REVIEW of "THE CAMBRIDGE INTRODUCTION TO FRENCH LITERATURE" by BRIAN NELSON ---- Reviewed by FLEMMING ANDRE PHILIP RAVN --- TIDSSKRIFTET EPSILON - Tidsskrift for samfundsdebat, eksistens, eksistenstaenkning, filosofi, psykologi samt sprogvidenskab. THE EPSILON MAGAZINE is a magazine for public debate, existential thinking, philosophy, psychology and linguistics. Humaniora, humanvidenskaberne, the Humanities, Lettres, Letters, Sciences Humaines, Arts, the liberal arts, humanisme.

          HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger

Anmeldelse: Ny, sober og informativ CAMBRIDGE-bog om fransk litteratur er velskreven og yderst læseværdig

Af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, cand.mag. et art.

Publiceret den 9. august 2015.

BRIAN NELSON:

"The Cambridge Introduction to French Literature".

Paperback. ISBN: 9780521715096.

318 sider. Pris: 32,99 amr. dollars = 210 kr.

CAMBRIDGE UNIVERSITY PRESS, juni 2015. KAN KØBES HER.

FRANSK/LITTERATUR: Ny bog af den australske fransk-professor Brian Nelson giver en yderst kom- petent og velskrevet introduktion til FRANKRIGS litteratur gennem tiden, fra den tidlige Middelalder og op til vore dage. Han behandler nogle af de største franske forfattere, f.eks. Molière, Montaigne, Voltaire, Rousseau, Sartre og Victor Hugo. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn anmelder her Brian Nelsons interessante og læseværdige lærebog.

MÆNDENE ER helt klart i overtal i Brian Nelsons i øvrigt udmærkede introduktion til fransk litteratur, så lad os begynde med Madame de Lafayette, der levede 1634-1693. Hun bliver almindeligvis af litteraturhistorikere anset for den, som skrev den første moderne roman på fransk, nemlig i form af værket La Princess de Clèves, udgivet i 1678.

Fokus i denne bog er i overvældende grad på den unge og u- erfarne princesses tanker og følelser. Læsereren følger hendes kamp for at bringe orden i og kontrol over sin store indre uro. Princessens omnipræsente introspektion viser sig her at blive til begyndelsen på såvel selvbevidsthed som opdagelsen af, at hendes sind er chokerende komplekst.

Psykologiske og subjektive selvransagelser og sådanne træk tilføjede en helt ny dimension til litteraturen og affødte den moderne franske roman.

The Cambridge Introduction to French Literature er en yderst lettilgængelig og ligetil lærebog til studerende og litteratur- interesserede. Den er overskueligt bygget op i 30 kapitler foruden forord og en udmærket tavle med de vigtigste begivenheder i Frankrigs og i fransk litteraturs historie. Bagest i bogen er der slutnoter til hvert af kapitlerne, anvisning på yderligere læsning inden for de bestemte emner og til sidst et stikordsregister.

***
HVERT KAPITEL behandler en specifik forfatter jfr. denne liste:

1. Villon: a dying man
2. Rabelais: the uses of laughter
3. Montaigne: self-portrait
4. Corneille: heroes and kings
5. Racine: in the labyrinth
6. Molière: new forms of comedy
7. La Fontaine: the power of fables/fables of power
8. Madame de Lafayette: the birth of the modern novel
9. Voltaire: the case for tolerance
10. Rousseau: man of feeling
11. Diderot: the enlightened sceptic
12. Laclos: dangerous liaisons
13. Stendhal: the pursuit of happiness
14. Balzac: 'All is true'
15. Hugo: the divine stenographer
16. Baudelaire: the streets of Paris
17. Flaubert: the narrator vanishes
18. Zola: the poetry of the real
19. Huysmans: against nature
20. Mallarmé: the magic of words
21. Rimbaud: somebody else
22. Proust: the self, time and art
23. Jarry: the art of provocation
24. Apollinaire: impresario of the new
25. Breton and company: surrealism
26. Céline: night journey
27. Sartre: writing in the world
28. Camus: a moral voice
29. Beckett: filling the silence
30. French literature into the twenty-first century

Som man måske fornemmer af listen, er bogen således bygget kronologisk op, men hvert kapitel kan læses for sig. Kapitel 30 bygger på fransk litteratur fra 1950'erne og frem til i dag og kommer bl.a. ind på den særlige trend le nouveau roman, som dog aldrig blev den helt store læsersucces.

Dette kapitel kommer ligeledes ind på Roland Barthes som kritiker og Michel Tournier som romanforfatter, herunder hans populære værk Le roi des aulnes. Dette kapitel kommer også ind på Marguerite Duras og hendes roman Elskeren samt andre genrer. Bogen slutter af med to sider om den nyere forfatter, den kontroversielle Michel Houellebecq og hans forfatterskab.

***

BOGEN ER SOM NÆVNT lettilgængelig og giver et fint kronologisk overblik over fransk litteratur, hvilket også inkluderer forskellige genrer, former, temaer og udviklingen heri. Én af de behandlede forfattere fra Middelalderen er Michel de Montaigne, der levede 1533-1592, og som jo er berømt for sine Essays. Han levede i en meget urolig tid, hvor der var krige og skel mellem katolikker og protestanter ikke kun i Europa, men også hjemme i Frankrig. Det er også i den tidlige del af Renæssancen, hvor idealerne om det individuelle menneske var meget høje.

Montaigne, som havde lidt af en depression, brugte pennen til at bekæmpe sin melankoli med. Brian Nelson forklarer det således:

Montaigne took up his pen as a form of therapy, to cure himself of his depression. His desire was to see himself and the world in perspective. To begin with, however, his solitary leisure produced not orderly reflection, but 'chimeras and fantastic monsters.' He became increasingly aware of the unruliness of his own mind, the inconstistency and changeability of his feelings and dispositions. And so he began to see his writing, not as a philosophical search for absolute truth or for his 'real' self, but as an exploration of the way his mind worked, with all its quirks and contradictions.

Montaigne's great innovation in Western literature was to make intimate self-relevation a legitimate activity, and to develop a form of writing - a mixture of reflection and self-examination, which he called the 'essay - that would represent the protean nature of the self. His main contribution to the history of ideas lies in the way he illuminated the importance of what is private or individual in human experience His originality consists, indeed, in his discovery of what is now called 'individuality' or 'character'.

Before him, the generally accepted idea of personality was that it was ruled by the body's 'humours'. A person was sanguine, choleric, phlegmatic or melancholic. Montaigne, however, recognized that human character is both complex and fluid.

Således danede Montaigne skole og det blev legitimt at skrive selvbiografisk og introspektivt. Senere fuglte Blaise Pascal, Rousseau, Stendhal og Chateaubriand samt Proust, Gide, Sartre, Sarraute, Duras og Barthes Montaignes eksempel.

***

DEN FRANSKE OPLYSNINGSTID var enestående og havde mange fremragende philosophes, dvs. intellektuelle og humanister ("men of letters"), som tilsluttede sig Oplysningens rationalistiske program og progressive humanisme. Det gjaldt også for Voltaire.

For Voltaire var Kirken den største forhindring for fremskridt. Han var imidlertid ikke ateist. Ligesom mange af de andre oplysningsfolk var han deist. Voltaire var således snarere antiklerikal end antikristen. Forfatteren skriver endvidere dette om Voltaire:

"[H]e was against organized religion, which he thought was a tissue of superstition and fanaticism; moreover, the pernicious role of religious institutions in the power structures of public life was and issue about which he felt passionately.

Frankrig havde dengang to former for censur: Kirkens og Kongens. På et tidspunkt blev Voltaire uvenner med Kongen og blev udvist fra Frankrig. Han bosatte sig da i den fransk-protestantiske del af Schweiz. Han spekulerede med sine penge og blev særdeles rig. Ved hans død var han faktisk den rigeste privatperson i hele Europa. Brian Nelson forklarer dette om Voltaire:

With Candide voltaire attained a new international readership: the liberal bourgeois intelligentsia. Moreover, he found that at Ferney he was freer to write what he liked; he came to accept exile from Paris as the price of his outspokenness. Free of royal aristocratic patronage, he had made himself an independent power in the land: first, by amassing a fortune through his daring speculative ventures (...), and second, by discovering the power of public opinion through his interventions in social affairs.

***
NOGLE AF FRANKRIGS største forfattere er med i bogen. Og dem er der mange af. Man kan altid pege på andre, der kunne have været med, men der er i grunden tale om et fint udvalg. Faktisk langt over tredive. Brian Nelson, der er franskprofessor emeritus på Monash University i Melbourne, citerer relevante passager fra forfatterne om de særlige emner og perspektiver, han tager og op drøfter.

Brian Nelsons forfatterstemme er meget behagelig, sproget og dermed sætningerne i bogen har et fint flow; og de emner, forfatteren behandler, er interessante og relevante. Camus bliver skildret ud fra Den fremmede og Pesten, fint og okay, men han kunne have taget andre Camus-skrifter op. Denne bog er imidlertid en introdution til fransk litteratur, der skal give et alsidigt indtryk og et bredt overblik, og det lever den faktisk op til på en ganske fin og afgrænsende måde.

Forfatteren, der efter navn og lokation at dømme ikke selv er fransk, viser et glimrende kendskab til fransk litteratur, franske forfattere og samt fransk historie og idéhistorie. Nogle af de vigtigste citater, han fremdrager fra den franske litteratur i denne engelsksprogede bog, er medtaget også i den franske originalversion, altså dobbelt. Det er en rigtig god idé.

***

ALT I ALT formår Brian Nelson at behandle stoffet intro- ducerende uden at være overfladisk. Han formår ligeldes at udpege og fremhæve rigdommen og bredden i fransk litteratur. Man fornemmer, at forfatteren er en yderst kompetent og belæst litterat.

Émile Zola er også med i Nelsons bog. Forfatteren har tidligere skrevet The Cambridge Companion to Emile Zola (Cambridge, 2007) samt oversat romaner af Zola fra fransk til engelsk. Denne bog behandler mest fransk-franske forfattere og har altså ikke særligt fokus på frankofone forfattere fra f.eks. Belgien, Quebec eller Schweiz, om end enkelte omtales korteligt.

Jeg kan lide bogen, og - ud over de omtalte forfattere ovenover - særligt hans kapitler om Balzac og Flaubert. Camus har han også en fin vinkel på i belysningen af Den Fremmede (f.eks. hovedpersonen Mersaults apati og hans fremmedgørelse over for "de officielle stemmer" så som retsvæsenet), mens analysen af Pesten synes en del summarisk og kort.

Brian Nelsons The Cambridge Introduction to French Literature er velskrevet, interessant og kan med fordel læses også af danske læsere. Den er klar, overskuelig og informativ.