|
|
Anmeldelse:
Hvad skete der i grunden i TUNESIEN, da
Jasminrevolutionen omformede landet og igangsatte den bøgle, der
siden er blevet kendt som Det ARABISKE Forår?
Af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, cand.mag. et art.
Publiceret den 21.
juli 2015.
© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Nouri Gana (red.): THE
MAKING OF THE TUNISIAN REVOLUTION: CONTEXTS, ARCHITECTS, PROSPECTS.
PAPERBACK: ISBN 9780748691043.
352 sider. Pris: 24,99 br. pund (= 270 DKK).
HARDBACK: ISBN 9780748691036.
352 sider. Pris: 75 br. pund (= 803 DKK).
EDINBURGH UNIVERSITY PRESS.
BUY HERE / KAN KØBES HER.
MELLEMØSTSTUDIER/SAMF:
13 essays fra en række højt kvalificerede "scholars fra flere nationer så som Canada, UK og USA, og også én fra
Danmark i kraft af
Rikke Hustrup Haugbølle, har skabt denne faglige antologi, som søger at give "den fulde
historie" om den tunesiske revolution - der sommetider yderst poetisk kaldes Jasminrevolutionen - dvs. de begivenheder som satte DET ARABISKE FORÅR i gang i 2010.
--- Dog går antologiens perspektiv årtier tilbage i sin søgen efter de faktorer, der
har ledet landet i retning af demokrati.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn anmelder her
Tunesien-antologien.
DENNE ENGELSKSPROGEDE antologi handler
om de gennem- gribende samfundsomvæltninger, som har fundet sted i
Tune- sien, og som igangsatte civile protester og oprør mange steder i Mellemøsten mod
regeringerne og myndighederne.
Hvad tilskyn- dede folk til at protestere?
Hvordan blev de mobiliseret? Hvad skete der faktisk?
Disse spørgsmål søger denne bog at besvare.
Mange husker historierne og billederne i tv om
Muhammed Bouazizi, der satte ild til sig selv i protest mod regimet.
Han havde en stand på gaden med
frugt og grøntsager. Han satte ild til sig selv, fordi han blev ydmyget af systemet,
som hele tiden beslaglagde hans varer og ikke ville lade ham sælge fra sin stand på gaden.
I dag er han blevet selve ikonet på den tunesiske opstand, som tvang præsidenten -
diktatoren - Ben Ali, til at forlade landet i januar 2011.
Masseprotesterne i Tunesien melle 17. december 2010 og 14. januar 2011 havde stor virkning, både
indenrigs og udenrigs.
Tunesien opfattes af de fleste som arnestedet herfor og som det godt eksempel på
demokratiseringsprocesser i den arabiske verden.
Bogen indeholder både politiske, historiske, socio-økonomiske samt kulturelle analyser
af disse begivenheder. Dermed er det klart, at forskerne kigger på emnet
både lokalt men også i en større regional kontekst.
***
ANTOLOGIEN, der har titlen
The Making of the Tunisian Revolution, er bygget op i tre logiske dele. Den tværfaglige antologi indeholder således 12 kapitler, foruden et længere introduktionsessay.
Antologiens tre dele har følgende titler:
- Part 1. Contexts: Roofs of Discontent.
- Part 2. Architects: Genealogies of Dissent.
- Part 3. Prospects: The Postrevolutionary Moment.
Som man kan se, følger inddelingen en logisk, kronologisk rækkefølge
i tid samt årsag og virkning.
Nouri Gana han skriver flg. i introduktionsessayet:
The Tunisian revolution took the world by surprise.
Never before in the history of the modern Arab world had a grassroots revolt toppled
an entrenched dictator of Zine El Abidine Ben Ali's caliber and longevity without recourse
to any established ideology, organized social movement and political party,
or foreign intervention, which until recently continued to be bandied about as the only
widwife to real democracy in the Arab world.
Never before had the will of the Tunisian people, for so long expropriated or trodden upon
and denigrated, lived up to its latent potential of courting the impossible and led the
way to revolutionary change not only in Tunisia but also across the entire region and beyond <...>
The Tunisian revolution has not infrequently been approached through flower (Jasmine) and bird
(Black Swan, Butterfly) metaphors as well as through the cognate technologies of social media
(Twitter, Facebook, BlackBerry) and satelite TV (Al-Jazeera).
***
NOK SKETE
revolutionen nærmest fysisk fra den ene dag til den anden, men, som
bogen argumenterer for er det en begivenhed, der har været år, ja årtier, undervejs.
Nouri Gana taler om "the longevity of dissent" - som en opposition, der ikke ville dø ud.
Nu blev den folkelige utilfredshed omsat til handling, og yallah bum, så skete der pludseligt
en masse omvæltninger, hvoraf den ene ændring førte den næste med sig og foreløbigt, i Tunesien,
kulminerede i det første demokratiske valg nogensinde.
Bogen er skrevet i 2013 og giver et indtryk af begivenhederne tæt på, da de skete, men
har desårsag ikke de sidste par års udvikling med.
Men det bliver bogen ikke nødvendigvis ringere af.
Tværtimod er tilgangen til emnet meget frisk og direkte.
Allerede i 2006 gik der en joke om, at Præsident Zine El Abidin Ben Alis
tre mål for sit præsidentembede var at forblive ved magten, at forblive ved magten og at forblive ved magten.
Han var en skruppelløs diktator, og folkets utilfredshed mod hans repressive regime ulmede underneden.
I en ny approach til Mellemøsten applauderede selv USA i Kongressen den 25. januar 2011, da den internet-drevne
tunesiske revolutions
samfunds- omstyrtende mål ganske uventet og i rask tempo
var blevet en de facto
realitet.
***
ET KAPITEL, SOM
finder særligt interessant, er The Powers of Social Media, der er
skrevet
af ph.d. Tarek Kahlaoui, Assistant Professor of history and art history på Rugters University.
Han var selv aktiv i studentermiljøet i Tunis i 1990'erne og var også det, som bogen betegner som
"in the cyberdissident movement before the revolution".
Af denne årsag var han faktisk en del af de virtuelle processer, som han beskriver.
Det giver måske hans analyse en særlig vægt. Kahlaoui lægger ud med at forklare:
The Tunisian revolution constitutes an unprecedented, non-violent mass movement
calling for democratization.
Like prior mass movements, it initially focussed on social issues but, unlike them,
it quickly changed from a timid political movement into a radically non-violent movement
to overthrow first the head of the regime and second its intractable system.
Kahlaoui fastslår således denne vigtige omstændighed, at
revolutionen var ikke-voldelig.
Dernæst går han videre til at nævne, at den var internet-drevet, men slet ikke
i samme omfang som det ofte antages i vestlige medier og kilder.
Når vestlige medier derfor i selve revolutionsperioden kaldte det for
en Facebook-revolution eller en Twitter-revolution er det langt skudt over målet for Tunesiens
vedkommende (men ikke for Ægypten og andre arabiske landes vedkommende).
På den anden side forklar Kahlaoui:
The internet did not create the revolution, however; it mainly overthrew the regime's media.
The major players demanding basic political and social changes were not
limited to
internet activists, but included a larger cross-section of the middle and working class,
large numbers of unemployed and highly educated youth.
Kahlaoui går i dybden med tunesisk cyberaktivisme, herunder forholdet mellem nye og gamle medier
samt de sociale medier og statsmediernes funktion før, under og efter revolutionen.
***
OGSÅ MEDIERNES ROLLE
er
netop, hvad Rikke Hostrup Haugbølle diskuterer i sit
velargumenterede kapitel med titlen Rethinking the
Role of the Media in the Tunisian Uprising.
Haugbølle er doctoral fellow at the Department of Cross-Cultural and Regional Studies
på Københavns Universitet og har tidligere arbejdet på SDU.
Også Haugbølle dementerer begrebet Facebook-revolution. Sociale medier og mobiltelefoner blev tillagt
en stor rolle i begivenheder, men tv og mere præcist satellit-tv var i højere grad
en afgørende faktor. Det var altså ikke udpræget de sociale medier, som spillede en rolle, men
moderne medier i al almindelighed. Haugbølle forklarer dette om medieudviklingen i landet:
The first reform was the legalization of private broadcasting media based in Tunisia.
In a public speech in November 2003, Ben Ali announced that the Tunisian media sector was now open to
private radio and TV channels.
This act was
a response to the double pressure coming from Al-Jazeera and from the United States, but a closer look
at the ownership
of the radio and TV stations that were launched between
2003 and 2010 reveals that they all had a very close relationship to Ben Ali and his family.
Hvad, Haugbølle her fortæller, er typisk for autoritære regimer.
Eneherskeren og/eller hans system/parti ejer medierne og kan dermed fodre befolkningen med
ensidige og unuancerede oplysninger, man kan næsten tale om indoktrinering.
Dog er mediebilledet ikke blevet mindre komplekst efter revolutionen.
Mediesektoren er blevet forsøget reformeret, men der er stadig udfordringer i forhold til
at sikre fuld ytringsfrihed for alle befolkningens segmenter, herunder f.eks. kvinder.
Det bliver spændende at følge, hvorledes demokratiudviklingen i Tunesien vil
forløbe i de kommende år.
***
ALT I ALT
er antologien et udtryk for fint analysearbejde, der
tilvejebrigner mange interessante vinkler og aspekter ved Den tunesiske
Revolution. Okay, layoutet er faktisk
frygteligt kedeligt. Bogen består mestendels af
lange afsnit og ren tekst uden andre
afbrydelser end slutnoter efter hvert kapitel. Layoutet er således ikke udstyret med
finurligheder, der gør bogens udtryk og dermed læsningen mindre ensformig.
Til gengæld er bogens opbygning i 13 kapitler en fordel. Man kan dykke ned i et kapitel ad
gangen. Hvert kapitel er et selv- stændigt essay inden for et bestemt aspekt af revolutionen.
Hvert kapitel har referencer i form af slutnoter.
The Making of the Tunisian Revolution giver god viden om
de faktorer, der førte til revolutionen samt uddybere relevante lokale, regionale og globale
forhold før, under og efter omvælt- ningerne.
At disse årsager kan studerende, undervisere og andre interesserede i Tunesien specifikt, Mellemøstens
samtidige forhold eller
Det arabiske Forår have megen gavn af denne vel- skrevne fagbog.
***
|
|
|
|
