|
|
Anmeldelse:
"Nr. 0" - ny dramatisk og medrivende roman fra UMBERTO ECO
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 21. juli 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Umberto Eco: "Nr. 0".
Oversat af: Lorens Juul Madsen
Udgivet 12. juni 2015.
Forlaget ROSINANTE.
223 sider. Vejl. pris (hæftet): 299,95 kr.
KAN KØBES HER.
ITALIENSK/LITTERATUR:
Ny stor roman fra den italienske mester Umberto Eco (f. 1932) - der for første gang foregår i vor egen
tid. En politisk kommentar til dagens Italien og til den moderne medievirkelighed.
Vi er i Milano, året er 1992, Berlinmuren er faldet og korrup-
tionsskandalen 'Operation rene hænder' er begyndt at rulle og rive de gamle,
kristelig-demokratiske og socialistiske magthavere til fald.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her Ecos med- rivende og letflydende roman.
DET ER FORÅR I MILANO,
og Colonna møder op den første dag på arbejdet. Efter den indledende samtale med lederen af avisprojektet, Simei, forstår Colonna, at avisen slet ikke skal udkomme rigtigt, men at den skal tjene som socialt springbræt for bagmanden, en større mediemogul. Desuden vil Simei bruge Colonna til løbende at tage notater om processen på avisen, for selv bagefter at bruge disse til at udgive en moralsk forarget bog om projektet der kuldsejlede, og dermed score kassen.
Colonna finder straks ud af, at der er skjulte dagsordener overalt, at de øvrige medarbejdere er mere røgede end spegede, lige bortset fra den lille bly viol, 30-årige Maia, der har en baggrund som skribent for et af de mange italienske sladder-
blade. Hun er naiv og godtroende, men formår ud fra sit nyvundne idealistiske standpunkt, hvor hun fremover kun vil skrive om rigtige, sande begivenheder, at markere sig som en person med ægte holdninger. Dette vinder ikke gehør hos de øvrige menige redaktionsmedarbejdere.
Det varer ikke længe, før Colonna føler en vis faderlig sympati og beskyttertrang over for Maia, der kunne være hans datter rent aldersmæssigt. Maia, for sin del, forelsker sig oprigtigt i den meget ældre Colonna, og de indleder et forhold i al hemme-
lighed. Colonna afslører for Maia, at avisen er et stort fup-
nummer, men de beslutter sig for at gennemføre deres del af projektet og gøre gode miner til slet spil.
* * *
ÉN AF DE ØVRIGE medarbejdere på projektet, Braggadocio, hvis navn nærmest kan oversættes som
"den storskrydende", har imidlertid store tanker om sine egne evner som dybde-
borende journalist. Han indvier Colonna i en lang kæde af konspirationsteoretiske overvejelser, som han har udviklet, og som går ud på, at Mussolini slet ikke blev skudt i foråret 1945, men at han via Vatikanet blev kanaliseret bort til Sydamerika, hvorfra det var meningen, at han skulle vende tilbage i triumf 25 år senere, hvis ikke det lige var gået så uheldigt, at han netop virkelig gik hen og døde, da man ifølge Braggadocio stod i begreb med at genindsætte ham som leder af et destabiliseret Italien anno 1970.
I 1970 mente Borghese imidlertid at tiden var inde til at gennem-
føre et statskup. Ifølge Braggadocio indgik det i overvejelserne at Mussolini, hvis han skulle bringes hjem fra sit eksil, snart ville være femogfirs år gammel, og det kunne ikke udskydes alt for længe, for allerede i 1945 havde han set temmelig medtaget ud.
Medens Colonna og Maia etablerer sig som kærestepar, og den halvgamle mand for første gang i årtier føler sig rigtigt forelsket, udvikler Braggadocio sine teser til at blive stadigt mere om-
fattende, og han når frem til, at selveste Gladio, P2-logen og den internationale stay-behind, en udløber af 2. verdenskrig og koldkrigstiden, skulle have været involveret i stort set alle højre- og venstrefløjsaktiviteter i efterkrigstidens Italien, for slet ikke at tale parallelle organisationers tilsvarende aktiviteter i andre lande.
Under anden verdenskrig havde englænderne koordineret modstandsbevægelserne i de lande som var besat af Aksemagterne. Det skete gennem et særligt netværk under ledelse af en gren af Storbritanniens efterretningstjenester, Special Operation Executive <...>
Det hele skulle koordineres af de allieredes overkommando i Europa, og således opstod stay-behind <...>
En hemmelig paramilitær struktur. I Italien havde der siden 1949 eksisteret en forløber <...> og endelig, i 1964, opstår officielt organisationen Gladio, finansieret af CIA.
* * *
BRAGGADOCIO OPREGNER EN RÆKKE PROMINENTE
italienere, mange heraf nulevende, som skulle have været involveret på den ene eller den anden måde. Alt sammen temmelig delikat, hvis det skulle vise sig at være sandt. Colonna har ikke de store tanker om Braggadocios teser, men betragter ham snarere som megaloman og lettere paranoid.
Her skinner Umberto Ecos sande talent og håndelag for alvor igennem. Ved hjælp af bogens tilsyneladende objektive skildring af begivenhedernes forløb, med Colonna som dagbogsskrivende observatør, får han fremlagt så mange forskellige forhold, aspekter og detaljer, at læseren bekræftes mere og mere i det, som bogens indledende dagbogsnotater fra Colonnas hånd antyder, nemlig at Braggadocio havde fat i meget mere end både han og hans tilhører forestillede sig.
Kynisk køligt og nøgternt beregnende får Eco hudflettet alle tænkelige italienske mafiøse organisationer samt fascistoide sammenslutninger og broderskaber, nutidige såvel som historiske. Den konspirationsgale Braggadocio leverer navnene på personer og organisationer, men lige pludselig bekræftes læseren i, at der er noget uhyggeligt sandt bag alle de vidtløftige antagelser, da Braggadocio brutalt elimineres og avisens redaktion umiddelbart herefter gennemsøges af ukendte gerningsmænd.
Det antydes, at Kommandøren formentlig har opnået sit mål med avisprojektet, der lukkes ned. Simei, derimod, får ikke skrevet sin sensationelle bog med afsløringer, men må overlade dette til Umberto Eco, der således kan siges at score kassen!
* * *
ELEGANT, med en
fin ironisk tone, fører forfatteren fortællingen igennem til en rosenrød happy end for Colonna og Maia. Bogens sidste to afsnit lader han endda munde ud i en direkte tyk patos:
Sagen er jo den, at Maia har givet mig fred i sindet,
hun har givet mig min selvtillid tilbage, eller om ikke andet en fattet mistro til verden omkring mig.
Tilværelsen er slet ikke værst, man skal bare slå sig til tåls med tingene. I morgen (som
Scarlett O'Hara sagde -
atter et citat, jeg ved det godt, men jeg er holdt op med at tale i første person og lader andre mennesker om at føre ordet) er der en ny dag.
øen San Giulio kommer atter til at skinne i solen.
Hvis man som læser måtte have lyst til at sidde og småle i Umberto Ecos gode selskab, skal man unde sig selv at stifte bekendtskab denne letflydende knaldroman.
|
|
|
|
