|
|
Anmeldelse:
Tag til FRANKRIG med Politiken - deres rejseguider dækker de franske byer og egne på særdeles
inspirerende vis
Af Flemming André Philip Ravn
Publiceret 23. juni 2014. OPDATERET
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
POLITIKENS "Turen går til"-serie af rejseguider:
Frederik Crone: PROVENCE & SYDFRANKRIG, 180 sider, 160 kr.
Kan købes her.
Ove Rasmussen: NORMANDIET & BRETAGNE, 120 sider, 160 kr.
Kan købes her.
Aske Munck: P A R I S, 168 sider, 160 kr.
Kan købes her.
Torben Kitaj: ALSACE, LORRAINE & CHAMPAGNE, 120 sider, 160 kr.
Kan købes her.
Frederik Crone: MIDTFRANKRIG, 156 s., 180 kr.
Kan købes her.
FRANKRIG/REJSELIV:
Hvad skal man se og lave, når man er ude at rejse?
Der er mange muligheder, meget at vælge imellem.
Det er altid godt at alliere sig med en velskreven rejseguide, skrevet af en forfatter som
kender stedet, har været dér flere gange, og som har udforsket
området.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her
alle Politikens fem inspirerende Turen går til-rejseguider til Frankrig.
AT REJSE ER AT LEVE og ikke mindst opleve.
Man bliver glad, når man læser Aske Muncks Paris-guide - sproget er velvalgt og farverigt,
og bogen er levende og inspirerende for et vellykket Paris-besøg.
Forfatteren, der er cand.scient.pol. og journalist, har gennem mange år
været og bosat i Paris, de 66 millioner franskmænds hovedstad,
og er således
en habil kender af området.
Efter en kortere introduktion til byen Paris og dens historie, er rejseguiden inddelt i
otte kapitler, der handler om hvert sit område i storbyen:
Louvre og Montorgueil
Marais og øerne
Bastille og det østlige Paris
Latinerkvarteret
Saint-Germain og Montparnasse
Omkring Eiffeltårnet og Invalides
Champs-Élysées og Chaillot
Montmartre og operaen
Derudover er der et kapitel om attraktioner uden for Paris samt et kapitel med praktiske informationer, som
handler om mad, rejse og ankomst, lokale forhold, hvad man gør hvis uheldet er ude, medicin, valuta, métro, internet,
sikker sex med mere.
Selve "den indre by" i Paris er inddelt i 20 disktrikter med hver sin borgmester.
På fransk kaldes disse distrikter for les 20 arrondissements de Paris.
Metropolen byder på både Michelin-restauranter (men også en masse billigere spisesteder), en lang række
formidable museer som le Louvre og Musée d'Orsay for at nævne de kendteste,
lækre modebutikker, et overlegent udbud af mad- og råvarer, Notre Dame-katedralen, l'Opéra, Seinen og - naturligvis -
Eiffeltårnet (byens vartegn)
samt en uovertruffen intrastruktur, der gør det nemt at komme rundt.
Ved hver attraktion er nærmeste metrostation angivet.
De forskellige kvarterer i Paris er lige så forskellige, som man eksempelvis kender det fra andre byer som Vejle, København og London.
De spænder over tendenser fra det flippede, det kunsteriske (Montmartre), det stuentikose (Latinerkvarteret), indvandrerghettoen
(18. arrondissement), det folkelige (20. arrondissement), det intellektuelle (Saint-Germain-des-Prés), det fornemme (16. arrondissement) med videre
- uden at disse angivelser dog er fuldstændigt determinerende.
Hvert kvarter har sin egen charme - og sin egen diversitet.
Der bor mange fremmede folkeslag i byen, en del immigranter fra de tidligere kolonier i
det muslimske Nordafrika samt fra den negroide del af Afrika, f.eks. Senegal og Elfenbenskysten.
Paris, som er en flere tusind år gammel by, har en farverig chinatown (fr. le Quartier Asiatique)
i det 13. arrondissement.
De jødiske kvarterer - især le Marais i 4. arrondissement samt 9.
arrondissement - præger bybilledet
med synagoger og ligeledes butikker med kosher-produkter og judaïca (dvs. jø. brugskunst og kultusgenstande).
Nu vi er ved subkulturerne, nævner rejseguiden ligeledes le Marais som hjemsted for en del
etablissementer for Paris' LGBT-segment.
I de årtier hvor diskriminationen mod bøsser og lesbiske var stor i andre lande, søgte
"seksuelle flygtninge" tilflugt i Paris, f.eks. den lesbiske Gertrude Stein og den biseksuelle Oscar Wilde.
En britisk domstol idømte ham til straffearbejde for at have haft analsex med Lord Alfred.
Efter nogle år i en britisk arbejdslejr kom han
nedbrudt til Paris, hvor han døde kort tid efter. Han er i øvrigt begravet på Pére Lachaise-kirkegården
med de "mastodontiske obelisker og imposante gravmæler" (p.65)
ved siden af
andre store personligheder så som Balzac, Sarah Bernard, Édith Piaf, Alhponse Daudet, Molière, Alfred de Musset,
Camille Pissaro, Jean Moulin og Jim Morrison.
LE QUARTIER LATIN
Jeg har selv tidligere boet i Paris. Et af mine egne foretrukne områder i byen er det studentikose Latinerkvarter i
det 5. arrondissement på rive gauche, dvs. venstre (den sydlige) Seine-bred.
Aske Munck skriver bl.a. følgende om dette kvarter, hvor studie- og universitetskulturen lever i bedste velgående, og hvor
Ungdomsoprøret (fr. Mai '68) havde sit udspring:
I dag hører Latinerkvarteret til blandt et af Paris' mest pebrede [kvarterer], og de færreste
studerende har råd til at købe sig ind i boligmarkedet her, der især tiltrækker rige
udlændinge - ikke mindst amerikanere. Og mens den græske del af kvarteret (...) de seneste år
har udviklet sig til en besynderlig græsk-tyrkisk temapark, fuld af tvivlsomme etablissementer med musaka, ouzo
og fadøl til ågerpriser, har den sydlige del af kvarteret med Sorbonne og Panthéon stadig bevaret
en del af fordums charme (Paris, p.73).
Ud over Sorbonne og Panthéon er kvarteret ifølge forfatteren et "tegneseriemekka". Endvidere
byder området på
Musée Cluny, boghandlen Shakespeare & Co., den botaniske have Jardin des Plantes,
det naturhistoriske museum, L'Institut du Monde Arabe samt spisesteder som Atelier Maître Albert
og Le Croupe Chou, som alle anbefales i guiden.
Ud over Boulevard Saint-Michel med de mange boghandler er den lange handels- og cafégade Rue Mouffetard ligeledes et besøg værd.
I sidstnævnte gader "hænger de farvestrålende fasaner side om side
med kaniner og vildsvinepølser" (p. 76), altmens grønthandleren omyggeligt stabler appelsiner,
æbler, vindruer,
tomater og figner "i sirlige og spraglede pyramdier, som han pynter med duske af timian, selleri og gennemskårne
meloner, så man kan beundre det saftigorange frugtkøds modne fasthed" (Paris, p. 77).
Kvarteret stik øst for Latinerkvarteret er Saint-Germain des Perés med den fornemme
park Le Jardin du Luxembourg, studenterliv, advokatkontorer, intellektuelle, stræbsomme bohèmer samt
kunsthandler (især nede ved Montparnasse).
MONTMARTRE OG SACRÉ CŒUR
Sacré Cœur på Montmartre knejser flot i horisonten.
MANGE DANSKERE HOLDER AF Montmartre, det kunsteriske område i den nordlige del af byen,
hvor den imposante Sacré Cœur-kirke troner smukt, og hvorfra der er et alletiders vue ud over Paris.
Her ligger også den berømte Moulin Rouge.
På Montmartre kan man møde malere, der står med deres staffeli på gaden og maler
pittoreske motiver. Bydelen spædner vidt:
Fra trippende balletdansere til hvinende cancan-danserinder på kabareterne; fra brede boulevarders mondæne
atmosfære til Montmartres små snoede gaders landsbystemning og intime caféers folkelige charme, fortæller
forfatteren, der skriver:
Længere mod nord blvier det mere folkeligt
og lokalt, og for foden af Montmartre ligger Pigalle, hvis sexshops og gadeprangere mest af alt minder
om en farverig skærsild, manskal igennem for at nå frem til de små fredfyldte, kringlede
gader, der fletter sig ind og ud mellem hinanden hele vejen op til den høje bakketop.
Nogle turister vælger at tage le Funiculaire, den store kabelbane, der klarer stigningen i en ruf,
mens andre prøver kræfter med de mange trappetrin og stejle stræder til fods (...)
Oprindelig var der stort set ikke andet end møller og græssende kvæg på den høje
Montmartre-bake, hvis indre gemme på gamle, dybe kalkbrud. Men efterhånden som urbaniseringen
tog fart i Paris, udvidede byen sig, og i midten af 1800-talet blev højen for alvor beboet.
De smalle og pittoreske stræder, fulde af skumle beverdinger og tvivlsomme kabareter, tiltrak
horder af kunstnere fra Géricault og Picasso til Modigliani og den forkrøblede Toulouse-Lautrec
(Paris, p. 127).
* * *
"PROVENCE & SYDFRANKRIG"
PROVENCE ER UDEN SIDESTYKKE, ud over Paris, én af danskernes - og franskmændenes egne -
mest yndede feriedestinationer. Navnet angiver
området omkring Nice og Cannes. På billedet ses en mand kaste en boule. Spillet
pétanque er en udbredt fornøjelse i store dele af Frankrig, ikke mindst i den sydlige del.
Frederik Crone mener, at Sydfrankrig, hvor folk er mere afslappede, indfrier alle éns ferieønsker:
Sol, varme, middelalderbyer og vild natur. Krydderierne dufter overalt, og
syudens retter passer perfekt til til det lette feriekøkken. Middelhavet lokker med
sejlerferie eller badeferie for hele familien.
Atlanterhavet udfordrer surferne med meterhøje
bølger. Vandrerne søger til bjergene i baglandet, hvis de da ikke tager kampen op
mod de solbeskinnede Alper. Rafterne holder til i de mange slugter, og cyklisterne, der er der bare
overalt.
Hvor ferie før var "3 S'er" (sol, strand og sex), er den nu snarere "3 U'er" (udfoldelse,
udvikling og udladning). Sydfrankrig har både 3 S'er og 3 U'er.
(Provence, p. 5).
Provence er den sydøstligste del af Frankrig. Her går det godt.
Indbyggerne er optimistiske, arbejdsløsheden er mindre end andre steder, fordi
2007/8-finanskrisen ikke har ramt området så drastisk. Man tager udviklingen
i sin egen hånd og frigør sig fra den europæiske økonomiske krise.
Motiverne af Provences smukke landskaber er ofte behandlet af kunsten:
Vi se motiverne overalt på plakater: van Goghs solsikker og skæve caféer,
Chagalls underfundige flyvende dyr, Picassos æggende kvidner, Cézannes opstillinger emd en
vinflaske og et stykke brød og Matisses flygtige, men præcise strøg, der former en
dansende kvinde eller en sommerbrise. I Provence hænger originalerne.
Selve motivet, der inspirerede maleren, er oftest forsvundet i byudvikling, men billederne
står som en allegori over det smukke provençalske landskab
(Provence, p. 12).
CRONE KOMMER naturligvis også ind på det kulinariske.
Han mener, at det provençalske køkken er vegetarernes paradis.
Nu er der med velstandsstigningen råd til dyrere rette, som også
indbefatter kød, lækre fede fisk, friskpressede olivenolier og naturligvis krydderurter,
som egnen har til overflod. Om maden fortæller han bl.a.:
Får man kød til i Provence er det som regel lam eller kanin. I Nice er det
niçoise, en meget heldig alliance mellem det provençalske og italienske
køkken. Den kendte salade niçoise har det hele: Grøn salat
med æg, oliven, ansjoser, tun og grønne bønner
(Provence, p. 14).
"Rivieraen" er det tredje kapitel. Det betegner den
kystnære del af Provence (fr. la Côte d'Azur), hvor de fine byer
Aix-en-Provence, Manosque, Cannes, Antibes, Juan-les-Pins, Avignon, Orange, Toulon,
Saint-Raphaël, Saint-Tropez og naturligvis de vigtige
byer Nice, Marseille og Monaco er beliggende.
Guiden har informationer om alle større steder på egnen, og naturligvis
en del om Nice (f.eks. bydelen Cimiez med futuristisk arkitektur
og kunstmuseer med Matisse- og Chagall-samlinger) og mest om Marseille, den franske
Rivieras største by, f.eks. om byens folkeloristiske
marked i Rue Lounge des Capucines:
Gaderne er for smalle til biler, og boderne bugner fra begge sider, så
fodgængerne heller ikke kan komme igennem. Grøntsager,
sæbepulver, tørrede dadler og myntete har de alle, men også
duften af mere eksotiske krydderier fylder næseborene.
At gå igennem disse gader er som at gejse gennem Frankrigs tidligere kolonier.
Og så er her lige så beskidt, som der var i kolonierne.
Der er ingen grund til at være bange for at gå rundt i kvartererne, alle er lutter
venlighed, og der er ingen former for optrækkeri (Provence, p. 34).
Sydfrankrig
Frankrig er 13 gange større end Danmark, og det mærker man, når man
kører i de sydfranske landskaber.
Rejseguiden beskæftiger sig i fem kapitler med hele Sydfrankrig:
Man kan tegne en linie fra Biscarosse i vest gennem Cahors og Nyons til Barcelonette i øst.
Området syd for denne linie beskrives i bogen. Ud over Provence og Rivieraen er disse områder behandlet i guiden:
- Languedoc-Rousillion
- Pyrenæerne
- Atlanterhavskysten
Guiden giver et fint overblik over landsdelens større og små steder og vigtigste attraktioner. Den fortæller om
gader, som er opkaldt efter egnens store mænd, om landsdelens fantastiske natur, om overfloden af egnenes produkter samt
oplevelsesværdige pilgrimsruter
og nationalparker, inklusive byer som Toulouse og Montpellier.
BEMÆRK: Guiden til Provence er OPDATERET her i 2014.
* * *
"NORMANDIET & BRETAGNE"
I DENNE TREDJE rejseguide fører den i Frankrig bofaste freelancejournalist, Ove Rasmussen
læserne til den vestligste og nordvestligste del af Frankrig med byer som
Fécamp, Le Havre, Rouen (i Seine-dalen), Caen, Bayeux (med de berømte gobeliner),
Deauville (badebyen der er Frankrigs svar på Hornbnæk), St-Malo (med det fantastiske slot), Brest og som det sydligste punkt,
den større by Nantes.
Både Normandiet og Bretagnes respektive historier er fascinerende.
Historisk og genetisk er normannerne i slægt med nordboerne, som
i de tidlige germanske folkevandringer bosatte sig i Normandiet og med
tiden giftede sig ind i lokale slægter og blev "blandet" med gallere og andre
germanere.
På egnen kan man finde en del eksempler på bynavne,
der sprogligt har deres oprindelse i Skandinavien.
Og i Bretagne har den keltiske kultur (herunder bretonsk, et keltisk sprog)
stadig et vis greb om den regionale befolkning.
Lad os besøge Caen, som slap nådigt igennem Anden Verdenskrigs
bombardementer. Byens shoppestrøg ifølge forfatteren
frister med alskens lækkerier og livlige caféer meget få skridt fra middelalderborgen
Château og Saint Pierre-kirken, der blev opført af
Vilhelm Erobreren i Vikingetiden.
Der er også Vaugueux-kvarteret, hvor det vrimler med nydelige
bindingsværk, spisehuse og snackbarer.
Kvarteret har også en historie med "lette damer og skumle hoteller".
Byen har også et Musée des Beaux-Arts, altså kunstmuseum, der
er et "overflødighedshorn af malerier fra Normandiet og et
spændende dyk ned i Europas kulturhistorie fra 1400-tallet til i dag. Fra
Pieter Brueghels Folketælling i Betlehem over Véronèses billede
af Sankt Antonius' fristelser til franske Nicolas Poussins gribende
Venus og Adonis" (Normandiet, p. 51).
Lad os slutte med et besøg i Quimper i det bretonske amt Finistère, hvis indbyggere -
bretonere - er efterkommere af keltiske stammer, der for 1500 år siden boede i store
dele af Vesteuropa, men som pga. germanernes folkevandringer blev trængt mod øst.
Om Quimper skriver Ove Rasmussen:
En hidslig fløjten skærer genem den kølige morgenluft.
En sække pipe svarer igen med klagende toner. To unge fyre mugtræner
til dagens konkurrence i keltisk musik. Et par timere senere drukner byens hjerte
i trommeslag, fløjter og brusende sækkepiper... Quimper er en stille købstad,
men sidst i juli bobler byen op til kogepunktet under den årlige
Cornouaille-festival.
unge pgier i fine folkedragter. Kædedans under katedralanes spir. Boder med smørkager,
honning, æblecider og bretonske colaer
(Normandiet, pp. 94f).
Sådan hedder den om byfesten i Quimper.
Bretagne, som der Frankrigs vestligste del, har meget at byde på kulturelt og
landskabsmæssigt.
BEMÆRK: Guiden til Normandiet og Bretagne er OPDATERET her i 2014.
* * *
"ALSACE, LORRAINE & CHAMPAGNE"
DISSE OMRÅDER LIGGER i det nordøsligste af Frankrig og grænser op til ikke
mindre end fire lande: Belgien, Luxembourg, Tyskland og Schweiz.
Nogle af de vigtigste byer i Alsace-Lorraine er Metz, Strasbourg, Colmar, Nancy og Mulhouse samt Reims og Éparnay i
Champagne-regionen. Regionen er præget af århundreders krige og grænseflytninger mellem Tyskland og
Frankrig, men i fredstid som nu også vækst, megen industri (f.eks. bilindustri), vinproduktion og de mange EU-relaterede
institutioner i og omkring Strasbourg.
Alsace er traditionelt et lidt mere konservativt område end Paris, skønt socialisterne i de senere år har haft vind i
sejlene.
Derudover må man ikke forglemme de mere gastronomiske fornøjelser, når blikket
rettes mod Alsace. Rejseguidens forfatter, Torben Kitaj, forklarer følgende herom:
Vejen til Alsace går gennem maven. En spadseretur i den gamle bydel i Strasbourg
kan friste enhver. Her er kager med creme og bær, foie gras, fisk, ost, chokolade.
Og så er der vinen. Den lyse Alsace-hvidvin, som findes i mange udgaver: riesling,
gewürtztraminer, pinot gris, sylvaner og endnu flere.
Øllet er det bedste i Frankrig. Alsace er et mekka for madelskere.
Her er uforholdsmæssigt mange spisestede med stjerne i Michelins guide.
Strasbourg er ved at blive gourmeternes by midt i Europa.
Alsace er et bugnende bord af velvære (Alsace, p. 5).
I Strasbourg kan man besøge Parc de l'Orangerie, hvor der jogges og kysses,
og hvor borgerne spadserer i en park, der er "en lise for sjælen" (Alsace, p. 27).
Man kan besøge den imposante Cathédrale Notre-Dame, der som
en kæmpe blandt dværge rejser sig midt i byen.
En sejltur på kanalerne i Strasbourg er også en god måde at få
byen ind under huden på. Storbyen har også et Théâtre National,
som siden 1968 holder en unik position som én af fem franske nationalscener med
15-20 opførelser om året.
Lorraine ligger længere inde i landet, mod vest. Her krydses det grønne,
bølgende landskab af floder og kanaler, fortæller forfatteren og fortsætter således:
"Store skove og små byer veksler med forladte stålværker og kulminer.
Indimellem en kampvogn fra 2. Verdenskrig eller et dystert mindesmærke.
Nu er der fred og ro, og flogprammene sejler i smidigt tempo ned ad floderne" (Alsace, p. 81).
I Champagne-byen Reims kan man besøge katedralen, som også hedder
Notre Danme, der som et kæmpeskib rejser sig 81 op i vejret, "enorm og
elegant" (Alsace, p. 96). Der er museer og Place du Forum, som en plads med en masse spændende caféer og
glimrende restauranter, man kan besøge i Reims samt - naturligvis - champagnehuse,
når man nu er på denne ædle driks hjemegn.
Disse og mange flere attraktioner er nævnt i denne rejseguide.
* * *
"MIDTFRANKRIG"
VELKOMMEN TIL DET MIDTFRANSKE, som er området fra Schweiz over mod
Atlanterhavet, og som indbefatter byer som Besançon, Annecy, Lyon, Dijon (som bl.a. er kendt
for sin sennep), Clermont-Ferrand, Limoges, La Rochelle og ikke mindst
Bordeaux.
Disse områder har en fortrinlig vinproduktion og leverer en masse
franske egnsprodukter, f.eks. oste.
Rejseguidens forfatter, Frederik Crone, lover, at Midtfrankrig er fyldt med
overraskelser - "og en af de bedste er at køre forkert" - for så vil man måske
ee spændende ting, man ikke havde regnet med. Forfatteren beretter endvidere
I Midtfrankrig er kvidnerne ikke parisermodeller, og her ser
mændene ikke livstrætte ud. Her skratter musikker ud af højttalerne,
mens glade mennesker forsøger at holde balancen på et bræt, der skal
fungere som bænk. De drikker fadøl og landvin, spiser andefedt og
indvoldspølser og har det dejligt. De fejrer nationaldagen, loppemarkedet,
vinhøsten eller champignonen. De registrerer, at du er nysgerrig og rykker gerne
sammen for at give plads til endnu en gæst på brættet.
Hvis du da ikke får tilbudt plastikstolen for bordenden (Midtfrankrig, p. 5).
Rejseguiden har blandt andet kapitler med følgende forjættende titler:
- Mange slags fransk
- Farvestrålende forfattere
- Franske fristelser
- Vinens væsen
- Vulkaner og vildsvin
- Loire-dalen
- Atlanterhavskysten
- Alperne
Bordeaux er en herlig kystby ved Atlanterhavet, og i omegnen dyrkes og produceres
nogle af Frankrigs, ja Verdens, bedste vine.
"Saint Émillion får enhver vinelsker til at spidse øer, men
vinslottene er reserverede som landskabet. Begge dele skal udforskes for at lukke
op for charmen", forklarer Frederik Crone. Han forsætter:
Ved at trænge ind i Midtfrankrig åbenbares små, franske
middelalderbyer i ly af borge. Her kan gåseleverpostejen nydes til historiens
vingesus. Her er sklarpe knive i et vinterkoldt højland, vulkaner og hulemalerier,
moderne kunst og nye motorveje (Midtfrankrig, p. 75).
Denne egn lægger i særlig grad op til vinsmagning og besøg på
vinhuse og vingårde. Men naturligvis rummer egnene også strande, museer og
andre attraktioner.
* * *
Sammenfatning
Alt i alt er de fem rejseguider til Frankrig meget inspirerende med hensyn til aktiviteter og
gode, praktiske råd til danske turister, både sådanne som har besøgt landet
ofte og sådanne som kommer for første gang. Det kan absolut anbefales at medbringe en
god guidebog med sig, når man besøger nye og kendte steder.
For inspirationens skyld, men også for at få mere viden om det, man kender i forvejen.
Det er udmærket at vide noget om det område, man ferierer i. Dette burde næsten
være et must.
Den gode, gamle Turen går til-guideserie er stadige lige
aktuel og praktisk, som den altid har været, og flere af dem er blevet opdateret her i 2014.
De fem nævnte Frankrigs-rejseguider er stringente, logisk opbyggede og velformulerede. Man får direke besked.
Rejseguidene er ikke så lange, omkring 120-180 sider, men så er udvalget af
de omtalte ting også mere fokuseret. Det er godt at besøge Frankrig med dem i håndbagagen, og
det vil opleves som en mangel at rejse uden!
|
|
|
|
