|
|
Anmeldelse: Fra Bayreuth
til Bauhaus - at forene kunstarterne
Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 16. marts 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Anders V. Munch: Fra Bayreuth til Bauhaus - Gesamtkunstwerk'et og de
moderne kunstformer. Aarhus Universitetsforlag, 666 sider, indb. 499,95 kr.
KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE:  Seks stjerner af seks.
MUSIK/KUNST:
Gesamtkunstwerk'et rummer i sin verdensanskuelse ønsket om at forene kunstværkerne i et fælles værk, der forløser kunstens muligheder
og dens betydning for kulturen. Det var primært fra musikken i Romantikken i de tyske
lande, at denne opfordring til en fælles kunst dukkede op. Man ønskede at skabe nye, omfattende kunstneriske totaloplevelser.
Tidsskriftet Epsilon anmelder Anders V. Munchs store bog om Gesamtkunstwerk'et.
TYSK KULTURHISTORIE er og har altid været en vigtig og integreret del af europæisk civilisation med dens
mangfoldige kulturytringer og idéhistoriske udviklinger, både inden for filosofi, kunst og musik.
I første halvdel af det 19. århundrede var arkitekturen blevet ramt af stilkrise. Den var ofte blevet reduceret til kulisse for historiske iscenesættelser,
hvorimod musikken havde været igennem en helt eminent, rivende udvikling netop med Wienerklassikken og Romantikken.
Med den kulturelle dyrkelse af Beethoven og Wagner frem imod år 1900, også i den bildende kunst, var musikken højeste kunstideal.
Begrebet Gesamtkunstwerk dukkede derfor op i Romantikken og bredte sig fra musikken til de andre kunstarter. Man mente, at de tidligere
kulturers enhed var gå tabt og måtte genskabes gennem et samvirkende kunstnerisk univers.
Hele vejen op gennem kulturen har der været store kunsteriske iscenesætelser af religiøse og
politiske handlinger, som har samlet kunstarterne om den store opgave - lige fra de græske tragedier over
gotiske katedraler til moderne medieevents. Middelalderenkirkens ritualer, barokkens skuestykker såvel som nutidens
film, performances og installationer har søgt at skabe totaloplevelser, som ikke kun indbefatter musik og teater, men
også kunst i al almindelighed, arkitektur og design.
Det var ikke mindst komponisten Richard Wagner (1813-1883), der med sit karakteristiske polemiske, revolutionære og kulturkritiske
sindelag kom til i særlig grad at præge begrebet Gesamtkunstwerk i 1849 med sin
vision om "fremtidens kunstværk" som et musikdrama "skabt af folket for folket".
Wagner tog udgangspunkt i folkesagn, søgte støtte hos magthaverne og samlede en kreds af kunstnere for at skabe sinenavnkundige festspil,
der gennem en fælles oplevelse kunne skabe en folkelig bevidsthed.
Wagners progressive tanker øvede stor indflydelse på andre avantgardister.
AVANTGARDE-BEVÆGELSERNE SØGTE ved hjælp af et sundere formsprog at forløse
mennesket fra fremmedgørelse i det moderne samfund.
De havde fokus på nyskabelse gennem nytænkende helheder.
Det var Gesamtkunstværk'ets mål at være omfattende og medrivende, forenende og forløsende.
Nogle værker erobrer alle sanser og river os legemligt med, andre skaber konceptuelle helheder,
som udspænder tankens rum, skriver Anders V. Munch.
Dette kunne f.eks. ske i en monumental form, hvor kunstarterne er manifesteret i en samlet form og viser en
stilistisk og værdimæssig enhed, eksempelvis i den bildende kunst eller artikekturen som en blivende form og fast ramme om
en bestemt sammenhæng. Eller i en momentan tilstand, hvor de kunstneriske udtryksformer forener
sig i en samlet oplevelse - i den optrædende eller fremstillende kunst, eksempelvis de wagneriske musikalske festspil med de mange
imposante sceniske effekter.
Wagner fremlagde sin visdom om Gesamtkunstwerk'et. Hans ideer fandt klangbund i jugendstilens indretninger og ligeledes i teorierne bag
den abstrakte kunst hos Kandinsky, Mondrian og Malevitj. De wagnerske tanker og begreber forplantede sig ligeledes hos kunstnere som
Schönberg, Taut og Schwitters, der søgte nye udtryksformer og livsrammer.
Ikke mindst blomstrede de på Bauhausskolen, der søgte at forbinde alle kunstarter
for at forme samfundet ud fra koblingen af kunst, teknologi og medier.
Det er i yderste konsekvens en kunst hinsides kunstværkernes kunst, som Nietzsche foreskrev.
ANDERS V. MUNCHS mangefacetterede bog rummer en gennemgang af moderne kunsthistorie. Bogen er lang at læse, men også
behagelig at læse. Den handler først og fremmest om
Gesamtkunstwerk'et. Forfatteren har en fin og dybdegående formidling om dette emne og dets mange aspekter.
Begrebet - eller fænomenet - Gesamtkunstwerk er på grundig vis sat ind i en større idéhistorisk,
kulturel og kunstnerisk kontekst.
Gesamtkunstwerk'et rummer stilmanifestationer i alle former, størrelser og dimensioner. Både i hjemmet og i det offentlige rum.
Drømmen om det forenende og forløsende værk blev overført på stilen som formunivers, og omkring år 1900 tog en række
kunstnere stildannelsen på sig som opgave. Der er et klart spor fra jugendkunsten over Werkbund til Bauhaus, hvorigennem kunsthåndværk og design
spiller op til den store syntese i boligen eller i samfundet i stadigt samspil med kunsten og arkitekturen.
DET MONUMENTALE OG
virksomt forenende står i højsædet i scenekunsten, rumkunsten og den distributive stilkunst, hvis ydre bestemmelse kan være en
forening af kunstarternes virkemidler og medier, men hvor totaloplevelsen netop også rummer en indre bestemmelse i form af overskridelse af kunst og liv, værk og virkelighed
bl.a. gennem en forening af alle sanser, følelser og tanker med videre, forklarer forfatteren.
Bogen har et et kapitel om kunstidealer i den tidlige romantik samt et udførligt kapitel om wagnerismen.
Sidstnævnte havde sine højborge i Wien og München, hvilket også gennemgås udførligt.
Forfatteren har lagt energi i at forklare forholdet mellem Gesamtkunstwerk'et og kunstnere som Walter Gropius, Kandinski,
Oscar Schlimmer og László Moholy-Nagy. I forbindelse med Wagner inddrages f.eks. Nietzsche
og Franz Liszt. Ligeledes omtales italienske futurister og russisk suprematisme samt den nederlandske
retning De Stijl.
Anders V. Munch opsummerer:
Min historiske undersøgelse af Gesamtkunstwerk-traditionen har Bauhaus og Moholy-Nagys videreførelse af arven som endemål.
Her til dette punkt mener jeg, at det har givet mening at følge rimeligt konkrete spor fra de oprindelige ideer og henvisninger
til denne tradition. Herefter blev referencerne til Wagner vagere, og traditionen blev opløst i mindre spor og mere generelle
tendenser. Alligevel mener jeg, at det er tydeligt, at betydningen ikke nødvendigvis er blevet mindre.
Bogens næstsidste kapitel bærer titlen Det Tredje Rige og bedøvelsens kunst og er viet til en perspektivering til
Hitlers misbrug af Wagner og nationalsocialisternes massive brug af kunstneriske midler til at "ensrette og styre den tyske befolkning",
idet forfatteren dog tager afstand fra, at Gesamtkunstwerk'et skulle have en totalitaristisk natur, skønt det nazistiske
regimes teatralske selviscenesættelse (f.eks. partidagene i Nürnberg) i virkeligheden godt kan opfattes som et udtryk for Gesamtkunstwerk.
Fra Bayreuth til Bauhaus er udgivet i et lækkert format. Den er faktisk Anders V. Munchs doktorafhandling fra humaniora ved Aarhus Universitet.
Dette forklarer grundigheden og ildhuen, hvormed emnet er skildret og analyseret uden at være tør eller alt for abstrakt.
Den omfattende bog formidler en interessant forståelsesramme og kan anbefales alle, der ønsker at udvide deres kunstsyn eller fordybe
sig i moderne kunsthistorie og Tysklands (Europas) kulturelle og idéhistoriske udvikling de sidste 200 år.
Bogen er fint illustreret og veldokumenteret og gives den høje bedømmelse: seks stjerner af seks.
|
|
|
|
