HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Da eremitten vågner op til handling, sker der ting og sager i Thomas Rydahls fængslende roman



Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 7. maj 2015.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Thomas Rydahl: "Eremitten".
  • Forlaget BINDSLEV.
  • Udgivet 25. september 2014.
  • 520 sider. Vejl. pris (hæftet): 299,95 kr.
  • KAN KØBES HER.
    BEDØMMELSE: Fem stjerner af seks (skala).


    DANSK/LITTERATUR: Danske Erhard Jørgensen gik i selvvalgt eksil for mere end 17 år siden på øen Fuerteventura, naboø til Tenerife. Siden har han ernæret sig som taxachauffør og lejlighedsvis klaverstemmer. Hans eksil er gennemført, idet han ikke blot har isoleret sig fra Danmark, men generelt lever afsondret fra det almindelige sociale liv, bortset fra en enkelt ven og dennes kæreste. En dag vågner eremitten imidlertid op til handling, da hans moralske kompas indfanger en uhyrlig forbrydelse. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her THOMAS RYDAHLS roman.


    NÅR DEN CIRKA 65-årige Erhard ikke kører taxa eller læser romaner i den ventende kø af taxachauffører, tilbringer han det meste af sin tid i sin faldefærdige hytte ud til havet på den nordlige del af øen sammen med sine to geder, Laurel og Hardy, samt i selskab med ikke så få glas rom, der konsumeres med kakaomælk, såkaldte lumumbaer.

    Engang var Erhard gift med Annette, med hvem han fik to døtre. En dag valgte han at forlade familien en gang for alle, men han har lige siden sendt dem over halvdelen af sin indtjening hver måned, og der har ikke været nogen kontakt mellem dem i øvrigt siden det ensidige brud. Erhards hverdag er rutinepræget og virker umiddelbart kedelig. Han lever af dåsemad og har cirka to sæt tøj, som han skiftes til at vaske og anvende. Budgettet til lumumbaer er betydeligt større end udgifterne til almindelig daglig føde.

    Erhards eneste sociale kontakt er den godt 30-årige Raúl og dennes kæreste gennem otte år, Beatriz. Det er altid Raúl, der tager kontakt til Erhard, og som regel ender de med at sidde i vennens lejlighed og konsumere lumumbaer, medens de lytter til jazzmusik eller bare taler om løst og fast. Raúl er søn af øens rigmand Palabras, der ynder at omgive sig med et harem af masaipiger plus et par bodyguards. Palabras er mere røget end speget, og da Erhard får færten af en formodet forbrydelse En dag dukker liget af en cirka tre måneder gammel dreng op i en papkasse på bagsædet af en splinterny bil, der tilsyneladende er drevet i land og nu står på stranden Dette sætter Erhard i gang med et detektivarbejde på egen hånd, da politiet ikke er til sinds at gøre noget for reelt at opklare sagen. Herved hvirvles han ind i en utrolig masse forskellige handlingsspor, der på en eller anden måde alle kan føres tilbage til far og søn, Palabras og Raúl.



    ERHARD JØRGENSEN ER EN særpræget detektiv, forhutlet og excentrisk, men med en særdeles stærk retfærdighedssans og moral i forhold til en forbrydelse, der omfatter et forsvarsløst barn, men som peger videre til et helt netværk af forbrydelser, der i sidste ende handler om, hvordan en forkvaklet rigmandssøn forsøger at skabe sit eget værd i livet gennem en perverteret opfattelse af, hvad der kan give livet mening og ens egen person fylde.
    - Hvad fanden laver du? Det er din søn. Hvorfor har du spærret ham inde? Ville han ikke være med i din plan?

    - Stille, din tåbe. Du forstår ingenting. Den dreng er skyld i alt det her. Forstår du ikke det? Jeg har prøvet at beskytte ham, holde ham ude af det hele. Jeg elsker ham jo, den dumme dreng, men han kan ikke gøre noget rigtigt. Ikke engang begå røveri mod sin egen far (p. 499).
    Vores hovedperson træder bestemt i karakter gennem sit detektivarbejde, hvorved vi kommer til at fatte sympati for den noget forsuttede og forhutlede eneboer. Han kommer ud af sin isolation, engagerer sig fuldt ud i det, han er overbevist om er en grim sag, og han er ikke bange for at løbe linen ud, vel vidende, at det kan koste ham livet at forfølge sagen.

    Undervejs genopdager Erhard kærligheden, genfinder glæden ved livet og øser af sin taxamandsvisdom, som indbefatter en udpræget grad af tolerance over for dem, der har det svært med at få livet til at fungere. Tilsvarende er han ubarmhjertig over for de typer, der træder på andre i deres livsførelse. Og kapitalister, lurendrejere og mafiøse svindlere får alle deres sag for, når Erhard går i aktion.
    Der er noget i tonen, Erhard væmmes over. Han føler sig med det samme købt og betalt. Den mand, han har besøgt og hjulpet i mange år, og som han næsten har opfattet som en ven, er i virkeligheden en udspekuleret forretningsmand. Men har orker ikke at tage den nu (p. 288).
    Igennem handlingsforløbet bliver læseren vidne til mange specielle detaljer og særheder hos hovedpersonen. Erhard har kun ni fingre, men finder ved en bilulykke en tiende finger, som han gemmer bag nogle bøger i sin reol, hvis han ikke tager den frem og sætter den på sin hånd med gaffatape. Hans motiv for at redde Raúls kæreste er umiddelbart selvisk, og dette når han også til slut til en erkendelse af, og handler derefter. Hans moral er måske ikke altid helt fin i kanten, men han lever med, og accepterer, sine egne menneskelige begrænsninger.
    Det nemmeste er at give efter og lade sig føre med strømmen, ned i båden og ud på havet. At lade sig overvælde og skylle bort. Det er sådan han plejer at gøre, det er sådan han har gjort. Livet skyllede ham helt herud. Og han krøb i land, og han startede forfra (p. 460).
    Vi bliver vidner til hvordan Erhard vokser med sin detektivopgave, får et større menneskeligt format og samtidig forliger sig med det liv, han nu igennem snart 18 år har levet i sit eksil på atlanterhavsøen. Denne ældre mand bliver så at sige vakt til live af handlingen, og Rydahl har beskrevet så overbevisende i detaljen, at man ender med at holde af den skøre dansker, der går sine egne veje og har sine helt egne meninger om rigtigt og forkert, plus en god portion selverkendelse.
    Tanken om, at han er et overfladisk menneske, et menneske, der kun lever i overfladen af tilværelsen og aldrig når derned, hvor det virkelig mærkes og giver mening, melder sig igen. Som regel plejer det at inspirere ham til en af de mere tumultariske drukture, hvor han finder sine nøgler det ene sted og sin pung det andet og sig selv et tredje, men i dag er det ikke tillokkende. I dag vil han hellere være lysvågen og miserabel end bedøvet af lumumba (p. 413).
    Der er ikke tale om en kriminalroman, ej heller om en spændingsroman, om end begge dele er ingredienser i fortællingen. Snarere står vi over for et drama på det indre, personlige plan, hvor hovedpersonen udfordrer sig selv og kæmper med sine skjulte dæmoner, alt imens han viser mere følsomme sider af sig selv og gør ting, som både er rigtige og forkerte. Det er menneskeskildring af stort format, pakket ind i en fortælling om livets trivialiteter og de gode samt onde sider ved menneskelivet. En romandebut ud over det sædvanlige.



    Thomas Rydahl har skrevet en spændingsroman af stort format - EREMITTEN - hvor personskildringen er det centrale, med hovedpersonen som omdrejningspunkt (© Pressefoto).