|
|
Anmeldelse:
PRINCETON UNIVERSITY PRESS
udgiver bog om en af indisk filosofis spirituelle grundtekster:
The Yoga Sutra of Patanjali
Af Flemming André Philip Ravn
Publiceret 14. juli 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
David Gordon White:
"The Yoga Sutra of Patanjali: A Biography".
PRINCETON UNIVERSITY PRESS.
296 sider, indbundet.
Pris: 24,95 US dollars = ca. 150 kr.
Kan købes her.
YOGA/RELIGION/INDISK FILOSOFI:
Patanjalis Yoga Sutra består af knap 200 vers, affattet på
et obskurt sprog med en ikke umiddelbar tilgængelig betydning af spirituelle
ideer og observationer.
Den amerikanske religionsprofessor, David Gordon White, har skrevet en
engelsksproget
bog
om sutraens reception og anvendelse i
Vesten, og om dens betydning.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her
historien om denne hinduistiske grundtekst, som har fået en ny renæssance
de seneste 150 år.
DAVID GORDON WHITE ER
professor i Sammenlignende Religion ved University of California, Santa Barbara.
Han undersøger forholdene omkring
Patanjalis Yoga Sutra, en grundtekst i spirituel indisk filosofi,
som nu er kommet til ære og værdighed igen efter i
flere hundrede år at have været hensunket i ubemærkethed i sit hjemland, Indien.
Whites bog indgår i en Princeton-serie om GREAT RELIGIOUS BOOKS.
Bogen er nuomdage oversat til mere end fyrre sprog, men den blev først
introduceret til Vesten på
engelsk af den britiske orientalist Henry Thomas Colebrooke, der dermed genoplivede og måske
genopfandt
Yoga Sutra til et nyt liv primært i Europa og Amerika.
Patanjali, hvem man tilskriver samlingen af de 195 aforismer i Yoga Sutra,
levede i Indien for mange år siden. De præcise årstal for hans liv og levned er ukendte,
men scholars, dvs. humanistiske forskere, mener, at han formentligt levede i et af de første århundreder
efter kristen tidsregnings
begyndelse.
Bogen er ikke en udgivelse af de 195 spirituelle aforismer, om end enkelte er medtaget i bogen.
* * *
Sutraerne er relevante for udøvelsen af yoga i dens bredde af spirituelle praksisser.
Whites forskning dykker ned i sutraens rødder og arbejder sig frem til skriftets
storhedstid i det 7.-11. århundrede og frem til dets populære renæssance de sidste 150 år.
Med klarhed og indsigt viser White sig som en stor kender af Indiens yogiske traditioner.
Han søger at genoprette de misforståelser, der har omgærdet værket og fremstille
sutraens anliggender i deres rette sammenhæng.
Patanjalis samling med de 195 aforismer gives ofte til folk, der er ved at uddanne sig til
yogainstruktører i USA for at give dem et fundament for deres fremtidige virke.
Bogen indeholder viden om sutraerne samt en gennemgang af sutraernes faglige bearbejdning af indere (f.eks.
af Rajendralal Mitra) og versterlændinge samt deres receptionshistorie i Vesten.
Forfatteren skriver:
Given its robuts commentarial and critical history and the high esteem
in which it and its author are held by scholars,
devout Hindus, and the modern-day yoga subculture in both India and
the West, one might assume that the Yoga Sutra has been, like the Bible
for Christians and Jews, a perennial Indian "classic".
As will be shown in the chapters
that follow, this has not been the case.
For several hundred years prior to its "discovry" by a British Orientalist
in the early 1800s, the Yoga Sutra had been a lost tradition.
As a result, scribes had stoppe copying Yoga Sutra manuscripts (...)
(p. 16).
TEOSOFIENS FORHOLD TIL YOGA SUTRA
Blandt vesterlændinge og russere, som har arbejdet med værket finder vi bl.a.
T.S. Eliot, Hegel, W.B. Yeats og selvklart teosofiens omdiskuterede moder Madama Blavatsky - samt ikke mindst den
berømte hindu-reformator
Swami Vivekananda.
Bogens formål er i bund og grund at spore Yoga Sutras noget fragmenterede historie
ned gennem tiderne.
Bogen har 13 kapitler, hvoraf ét er viet til
den måde, som teosofien og Madame Blavatsky (der var emigreret fra Rusland
og i 1875 i New York grundlagde The Theosophical Society)
har omgået bogen på.
Teosofiens kosmologiske, højre-esoteriske strømning indledte en veritabel åndelig "vækkelse" cirka
75 år, før den bredt slog igennem med
de markante idéhistoriske nybrud i spiritualitet og alternative livs- og behandlingsformer, som bl.a. Ungdomsoprøret og hippiekulturen i årene
omkring 1968 medførte i den vestlige civilisation.
Forfatteren omtaler de anklager om spirituel fup og fidus og okkultisme, som Blavatsky - der siges at have
været noget af en karismatisk og
flamboyant esoteriker, der sagde, at hun modtog telepatiske
kanaliseringer fra mestre på det åndelige plan -
blev anklaget for af nogle af datidens fremtrædende og mindre fremtrædende
personligheder.
På den anden side skriver David Gordon White
dette:
In spite of its founders' misadventures, the Theosophical Society may be credited with
having projected yoga onto the magneto-sphere of the late
nineteenth-century Indian and Western consciousness, since it was through its efforts
- far more than those of Colebrooke, Hegel, or Mitra - that a distinction between Yoga and the highly
problematic lifestyles of Indian yogis began to emerge.
In her not uncharacteristic hyperbolic way, Madame Blavatsky took full credit for
these developments, asserting in 1881 that "neither modern Europe nor America had so much
as heard (of yoga) until the Theosophists began to speak and write". There was no small
amount of truth to her claim.
As it happens, the society's Mumbai publishing house was responsible for bringing out two of the
earliest translations of the Yoga Sutra, both of which were composed by Indian members
of the society: Tookraram Tatya's edition of the Ballantyne-Shastri Deva collaboration in 1885,
and a translation by M. N.Dvivedi in 1890.
(p. 105).
RELIGIONSPROFESSOR DAVID GORDON WHITE
har sat sig grundigt ind i Blavatsky og de tidlige teosoffers forhold til Yoga Sutra
og skriver fremdeles:
At a relatively early date, Blavatsky and other Theosophists had seized upon Yoga as a prime
example of an ancient and authentically Indian science, and so they promoted its teachings
through lectures, demonstrations, and the publication of foundational texts.
Under the direction of Annie Besant, who succeeded Blavatsky in India in 1893, the society's activities became
increasingly directed against the British colonial and missionary presence in India.
As heirs to the Orientalist Renaissance, Romanticism, and spiritualism, the Theosophists were predisposed
to anticolonialism and anticlericalism because they believed that India was the original
and authentic home of all human spirituality
(pp. 107f).
Forfatteren fortæller også, at den engelske teosof Alice Bailey senere, i 1927,
udgav en bog med titlen The Light of the Soul: Its Science and Effect, som delvis var en
"parafrase" af Yoga Sutra, skønt hun hævdede at sutraene telepatisk var blevet
dikteret til hende af en "tibetansk broder".
Hun identificerede Yoga Sutra med raja yoga (andre hævdede hatha yoga eller andre yogaformer)
og spåede,
at denne snart ville vinde stort indpas blandt den angelsaksiske folkestamme i Europa og
Amerika. En anden teosof, Ernest Wood, udgav også en bog, som byggede på Patanjalis Yoga Sutra.
Sammenfatning
Biografien om Yoga Sutra er resultatet af videnskabeligt arbejde. Ved første øjesyn kan bogens emne synes både
tørt og
kedeligt, thi
hvor interessant kan det egentligt være at læse om Yoga Sutras receptionshistorie?
MEN et stykke inde i bogen kan man blive grebet af dette sælsomme emne, fordi historiens aspekter også griber ind i
det intellektuelle liv i Vesten, eftersom Yoga Sutra og kultussen deromkring netop omhandler former
for religion og spiritualitet og idéstrømninger, som har påvirket - og stadig påvirker - livet og troslivet
i Vesten. Det er en kendsgerning, at i hvert fald yoga og måske også Yoga Sutra nærmest er blevet mainstream
foreteelser i dag i vestlige lande.
Forfatteren skriver fokuseret og afbalanceret, og bygger sine antagelser på et bredt udsnit af kilder, hvilket er en styrke.
For mig var siderne om teosoffernes forhold til Yoga Sutra de mest interessante, men andre læsere vil kanske finde
andre aspekter mere interessante.
Som nævnt bygger bogen på forskning, og den er derfor
forsynet med slutnoter med referencer samt et hjælpsomt stikordsregister.
Ligeledes markerer et tegn i form af et protestantisk kors, at uddybende kilder og kommentarer om det pågælende
emne kan tilgås via Internettet.
Slutteligt indeholder Whites bog Suggestions for Further Reading.
|
|
|
|
