|
Anmeldelse:
Glimrende bog om tics og Tourettes syndrom i fin formidling
Af Flemming André Philip Ravn, lektor i psykologi
Publiceret 24. august 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Ingrid Sindø: "Tics & Tourette - Håndbog i at leve med tics".
264 sider. Pris, uindbundet: 299 kr.
Købere af bogen kan frit downloade bogens arbejdsskemaer.
DANSK PSYKOLOGISK FORLAG.
Kan købes her.
PSYKOLOGI/NEUROPSYKIATRI:
Fænomenet tics har eksisteret til alle tider og i alle kulturer, men man har ikke
altid vidst, hvad de skyldtes. Som med alle andre fænomener, er tics blevet
fortolket ind i den pågældende kulturs kontekst.
Tidligere kunne man opfatte tics som noget overnaturligt eller måske ligefrem
diabolsk.
I dag har man en anden tilgang til tics. Det har speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri
Ingrid Sindøs skrevet en fin og anvendelig bog om.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her
Sindøs bog.
INGRID SANDØ
er privatpraktiserende speciallæge i
børne- og ungdomspsykiatri med praksis i Sorø. Hun har i en
årrække beskæftiget sig med ticslidelser som Tourettes syndrom samt ADHD.
Bogen er
i stor grad skrevet til mennesker i alle aldre med tics, men ogs&arign; til forældre til børn med tics og andre
pårørende samt professionelle, der arbejder med mennesker med tics.
Bogen giver en indføring i strategier og behandlingsmetoder, som har vist sig brugbare - bl.a. i forhold
til at reducere tics.
I Tics & Tourette kan lærere, pædagoger, sagsbehandlere og psykologer finde viden, der dækker hele området for ticslidelser
- præsenteret let tilgængeligt og med henblik på praktisk anvendelse.
Bogens er baseret på forfatterens mangeårige erfaring med behandling af ticslidelser og samtaler med et stort antal børn
og voksne, som har tics som en del af deres hverdag. Familiernes egne erfaringer indgår også i bogen i form at
citater fra interviews.
Tics er et helt almindeligt forekommende fænoment, især hos 10-20 pct. af børn, og hos de fleste forsvinder
ticsene igen. I andre tilfælde er ticsene noget kronisk og kan - men behøver ikke - være ledsaget
af ADHD og/eller OCD samt forskellige typer fobier. Denne gruppe omfatter op til 3 pct. af befolkningen.
Forfatteren anvender begrebet ticslidelse mere generelt, mens Tourettes syndrom
som specifik diagnose blot omfatter en
del af dem, der har tics.
Det er en kendt sag, at tics forværres ved stress og afhjælpes ved afslapning.
Bogen er pædagogisk bygget op, og i løbet af 15 kapitler forklarer forfatteren de fleste aspekter
af lidelsen såsom:
- Typiske forløb
- Årsager til tics
- Ledsagende diagnoser
- Personlighed og tics
- At leve med tics
- Lær dine tics at kende
- Tics i skolen
- At informere andre om tics
* * *
MENNESKER MED
Tourettes kan have symptomer som tics, hvilket kan komme til udtryk som
ufrivillige ansigtstrækninger, f.eks. blinken med øjnene eller spontane ryk og spjæt.
Nogle mennesker, men ikke alle, der har Tourettes syndrom, kan lide at en ubændig
trang til udsige eller råbe obskøniteter og sjofelheder,
også når de færdes blandt andre.
Forfatteren forklarer, at dette sker aldeles ufrivilligt. Ligeledes forklarer hun, hvordan
Tourettes syndrom fik sit navn:
I 1825 beskrev den franske læge Jean Marc Gaspard Itard den første
kendte patient med Tourettes syndrom. Eftersom hun var en betydningsfuld kvinde i toppen af samfundet,
blev hendes voldsomme tics opfattet som et sygdomstilfælde og ikke som udtryk for
fejl i hendes karakter, og det blev understreget at hendes grove ukvemsord (symptomet koprolali)
stod i kontrast til hendes baggrund, begavelse og fine manerer (...)
Det blev dog ikke Itard, som kom til at lægge navn til Tourettes syndrom, men en anden fransk
læge, neurologen Georges Albert Eduard Brutus Gilles de la Tourette (1859-1904), som fik til opgave
af sin overordnede, professor Jean-Martin Charcot, at studere patienter med ufrivillige bevægelser på
hospitalet Salpêtrière [i centrum af Paris]
(p. 13).
Ingrid Sindø er privatpraktiserende børne- og
ungdomspsykiater i Sorø. Klik på billedet for at besøge hendes hjemmeside
(www.bupklinik.dk). Foto: Flemming André Philip Ravn.
FORFATTEREN INDDELER ticsene efter type og taler bl.a. om
bevægetics, lydtics og tanketics.
Der kan være tale om "SMÅ" ting såvel som mere spektakulære.
Hun anvender ordet ticstrang, dvs. impulsen til at udføre et lyd- eller
bevægetic, som en person kæmper med på det mentale plan.
Jeg synes ordet lyder bedre i ental, uden flertals-S, altså
tictrang, men spekulerede over det, og kom frem til at substantiver i sjældne tilfælde kan
sammensættes i deres flertalsform, f.eks. børnebørn og bøndergårde,
om end det kun er få ord.
I forhold til lydtics kan forskellige forhold gøre sig gældende.
Nogle af dem kan føles socialt uacceptable, hvis man f.eks. har trang til at sige bandeord eller
latrinære ord. Men der findes mange slags lydtics.
Ingrid Sindø forklarer dette:
En mere acceptabel gruppe af særlige tics er gentagelse af egne ord,
palilali, eller andres ord, ekkolali, gentagelse af egne bevægelser,
palipraksi, eller andres bevægelser, ekkopraksi, og her er
hyppigheden ikke kendt. Det vækker dog stor irritation hos andre, når
personen gentager sig selv eller andre, og især i sidste tilfælde kand det
blive opfattet som frækhed af omgivelserne og skabe konfliker i relation til
andre mennesker
(p. 38).
* * *
MAN KENDER IKKE præcist
årsagerne til tics og Tourettes syndrom, men i vore dage
har man en såkaldt neurobiologisk forståelsesramme og mener, at det må have noget
med fysiologiske mekanismer i hjernen at gøre, f.eks. i forbindelse med barnets og en
unges modning af hjernen.
Da symptomerne på tics af og til kan forekomme uventede eller
overvældende for andre, anbefaler Ingrid Sindø, at man
kan have et lille visitkort, hvorpå det kort forklares, at ticsene skyldes en neurologisk lidelse
og "ikke er med vilje",
altså involuntære og ikke et bevidst forsøg på at provokere. Hun skriver endvidere: "At tale om sine tics er nødvendigt,
hvis man vil forebygge, at andre menensker danner sig deres helt egen mening om ens adfærd" (p. 138).
Bogen er velskrevet og velstruktureret. Den kan tillige være velegnet til undervisning.
Den har et flot og indbydende layout.
Forfatteren gør meget ud af at formidle sin viden så let tilgængeligt som muligt, uden at der
er tale om noge talesprogsagtigt, og dette lykkes rigtigt godt.
Det er mit skøn, at mennesker der lider af en tics samt pårørende eller behandlere
kan have stor gavn af denne bog, fordi den er god til at forklare lidelsen samt også er praktisk anvendelig
i forhold til, hvorledes man kan håndtere tics.
Endvidere handler bogens sidste to kapitler om behandling i det etablerede samt
uden for det etablerede sundhedssystem.
Slutteligt er bogens styrke dens fine formidling byggende på solid viden, hvilket netop
er gunstigt i alle slags "patienthåndbøger".
|
|
|
|