|
|
Anmeldelse:
"100 ÅRS ENSOMHED" i ny oversættelse. En mageløs bog, som fænger trods alt det urimelige og umulige.
Man er nødt til at overgive sig til Márquez's fortælleunivers.
Af Jørgen Refshauge, lektor, cand.mag.
Publiceret 10. december 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
GABRIEL GARCÍA MÁRQUEZ: "100 års evighed"
Originaltitel: "Cien años de soledad", 1967.
Oversat til dansk af MERETE KNUDSEN, 2014.
Forlaget ROSINANTE.
316 sider. Pris: 199,95 kr.
Kan købes her.
SPANSK/FIKTION:
Nobelpristageren García Márquez døde den 17. april 2014 i sit hjem i Mexico City i en alder af 87 år.
Hans mest kendte værk, der gjorde magisk realisme til et litterært slagord, foreligger nu i Rosinantes klassikerserie.
100 ÅRS ENSOMHED er kendt og elsket for sit omfattende familiedrama. Den fiktive historie udspiller sig i en fiktiv ramme et sted i Latinamerika,
angiveligt Colombia, i en by der bliver navngivet Macondo af dens grundlægger, José Arcadio Buendiá, stamfaderen hvis familie vi følger igennem mere end 100 år.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her Merete Knudsens nye danske
oversættelse.
PÅ DET BASALE PLAN
er 100 års ensomhed en krønike over familien Buendiá, hvis syv generationer lever og dør i byen Macondo, som vi følger fra grundlæggelsen over stedets opblomstring til byens ultimative forfald som forladt spøgelsesby. José Arcadio gifter sig med Ursula og får sønnerne José Arcadio og Aureliano José samt datteren Amaranta. Den unge José forsvinder sammen med nogle omrejsende sigøjnere for som voksen at vende tilbage og gifte sig med sin adoptivsøster Rebekka. Amaranta forbliver ugift og bærer livet igennem nag til Rebekka i forbindelse med deres fælles ungdomsforelskelse i en letbenet italiener og Rebekkas giftermål med broderen.
Aureliano frier til den tolvårige Remedios, som han bliver gift med året efter. Hun dør imidlertid i barselsseng, men under Tusinddageskrigen, hvor Aureliano bliver ledende oberst i de liberales oprørshær i kampen mod landets konservative styre, lykkes det ham af få sytten sønner med sytten forskellige kvinder, som alle besøger ham en enkelt nat, medens han er i felten.
Det står således i bogen: "Ursula var dengang uvidende om vanen med at sende unge piger til krigernes soveværelser..."
Videre står der:
Oberst Aureliano Buendiá anstiftede toogtredive væbnede oprør og tabte dem alle. Han fik med sytten forskellige kvinder sytten sønner som blev udslettet den ene efter den anden i den samme nat, før den ældste var fyldt femogtredive år.
Imidlertid, som antydet ovenfor, hvirvler bogens fantastiske, magiske prosafortælling familiekrøniken ind i en overvældende begivenhedsrig verden, hvor de almindeligt vedtagne naturlove ikke får et ben til jorden.
Vi møder en præst, der kan svæve over jorden, når han drikker en kop chokolade, en sigøjner, der skriver kodede meddelelser på sanskrit om den historie,
der først vil indtræffe om hundrede år, en indavlet søn af Buendiá-familien,
der fødes med grisehale og dør, da han af forfængelighed lader halen skære af. Vi støder på afdøde, der jævnligt går igen og kommenterer de aktuelle begivenheder, ligesom vi bliver bekendt med folks tanker og følelser i et univers, hvor halvdelen forekommer at være drøm og den anden halvdel ren fantasi.
Márquez forsyner læseren med så utrolig mange detaljer om begivenheder og hændelser, så det, vi normalt ville kalde tingenes overflade, bliver fyldt til bristepunktet med elementer af uforudsigelig betydning for personernes videre liv og færden.
I bogen står der:
...og de så forhekset det blomstersmykkede tog (...) Det uskyldige gule tog, som skulle bringe Macondo så megen uvished og klarhed, så meget fristende og så mange ulykker, så mange forandringer, plager og vemod.
* * *
ROMANENS KARAKTERER
bliver aldrig klart defineret. De skabes ikke over en skabelon, men i stedet udvikler de sig og tager form efterhånden som romanen skrider frem. Hver enkelt person har sine særtræk, der klart adskiller vedkommende fra de øvrige. Her følger en karakteristik af Aureliano den Anden (og indirekte Petra Cotes) :
Petra Cotes, der kendte sin styrke, tilkendegav ingen bekymring. Hun havde gjort ham til en mand. Mens han endnu var et barn fik hun ham ud af Melchiades' værelse med hovedet fuldt af fantastiske ideer og uden nogen føling med virkeligheden og gav ham en plads i verden. Naturen havde skabt ham reserveret og sky med tendens til ensom meditation, og hun havde formet ham som den modsatte karakter, vital, udadvendt, åben...
Prosaformen er ligefrem i sin form, men fantastisk i sit indhold. Vi springer rundt i konkret handling og indre forestillinger, ligesom vi ser, hvordan naturen og byens huse fører deres særprægede "liv" i interaktion med indbyggerne. Idet vi følger byen Macondos udvikling fra junglelandsby til en by med telegraf og jernbane og sluttelig til spøgelsesby, oplever vi, hvordan forfatteren skaber sit univers, lader det gro og gære, boble og syde, for endelig at lade det størkne i en form, som til slut forfalder og lukker sig om sig selv, idet junglen atter erobrer gader, stræder og huse, ja selv menneskenes tøj, der får gul og grøn skimmel, endnu medens tøjet bæres på kroppen.
Fremstillingen af Macondo med sine fantaster og løgnere er trods symbolikken og billedsproget præget af en god portion realisme i handlingen. De grundlæggende konflikter og stedets dynamik har rod i materielle forhold og menneskenes simple begær. Vi møder både incest, forfængelighed, almindelig dårskab, magtbrynde og andre former for afstumpethed. Tingenes fremdrift sikres af drømmene og ærgerrigheden hos den enkelte.
* * *
HEN IMOD SLUTNINGEN
af romanen bliver de Melchiades' pergamenter på sanskrit dechifreret. Det viser sig at være magiske ord, hvor begivenhederne forudsiges et hundrede år forud, men hvor de samtidig findes side om side i nuet, så alt komprimeres og koncentreres i de uendelige daglige episoder og små optrin. Den gamle sigøjners papirer bliver således også nøglen til den metode, som Márquez har anvendt i sin roman. Alt er beskrevet på en og samme tid, men samtidig i et kontinuum, hvor historien ikke forekommer lineær, men derimod synes at krumme sig ind om sig selv. Der er mønstre af gentagelse samtidig med, at udviklingen i fortællingen skrider frem, og undervejs føler både bogens personer og læseren, at vi har set det hele før, at alting gentager sig og dog stadig forekommer nyt.
Bogen fortæller en historie om både et land og dets befolkning, men dybest set er det alt sammen bundet op på den ene familie, familien Bundía og dens to ældste, José og Ursula.
José er fantasten, der lader sig lede på afveje af alkymi, Nostradamus' skrifter og alskens indfald. Ursula er den jordbundne, der sørger for at holde sammen på det hele gennem viljestyrke og simpel udholdenhed. Hun bliver cirka 120 år gammel, men har selv opgivet at holde styr på sin alder. Hendes mand bliver ikke helt så gammel, men han går til stadighed igen efter sin død og kan således ses stå og tisse under det gamle familietræ i gården.
At forsøge at udvælge detaljer fra romanen vil uvægerligt skade helheden. Fortællingen er et kontinuum, med sit net af forbindelser og relationer. Uanset hvor mærkværdige og besynderlige fortællingens enkelte dele kan forekomme, så giver helheden fin mening med både energi, fremdrift og en god portion humor, og ikke mindst personer, der er drevet af både sund fornuft og vanvittige lidenskaber.
Gabriel Gardía Márquez afstår fra at dømme sine personer. Han skaber sit univers og lader sine personer optræde heri på godt og ondt, medens han som en anden gud trækker sig tilbage og betragter sit værk... Det bliver det ikke mindre mageløst af!
Merete Knudsens oversættelse fra spansk er forfriskende direkte og kongenial, fri for falbelader, uden forsøg på
at forenkle eller pynte på originalens formuleringer. Her er et par gode eksempler derpå:
Siddende i kurvegyngestolen, med det afbrudte håndarbejde liggende i skødet, betragtede Amaranta Aureliano José, som med hagen indsmurt i skum skærpede barberkniven med læderremmen for at barbere sig for første gang (p. 135).
Han døde af alderdom i ensomhed, uden en klage, uden en protest, uden et eneste forsøg på troløshed, forpint af minderne og de gule sommerfugle, som ikke gav ham et øjebliks fred, og offentligt berygtet som hønsetyv (p. 264).
Merete Knudsens oversættelse er meget værd at læse, og som sagt er bogen mageløs og fængslende.
|
|
|
|
