|
|
Anmeldelse:
Kan man lære noget af genier og driftige folks eksempel?
Kan de fungere som gode rollemodeller, så vi kan øge vores kreativitet?
Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 18. juni 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Mason Currey:
"Daily Routines - How Great Minds Make Time, Find Inspiration, and Get to Work".
PICADOR/PAN MACMILLAN (UK).
304 sider.
Pris (indb.): 12,99 britiske pund (110 DKK).
Kan købes her.
KREATIVITET/PSYKOLOGI:
Hvorledes bliver man produktiv som skabende person?
Hvordan skrives en roman, males et mesterærk? Hvordan komponeres en symfoni eller undfanges en filosofi?
Dette har den amerikanske forfatter Mason Currey undersøgt ved at studere
en række driftige og succesrige menneskers arbejdsvaner.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her
Curreys engelsk-sprogede bog.
SELVDISCIPLIN VARIERER
fra folk til folk, og kan også variere for den samme person på forskellige tidspunkter i
deres liv.
Forskellige driftige og succesrige mennesker har forskellige daglige rutiner som del af deres skabende selvdisciplin.
Eksempelvis arbejdede Sigmund Freud
hele seksten timer om dagen, mens Gertrude Stein aldrig kunne skrive i mere end tredive minutter ad gangen.
Nogle arbejder bedst om natten, andre bedst i den årle morgenstund.
Nogle har mere rigide, passionerede eller frisindede rutiner end andre.
George Gershwin komponerede bedst på sit klaver i pyjamas eller badekåbe, skriver
Mason Currey.
Han har undersøgt en række "casepersoners" arbejdsvaner, og det er blevet til en bog, hvori han medtager
et udvalg på ikke færre end 160 af Verdens største filosoffer, forfattere,
komponister og kunstnere. Bogen åbner med digteren Wystan Hugh Auden,
og Currey skriver følgende:
"Routine, in an intelligent man, is a sign of ambition," Auden wrote in 1958.
If that's true, then Auden himself was one of the most ambitious men of his generation.
The poet was obsessively punctual and lived by an exacting timetable throughout his life
(...) Auden believed that a life of such military precision was essential to his creativity,
a way of taming the muse of his own schedule
(p.4).
Rutine kan nu ellers lyde lidt prosaisk og kedelig, men faktisk er éns daglige rutiner og vaner
vigtige ingredienser i éns karakter og skabende disciplin - som jo er forudsætningen for
vellykket selvrealisering og produktivitet - og
derfor lyder det i grunden
logisk, at disse dagligdags rutiner nødvendigvis må stå i forlængelse af individets ambitioner og kreativitet,
således som Auden hævdede.
Ud over Auden kan man læse om så diverse personligheder som
Henri Matisse, Federico Fellini, Jane Austen, Patricia Highsmith, Franz Kafka, Igor Stravinsky, Carl Gustav Jung,
Anthony Trollope, Gustave Flaubert, Philip Larkin, Umberto Eco
og ikke mindst vores egen landsmand Søren Kierkegaard.
I forhold til udvalget af casepersoner, bliver det tydeligt, at disses arbejdsfelter spænder vidt fra
som litteratur over musik og malerkunst til filminstruktører med mere.
Mason Currey er bosat i Los Angeles.
Han er kandidat fra the University of North Carolina. Han
har sin egen blog samt skriver artikler i magaziner som "Slate", "Metropolis" og i "Print".
HVAD SKRIVER BOGEN eksempelvis om Ernest Hemingway og hans arbejdsvaner?
Throughout his adult life Hemingway rose early, at 5:30 or 6:00, woken by the first light of day.
This was true even when he had been up late drinking
the night before; his son Gregory recalled that the author seemed immune to hangovers: "My father would always look
great, as if he'd slept a baby's sleep in a soundproof room with his eyes covered by black patches." In a 1958 interview
with The Paris Review, Hemingway explained the importance of those early-morning hours
(...)
He wrote standing up, facing a chest-high bookshelf with a typewriter on top, and on top of that
a wooden reading board. First drafts were composed in pencil on onionskin typewriter paper laid
slantwise across the board; when the work was going well, Hemingway would remove the board and shift
to the typewriter
(pp. 51f).
Nogle af personerne i bogen brugte stimulanser som stærk kaffe, gin eller andre skarpe drikke. Enkelte var direkte alkoholiserede
som f.eks. Hemingway i en del af hans levetid. Nogle var arbejdsnarkomaner - andre var mere afbalancerede. En del holdt af at gå
en daglig spadseretur, f.eks. Kierkegaard og Freud, eller dyrke andre former for motion.
Og trods vaner og uvaner formåede mange af dem at bevare en stor grad af skabende selvdisciplin, som senere er blevet
til romaner, digte, malerier, film osv., som mange publikummer holder af.
Som sagt indeholder bogen over 160 casepersoner, og ud over de allerede nævnte er det blandt andet
Haruki Murakami, Joan Miró, Tony Morrison, James Joyce, Philip Roth, Nikola Tesla,
Louis Armstrong, Albert Einstein og sidst men ikke mindst Pablo Picasso.
Det kan være spændende at læse om disse mange forskellige folk, men de mange små, korte
kapitler, kan bibringe én følelsen af opremsning. Der er fordele og ulemper ved denne form.
Alligevel er bogen dog spændende læsning.
Sammenfatning
Sine steder afslører forfatteren en noget fordømmende - og uventet - småborgerlighed, som
f.eks. under kapitlet om Simone de Beauvoir, hvor han kalder hendes åbne livsforhold med
Jean-Paul Sartre for "creepy".
Det er jo ikke hans job at gøre sig til dommer over fremmede menneskers livsførelse!
Bogen har kun meget få samtidige personer med i bogen, f.eks. Jonathan Franzen og Anne Rice, thi
de fleste af casepersonerne er født omkring Første Verdenskrig - eller før - og
på en måde savnes der mange flere eksempler fra vores egen tid med folk, der er født
pænt på denne side af Anden Verdenskrig. Jo, naturligvis kan udmærkede folk som Beethoven og digteren Yeats inspirere, men
hvad med nulevende og yngre personligheder så som Jonathan Safran Foer, Seinfeld, Gary Barlow eller Zadie Smith og Siri Hustvedt?
At kapitlerne er ganske korte, én eller to sider, nogle gange tre, gør bogen nem og overskuelig at
læse. De mange casepersoner gør det muligt for læseren hurtigt at finde frem til de personligheder, de føler
sympati for eller har affinitet med.
På den anden side er det klart, at fremstillingen ikke levner megen plads til fordybelse.
Bliver bogen dermed banal og ensformig? Ja, det kan den godt risikere!
DOG skal det siges, at de forskellige korte kapitler
fokuserer på forskellige karaktertræk og arbejdsvaner. Mens bogen ganske fint har noter og stikordsregister
til sidst i bogen, er der desværre ikke noget opsamlende kapitel,
der sammenfatter den lidt fragmentariske fremstilling.
Således får læserne ikke forfatterens bud på, og man kan lære noget af casepersonernes
eksempel; og om de kan gode rollemodeller, så vi kan øge vores kreativitet.
Der er dog ingen tvivl om, at bogen er både god og solid, og bestemt synes troværdig.
Bogens force er, at den bygger på research i interviews, biografier og
andre kilder.
Og dermed kan den enkelte steder også aflive gængse myter om personlighederne, hvor det er på sin plads.
Bogen er godt nok indbundet, men papiret er af en tør kvalitet. Som nævnt er bogen en quick-read, nem og overskuelig - også sprogligt, for om end skrevet
på engelsk kan den fint appelere til et dansk læsepublikum. Ideen med at skrive sådan en bog er ganske god.
Den kan være inspirerende for nogle læsere - men sikkert god underholdning for de fleste.
|
|
|
|
