|
|
Anmeldelse:
Manden, der sprængte rammer: Kærligheden og det evigt kvindelige hos JAMES JOYCE
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 12. marts 2015.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Forfatter: Benjamin Boysen
"The Ehtics of Love: An Essay on James Joyce".
Doktorafhandling.
SYDDANSK UNIVERSITETSFORLAG
655 sider. Pris: 398 kr.
Kan købes her.
ENGELSK/LITTERATUR:
Fængslende bog udvider på en elokvent og engagerende må
vores indsigt i den irske forfatter James Joyces værk.
Bogen er Benjamin Boysens disputats om Joyce.
Hans bog omkalfatrer opfattelsen af Joyce som modernist: Er dette dristigt? Fremragende!
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her doktoranden Benjamin Boysens
rosværdige
afhandling om James Joyces forfatterskab.
DET FORELIGGENDE ESSAY
er opdelt i en række underliggende kapitler,
som på et videnskabeligt grundlag analyserer James Joyces 'Gesamtwerk'.
Der er imidlertid ikke tale om et essay i Montaignes forstand, jf. Den Store Danske, der beskriver genren som "causerende,
usystematisk, løst komponeret og ræsonnerende". Alene det ræsonnerende element fra essayformen er til stede, systematisk underbygget med iagttagelser,
henvisninger og referencer, som det er forventeligt af en doktordisputats. Dertil kommer naturligvis det særlige element af 'afprøvning',
som vi normalt forbinder med essayet. I forhold hertil finder denne anmelder imidlertid, at der er i
Boysens tilfælde er tale om en særlig betydningsnuance af datidens franske ord 'essai': Styrkeprøve.
Det hører til sjældenhederne, at en litteraturforsker giver sig i lag med et samlet værk af et omfang og en kompleksitet som Joyces.
Essayet indledes med en kærlighedserklæring til Joyces værk, der ligger fint i tråd med emnet for disputatsen:
The Ethics of Love.
Traditionelt er Joyce blevet regnet blandt de ypperste repræsentanter for modernisterne,
hvor man opfatter kunstneren og dennes kunstneriske udfoldelser som en protest imod det gamle og rigide,
herunder ikke mindst religion og moral, samtidig med at der sker en næsten seismografisk reaktion på det moderne,
gudløse verdensbillede, der ydermere er præget af en voksende fremmedgørelse i forbindelse med tilværelsens tomhed.
Formeksperimenter brød med det gamle og velkendte, idet den kunstneriske forms selvgyldighed blev sat i stedet for
metafysikkens trygge samfundsbillede, der afspejlede Guds velordnede værk.
Det er imidlertid en central pointe hos Boysen, at Joyce ikke er modernist i traditionel forstand, tværtimod.
Joyce vender det modernistiske begreb på hovedet, idet han ikke ser pessimistisk, nervøst og goldt hedonistisk på den nye samfundsorden,
men nok så konservativt insisterer på kærligheden i familiens trygge rammer.
Boysens omdrejningspunkt og centrale tese er, at sammenbruddet af det metafysiske verdensbillede for
Joyce ikke fører til nihilisme, men derimod opfattes som en berigelse. Vi er ifølge Joyce sluppet af med religionens dogme,
hvilket overhovedet muliggør, at vi kan skabe et ego igennem samspillet med, og anerkendelsen af, den Anden.
"O I you O you me!" (Finnegans Wake, p. 584.34) (BB, p. 17).
Det skrøbelige menneske får anvist en mulighed for igennem lidenskab, altruisme og empati at finde mere end momentan lettelse i forhold til tilværelsens ulidelige meningsløshed. Bevidsthed om selvet kan kun opnås ved at vi ophæver vores narcissistiske umiddelbarhed i form af optagethed af os selv, der er en følge af Faldet og splittelsen i mandligt og kvindeligt. Denne modernitetens splittethed kan vi kun overvinde eller ophæve ved at (over)give os selv:
This renunciation of immediacy, unity, and self-presence is therefore not a loss, but a necessary detour by which the subject receives subjectivity. So, giving equals receiving - (...) (p. 21).
Boysen påpeger den betegnende, allestedsnærværende og altigennemtrængende ironi hos Joyce og hans brug af mangetydighed i det sproglige udtryk som en kærlighedserklæring til tilværelsen under en gudefri himmel, hvor kunstneren er frisat til at lade sit ego spille op mod autoriteter og dogmer, forudsat at samme kunstner erkender sit egos betingede styrke igennem anerkendelsen af den anden part i tilværelsen, hvilket i Joyces univers vil sige Kvinden. Kun således opnås erkendelse af selvet:
The self or the same is in itself the absolute otherness, but is, by means of the objectification in the other, transformed to the same (identity) (p. 50).
* * * * *
AT JOYCE IGENNEM
sin ironi har den romantiske of narcissistiske kærlighed til bedste skal ses som et udtryk for et overskud af tillid til at vende det negative til noget positivt:
Throughout the entirety of his art, which bears witness to an undisrupted infatuation, Joyce remained loyal towards this negativity that assures and determines love (p. 61).
Joyce er ikke bange for tomheden ("the void"), da det netop er denne tomhed som udgør muligheden for at opnå en egen identitet, hvis denne identitet vel at mærke skabes igennem den kærlige fusionering med den anden, igennem det anerkendende møde med Kvinden.
I skuespillet Exiles tematiserer Joyce på et tidligt tidspunkt i forfatterskabet den eksistentielle tomhed/mangel og dennes mulige ophævelse igennem udvekslingen af den jordiske kærligheds (nåde)gave:
In Exiles, Joyce seems to argue that to give one's fundamental existential lack -
which constitutes the source of desire and signification - to the beloved as well as receiving the existential lack of the other, defines the gift-exchange of love (p. 65).
Det er således tydeligt allerede tidligt i forfatterskabet, at det narcissistiske og autoerotiske ikke har gang på jorden, men må bekæmpes ikke blot med ironi, men tillige med uhildet tiltro til den Anden. Det er noget, som Stephen har svært ved at bemestre i såvel Portrait of the Artist som i Ulysses. Som narcissist og misantrop risikerer Stephen at gå til i idiosynkratisk selvforherligelse, jf. hans efternavn, Dedalus, der varsler, at han måske kunne komme for tæt på solen i sin selvbestaltede kunstneriske stræben, hvilket Boysen markerer i sin disputats. (Dette ses måske klarest, når Stephen holder sin jævnligt forekommende tre-pint tale om Shakespeare og Hamlet, hvor det er tydeligt, at han intellektualiserer sig væk fra sit eget identitetsproblem samt hermed forbundne relation til det andet køn). Stephen var længe i kløerne på jesuitterne, men hans "Non serviam" var kun et første skridt på vejen mod selvrealisationen. Mødet med Bloom og hans flersidige kvindelighed skulle først føres til ende i kapitel 17 af Ulysses, inden Stephen kunne siges at være flyvefærdig.
* * * * *
DISPUTATSEN BESKÆFTIGER SIG
en del med epifanien, der er et grundlæggende narcissistisk træk, som Joyce gradvist distancerer sig mere og mere fra igennem sin ironi og sarkasme. Han viser hermed, hvorledes æstetikken kan blive en flugt fra tilværelsens manifeste grundvilkår. Boysen vælger her smukt at illustrere dette med henvisning til Schopenhauer, og ikke, som forventeligt på dansk grund, til Kierkegaard:
[D]as Subjekt aufhört ein bloss individuelles zy seyn und jetzt reines,
willenloses Subject der Erkentniss ist, welches nich mehr, dem Satze vom Grunde gemäss,
den Relationen nachgeht; sondern in fester Kontemplation des dargebotenen Objekts, ausser seinem Zusammenhange mit irgent andern, ruht und
darin aufgeht. (Schopenhauger: Die Welt als Wille und Vorstellung - Erster Band III, § 34, pp. 243-44) - (p. 77).
Ikke nok med dette, men Boysen fortsætter ufortrødent, umiddelbart i forlængelse heraf, med at bringe Lacan på banen med hans 'évanouissement du sujet', der ifølge denne indikerer den grundlæggende dødsdrift. Dette nævner undertegnede anmelder for at illustrere, hvorledes disputatsen i det hele taget er særdeles velfunderet med sine henvisninger, referencer og sammenstillinger i bestræbelsen på at etablere og underbygge den gennemgående tese om kærlighedens etik.
At Boysen undtager de to epifanier i novellerne 'The Dead' og 'A Painful Case' fra alene at være sentimentale og narcissistiske, men derimod tillægger dem åbenbaringens karakter, ligger i forlængelse af ønsket om at positionere kærlighedens etik som det centrale.
The epiphanies are not, with the exception of 'The Dead' and 'A Painful case', actualized as revelations within the textual universe of the stories; the epiphanies offer the reader the opportunity to eye the causes of the blindness of the given characters thoughtfully, but they never illuminate the perspective or consciousness of the involved, (...) (p. 79).
Man kan med god ret opfatte de to nævnte eksempler som begrænsede åbenbaringer, for der er ikke noget, der umiddelbart godtgør, at Mr Duffy hhv. Gabriel Conroy kommer videre i deres udvikling. De har mere hang til at sentimentalisere (Gabriel) eller moralisere (Mr Duffy)
("Mr. Duffy lived a short distance from his body." (Dubliners: A Painful Case). Begge er de på afstand af kærligheden, om end Gabriel erklærer sin anerkendelse af hustruens person og integritet:
It is Gabriel's deep acknowledgment of Gretta's individuality and independence from him, as well as the circumstance that she escapes his narcissistic and imaginary desire for mastery, which cause him to be filled with love and generosity (p. 105).
A Portrait of the Artist kan siges at være en ørkenvandring i forhold til den ægte kærlighed i indbyrdes anerkendelse. Der er meget Madonna-luder og ødipuskompleks i Stephens univers. Hans idealiserede forelskelse i Mercedes har religiøse overtoner, idet han er helt igennem præget af sin religiøse skoling hos jesuitterne. Stephens senere forsøg på at finde en løsning i form af sit sindbillede af Emma Clery lykkes ikke stort bedre:
He is thus stabilising the image of Emma, which he manipulates in the manner of an idealized Beatrice as he has recourse to
'the spiritual-heroic refrigerating apparatus, invented and patented in all countries by Dante Alighieri' (Portrait, p. 275) (p. 143).
Boysen kan sit kram.
OVERGANGEN TIL
Ulysses markerer doktoranden med at Stephen har noget "unfinished business",
og således kæder han organisk de forskellige dele af fremstillingen sammen ud fra den iboende progression, der forefindes i Joyces værk.
Til den ende har Joyce jo selv erklæret, at han kun skriver på en eneste bog, bogen om ham selv.
Boysen åbner analysen af Ulysses med at bestemme bogens gennemgående budskab ('the tenor'):
[...] he, throughout the novel, constantly formulates the word known to all men -
the word that defines existence, gives and
renders existence, and which is best known under the name of love: 'the principle of action dramatized in the novel is caritas
(p. 149 --- BB citerer her Marilyn French: The Book as World, p. 42).
Efterfølgende fokuserer Boysen på, hvordan Stephen i sin binding til moderen arbejder med dette centrale spørgsmål:
Tell me the word, mother, if you know now. The word known to all men (p. 170).
Stephen skal lære at kende sit hjerte, før han kan forstå budskabet. Han skal blive parat til at turde give for at modtage. Gennem referencer til Aristoteles og Thomas Aquinas formår Boysen at vise, hvordan Kærlighed skal forstås som en kombination af Caritas, kærlighed til Næsten, og amor sui, egenkærlighed. De herrer citeres overbevisende i forhold til at etablere kærlighedens kompleksitet:
(...) the word known to all men seems rather to involve an oscillation and exchange of two kinds of love, which condition rather than exclude one another. Love for another appears to equal love for oneself and, accordingly, love for oneself is similar to love for another since the self is given by the other and the other is given by another self (p. 173).
Bloom er "Everyman" og "Noman", Caritas (P. 195). Det er igennem hans eksempel, at Stephen lærer den rette betydning af kærlighed at kende. Bloom kan ikke blot hjælpe blinde unge mænd over gaden, men han er også i stand til at yde Stephen den fornødne hjælp til at komme videre i livet. Den centrifugale kraft hos Stephen (Dantes Odysseus) korrigeres i sit møde med den centripetale kraft hos Bloom (Homers Odysseus).
Det er imidlertid Mollys nærhed i nattetimen i Eccles Street 7, der skaber den dybere forståelse af fænomenet, vi som læsere af romanen får adgang til, og som ligger latent, men uudsagt, i relationen mellem Stephen og Bloom. Hun løser ifølge Boysen cirklens kvadratur:
"Hence (: med reference til Dante's Paradiso XXXIII.133-45 (anm. Bemærkning)), the question of squaring the circle is likewise a question of the nature of love, and 'Itacha' thus ends with an epiphany of love
(...) In other words, the square round roc's egg, which is revealed to Bloom as he is about to fall asleep in Molly's
immediate presence, equals the answer to the riddle of man or the universe which is given as love.
For Joyce, universal love and the answer to the universal riddle about the being of being - the source of the source -
are unquestionably given by maternal love (amor matris). The mother and the feminine are pointed out as the answer to the riddle of love and the circle; (p. 261).
Molly er tro mod Bloom, trods sidespringet med Blazes Boylan, og Bloom er tro mod Molly trods sin amourøse korrespondance med Martha Clifford og mulige erfaringer i Bella Cohens etablissement:
In sum, Molly's thoughts about adultery are heavily imbued with Bloom's presence, which persistently defines, frustrates, and excites her state of mind. It can hardly be reasonably held that she is unfaithful on account of indifference to him! (p. 273).
(...) he - unlike other men, whom she considers as "goodfornothings" - takes great care of his family:
'because he has sense enough not to squander every penny piece he earns down their gullets and looks after his wife and family' (p. 277).
EFTER AT MOLLY
afslutningsvis har sagt
"yes" til livet og kærligheden i romanen Ulysses er der lagt op til en yderligere udfoldelse af det livsbekræftende budskab i Finnegans Wake. Samuel Beckett har udtalt sig rammende om, hvad det hele går ud på:
In a famous comment on Joyce's last book, Samuel Beckett said that: 'His writing is not about something. It is the thing itself' ('Dante...Bruno.
Vico...Joyce', p. 14) (p. 296).
At kærligheden findes er også skyld i, at vi overhovedet er til. Dette abonnerer Joyce på, sammen med bl.a. Hegel:
Everything that exists stands in a relation to something; determining something as something means establishing its relation to something else. Hegel mentions an example from the human sphere:
'Vater ist das Andere des Sohnes und Sohn das Andere des Vaters, und jedes ist nur als dies Andere des Anderen' (Wissenschaft der Logik, p. 77).
Dermed bliver faldet fra Paradis til en lykkelig begivenhed: Felix culpa. Gennem faldet fra nåde har vi i tilgift fået det timelige liv på jorden som en gave, hvis vi ellers forstår at give og tage - i kærlighed:
This logic is pivotal to the understanding of Joyce's frequent use of the felix culpa motif in Finnegans Wake. Felix culpa, the happy fall or fault, the necessary, original fall, which contains the seed of the bliss of resurrection: Eve had to sin to necessitate the coming of Mary the Virgin just as Adam had to fall in order to make space for the Saviour (p. 329).
* * * * *
DET HELE STARTEDE
for Joyce på Finn's Hotel i Dublin. Det var her på hjørnet af gaden, at han mødte Nora den 16. juni 1904. Joyce har ved flere lejligheder erklæret, at livet og kærligheden (First love) for ham blev en realitet ved mødet med hende. Derfor skal vi også se både Molly og Anna Livia som kunstneriske udtryk for det, han fandt hos Nora Barnacle.
Joyce opfattede kvinden som den ironiske dimension, der betinger vort samfunds beståen. Her er han på linje med Hegel, der i Phänomenologie des Geistes erklærer at kvinden er samfundets evige ironi: Die ewige Ironie des Gemeinswesens (p. 476).
Endskønt kvinden er en slags outsider (og usynlig) i Finnegans Wake, fordi hun er hævet over den mandlige fremdrift i sin diffuse og foranderlige form (just som floden Liffey), er hun ikke desto mindre det vigtigste bekendtskab af alle, som Boysen formulerer det:
When the relationship between the sexes is declared to be the most important relationship there is in our time, this is not only due to the fact that it is through the heterosexual relationship that biological life is maintained, but also because the sexes must engage themselves actively with their sexual opposite in order to give birth to themselves (p. 477, note)
Dette udbygger doktoranden på side 507:
Though it would be altogether wrong to argue that Anna is a woman of no importance, she is, however, 'a woman of no appearance' (...)
and it is precisely because she brings our attention back to 'her invisible dwelling' (p. 158..28), as well as to 'her unseen shieling' (pp. 158.36-159.1), that she really proves to be 'a woman to all important' (p. 158.32).
* * * * *
KVINDEN ER OGSÅ nøglen til altings begyndelse (hønen og ægget), fordi hun er muliggjort igennem Felix culpa, der åbnede muligheden for liv på jorden, hvis ellers vi kan forstå at udnytte dette fald.
Like Heidegger, who proclaimed that we are thrown into the world and that human existence (Dasein) is hence characterized by Geworfenheit, the subject of the Wake must 'learn [...]
how to fall' (p. 131.6), i.e. learn how to come to terms with the fact that human beings are involuntarily thrown into this world (p. 550).
Netop fordi Anna (og alle hendes afskygninger) er usynlig og gådefuld, er hun det rette svar på det spørgsmål, som ikke kan besvares: Hun repræsenterer tomheden (the void). Hun er "the original - 'urogynal' (p. 619.2) time of the world (...)" (p. 553).
Boysen afslutter sin analyse af Finnegans Wake med hovedkonklusionen om Joyces credo:
For Joyce the collapse of metaphysics embodied the actual foundation for the ethics of love, for the formulation of solidarity and amorous paradigms, which are not given in spite of this collapse, but reversely made possible on account of it. The death of God entails a genuine possibility of the emergence of love and solidarity (p. 623).
Doktoranden Benjamin Boysen har med sit fremragende essay (:doktorafhandling) om kærlighedens grundlæggende princip i James Joyces forfatterskab formået at
argumentere uhyre overbevisende for den eviggyldige visdom, som vi kan finde hos Joyce bag om al hans ironi, sarkasme og humor. Boysen har på lærd vis, formuleret i et overbevisende og smukt formuleret engelsk, dokumenteret sine udsagn, ligesom han har tilført den kritiske litteratur om Joyce afgørende nyt. Desuden har han undervejs i fremstillingen godtgjort, hvorfor vi stadig skal læse Joyce: Det er sjovt.
Lad denne anmelder slutte med Joyces egne ord: Lots of fun...
|
|
|
|
