|
|
Anmeldelse:
Skæbneåret 1913 skildret biografisk med udgangspunkt i
den tysktalende verden
Af Flemming André Philip Ravn
Publiceret 30. juli 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Florian Illies: "1913 - århundredets sommer. Roman.
Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
320 sider. GYLDENDALS FORLAG.
Pris: 299,95 kr. (indbundet).
Kan købes her.
BEDØMMELSE:  Treenhalv stjerne af seks
(skala).
GERMANISTIK/KULTURHISTORIE:
"1913" er en slags roman, eller måske snarere et biografisk skriv om året 1913. Med nøgtern tysk
grundighed og i notitsform viser forfatteren, hvorfor netop dette år var et utroligt år. Det markerede en
spirende livskraft inden for moderne kunst, videnskab, politik og teknik.
1913 var ligeledes året, før Europa gerådede ud i den barbariske Første Verdenskrig og mistede sin "uskyld".
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her den tyske
forfatter Florian Illies krønnikebog med titlen "1913 - århundredets sommer".
FLORIAN ILLIES UDFOLDER historien om 1913 måned for måned. Selvom bogen i begyndelsen synes lidt kedelig, nøgtern og har en aroma af støvet
arkiv, bliver man gradvis fanget ind af historien - måske fordi de personer, som fortællingen fokuserer på, kan interessere én.
Det drejer sig nemlig om fremtrædende intellektuelle som Thomas Mann (som modtog Nobelprisen i Litteratur i 1929),
psykiateren Carl Gustav Jung, Sigmund Freud (psykoanalysens far), forfatteren Franz Kafka
og den østrigske komponist Arnold Schönberg samt andre vigtige personer fra den tysktalende verden.
Der er gang i den i Wien med Gustav Klimt, Karl Kraus, Hugo von Hofmannsthal og Ludwig Wittghenstein.
Man ser her, at forfatteren er tysker. Derfor er bogen samtidigt et fint vindue for danske læsere ind i de tyske landes kulturer, deres
åndsliv og historie. Også ikke-tysktalende personer er med i det biografiske skriv, f.eks. Gertrude Stein, Picasso, Coco Chanel, Marcel Proust og
Marcel Duchamps.
Man kan nærmest tale om den kulturelle elite i datidens Centraleuropa.
1913 er året, hvor Kafka skriver "Forvandlingen" og er ved at gå til af kærlighedskvaler i Prag.
En mislykket maler i skikkelse af Hitler sidder på "Mændenes hjem", et usselt pensionat i Wien, og maler kitchede billeder af domkirken, som han sælger til turister.
Stalin går dagligt tur i slotsparken i samme by. Freud er ved at gå ud af sit gode skind af nerver før opgøret med ærkerivalen Jung, der bryder
ud og grundlægger sin egen dybdepsykologiske retning ved navn analytisk psykologi.
I Amerika spiller en ung uvorn knægt ved navn Louis Armstrong de første vilde og hæse toner på en lånt trompet...
Der er lagt op til at få indsigt i nogle af de personers forhold, som kom til at præge livet og historiens gang i den vestlige civilisation.
Faktisk var i 1913 byerne Berlin, Paris, München og Wien det modernes fire frontbyer. New York overtog ifølge
forfatteren først i 1948.
BOGEN ER PÅ EN ELLER ANDEN
måde anderledes end andre romaner. Man kommer uvægerligt til at spekulere over genren.
Som nævnt virker bogen biografisk og krønikeagtigt, og det er selve bogens fragmentariske telegramagtige stil, som giver denne
fornemmelse. Det er lidt ligesom at læse en gammel avis eller måske dagbogsfragmenter. Når bogen alligevel er fiktion, er det
fordi forfatteren - velsagtens med base i dagbøger, annaler og anden research, og respekt for det - forsøger at gendigte,
at rekonstruere, at forestille sig, hvorledes året 1913 var for de pågældende personer. Om Thomas Mann står der bl.a.
Thomas Mann sidder i toget og tænker på sit tøj, det irriterer ham, at tøjet altid bliver krøllet efter disse
lange togrejser, han bliver nødt til at få sin frakke strøget på hotellet endnu en gang.
Han rejser sig, skubber kupédøren til side og beslutter sig for at gå lidt frem og tilbage.
Så stift, at de andre rejsende hele tiden tror, at konduktøren kommer.
Udenfor flyver Dornburger-slottene forbi, Bad Kösen, vinmarkerne på bakkerne langs Saale, i dyb sne, rankerne
strækker sig som zebrastriber op ad skråningerne. Ganske kønt, men Thomas Mann mærker, hvordan angsten stiger op i ham, nu hvor
han nærmer sig Berlin (p. 15).
Sådanne lavpraktiske bekymringer som krøllet tøj i citatet skaber samtidigt informationsbidder og brudstykker, som man kan sætte sammen til at danne
et billede af personernes karakter og væsen. Er de pertentlige? Forfængelige? Rigide? Rastløse? Rodløse? Rivaliserende? - Der er
mange muligheder.
Ligeledes er der en stor hilsen til det historiske, f.eks. dette at togrejser var datidens fremherskende
rejsemodus, længe før charterfly og andet godt. Og det var almindeligt med kupéer dengang.
Ligeledes forstår forfatteren at skabe en vis nysgerrighed, for som læser kan man få lyst til at vide, hvad der nu skal ske i Berlin,
som kan virke så angstprovokerende på Mann.
* * *
LIVETS MANGE VINKLER
skildres, spejles og sanses: emotioner, passioner, kærlighed, arbejdsliv, musik, forlystelser og meget andet.
Forfatteren har en god sans for detaljernes vigtighed til at male sine portrætter. Ligeledes gennem skildringen af
hvordan personerne interagerer med andre mennesker får man et godt indtryk af, hvordan disse mennesker var. Eller MÅSKE var.
For der er jo, som nævnt, tale om fiktion - en historisk og biografisk gendigtning 100 år efter.
De tysktalende lande - Tyskland, østrig og Schweiz - er sammen med Frankrig det geografiske centrum for handlingen.
Der er en vis sans for datidens historie, som gennemtrænger bogen, her et uddrag af en beskrivelse af Potzdamer Platz i Berlin:
"Larmen på pladsen er øredøvende, det er den mest trafikerede
plads i Europa, og her for øjnene af alle krydses ikke kun byens centrale trafikårer, men også traditionens
og det modernes linjer: Den, der nede fra undergrundsbanen
stiger op til snesjap, vil stadig kunne se hestevogne med tønder, og lige ved siden af kører de
første noble automobiler og drosker, der forsøger at vige uden om hestepærerne.
Adskillige sporvogne bevæger
sig på samme tid hen ove den store plads. En metallisk slibelyd fylder det vældige rum, når
de lægger sig i en kurve. Og her imellem: mennesker, mennesker, mennesker, alle løber, som om tiden løb fra dem, og over
dem reklameskiltene, der lovpriser pølser, eau de cologne og øl" (pp. 19f).
Politik er også en del af bogen. Engang i begyndelsen af 1913
var Stalin, Hitler og Tito, som bogen beskriver som "det 20. århundredes to største
tyranner og en af århundredets mest ondskabsfulde diktatorer", for en tid samlet i Wien. Den ene studerede
nationalitetsspørgsmålet. Den anden malede akvareller på "Mændenes Hjem". Den tredje testede biler.
FLORIAN ILLIES, FØDT i 1971,
har læst kunsthistorie i Bonn og Oxford og været kulturredaktør på Frankfurter Allgemeine
Zeitung og siden 2008 på Die Zeit.
Illies er i dag partner i Berliner Auktionsfirmaet "Villa Griesbach" med ansvar for kunst fra det 19. århundrede.
Hans hidtil fire bøger er solgt i over 1 mio eksemplarer i Tyskland, og netop "1913" markerer hans internationale gennembrud.
Kræver bogen nogen forudforståelse? Både ja og nej. Det kan være en fordel at kende de personer, som bogen handler om.
På den anden side kan man også lære dem at kende - eller lære deres fortolkede eftermæle at kende - ved at læse bogen.
De biografiske detaljer giver bogen et skær af troværdighed, men det er vigtigt at huske, at fakta er blandet med fiktion.
Det følgende citat hander om Rilke:
Rainer Maria Rilke har det allerede i begyndelsen af februar for varmt.
Han var flygtet til Syden for at se solen. Men nu, hvor han sidder i sin hvide sommerhabit
i en havestol tilhørende Hotel Reina Victoria i Ronda, længes han mod det kølige
Norden. Ellers ville han jo ikke være Rilke.
Han har et indgående kendskab til kvidner, en stærk fornemmelse for naturen og en så
udviklet indfølingsevne, at han er i stand til at føle medlidenhed, når byerne sent om
sommeren "er helt medtagne af den skånselsløse sommer". Og derfor er det vel også
kun sådan en som Rilke, der allerede i årets første solstråler aner den
svidende tilintetgørelseskraft, de senere vil få
(pp. 66f).
Som man ser er det fiktive og dramatiske virksomt i dette citat, ligesom man ser fakta og fiktion blandet sammen.
SAMMENFATNING
1913's tolv måneder i form af Illies' tolv kapitler er sine steder spændende læsning. Det må siges, at forfatterens særprægede kulturhistoriske
bestræbelse på at fange ånden og livet i dette år i form af biografiske fragmenter og digtninger
af kendtes menneskers liv udspringer af en ganske original idé.
Hans bog er da også af flere blevet kaldt et "mesterværk". Sproget er flydende, og ordforrådet varieret.
Indimellem mærker man en vis lune i skildringerne, skønt fortælleren er svær at få hold på.
Man får et vis indblik i perioden, men
bruddet mellem Jung og Freud er skildret i så mange andre sammenhænge, at det nok
ikke kan undgå at blive cliché i
Florian Illies' gengivelse flere steder i bogen, f.eks. her:
"I begyndelsen af året havde han (...) begået fadermord på Sigmund Freud" (p. 161).
Der er enkelte steder forkerte orddelinger ved linjeskift; men på side 39 er der eksempelvis tre sådanne typografiske fejl.
Forfatteren har en god indlevelse i de mange personers verden, men er der tale om name-dropping? Ja list, selvom det måske ikke
føles sådan hele vejen igennem, men der er vitterigt mange navne at hitte rede i; og
nogle af personerne og informationerne synes mere ligegyldige end andre, fordi de ikke er med til at skabe en konsistent udsigelse og ej heller
noget fast handlingsmønster, der er kendetegnende for en vis progression i plottet.
Der er ikke noget samlet plot, eller nogen samlet enhed, hvorom udsigelsen drejer sig.
Som sagt er idéen med bogen god, men den fjerne fortæller og den fragmenterede skrivestil gør, at udsigelsen ikke føles sammenhængende.
Fragmenternes længde er måske fra 7 linier til tre sider. Telegramstilen trækker nedad.
Alt i alt får bogen en bedømmelse præcist i middel, dvs. treenhalv stjerne af seks
(skala).
|
|
|
|
