|
|
Anmeldelse:
Ting som journalistisk selvretfærdighed, cyberstalking og generel menneskelig deroute er en
spændende cocktail i Michael Robaks debutroman
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 13. april 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Forfatter: Michael Robak.
"Hele byen ved det", GYLDENDAL.
288 sider. Pris: 299,95 kr.
Kan købes her.
DANSK/LITTERATUR:
Journalistisk selvretfærdighed, cyberstalking og generel menneskelig deroute er en cocktail,
som Michael Robak sætter i scene i sin debutroman om journalisten Tommy Hostrup, der som fyret fra jobbet,
fyrreårig, fed og færdig i frit fald forfalder til at sende afslørende breve til kvinder eller mænd, hvor den anden
part har noget kørende udenom, alt imens han selv synker stadig dybere i selvmedlidenhed, sprut og mere eller mindre
tilfældige seksuelle forbindelser.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Robaks roman.
VI MØDER HOVEDPERSONEN
nogen tid efter, at han er blevet fyret fra jobbet som radiovært på en af de helt store kanaler. Kæresten gennem mere end tre år har ligeledes droppet ham, da han ikke har kunnet tæmme sin jalousi, men stalkede hende, og han er nu i tiltagende opløsning personligt og håndgribeligt, idet hans indtagelse af alkohol er støt stigende, lige som han på amoralsk vis finder nydelse i at optræde som dydens vogter ved at skrive anonyme breve til ægtefæller eller partnere, hvor han angiver den anden parts utroskab. Brevene er formuleret kort og knapt som var det overskrifter til nyheder, som han tjenstvilligt forsyner den krænkede part med.
Den forsmåede radiojournalist får tilsyneladende afløb for sine mindreværdskomplekser ved at optræde som dydens Darth Wader, en anonym sladrehank, der finder nydelse i at tvære rundt i andre folks affærer, idet han i sit sindbillede repræsenterer en højere moralsk retfærdighed. Det første offer er den kvindelige chef, som et par år tidligere afskedigede ham fra radiokanalen i forbindelse med en omrokering. Senere følger en række andre personer, som han ikke har haft nogen kontroverser med, men hvor han stiver sig selv af ved at skabe kaos i deres liv.
Tommy Hostrup føler en form for tilfredsstillelse igennem, at andre skal have den samme følelse af at lide som han selv, med uorden i de ægteskabelige relationer og krise i deres personlige forhold. Tonen er fra starten lagt i det humoristiske leje, med en god portion brod rettet mod hovedpersonen selv, i form af en selvironisk udlevering af mandens ræsonnement, der det meste af tiden ender i en omgang selvynk.
Undervejs får vi samlet op på Tommys livshistorie, med opvæksten i Fjellerup, derude hvor kragerne ikke engang gider ulejlige sig ud for at vende. En vis inspiration til sit forehavende har han fra moderens frisørsalon, hvor sladderen trivedes, alt imens moderen udviklede en særlig sans for at spørge ind til folk og derigennem få andel i mulige sladderemner. Sønnen bruger en lignende teknik, som han synes at være ganske stolt af at kunne mestre.
Michael Robak (tv.) i litterær samtale med forfatterkollegaen Malene Ravn (th.) ved Gentofte Bogmesse i Hellerup, 2015.
(© Flemming André Philip Ravn).
* * *
ET EMNE MED SUBSTANS?
Fortællingen om barndom og ungdom er fint sat op, og vi fornemmer tydeligt, at hovedpersonens opvækst var rimeligt tryg, trods det, at faderen forlod hjemmet, da han var omkring 10 år gammel. Hen ad vejen får vi en forklaring på, hvorfor sønnen dyrker sit anmelderi: Han gjorde det samme med sin far, idet han afslørede, hvorledes denne havde en affære. Dette førte til, at moderen droppede faderen.
Imidlertid bliver temaet med utroskabshævn hurtigt til gentagne, mekaniske handlinger, der mere illustrerer hovedpersonens mandekrise end det egentlig tematiserer det grænseoverskridende ved at snage i andres forhold for at afsløre og eksponere dem. Der kunne være kommet noget interessant ud af en afdækning af de følelser, som hovedpersonen får bearbejdet igennem sine handlinger, men det ender i en simpel beskrivelse af hans uberettigede jalousi i forhold til kæresten. Rent psykologisk kommer vi ikke i dybden med den personlige konflikt og utilstrækkelighedsfølelse, som driver ham ud i urimeligheder over for kæresten:
Jeg havde det som en junkie. Hver anden dag lovede jeg mig selv, at nu skulle det være slut med at snage i hendes ting.
Men jeg kunne ikke (...) jeg storfixede og fik alt det, jeg ønskede: Hjertebanken, kort og heftigt åndedræt, pulsslag i ørerne, kuldegysninger, angst, glæde, frygt. Skam (p. 163).
Mindreværdet og utilstrækkeligheden illustreres fint af følgende scene, hvor kæresten Gry er blevet svigtet i en vigtig aftale med faderen til hendes barn:
'Idiot,' hviskede hun. Vi stod stadig helt tæt. Jeg indrømmer, jeg nød det. Både at mærke hende og føle, at det var mig, der var ovenpå.
En følelse som jeg ikke havde oplevet mange gange med hende. Vi slap hinanden, da vi kunne høre Karla ude i gangen (p. 74)
Undervejs bliver Tommy Hostrups handlinger mere og mere stereotypiserede, og vi ender med en følelse af, at
han socialt og menneskeligt skal igennem en proces, hvor han får gjort op med et muligt traume fra barndommen i forbindelse med, at han afslørede faderens utroskab:
Jeg havde holdt kurser på næsten alle regionalradioer gennem flere år. Mens jeg stadig var ansat på Radioen, havde det været et godt tilskud til min løn (...)
Nu var det åbenbart slut. Heidi-Fucking-Møller-Larsen. Det samme var lydbøgerne. For lidt mere end to år siden havde jeg været en mand med pensionsordning, betalte sygedage,
job-mobil, gratis avis, bærbar, firma-massage, formiddagsfrugt, kantineordning, seks ugers ferie. Nu var jeg en planløs mand på en landevej i
Jylland uden sikkerhedssele og med en bajer mellem lårene. Scenariet mindede mig om min far (p. 102).
Tommy besinder sig først med hensyn til sine brevanmelderier, da politiet er kommet på sporet af ham og konfronterer ham med alvoren i hans handlinger.
* * *
BOGEN ER SKREVET MED HUMOR,
men selvblikket hos hovedpersonen bliver efterhånden lidt anstrengt. Det er som om, at indholdet ikke kan udfolde sig ud over det simple hævnmotiv. Dog er der en handlingsmæssig sløjfe, der griber tilbage til ungdommens første kærlighed, en pige ved navn Cecil, hvorigennem det antydes, at der måske alligevel er håb for den selvdestruktive og totalt desillusionerede Tommy Hostrup:
I Randers gik jeg ned til rutebilstationen og fandt bus 21. Jeg stod af ved rundkørslen og kunne gå til venstre ned mod Strandparken og min mor;
eller til højre mod byen og Cecil. Jeg gik til højre - stoppede i Brugsen for at købe smøger. Jeg nåede at ryge to, inden jeg stod foran hendes hus.
Jeg gik op ad havegangen og bankede på hendes dør.
'Tommy', sagde hun. 'Er du kommet hjem?'
'Ja,' svarede jeg (p. 283).
Michael Robak har en god fremstillingsevne, med korte, rammende beskrivelser og i et letflydende sprog, ligesom han har skruet en fortælling sammen over en ramme,
der omfatter fortid og nutid på en elegant måde. Med lidt mere dybdegående behandling af emnet og personerne vil han kunne gøre det endnu bedre i den næste roman.
|
|
|
|
