HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Sensuel fransk roman om nærhed, kærlighed og længsel på tværs af hudfarver og kontinenter


Af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, cand.mag. et art.

Publiceret den 14. august 2015.


© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • MARIE DARRIEUSSECQ: Man skal holde meget af mænd".
  • Oversat af METTE OLESEN efter den franske: "Il faut beaucoup aimer les hommes".
  • PAPERBACK roman.
  • 236 sider. Pris: 299 kr.
  • TIDERNE SKIFTER, 15. august 2015. KAN KØBES HER.
    BEDØMMELSE: Fem stjerner af seks (skala).



    FRANSK/LITTERATUR: I MORGEN udgives på dansk romanen Man skal holde meget af mænd, som er en selvstændig fortsættelse af Marie Darrieussecqs sidste roman Solange (udgivet på dansk i 2013). Den unge Solange er nu rejst fra sit hjemland, Frankrig, og er i mellemtiden blevet en relativt succesrig skuespillerinde i Hollywood, hvor hun omgås filmbranchens kendisser. Romanen begynder med, at Solange ved et hipt party møder skuespilleren og instruktøren Kouhouesso. Hun bliver forelsket. Romanen skildrer deres op- og nedture. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn anmelder her den sensuelle roman.


    HVID MØDER SORT. Hvid kvinde møder sort mand, Afrika møder Europa. Han er sort, født og opvokset i Cameroun, dynamisk, maskulin og mystisk. Det er uundgåeligt. Solange forelsker sig passioneret.

    Betyder hud noget - dels hud som hud, men også hud som hudfarve? Eller: Hvad betyder det i grunden? - Dette må læseren grunde over, mens han eller hun læser bogen, som er nem at læse, og hvor handlingen er nem at følge.

    Udsigelsen i denne roman er ekscellent, og man bliver som læser hurtigt indfanget af historien, som er levende, medgørlig, finurlig og forfriskende. Det er en udpræget kvinderoman, hvor fortællingen meget er knyttet an til Solanges synsvinkel og fiktive, kvindelige eksistentielle oplevelsesverden.

    Plottet og udsigelsen får bogen til at virke yderst realistisk, kombineret med romanens force: de lyriske beskrivelser og den formfuldendte og anderledes anvendelse af sprogets mulighed for at formulere ting, der opleves. Kapitlerne er korte og har allesammen titler, men ikke nummer.

    * * *

    TIL FESTEN I Hollywood står Solange i aftenluften på altanen sammen med den sorte mand, en filminstruktør, som hun senere finder ud af hedder Kouhouesso, og som hun netop er blevet indtaget i. Der står bl.a.:
    De er ikke amerikanere. Han læser om natten. Hun ser ham for sit indre blik, svøbt i et hvidt lagen, nøgen ned til livet med overkroppen bøjet forover og spidserne af det lange hår, der glider hen over en bog. Han citerer navne på forfattere som hun aldrig har hørt om <...>

    Han tager ikke udfordringen op. Men han bliver sammen med hende. Stilheden udvikler sig, ændrer kurs. Han lugter godt. Hun har lyst til at røre ved ham. Han lugter ligesom en kirke, ligesom et indisk tempel. Månen er stået op. Havet har udvidet sig, er blevet sort uden stjerner, en parallel himmel. Hun leder efter noget at sige. Hun ville gerne fortælle at hun er kommet til Los Angeles på grund af havet. I Paris var havet for langt væk - og allerede som barn savnede hun havet Men det vil han aldrig tro på. Især ikke hvis det kommer fra en skuespiller.
    Som det ses, er sproget ganske flot. Det med templet er fordi den sorte mand har dreadlocks, og han tørrer dem langsomt, samtidigt med at han brænder indisk røgelse af, viser det sig senere. Beskrivelserne i romanen har deres helt egen lyriske egenart. Der er ikke noget krukket eller påtaget, ikke noget kunstlet eller overdrevent. Tingene er for så vidt meget lige til, men skrevet med en interessant anvendelse af metaforer og tankeassociationer. Jeg vil nok ikke sige, at romanen er specielt fransk i sin form, men den er egenartet. Egenarten ligger i, at den er meget Darrieussecq'sk, for hun har sin helt egen måde at formulere sig på.

    Marie Darrieussecq formår at anvende sproget på en uhyre spændende og nyskabende vis, hvilket gør romanen interessant. Også for nogle mandlige læsere. Det er ikke kun en kærlig- hedsroman, der er også fokus på miljøskildringer og livet i filmbranchen - og de intertekstuelle referencer til Conrads Afrika-roman Heart of Darkness er et meget maskulint credo.

    * * *



    SOLANGE FØLGER MED Kouhouessos drøm om at filmatisere Joseph Conrads klassiske roman Mørkets hjerte. Før mødet med Kouhouesso Nwokam havde Solange "stort set aldrig skæbnket Afrika en tanke, bortset fra når hun sendte en check til en nødhjælpsorganisation". Nu rejser han med et filmhold ad Congofloden ind i regnskoven og ind i det afrikanske mørke. Her står temaerne tydeligt frem: Rejsen handler ikke blot om mandligt og kvindeligt, besættelse og ydmygelse, men også om racisme og kolonialisme, hudfarve og troskab, tabu og passion.

    En dag inden de er blevet rigtige kærester, sidder Solange og venter på livstegn fra Kouhouesso. Det er beskrevet således:
    Hun sender en sms. Uden svar. Senere døser hun kortvarigt hen. Senere igen ved hun at hun står ved kanten af en afgrund. Kanten af sin venten. En kant der befinder sig i hendes bryst. Hun kan mærke den, rødglødende. Afgrundens kant er en meget tynd tråd, et knivsblad. Hun brænder. Klokken er næsten fire. Hun tager telefonen op igen, han ringede ganske rigtigt, det var ikke noget hun drømte, det står dér på skærmen. Deres korte samtale. Hun registrerer hans nummer under kontakter. Kouhouesso. Kouhouesso Nwokam.
    Solange vil gøre ham til en del af sit liv. Uforske. Leve. Rejse sammen, men hun er ikke med på alle kærestens rejser eller daglige ture. Solange er villig til at gå til de yderste yderligheder sammen med ham. Opleve og udforske ham: "Hun sad ved siden af ham og læste tavs, i timevis. Hun søgte svar. Hun søgte den bog der kunne fortælle hende deres historie. Som kunne forudsige fremtiden", hedder det om Solange.

    * * *



    Romanens franske forfatter, Marie Darrieussecq.

    * * *

    ROMANEN TAGER OS MED til Afrika. Hvordan er Afrika skildret i bogen? Mangfoldigt. Et sted står der f.eks. dette:
    Senere havde Solange feber. Var det indbildning, de trommer hun hørte i det fjerne, eller var der fest i pygmælandsbyen, med de små plastikposer hvis tvetydigt velgørende virkning hun selv havde nydt, poserne fyldt med en gylden bryg, der smagte meget stærkt og meget grimt, men brændende, og som syntes at åbne en vej gennem den klamme varme?

    Han kom ind til hende om natten. Han havde brug for at høre hendes mening. Han viste hende sine dallies, de rå optagelser han havde taget med sin combo. Tøserne havde klædt sig på til koncerten, én havde en t-shirt med David Beckham på, en anden en slags sparkedragt fra Petit Bateau der var strakt ud til at passe hende. <...>

    Senere kørte de langs en oliepalmeplantage, med himmelstriber på række mellem strammerne. Senere havde de nået de bedste kløfter. Der var, helt ufatteligt, en slags parkeringsplads. Baka-kvinder i en bladhytte solgte stegt[e] fisk. Store malleagtige fisk, serveret i ét stykke på et palmeblad, til at tage med. Længere nede var der en flodarm hvor en mand fangede fiskene med Ivory-sæbe. Det er de vilde med, på grund af den særlige duft eller det animalske fedt, det vides ikke hvorfor. Hun tog nogle billeder.
    Afrika har mange ansigter. Marie Darrieussecq er god til at por- trættere kontinentet på interessant vis. Hun reflekterer over de stereotyper, der kan være på spil. Alt i alt kan bogen fint betegnes som politically correct. Ingen etniske aktivister, der lever af vrede og måske "omvendt had", eller som én dag pludseligt finder ud af, at en karrusel ikke må hedde "hottentot-hjulet", skulle kunne føle sig trådt over tæerne. Man kan godt skrive om interaktion mellem folk af forskellig hudfarve, uden at det bliver odiøst. Dette pikante emnevalg og skrivestilen er måske nogle af grundene til, at Marie Darrieussecq blandt hjemlandets læsere og kritikere er én af de mest afholdte forfattere i Frankrig i dag.

    * * *

    SPROGET ER FINT i Mette Olesens oversættelse fra fransk til dansk, og sætningerne er korte og intense og sensuelle. Der er naturligvis også lange sætninger. Kommateringen i den danske oversættelse er imidlertid frygteligt ugrammatisk, hvilket er træls. Der mangler helt klart kommaer! Men ellers er sproget og ordvalget i den danske version smukt og flydende.

    Ingen tvivl om at Marie Darrieussecq har sin helt egen skrivestil, og den kommer til sin ret også på dansk. Den franske for- fatterinde skriver med denne bog en form for kvindelitteratur, som er i slægt med Erica Jong og den unge Suzanne Brøgger, men mere stemningsorienteret og mere ordmalende metaforisk og mindre direkte, erotiserende uden at være udpenslende, hvilket nok kan appellere til danske læsere. Denne type sprogligt raffinerede kvindelitteratur kunne godt gå hen og blive meget populær i Danmark.

    Man skal holde meget af mænd indeholder en del modne ræson- nementer og endnu flere kloge spørgsmål. Romanen, hvis titel er inspireret af Marguerite Duras, en anden fransk forfatterinde, der skrev om kærlighedsforhold på tværs af hudfarve, er solid og velskreven litteratur.

    * * *

    BEMÆRK
    Marie Darrieussecq optræder på Louisiana Literature 2015
    lørdag d. 22. august kl. 16.15.