Hukommelse er ikke bare en enkelt egenskab. Hukommelse er en samlebetegnelse for en lang række forskellige funktioner i hjernen, som har det til fælles, at de alle er involveret i at sørge for, at fortidens begivenheder og oplevelser kan bruges til at imødegå fremtidens udfordringer. Man kan derfor opdele hukommelsen i en lang række forskellige former med hver sin karakteristiske virkemåde.

Denne gennemgang er dels ment som et overblik, inden vi kaster os over den egentlige opgave: at forklare hukommelsens væsen, og dels som en lille skematisk oversigt, som man altid kan bladre tilbage til og støtte sig til, hvis man skulle miste tråden undervejs i læsningen (p. 13).

Vores hukommelse består med andre ord ikke kun af særskilte oplevelser. Den er et kontinuum, en sammenhængende historie, koncentreret omkring særligt vigtige hændelser eller knudepunkter. Nye hændelser indplaceres ikke kun efter, hvornår de opleves, men også efter hvilke tidligere hændelser de bedst stemmer overens med. Ting, som er oplevet på forskellige tidspunkter, kan sagtens smelte sammen til et enkelt minde.

Hvordan dette kan foregå demonstrerede hukommelsesforskeren Daniel L. Schacter i 1997 i et forsøg med den amerikanske skuespiller Alan Alda. Alda overværede først et ungt skuespillerpar, som foregav at have en picnic i en park.

To dage senere ankom han til Schacters kontor og blev her forevist en række billeder, hvor to skuespillere foretog sig ting, som ikke var foregået på picnicen, men som i princippet sagtens kunne have gjort det: de spiste chips, hun filede negle, der var en flaske vand osv. Selvom Alda lugtede lunten og var fuldt ud klar over, at man forsøgte at manipulere ham, faldt han stadig i. Han begyndte at blande de to minder sammen til et. En stor del af de scener, som først var blevet vist til ham to dage senere, blev helt af sig selv en del af hans erindringer om den oprindelige picnic (p. 75).

• Hvad vi husker, og hvad vi glemmer
• Den grænseløse hukommelse
• Hvordan vi konstruerer vore minder
• Hvor hukommelsen kommer fra
• Vanens magt - alt det vi gør uden at tænke over det
• Husk det nu - hvordan vi lærer
• Kamelen og nåleøjet - alt det, som forstyrrer
• Det mentale strikketøj - hvordan vores minder lagres

Selvom idrætsfolk ofte er ekstremt atletiske og uhyre dygtige til at kontrollere deres kropsbevægelser, er det langtfra nødvendigvis sådan, at de præcis ved, hvilke bevægelser deres hjerner egentlig igangsætter i deres krop. Tværtimod er det et karakterisk træk ved sportsfolk, at de ofte er bange for at "tænke for meget" over deres bevægelser. Er bevægelserne blot tilstrækkelig grundigt indlært, udfører kroppen (læs: hjernen) dem nærmest af sig selv, og den egentlige bedrift består i virkeligheden ofte i ikke at forstyrre udførelsen med unødige tanker og nervøsitet.

Det, sportsstjernerne ved besked om, er dermed typisk kun den bevidste, overordnede taktik, som man netop af taktiske grunde sjældent røber for andre, og ikke den præcise udførelse af deres bevægelser. Beder man en sportsstjerne om at forklare, hvad der egentlig skete på banen, bliver forklaringen derfor ofte omtrent lige så banal som det, vi selv kunne iagttage hjemme på tv-skærmen: "Ja, vi spillede jo bolden - og så scorede jeg!". Det er muligvis derfor, at sportsinterviews i vidt omfang er blevet reduceret til det nu klassiske spørgsmål: "Hvad føler du lige nu?" (p. 153).