|
|
Anmeldelse:
Leningrad under frost, gru og belejring (1941-1944)
Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 15. april 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
På dansk: Anna Reid: "LENINGRAD. Tragedien om en by under belejring 1941-1944."
Oversat af Jakob Levinsen. ROSINANTE, 524 sider, indbundet, 349,95 kr.
KAN KØBES HER.
Eller originaludgaven på ENGELSK: Anna Reid: "Leningrad: Tragedy of a City under Siege, 1941-44".
BLOOMSBURY, 512 sider. Fås både indbundet og i paperback.
KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE:  Seks stjerner af seks.
HISTORIE:
Den britiske journalist Anna Reids stort anlagte bog om Leningrad
under
Nazitysklands belejring er gruopvækkende og
medrivende læsning på én og samme tid.
Hvordan oplevede folk i byen den 872 dage lange belejring under Anden Verdenskrig?
Bogen bygger på mangehånde kilder, inklusive interview med overlevende og dokumenter fra
russiske arkiver, der for alvor blev åbnet efter det kommunistiske dikaturs fald.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her Anna Reids mesterværk om Leningrad,
en must-read for alle historieinteresserede.
FREMTIDEN ER SVÆR at spå om. De to søstre kommunisme og nationalsocialisme
(dvs. nazismen), kom på rigtigt god talefod i slutningen af 1930'erne. Tyskland og Ruslands
respektive diktatorer, Hitler og Stalin, enedes om at lave en ikke-angrebspagt og aftalte tillige at erobre og dele Polen.
Stalin vidste, at Hitler havde stormagtsdrømme; det havde han også selv. Men han var nok ikke klar over,
at Hitler blot få måneder efter ville falde ham i ryggen og angribe USSR (dvs. Sovjetunionen) med sin gevaldige hær og
krigsmaskine.
Den 8. september 1941, blot 11 uger efter at Hitler havde lanceret sin "Operation Barbarossa", som var hans
brutale overraskelsesangreb på Sovjetunionen, nåede de tyske tropper frem til Leningrad (det nuværende Sankt Petersborg), som de omringede og
belejrede i hele to og et halvt år. Da byen ikke overgav sig, bestemte Hitler, at indbyggerne skulle sultes ihjel,
og fly skulle sende en regn af bomber og granater ned over byen, indtil byen faldt.
Men tyskerne havde ikke regnet med de russiske isvintre. De var brutale for begge parter.
BLOKADEN OG TYSKERNES bombardementer af Leningrad havde frygtelige virkninger inde i byen, og mange mennesker omkom.
En del omkom af hungersnød, idet forsyningerne ikke var regelmæssige.
Men til tyskernes store overraskelse holdt befolkningen i Leningrad stand - trods Stalins svigt, for han havde nok at gøre
i forhold til forsvaret af Moskva. Hvis Leningrad virkeligt var faldet, ville Anden Verdenskrig ganske givet have fået et
helt andet forløb.
Hvorfor fortælles denne historie nu? Anna Reid er britisk jurist og historiker, og hun har tidligere arbejdet
journalistisk som udenrigskorrespondent i Rusland for de to britiske medier The Economist og The Times i
en kort årække efter kommunismens kollaps i 1990'erne
og er kommet til at kende det russiske samfund og landets historie indgående.
Hun forklarer dette om sine bevæggrunde til at skrive sin bog om
Leningrads skæbne:
Den vigtigste grund til at genfortælle historien om Leningrads belejring er imidlertid ikke at kaste lys på oversete
rædsler, skrælle sovjetisk propaganda af eller justere de store diktatorers eftermæle. Den vigtigste grund er, som med alle historier
om mennesker under ekstreme omstændigheder, at minde os selv om, hvad det vil sig at være menneske, om hvilke højder og lavpunkter
menneskelig adfærd kan nå.
Belejringens mest veltalende ofte - de dagbogsskribenter, hvis stemmer udgør kernen i denne bog -
er det let at føle med. De er ikke ansigtsløse bønder fra en fattig verden, men uddannede europæiske byboere - forfattere,
kunstnere, universitetslærere, bibliotekarer, museumsinspektører, fabriksdirektører, bogholdere, pensionister, husmødre, studerende og skolebørn
(...) kort sagt folk, der i høj grad ligner os selv. Nogle
viste sige at være helte, andre at være egenkærlige og afstumpede, og de fleste at være en blanding.
LENINGRADBORGERNE UDVISTE en "forbitret sejlivethed" under Værnemagtens belejring i de knap 900 dage i samme grad som
under Første Verdenskrig, på trods af at folkets lidelser accelererede under belejringen. Nok havde der været nød og afsavn som følge af det
kommunistiske diktatur og landets manglende effektivitet i produktionsapparatet, men under Anden Verdenskrig blev de sociale onder meget værre: Død, hungersnød og
udmagring, forladte børn, tyverier, svindel, fiflerier med rationeringskort, begunstigelse af medlemmer af Kommunistpartiet og arbejderne,
epidemier samt voldsom kulde og forfrysninger i de iskolde vintermåneder med videre. MEN de kunne ikke på forhånd have nogen konkret idé om, hvordan det ville blive, eller
hvordan krigen ville forløbe!
Skulle man indtage Leningrad, beslaglægge skibsværfterne og våbenfabrikker, og derefter jævne byen med jorden? -
Hvis man erobrede byen, ville man overordnet set være ansvarlig for befolkningen, herunder at brødføde folket, og denne store forpligtigelse ville nazisterne
gerne undgå. Skulle man sulte befolkningen ihjel og bombe vand- og fødevareforsyningerne?
Nationalsocialismens raceideologi gik til syvende og sidst ud på at udrydde de slaviske folk, men alligevel var der fra
begyndelsen af uenighed blandt topnazisterne om prioriteringen af mål, strategi og anvendelsen af den nationalsocialistiske krigsmaskines ressourcer på østfronten, forklarer Anna Reid:
Lige fra Barbarossa blev indledt, havde der mellem Hitler og hans generaler simret en uenighed om, hvorvidt Moskva eller Leningrad var det vigtigste strategiske mål.
I Hitlers oprindelige dekret fra december 1940, som opridsede hovedtrækkene i Barbarossa, havde det stået klart: Først når de baltiske lande, Leningrad og Kronstadt var
blevet indtaget, Østersøflåden sat ud af spillet og Leningrads våbenfabrikker beslaglagt, skulle man begynde at rykke frem mod Moskva.
De militære ledere, anført af generalstabschef Franz Halder, var uenige. De hævdede, at Ruslands hovedstad og største by skulle komme først, og Leningrad derefter.
Få MENNESKER I LENINGRAD forventede en belejring, skønt de nazistiske kolonner rykkede nærmere. Indbyggerne havde tillid til, at Den røde Hær
hurtigt ville presse tyskerne tilbage, men det skete ikke. I nogen tid herskede der total forvirring, ingen vidste hvad modparten ville gøre.
Nogle sovjetborgere begyndte at overveje, om tyskerne nu også var så slemme, som den sovjetiske propaganda gjorde dem til.
Enkelte tænkte ligefrem, at de måske ville få et nemmere liv under tyskerne end under det sovjetiske diktatur. Det fandt de dog senere ud af var en illusion!
VÆRNEMAGTEN ÆNDREDE STRATEGI - fra landkrig til udsultning og luftangreb: "Igennem tre vintre opholdt Værnemagten en klassisk belejring, hvor
man så vidt muligt forhindrede al bevægelse af folk og varer ind og ud af byen og ved hjælp af bombardementer fra luften og jorden ødelagde fødevarelagre,
offentlige virksomheder, fabrikker, hospitaler, skoler og beboelser", skriver forfatteren.
Leningrad blev svigtet af sovjetledelsen,
der prioriterede forsvaret af og opretholdelsen af Moskva, og inden længe begyndte folk i Leningrad at
dø i gaderne. Af mange årsager var myndighederne i Leningrad "forstemmende dårligt forberedt", da belejringen
blev indledt. Cirka 2,8 millioner civile og blev fanget inden for belejringsringen. USSR havde undladt at etablere
tilstrækkelige lagre af fødevarer og brændstof med videre, hvilket skyldtes "en blanding af fornægtelse, dårlig
organisation og ligegyldighed over for menneskelig lidelse" fra Det sovjetiske Kommunistpartis side, hævder forfatteren.
De Allierede styker lykkedes i sidste ende at slå nazisterne. Sovjetborgerne ydede STORE OFRE under Anden Verdenskrig - som russerne selv kalder
"Den store Fædrelandskrig" - og skønt deres samfundsorden dengang var et usympatisk og voldeligt kommunistisk diktatur,
bør det aldrig glemmes, at uden USSR's deltagelse i kampen mod
nationalsocialismen og deres 40 millioner døde, ville De Allierede næppe kunne have vundet!
DEN DANSKE OVERSÆTTELSE er super at læse. Bogen er rar at have i hånden, den er lavet i stort format og er
indbundet (hardback). Bogstaverne har en behagelig stor strørrelse, der gør teksten rar at læse, hvis man gerne vil læse mange
sider i én session.
Bogen indeholder en længere liste med referencer allerbagest samt litteraturliste såvel som stikordsregister.
Konkluderende må man sige, at Anna Reids værk er en yderst
gribende og fængslende fortælling om Leningrad og dens indbyggeres
overlevelses- og dødskamp under krigen, krydret
med personlige inputs fra kilder på begge sider af konflikten. Bogen er resultatet af velgjort journalistisk arbejde, skrevet
med engagement, indsigt og indføling. Sproget og handlingen flyder fint, og man mærker, at der ligger mange timers research og
redigering bag.
Af disse årsager gives Leningrad den højeste vurdering, nemlig seks stjerner ud af seks.
|
|
|
|
