|
|
Interview:
AT SKRIVE er at give et perspektiv på Verden, som måske kan
inspirere andre ---
INTERVIEW med forfatteren SIMON FRUELUND
Tekst og foto af:
Flemming André Philip Ravn,
Publiceret 13. oktober 2014. Opdateret.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Simon Fruelund: "Pendlerne".
Forlaget GYLDENDAL.
Hæftet, 185 sider. Pris: 199,95 kr.
KAN KØBES HER.
LITTERATUR:
Den danske forfatter Simon Fruelund er aktuel med en ny roman, der bærer
titlen Pendlerne, og som præsenterer et rigt udvalg af meget typiske danske karakterer
og arketypiske danske situationer anno 2014.
Romanen er typisk Fruelund'sk, idet man genkender den minimalistiske skrivestil
i kortheden og de ikke desto mindre meget præcise skildringer.
Tidsskriftet Epsilons
redaktør, Flemming André Philip Ravn,
har interviewet
Simon Fruelund om hans nye bog og hans forfatterskab.
EFTER EN ÅRRÆKKE
København er Simon Fruelund
og hans familie flyttet ud på landet mellem Roskilde Fjord og Issefjord.
Til dagligt står han for forfatterlinjen på Vallekilde Højskole og er stadig produktiv som forfatter.
I romanen Borgerligt tusmørke udforskede han forskelle mellem ejere og lejere på boligmarkedet.
I Pendlerne udforsker han forskelle mellem by og land.
I disse år diskuteres det meget, hvor man bor i Danmark: provins kontra storby, centrum versus udkant.
Pendlerne er en roman,
der foregår på en togtur en helt "almindelig" vintermorgen.
Ideen er super spændende. Mere præcist er
settingen et dobbeltdækkertog, der - fyldt med
pendlere - bevæger sig tværs over
Sjælland, fra Kalundborg i vest til Østerport Station i København i øst.
Vi følger nogle af passagererne, mens toget arbejder sig frem gennem diverse
småbyer og landskaber og langs fjorde.
Det er en kollektivroman
med mange karakterer og ingen decideret protagonist.
Hvem er pendlerne i Fruelunds roman? De udgør et interessant udpluk af Danmarks befolkning.
Alle aldersgrupper såvel som alle sociale lag synes repræsenteret.
Også "nye danskere" er repræsenteret i Fruelunds pendler-univers, der i grunden indeholder karakteristiske
typer, man kan træffe på i Danmark anno 2014. Nogle er konformister, andre ikke.
Man kan føle sig kulturelt fremmed på mange måder.
Nogle vil gerne være ligesom de andre og lider under det, hvis de ikke er det, som f.eks. denne
pige:
Hun er tamil og går i 2.g på Stenhus.
Hun har boet i Danmark fra hun var fire (...)
Riskogeren på køkkenbordet, morens spraglede
bluser, farens behårede tæer i blå plasticsandaler fra
REMA 1000, hendes søskendes støjende, frimodige måde
at være på gør det ikke lettere.
* * *
KARAKTERERNE VIRKER
troværdige, fordi de ofte er "lige på kornet", dvs. genkendelige fra vore dages samfund, men man kan selvfølgelig
filosofere over, hvordan forfatteren i sin skriveproces arbejder for at undgå, at hans karakterer bliver
stereotype. Det vil jeg spørge ham om, når jeg interviewer ham.
Inden da læser jeg selv bogen, mens jeg kører i S-tog. Det har jeg megen morskab af, når
jeg tænker på bogens tema og karaktererne, der også kører i tog.
Det er, som om bogen indeholder 117 livshistorier fortalt hver på mellem 17 og 33 linjer.
Bogen er nem og hurtig at læse. Og det er som om, man kender - eller har mødt disse
karakterer før et sted i virkeligheden. Måske afspejler de endda nogle af éns egne egenskaber.
Karaktererne er runde, velafrettede og velsmagende, men bestemt også med kant og pletter. MEN de glider ned som lækkerbidskener, én
efter én, altimens toget bevæger sig frem mellem S-togsstationerne, men
spørgsmålet er, hvor meget man husker, når man har lukket bogen.
Simon Fruelund er en dygtig biograf, en dygtig observatør. I en kort dialog kan han udsige noget
humoristisk og ironisk og tankevækkende, som man kan sidde og fundere over. Bogen er rund og let.
Fruelund benytter sig i stor grad af antydningens kunst. Man hører biografisk om karakterernes liv, men
ikke så meget om deres desparation eller livskamp. Der antydes konflikter, men konflikterne
bryder aldrig ud i lys lue. Det er som om en venlig gemytlighed og kontrolerethed hos karaktererne
overtrumfer det sprængfyldte og farlige.
Dette forhindrer dog ikke forfatteren i at komme med små, prikkende kommentarer til dagens samfund og
bestemte typer som i
følgende citat fra Pendlerne:
Han har været kameramand i DR i næsten 30 år.
Han har arbejdet med alle de store: fra Leisner over Jarlen til Casper Christensen og brødrene Price.
Der har været et par primadonnaer imellem, men hvad?
Han spiller petanque en gang om ugen og har en lille jiolle liggende nede ved fjorden.
Han kan godt lide at fiske.
Hans kone vil helst bade nøgen, så indimellem kører de op til Kyndeløse.
Det er også sket at hun er taget med ham ud i jollen og har ligget i bunden på et tæppe.
Hun har godt af at få sol på kroppen.
Han har en teori om at det gør noget ved hende. Efter 30 år med konstant skiftende chefer
har han også en teori om magt:
Jo mere utålelige folk er, jo større chancer er der for at de stiger til vejrs (p. 147).
Handlingen er fortællingen om ting, der ér hændt, kontraster mellem folk og indre liv i form
af tanker og overvejelser og fortidens forteelser. Fruelund er god til at skabe karakterer og give dem fylde, skønt
de kun er små sekvenser.
Derfor er Pendlerne interessant og sjov at læse. Bogen siger noget underfundigt og alligevel
rammende om de mennesker, der bebor de danskes øer i vores tid.
Pendlerne byder på en god læseoplevelse, og romanen kan anbefales til alle, der holder af denne minimalistiske
skrivestil.
* * *
Simon Fruelund på Vesterbrogade i København før interviewet.
© Foto: Flemming André Philip Ravn.
INTERVIEW-DELEN
HER begynder interviewet med
forfatteren Simon Fruelund, der for nogle år siden flyttede fra Hovedstaden til et hus på landet.
Ravn: Hvordan er det at bo på landet?
Fruelund: Landet er meget mere sammensat, end jeg kan huske fra barn. Man kan se, hvem der er tilflyttere, og hvem er ikke er. Boligpriserne skaber en anden mobilitet. økonomien afgør, hvem der har råd til at bo hvor. Mange søger til de store byer, men det modsatte gør sig også gældende. Mange fra byerne flytter ud på landet. En del bor på landet og pendler på arbejde
i byerne.
Lokaltilknytning er noget helt andet nu, fordi lokalsamfundene er løsere tilknyttet end før. Derfor er folk afhængige af, at der eksisterer steder, hvor man kan mødes. Der opstår sammenhold omkring skoler, som er et naturligt mødested. Derfor gør det ondt, når man lukker skolerne.
Jeg er optaget af de små samfunds overlevelse; det bliver man automatisk, når man bor derude. Der sker kun noget, hvis man selv gør noget, og hvis man hjælper hinanden.
Der er færre landbrug. Til gengæld er der en stor diversitet, folk med mange ideer. Der foregår en masse lige fra teater og håndbold til, at man kan møde idealister med utopier, som går op i CO2-besparende måder at dyrke landbrug på eller lave skovhaver.
Byen er en scene, hvor man hele tiden bliver set. Der er megen konkurrence og selviscenesættelse i byerne.
På mange måder er konkurrencesamfundet stressende. Fordelen ved landet er, at man ikke bekymrer sig så meget om, hvordan man ser ud. Landet repræsenterer en frihed. Man kommer tættere på det væsentlige og slipper væk fra de mere kunstlede miljøer.
- Hvad gør "Pendlerne" til en roman?
At det ikke er en novellesamling. Romanen er en meget løsere defineret genre end novellen. I "Pendlerne" er der faktisk et bagtæppe, et større billede, bag portrætterne, som læserne kan fremkalde, når de lægger alle indtrykkene sammen.
Simon Fruelund under interviewet i København.
© Foto: Flemming André Philip Ravn.
Ravn: Der synes at hvile en rar gemytlighed over karakterne i "Pendlerne". Man mærker ikke så
megen fortvivlelse eller desparation. Skyldes dette, at du er konfliktsky?
Fruelund: Måske. Måske er romanen mere gemytlig end farlig.
Jeg har bevidst holdt portrætterne, så de er afdæmpede, for et enkelt portræt må ikke stjæle opmærksomheden. Alle historierne til sammen skal skabe et hele.
På den anden side: Breivik-sympatisøren er jo farlig. Og den løsladte fange fra Jyderup er klart en ubehagelig, aggressiv mandetype. Men de er jo velfærdsdanskere. Tilværelseskampen er ikke nødvendigvis så hård herhjemme, og folk er relativt trygge. Her sidder de i en passiv hverdagstilstand. Det er klart, at hvis toget blev afsporet, ville maskerne måske falde.
Her har jeg valgt at holde fast i den trivielle hverdagssituation og se, hvad der kom ud af det. Det liv, der er, ligger i selve portrætterne. Konflikterne er indeni mere end udenpå; det giver en afdæmpethed.
-
Pendlerne er nærmest arketypiske portrætter af folk, man kan møde i Danmark.
Du skriver om forskellige typer. Det er meget
nemt at gå i fordomsfuldhedens fælde. Hvad gør du for ikke at blive klichéagtig eller fordømmende?
Det er supersvært. For der ligger jo en form for komik i stereotypen. Og hvis man gerne vil skrive noget med satirisk element, så er det nærmest en umulig balancekunst ikke at være stereotyp. Jeg prøver så vidt muligt at lade, som om jeg er loyal. Men det er klart ét af de steder, jeg fokuserer på, når jeg redigerer mine tekster.
Hvis man skal skrive om en ung indvandrer, som er kriminel, hvordan dælen gør man det? Man skal give personerne nogle ressourcer, som gør, at de ikke bare fremstår som ofre eller usympatiske. De skal udstyres med med positive træk, så de kan formulere sig og tale for sig selv.
Jeg sørger for, at personerne i teksten repræsenterer forskellige geografiske områder, erhverv og sociale klasser. Jeg gør meget for at skabe kontraster og variere portrætterne.
* * *
- Du skildrer mandetyper som gruppen "Pik og patter". Er du interesseret i kønsroller?
Det vil jeg sige Ja til. Der er meget fokus på det i tiden. Der er jo sådan en nyfeministisk bølge, og det er spændende. Jeg har nået en alder, hvor jeg ikke er så meget hængt op på mit eget køn. Og vi har to døtre, så jeg er interesseret i, hvilket samfund de vokser op i.
- Hvordan laver du research til dine personportrætter?
Jeg har meget oprereret ud fra et kontrastprincip, dvs. portrætterne må
ikke ligne hinanden. Jeg prøver også at give portrætterne tra&elig;k alt det
det geografiske område, de repræsenterer.
Rent praktisk tager jeg masser af noter. Skal jeg skrive om en bestemt egn, lave jeg research på
området.
Egnene i Pendlerne kender jeg ret godt, bl.a. fra min opvækst.
Derudover udstyrer jeg personerne med karaktertræk fra situationer, jeg kender. Der er ikke kun én opskrift.
Jeg prøver altid at få noget taktilt, sanseligt, med som små detaljer, der lyser op, og giver
personerne form. Før i tiden skrev jeg mine noter ned i en notesbog, nu er det i min telefon.
- Har dansk litteratur nogen fremtid, og læser du selv?
Det har den kun, hvis det danske sprog har en fremtid, dvs. sålænge der er en dansk nationalstat, hvor folk taler dansk.
Selv læser jeg meget og følger også
med i dansk litteratur, fordi jeg underviser i det og gerne vil kunne præsentere noget godt for vores højskoleelever.
Jeg oplever læsning som meget stabiliserende. Det giver mig en følelse af
at være en hel og sammenhængende person - meget mere end hvis jeg har siddet og set fjernsyn en hel aften.
Jeg føler mig mere afstresset med en bog.
- Er du national?
Nej, men jeg er født her, bor her og skriver på dansk. Dansk er mit modersmål. Det er det, jeg har lært og er bundet af. Det giver både muligheder og begrænsninger - kulturelt, lydligt og betydningsmæssigt.
Alle forfattere må arbejde inden for deres egne sprog.
Jeg har kærlighed til mange steder herhjemme. Og de landskaber, jeg kender og er vokset op i, de er en del af mig,
men samtidigt er de meget ældre end landet og sproget.
De samfundsinstitutioner, der er opstået her er ret gunstige.
Jeg mener: vi har et retssamfund og ordentlige politiske styreformer. Vi er heldige - vi har fået det forærende!
MEN jeg er ikke essentialist. Jeg tror ikke, der findes en særlig dansk identitet. Der er en masse ting i dansk væremåde, jeg ikke kan identificere mig, f.eks. angsten for fremmede eller tillukkeheden. For mig er det danske sprog mere et vilkår end en værdi.
- Hvad vil du gerne have, man husker, når man har læst romanen?
At der er nogle små ting ved de forskellige personer, man husker. At man får fornemmelsen af stemningen ved at sidde i et morgentog og det mærkelige ikke-fællesskab, der er. En togtur er et interessant øjeblik at fange mennesker i og tegne et portræt. Man kan håbe på, at det, man skriver, kan give et perspektiv på Verden, som kan inspirere andre.
SLUT.
* * *
SIMON FRUELUND HAR i sin karriere som forfatter udgivet
både noveller og romaner.
Følgende er en bibliografi over hans udgivelser - alle bøgerne er udgivet på
forlaget GYLDENDAL:
Mælk, noveller 1997.
Planer for sommeren, noveller 2002.
Borgerligt tusmørke, roman 2006.
Verden og Varvara, roman 2009.
Panamericana, roman 2012.
Pendlerne, roman 2014.
Foto fra signeringsevent i forbindelse med udgivelsen
af "Pendlerne".
Kilde: Foto via Simon Fruelund.
|
|
|
|
