|
|
Anmeldelse:
NORA finder det svært at komme ud af den paralyserende indelukkethed, hun befinder sig i efter mandens død
i ny Colm TÓIBÍN-roman
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 19. august 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
COLM TÓIBÍN: "Nora Webster".
Roman. På dansk ved Ninna Brenøe.
Udgivet fredag den 14. august 2015.
Hardback, 344 sider, 350 kroner.
Forlaget TIDERNE SKIFTER.
KAN KØBES HER.
ENGELSK/LITTERATUR:
Nora Webster, 45 år, har for ganske nylig mistet sin mand ved en hurtigt udviklet tærende sygdom og står nu tilbage med fire børn,
to udeboende døtre under uddannelse på hhv. 18 og 21 år samt to yngre, hjemmeboende sønner.
Vi følger hende igennem tre år, frem til forsommeren 1972. Undervejs bliver vi bl.a. vidner til USA's
månelanding,
uroen i Derry og Noras forsøg på at finde sine egne ben på arbejds- markedet såvel som i relation til
familien samt de sociale cirkler i hjembyen efter de mange år som hjemmegående husmor.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refs- hauge, anmelder her Tóibíns nye
roman.
NORA FINDER DET SVÆRT
at komme ud af den paralyserende indelukkethed, som hun mentalt befinder sig i efter mandens død.
Nu for tiden var det eneste emne, hun var i stand til at diskutere, sig selv. Og alle, fornemmede hun, havde hørt så rigeligt om hende efterhånden. De syntes, det var på tide, at hun holdt op med at ruge over tingene og begyndte at tænke på noget andet. Men der var ikke noget andet. Der var kun det, der var sket.
Det var som at leve under vand og have opgivet at svømme op mod luften (p. 83).
Noras udfordringer efter mandens pludselige død er mange. Ganske vist er hendes to døtre godt i gang med deres uddannelse, og de to sønner går i De kristne Brødres skole i Enniscorthy, en lille by i nærheden af Wexford, Irland. Imidlertid kniber det med at få tilkendt fuld enkepension efter manden, så Nora ser ingen anden udvej end at åbne op til omverdenen og vende tilbage til det job, som hun havde før hun blev gift med Maurice. Et underbetalt job under en tyrannisk kontorleder, hvor hun kæmper for at bevare sin integritet og efterhånden formår at sætte sig i respekt.
Hendes tante Josie har hjulpet hende med at passe drengene under Maurices sygdomsforløb, og tante Margaret og onkel Jim hjælper hende løbende økonomisk, så døtrene kan fortsætte deres uddannelsesforløb og drengene kan få penge til at dyrke deres interesser.
* * *
DE MANGE BESØGENDE
efter mandens død, plus tilkende- givelser på gaden, minder alle Nora om, at hun er en person, der bør ynkes.
Men Nora ønsker ingen medynk, og hun kæmper for at slippe ud af rollen som ynkværdig og uselvstændig enke.
Hun finder efterhånden en indre styrke og tiltro til sig selv og sine evner til at komme videre i livet,
med værdighed og integritet. Først lægger hun en vigtig del af fortiden bag sig, idet hun sælger det gamle,
forfaldne sommerhus, som hun, Maurice og børnene havde som et trygt hjemsted under de lange sommer- ferier.
Det giver også en klat penge til at strække den lille pension med. Dernæst bliver hun anmodet om at vende tilbage til sin tidligere arbejdsgiver, hvilket hun modvilligt går med til. End-
videre får hun p.g.a. et initiativ fra den siddende regering del i den forhøjede enkepension, der indføres. Dette giver hende lidt mere råderum, som hun bruger til at købe lidt nyt tøj for samt lidt fornyelser i hjemmet.
Det, der får Nora til for alvor at udvikle sig væk fra sin apatiske tilstand er to konfrontationer. Den første er af religiøs karakter, idet søster Thomas, en meget dominerende og indflydelsesrig nonne, henvender sig til hende på stranden, hvor hun har søgt tilflugt i sin fortvivlelse. Søster Thomas formår at få Nora til at hanke op i sig selv og fortsætte med at kæmpe for at komme videre med sit liv:
"Jeg blev ikke overrasket over at se dig hernede," sagde hun.
"Det var forudbestemt, at vi skulle mødes på den her måde. Det er sådan, Herrens veje fungerer."
"Lad være med at fortælle mig om Herrens veje! Lad være med at begynde på det igen!" (...)
"Jeg kan ikke fortsætte med art arbejde hos Gibney's. Miss Kavanagh råber og skriger af mig. Hun sagde nogle ting i dag, som gør det umuligt for mig at fortsætte."
"Det skal nok gå alt sammen. Byen er lille, den skal nok hjælpe dig på vej. Tag tilbage nu. Og hold op med at sørge, Nora. Den tid er overstået. Hører du mig?" (Side 142-143)
* * *
DEN ANDEN KONFRONTATION
er af verdslig art. En af de lokale, mrs. Whelan, hanker op i Nora. Hun får hende til at vende tilbage til arbejdet hos Gibney's og hun formidler kontakt til byens musikalske kredse. Nora kommer med i en kreds af musikinteresserede, der lytter til klassiske LP'er hver torsdag aften i vinterhalvåret, noget hun ikke ville have drømt om kunne ske.
En del af sine beskedne ekstra midler begynder hun at bruge på indkøb af klassisk musik, i form af LPer. Det er nemlig sådan, at hun altid har været musikalsk, men at hun har vægret sig ved at dyrke musikken, fordi hendes mor havde haft et sangtalent, som hun ikke havde lyst til at lægge sig op ad, endsige føre videre. Imidlertid får mrs. Whelan hende til både at dyrke musikkredsen samt begynde at modtage enetimer i sang hos en excentrisk og ganske krævende Laurie O'Keefe, en 70-årig tidligere fransk nonne, der var blevet gift i en alder af 50!
Samtidig med disse usædvanlige tildragelser forsøger Nora hele tiden at få tingene til at fungere med de fire børn. Pigerne klarer sig, men drengene kræver megen opmærksomhed, og der opstår ret store kriser undervejs i drengenes udvikling, som imidlertid bliver afhjuplet at en mere og mere handlekraftig Nora, assisteret af henholdsvis tante Margaret og tante Josie.
Den Nora, som vi mødte i starten af romanen var drevet til havs. Hun var uden navigationsevne, drivende af sted, som under vand. Efterhånden forvandles denne vandsymbolik, så hun er i stand til at beherske vandet, illustreret ved den måde, hvorpå hun om sommeren det andet år formår at føle sig fri under svømmeture ud for det sted, hvor familien før mandens død havde deres sommerhus.
* * *
DET, DER GIVER NORA
en særlig kraft er imidlertid hendes voksende evne til at fordybe sig i musikken, både ved at lytte til Beethovens trioer og ved at gå ind i de krævende sangøvelser, som Laurie sætter hende i gang med. Musikken bliver terapi og frigør drømme i hende om en mulig anderledes tilværelse, hvor alt synes muligt. Fra at være såret, selvoptaget, indesluttet og druknende i sin egen sorg, forvandler Nora sig til at kunne engagere sig, finde trøst i nye gøremål og finde ind til sit nye, oprindelige selv. Dette fører hende også til en styrke i forhold til at gøre noget for at hjælpe sine to sønner videre med deres liv.
Således ender fortællingen i en optimistisk tone, der løber sammen i en slutscene, hvor familien fjerner hendes mands tøj og ting og sager fra hendes hjem, hvor drengene synes at komme til et gennembrud i forhold til deres indre problemer og hvor Nora får besked på, at hun skal være med til at opføre Brahms' Ein deutsches Requiem som en art fejring af 25-året for soningen mellem Frankrig og Tyskland, der fandt sted i sommeren 1947 - intet mindre.
Romanen har ikke et rigtigt plot, idet handlingen først og fremmest udvikler sig gennem Noras indre rejse, der bryder med hendes mands konservative kulturelle baggrund og generelle gammeldags indstilling. Samtidig er der tale om en udvikling, der ud over Nora selv også skildrer en generel udvikling i samfundet, der så småt er ved at frigøre sig fra sine tidligere lænker, både i forhold til den britiske arv fra kolonitiden og det repressive regi i form af den katolske kirke og dennes indflydelse på hverdagen. Kirken afvises imidlertid ikke som blot værende en sort skygge over menneskene, idet den også undervejs giver Nora trøst og hjælp, når hun møder nogle af de mere oplyste repræsentanter for kirken. Selv den sorteste nonne, søster Thomas, har sine lyse sider.
Nora Webster er Irland anno 1972, efter at republikken er vågnet op til de barske realiteter i Nordirland, The Troubles, der peger på nødvendigheden af at kæmpe med fornyet kraft for opnåelsen af menneskerettigheder for alle irere, uanset hvor de måtte befinde sig.
Romanen kræver sit af læseren, der ikke føres igennem for-
tællingen, men selv må kæmpe sig vej til at se sammenhæn-
gene og skabe mening i hændelserne ved at gå ind i Noras person og forsøge at identificere sig med hendes psyke. Dette er hverken Tolstoj eller Henry James, men det er stor litteratur på en moderne tids præmisser, hvor evnen til fordybelse udfordres på tilsvarende vis som det var tilfældet hos de to nævnte litte-
rære fyrtårne. Colm Tóibín er godt på vej til at blive et tredje.
|
|
|
|
