|
|
Anmeldelse:
Måske glemt af Verden - KLAUS WIVEL
skriver tankevækkende om de
kristne i
Mellemøsten
Af Flemming André Philip Ravn,
lektor, cand.mag. et art.
Publiceret den 26. december 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
KLAUS WIVEL:
"Den sidste nadver - En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden".
KRISTELIGT DAGBLADS FORLAG.
320 sider, illustreret. Pris (hæftet): 299,95 kr.
Kan købes her.
RELIGION/KULTURSTUDIER:
Når man som dansker tænker på Mellemøsten, tænker man nok
sjældent på området som kristendommens arnested og første
udbredelse som det første.
Journalist ved Weekendavisen
Klaus Wivel har rejst rundt i nogle af de mellemøstlige lande
for at få et indtryk af, hvordan kristne lever dér i vores tid.
Det er der kommet en yderst tankevækkende bog ud af.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her Wivels bog.
KLAUS WIVEL har arbejdet som en kyndig mellemøstkender og -kommentator
i en årrække.
Han er desuden forfatter til en bog om Kierkegaard samt tidligere litteraturredaktør.
Hans seneste bog handler om kristne i Mellemøsten. Den er baseret på solid
journalistisk research, mangfoldige
interviews samt rundrejse, dvs. han har rejst i flere lande og mødt folk, bl.a. i
Ægypten,
Palæstina, Libanon og Irak.
Man hører, at kristne i stort tal forlader Mellemøsten i disse år, bl.a. fordi der er megen social uro og
krigslignende tilstande i flere af landene. Klaus Wivels rejse tog sin begyndelse,
efter at han i Weekendavisen såvel som
i et åbent brev direkte til Udenrigsministeren spurgte,
hvad Regeringen ville gøre ved de kristnes eksodus fra Mellemøsten.
På en måde udstiller bogen Villy Søvndals og Regeringens
hykleri i visse udenrigspolitiske anliggender, for forfatteren fik intet svar af ministeren!
OM BAGGRUNDEN for sin rejse samt om sin arbejdsmetode skriver Klaus Wivel bl.a. dette:
Jeg tog ikke på denne tur for at ophøje kristendommen.
Man går forgæves, hvis man søger en kortlægning af de kristne araberes teologi,
liturgi, diversitet og tradition i denne bog. Jeg tog af sted for at møde kristne (...)
Om de er græsk-ortodokse, katolikker, protestanter, koptere, maronitter eller kaldæere;
om de er troende, tvivlende, ateister eller vantro betyder mindre.
Det er deres historie, jeg var optaget af.
Egentligt bør jeg takke Villy Søvndal for denne rejse...
(...)
Jeg kender naturligvis liturgien, men jeg er fremmed i en verden, der ikke er min,
og i et åndsfællesskab, jeg ikke tilhører. Jeg følger min vært af høflighed, men føler
mig som en antropolog, der for sin forsknings skyld skal lade sig opløse i den lokale
stammekulturs ritualer.
Som man kan læse her, er det altså folks historie, deres oplevelser og tanker, som
har interesseret forfatteren, også selvom han ifølge bogen ikke regner sig selv om
kristen, men snarere som ateist.
De kristne menigheder i Mellemøsten spænder stort set
over alle de denominationer, som vi også har i Vesten, men alt i alt er der nok flest
katolikker og ortodoks-kristne samt koptere.
De fleste steder må de kristne opleve sig som minoritet.
* * *
PERSONLIGT
finder jeg kapitlet om Ægypten mest spændende.
Klaus Wivel lander i Kairo i efteråret 2012 midt i landets værste krise - det er to år efter den
såkaldte revolution, der har vendt op og ned på styret i landet.
Der er masser af demonstranter - "forfatningskampen" er stadig i gang.
Ifølge Wivel er Ægypten en type "lukket samfund", som han beskriver på denne måde:
Her hersker en slags vagt kontrolleret kaos fra myndighedernes side, en frihed,
der opstår ud af lovløsheden, et gadens parlament, der også har råderet og frit spil, og hvor det kan være
tilfældigt, hvem der straffes, og hvem der ikke gør.
Efter revolutionen er både friheden og de lemfældige, men hårde statslige sanktioner løbet i begge retninger.
Jeg har ikke haft
noget forhold til Twitter, før ejg kom til Egypten, men jeg opdager hurtigt, at det er uudnværligt her,
hvis man skal følge med i, hvad der sker. Hundredevis af bloggere udviser et mod og et frisind, som
burde gør alle valne, vestlige opositionsdannere til skamme.
Af dette citat ser man, hvilken rolle cyberspace og de sociale medier har haft i de forandringer,
der de senere år har præget Mellemøsten. Endvidere ser man, hvilket Wivel iagttager flere steder undervejs, at når
styret vakler - eller er afsat -
på grund af politiske stridigheder og krige, opstår der nemt
mangel på lov og orden - og dermed fremkommer et utrygt vakuum i folks retssikkerhed,
og selvtægt og overgreb kan blive almindeligt.
Wivel mødes med enkelte repræsentanter fra de kristne menigheder.
Ægyptens kristne kaldes koptere.
Endvidere er koptisk et ægyptisk oldtidssprog, som kopternes bibel er skrevet på.
Den koptiske Kirke regner evangelisten Markus som deres første pave.
"I det koptiske Ægypten er der en fornemmelse af at være tæt på den kristne
civilsations kilde", skriver forfatteren meget præcist.
* * *
I ÆGYPTEN
flyder de kristnes fortælling sammen med andre minoriteters, f.eks. de sekulæres, når
man taler om rettigheder og pligter.
I Ægypten er ateisme i øvrigt forbudt og kan medføre fængselsstraf.
En del koptere er udvandret, bl.a. til USA, de senere år.
Den koptiske population er sådan cirka blevet halveret i løbet af 100 år og omfatter
nu cirka 5,5 procent af landets samlede befolkning.
Det samme mønster ses i alle de lande, der engang tilhørte Det osmanniske Rige
(som ophørte efter Første Verdenskrig).
Forfatteren fokuserer på de kristnes dagligdag, deres individuelle livshistorier og
undersøger også, hvorfor så mange flytter til udlandet, når nu flere af områderne
kan siges at udgøre kristendommens vugge og første menigheder.
Mange steder er præget af social uro og sekterisk vold.
Wivel er velformuleret og skriver engageret.
Det er måske pudsigt, at netop han forholder sig til emnet, når han
ikke definerer sig selv som kristen. Og dog måske ikke. Bogen bestræber sig på at
formidle viden om forhold og levevilkår i en del af Verden,
som er væsensforskellig fra de nordeuropæiske samfund - og forfatterens indsigter kommer meget
klart til udtryk.
Bogen bringer dette tankevækkende citat, som gengiver noget af en samtale med én af bogens mange
interviewpersoner:
Jeg er draget af Wa'il Kheirs mærkelige
anklage mod europæere: Han blotlægger
et blindt punkt over for de kristne i de arabiske lande.
De er ingen etnisk gruppe, ingen selvstændig nationalitet,
De ligner muslimerne af udseende, bor midt iblandt dem,
spiser samme mad og taler samme sprog.
Eneste forskel er det religiøse: kirken, liturgien,
Det Nye Testamente. Alt sammen lagt for had i det "post-kristne" Eruopa,
som Kehir kalder det.
* * *
MANGE europæiske lande (om end sekulære) opfatter sig selv som kristne -
men har Vesten virkeligt glemt de kristne i Mellemøsten,
og er de ved at indtage deres sidste nadver?
Ud over Ægypten skriver Klaus Wivel bl.a. også om de kristne i Libanon
(hvis største gruppering er maronitterne), om Syrien og Irak.
Det er interessant journalistisk arbejde og for at få del i forfatterens konklusioner
og læse dele af de interviews, han har foretaget, kan man anbefales selv at læse bogen.
Bogen synes fint at gengive atmosfæren og lokalkoloritten samt
de interviewedes tankegang. Mange holdninger kommer til udtryk - læseren må selv veje for og imod.
Bogen kommer også ind på dette spørgsmål:
Kan vestlige samfund og vestlige kristne - kulturelt og religiøst - forbinde
sig med de østlige kristne i vores tid; har man efterhånden
noget til fælles?
|
|
|
|
