Moti var kommet med toget fra Frederiksværk og til København, fordi han skulle være kunstner. Nej, han var kommet for at vise København, hvordan en kunstner så ud, hvordan en kunstner virkede, og ingen vej til dette sted kunne være mere direkte og velvalgt end Havnegade [hvor Poul Borum boede]. Poul Borum var ikke i tvivl, drengen var et geni <...>

Morti og jeg delte en flaske whisky og tumlede om på gulvet, det var dengang, han betroede mig, at Vizki var noget man drak, når man var ked af det. For ung og talentfuld og musikalsk og energisk og morsom og ironisk og kærlig og trist, det var han. Trist, fordi han var håbefuld og fortabt på samme tid. Forholdet til Borum holdt ikke, Morti gik sin vej, Poul cuttede forbindelsen til Mortis venner.

Det er altid poetisk strøm på Vizkis arbejder. Men der er forskel på hans prosa og lyrik, uanset at det speringende, abrupte, humori- stiske og mildt ironiske særpræg altid er til stede i det mangeartede forfatterskab. Og i den lange række dramatiske værker tager han mere og mere fat på de store myter, tilmed Bibelen, de givne "store historier", endog om Gud og Fanden. Her spiller det fortæl- lende drive og den poetiske islæt sammen i et passioneret ordets teater. I prosabøgerne reflekterer han i højere grad vores samtid - til vrede stimuleret af medieverdenens ansigtsløse dæmoni.

Vizki ytrer sig stort set ikke ekstrakunsterisk - heller ikke om kunst. Han hører heller ikke til de så almindelige samfundsrevsere. Synspunktet er implicit i værkerne, og hans tilbageholdenhed med udtalelser kan skyldes, at parafraser over det digtede så ofte rammer ved siden af. Kritikken (og selvkritikken) i Morti Vizkis bøger er ikke en samfundskritik, men civilisationskritik, endda af den krasseste art.

For mig at se ingen som helst tvivl om, at den lethed og legende holdning i forhold til sproget og identiteten, som Vizki (gen-) introducerer med sin debutbog Digtsamling i 1985, og som han som digterfigur iscenesætter med sin elegante-ironiske fremtoning, er med til at indvarsle den postmodernistiske bølge i dansk 80'er-litteratur. Han løsner på sprogets sammenføjninger, så det kan suse og bruse og knalde som billige raketter. Ligeledes dyrker han en David Bowiesk kamæleonisme, der jonglerer med både kønsidentitet og andre former for identiteter. Det massive jeghus, som stadig huserede som figur hos den tidlige 80'er generation, erstattes af en mere dynamisk og performativ subjektivitet.