Horace Plunkett,
irsk medlem af det britiske parlament. Han erklærede i en tale i underhuset, at emigrationen var hovedsymptomet
på den mangel på vitalitet, der prægede Irland, fordi de foretag-
somme forlod landet.
Nationalisten P. H. Pearse indtog på samme tid et mere rabiat synspunkt,
hvor kritikken på national- chauvinistisk vis rettedes direkte mod udvandrerne:
A large proportion of them can scarcely be accounted a loss, for they are deserters who have left their posts, cowards who have refused to work in Ireland though work is to be had
(note 1).
Et andet essay
handler om de politiske forhold omkring år 1900,
specielt det irske nationalistpartis krise efter at lederen Parnell var død.
Her formuleres det selvpromoverende synspunkt, som W. B. Yeats
senere skulle fremføre ved nobelprisoverrækkelsen i 1923:
The modern literature of Ireland and indeed all
that stir of thought which perepared for the Anglo-Irish war began when Parnell fell from
power in 1891. A disillusioned and embittered Ireland turned from parliamentary politics; an event was conceived; and the race began, as I think, to be troubled by that event's long gestation.
(note 2).
Yeats opfattede sig selv og den kreds, han var med til at starte omkring
The Irish Literary Revival som den drivende åndelige kraft bag kampen mod briterne og den efterfølgende løsrivelse.
Hovedafsnittet med Dublin og Joyce indledes med et interessant, og relevant, essay om de sociale
kontraster i datidens Dublin. En pointe her er, at Joyce primært opererer med den lavere middel- klasse,
herunder hans egen fallerede far, medens overklassen og arbejderklassen er bemærkelsesværdigt fraværende i romanen.
Desuden er de ydre bydele og forstæder kun medtaget i be- grænset omfang. Samlet set er dette iagttagelser,
der leder frem til, at Ulysses ikke giver et fuldt dækkende portræt af byen anno 1904. Joyce foretrak
at fokusere på jævne folk, både her og i sine øvrige værker:
Ulysses does not offer the possibility of reconstructing a complete picture of Dublin as it was in 1904 (p. 95).
* * *
ET ESSAY OMHANDLER
Joyces utroligt vidtfavnende og gennemgående brug af musikalske referencer.
Dette er noget, der er ganske godt gennemtrawlet i mange tidligere frem-
stillinger, og der tilføres næppe noget nyt. Pointen er som den er
formuleret tidligere, at Joyce sagde, at man skulle læse hans tekster op, hvis man syntes, at de var svære at forstå eller følge. Tekstens eget musikalske udtryk gjorde ifølge forfatteren for-
ståelsen af det skrevne umiddelbart indlysende.
Et kapitel er helliget de mange fotografier, som pryder de tyve essays. Fotografier taget af den berømte Lee Miller i 1946, på
bestilling af det amerikanske magasin Vogue. Pointen i dette kapitel er, at Dublin anno 1946 var stort set uforandret i forhold
til året 1904, således at alle de gader, steder og bygninger, som Joyce beskriver, bortset fra en enkelt undtagelse, alle stadig fremstod som dengang han forevigede byen. Dette ene sted var blevet udraderet ved Påskeopstanden i 1916. Essayet omtaler desuden, at Lee Miller besøgte byen på et tidspunkt, hvor den levede i al ubemærkethed fra den store omverden, men at hun formåede at give et ægte indtryk af byen, som hun fandt den.
(Lee Miller var i øvrigt elev af Man Ray i sine tidlige år som fotograf).
* * *
I HOVEDAFSNITTET
om intertekstualitet er der vigtige detaljer om Joyces forhold til Aristoteles, som han satte meget højt, og hvis tanker og ideer han i høj grad var inspireret af i sin komposition af romanen og i hele den ontologiske såvel som den eskatologiske opfattelse. Her tog Joyce, i fuld enighed med Aristoteles, direkte afstand til Homers opfattelse af menneskets tilværelse som en simpel afskygning af gudernes univers.
Også essayet om Joyces forhold til Giambattista Vico samt Giordano Bruno er væsentligt i sine pointeringer, om end meget af dette er velkendt i forvejen. Dog kom der et vigtigt nyt punkt frem, nemlig at Joyce opfattede Vico som meget mere rummelig end folk gjorde dengang og har gjort gennem tiderne frem til i dag:
Joyce recognises in Vico a kindred spirit, a fellow exile, and apprehends this different approach: the middle way of accom- modation. Thus
'commodius vicus' should also signify an 'accommodating Vico', who as a role model is essential to Joyce along the riverrun,
or as the Italians have it, along the 'fluidofiume' (note 3).
I det afsluttende hovedafsnit er der et interessant essay om Joyce i et nutidsperspektiv, med fokus på nyere, nulevende forfatteres opfattelse af Joyce samt deres forhold til den formidable arv, som Joyces Gesamtwerk udgør. Ikke kun Roddy Doyle har sin polemiske mening om Joyce. Også andre har synspunkter, der måske kan forekomme lidt mere nuancerede.
Afslutningsvis beskæftiger bogen sig med det forhold, at man siden fejringen af hundredåret for Ulysses har taget Joyce til sig i Irland, måske endda omklamret ham og gjort ham til lidt af et monster:
Wrestling with forebears is at the heart of what it means to write fiction in an ambitious way.
In this case, everything is made more complex because Joyce has, quite unfairly and almost inexplicably, come to take on an
emblematic and suffocating status in Irish writing. With fetes, sponsored readings, and the endorsement of the Irish government,
he has stopped being just another writer, and become a monument (note 4).
* * *
ALT I ALT ER
tekstsamlingens store styrke den høje grad af dokumentation,
med grundige referencer til tidligere forskning. Bogen må formodes at have en relativt snæver interessegruppe, da
forfatterskabet forudsættes at være velkendt for læseren, ligesom abstraktionsniveauet i 4-5 af de i alt 20 essays er endog særdeles højt.
MEN udbyttet er imidlertid ikke altid proportionalt med abstraktionsniveauet.
Alle bidragydere til denne analytiske essaysamling er professorer og lektorer med tilknytning til UCD.
Noteapparat og indeks er meget dækkende.
* * *
NOTER / REFERENCER
1) Ruth Dudley Edwards: Patrick Pearse: The Triumph of Failure. London: Victor Gollancz, 1977, pp. 721-2.
2) W. B. Yeats, "The Irish dramatic movement, a lecture delivered to the Royal Academy of Sweden" IN Autobiographies: Memories and Reflections. LLondon: Bracken Books, 1955, pp. 559-72 (p. 559) .
3) Trevor: Newman's Journey, p. 127 og p. 153; samt Elwood: Kindly Light, p. 17.
4) Philip Henscher: "No one has to pretend to like James Joyce", The Independent, UK, 12. februar 2004.
|
|
|
|
