|
|
Anmeldelse:
Nyt værk fortæller vigtige kapitler i Danmarks nationale historie
med udgangspunkt i året 1814
Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 8. maj 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen:
"1814 - Krig, nederlag, frihed". FORLAGET GAD, 392 sider, indbundet. Pris: 349,95 kr.
Udkommer 8. maj 2014.
KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE:  Fem stjerner af seks.
DANMARKSHISTORIE:
Danmarks historie har mange årsager og mange facetter.
Hvordan var livet i Danmark for 200 år siden? Hvordan var vores land blevet præget af
Oplysningstidens progressive ideer?
Hvorledes var de politiske forhold? Hvordan levede befolkningen?
Hvorfor kom Danmark med i Napoleons krig?
Dette er nogle af de spørgsmål, som besvares
i Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosens nye bog, som
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her.
ÅRET 2014 ER PÅ flere måder et vigtigt år i Danmarks nationale historie.
Ikke kun kan vi i år ihukomme 100-året for Første Verdenskrigs udbrud og 150-året for 1864-krigen, men
også 200-året for 1814, som på mange måder var et skæbneår for danskerne og de folkeslag, der
boede i landet.
Danmark-Norge var et multietnisk kongerige med nordmænd, islændinge, tyskere og andre folkeslag; og kongeriget, der var præget af
en del nationalpatriotisme, omfattede tillige oversøiske besiddelser. Men krig og ufred vendte og op ned på historiens gang.
Indeværende år markerer derfor også 200-året for Danmarks og Norges adskillelse, for med
Freden i Kiel afstod Frederik VI sit norske arverige til den svenske konge.
GLENTHØJ OG OTTOSEN formidler spændende historisk viden om 1814 og ikke mindst den årrække, der gik forud herfor
(og som ofte benævnes "den florissante periode", fordi handlen og velstanden blomstrede), samt
de år, der kom efter.
I kølvandet på Den franske Revolution (1789) greb Napoleon magten og fik snart
stormagtsdrømme og begyndte at føre sejrrige felttog rundt om i Europa. "Efter mere end 80 år med næsten
uafbrudt fred blev Danmark-Norge i 1807 suget ind i krigens malstrøm. Sjælland blev besat, København
bombet og flåden 'ranet'", forklarer bogen (p. 42).
Skulle danskerne holde med briterne mod franskmændene, eller skulle vi holde med Napoleon imod briterne?
Hvad var mest rentabelt for økonomien? Til hvilken side hældede folkets sympati?
Danmark-Norge havde historisk søgt at have et fornuftigt frohold til både Strobritannien og Frankrig.
Bogen forklarer:
I Danmark-Norge havde man længe set Storbritannien som et foregangsland præget af frihed, fremskridt
og godt købmandskab. Det gjaldt især i Norge, der via sine handelsforbindelser havde en tættere
forbindelse til De Britiske Øer, end Danmark havde. Den norske trælasteksport til det britiske marked
var for alvor kommet i gang efter Londons brand i 1666 (...) (p. 22).
Med Napoleonskrigene hærgende ude i Europa kom Danmark efterhånden under et enormt pres:
Jylland kunne blive besat som forsvarsværk mod en britisk invasion.
Den dansk-norske regerin stod i et dilemma, statens eksistens var reelt truet, da enhver eftergivenhed over for
Storbritannien unne resultere i en svensk invasion af Norge.
Skønt Danmark-Norge egentligt var neutralt, var den britisk-franske krig kommet ind i en fase, hvor
neutralitet ikke længere var reelt muligt.
Danmark måtte tage stilling, og stillingen faldt i Napoleons favør, hvilket medførte
at briterne den 2. september 1807 klokken halv otte om aftenen
bombarderede København sønder og sammen med bomber, granater og skrækindjagende, ildspredende brandraketter. Briterne brugte
tre gange så meget krudt som i slaget ved Waterloo, og cirka 7.000 københavnere blev husvilde, da de ikke
kunne bo i deres hjem.
DANMARKS VALG AF alliancepartnere (Frankrig, Prøjsen og Rusland) mod briterne, som vandt krigen, var ikke uden konsekvenser.
Tabet af Norge i 1814 er faktisk det største økonomiske og befolkningsmæssige tab i den danske stats historie,
ligesom det var et af de største territorielle tab, nogen stat led under Napoleonskrigene.
Freden i Kiel i 1814 og krigen, der ledte dertil, udgør nogle af de mest skelsættende begivenheder i Danmarkshistorien,
mener forfatterne.
Selv om det ikke lykkedes for Sverige at få delt Danmark mellem Preussen og Sverige,
levede den danske stat nu udelukkende på stormagternes nåde.
Det var således i 1814 og ikke i 1864, at det store multietniske Danske Kongerige blev en småstat, hævder
Glenthøj og Ottosen. Og hvorfor gik det nu så galt? Hvem kan bebrejdes nederlaget og tabet?
Mange har peget på kognens inkompetence, men er denne kritik berettiget? Det mener forfatterne ikke:
Danske og især norske historikere har traditionelt fældet en hård
dom over Frederik VI, som den i sidste ende ansvarlige for, at Danmark-Norge havnede på
den tabende side i Napoleonskrigene (...)
Den dansk-norske majestæt var hverken et politisk eller militært geni, og han
udviste netop under krigen en øget tendens til egenrådighed og manglende
erkendelse af sine egne begrænsninger (...) Omvendt bør man ikke, som flere
har gjort, beskrive Frederik VI som irrationel eller småtbegavet. Frederiks politik
bør ses inden for det råderum, der eksisterede
(p. 346).
BOGEN FORTÆLLER OM krigens gang til lands og
til vands, hvordan befolkningerne blev ramt og om den
voksende utilfredshed med kongemagt og enevælde.
Utilfredsheden førte i Norge til uafhængighed og grundlov,
idet dog Sverige invaderede landet. Først i 1905 blev Norge rigtigt selvstændigt.
I Danmark markerede første halvdel af 1800-tallet
en rivende udvikling frem mod den fri forfatning, vi fik med 1849-Grundloven.
Bogen går udmærket i dybden ud fra en dansk og dansk-norsk synsvinkel, hvilket er fint - MEN jeg
savner nok lidt mere fugleperspektiv, f.eks. at få at vide (genopfrisket), hvorfor Napoleon førte krig i Europa, og
hvordan han havde fået magten osv.
Ligeledes synes jeg det er svært at få overblik over kronologien. Måske er det gammeldags at
have tavler med essentielle årstal og vigtige tekstuelle fremhævelser samt landkort, der viser alliancepartnere i krigenes og fronternes forløb, men
som nævnt kan det være svært at få overblik over de begivenhedsrige årtier uden sådanne.
Dette er en skam, for bogen er ellers på alle andre måder super.
Glenthøj og Ottosens historiebog er et fint stykke arbejde, der dykker ned i væsentlige aspekter af
Danmarks historie, som fortælles på en levende og fængslende måde.
Bogen kan interessere alle historieglade læsere. Den indeholder slutnoter med kildehenvisninger, en
omfattende litteraturliste samt person- og stedregister.
Sproget er velvalgt og flydende,
teksten er sat op i to kolonner med behageligt stor skrift, og der er mange flotte illustrationer, heraf en del gengivelser af
smukke kunstmalerier og alle i farve, der på relevant vis
understøtter teksten. Bogen, som er indbundet og fremstår i et glimrende format, trykt på glat papir,
er absolut en kvalitetsudgivelse. Alt i alt gives værket: fem stjerner ud af seks.
|
|
|
|
