|
|
Interview: I lys skal livet leves. Samtale
med JOHANNES MØLLEHAVE
© Tekst & foto af
Flemming André Philip Ravn, 24 jan. 2014.
COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
RELIGION og LITTERATUR: Tidsskriftet Epsilon har interviewet den
folkekære og produktive forfatter, præsten
Johannes Møllehave (f. 1937), og drøftet hans syn på
nogle af tilværelsens eksistentielle spørsmål.
Møllehave kommer desuden ind på, hvilke vigtige begivenheder der har
præget hans liv, og ikke mindst hvilke inspirationskilder han ynder at øse af i sin egen
kreative livsudfoldelse.
VI HAR AFTALT at interviewet skal foregå hjemme hos Møllehaves datter i Hellerup.
Vi ankommer i selvsamme øjeblik denne kolde vinterdag, Møllehave i bil og jeg på cykel.
Møllehave er blevet kørt derud fra et andet interview inde på Politiken, hvor han har fortalt om sit projekt med at
rejse rundt med H.C. Andersen "i en kuffert". Møllehave tager imod ved havelågen iført lang frakke, hat og stok, mens barnebarnet,
Theodor, og to hunde lukker os ind i et lyst og venligt hus.
Skønt Møllehave betegner sig selv som en "hjemmefødning" i sine unge dage, blev han senere glad for at rejse og opholde
sig i udlandet.
Det blev bl.a. til en periode som dansk præst i Bruxelles, hvor han betjente flere dansktalende menigheder på samme tid.
Siden boede han en årrække i England.
Vi kender Møllehave som en ordekvilibrist, der elsker sprog og ordsprog, men om muligt elsker han teater endnu højere,
siger han i dag.
I 2008 siden skrev han følgende i bogen "Før- og eftertanker":
Teater er et græsk ord, der betyder at se. Vi oversætter det ved at skue, et ord, der både dækker det ydre og indre syn,
at se og indse. At skue er at betragte med øjnene og med hjernen. Det græske ord for hjernens syn er "ideer". Men det danske ord "skue"
går igen i både skuespillere og som mennesker, der stiller noget til skue, de ikke er, men spiller - og i tilskuere i salen.
Et drab på scenen er ikke et drab, en voldtægt
ikke en voldtægt, en henrettelse ikke en henrettelse, en sorg ikke en sorg, en gråd ikke en gråd. Og dog virker den sceniske smerte og lidelse sommetider mere
smittende end vores nabos sorg og smerte (side 14).
* * *
Flemming Ravn: Hvordan kom du til at bo i Hove?
Johannes Møllehave: Efter Bruxelles havde jeg ikke lyst til at tage tilbage til Danmark lige med det samme. Jeg havde fået smag for at bo i udlandet. Jeg ville til England. Så vi slog os ned i Hove ved Brighton, min kone Herdis og jeg. Dér kom jeg til at bo i 15 år.
Det var en pragtfuld tid. Vi havde en dejlig lejlighed øverst oppe på 5. sal. Derfra var det eneste man kunne se havet, og på den anden side af havet var Frankrig.
Der var en pudsig ting: Jeg er født på
Kong Georgs Vej på Frederiksberg, og nabogaden, hvor vi boede i Hove, hed King George Street, så jeg følte mig hjemme allerede fra dag ét.
Årsagen til at jeg ville til England var, at jeg havde sat mig for at se alle Shakespeares stykker. Jeg har set Hamlet et utal af gange, også i Danmark, f.eks. på Odense Teater med Erik Mørk. Men Shakespeare ser man bedst i England, og jeg har set alle hans stykker. Det var en stor glæde for mig at se dem.
Og jeg har beskæftiget mig med Shakespeare i mit eget forfatterskab herhjemme. Eksempelvis har jeg skrevet bogen Uglen og bagerdatteren om Hamlet. Ligeledes holder jeg af at læse Niels Brunse. Han er en af de få danskere, der har genialitet nok til at oversætte Shakespeare
ordentligt til dansk. Han har f.eks. oversat alle Shakespeares sonetter. Det tog ham 1½ år.
Desværre døde min kone, Herdis, mens vi boede i Hove. Det var et værre bureaukrati. Det tog en hel
måned før hendes kiste kunne komme hjem til Danmark.
Der var mange regler, der skulle overholdes med hensyn til transporten. Nogle af disse regler stammede
tilbage fra pestens tid. Det kostede 75.000 kroner at få hende transporteret hjem i en forseglet zinkkiste!
* * *
SOM SAMTALEPARTNER er Møllehave spontan og causerende.
Han ejer en ildrig intensitet, når han taler - en entusiasme, der bruser. Ligeledes
udviser han stor glæde ved ord og ved at udlægge deres betydninger. Dette synes karakteristisk for ham. Optagetheden af
det sagte understreges af en kraftfuld gestik under interviewet.
Møllehave bryder af og til ud i citater af kloge eller vellydende sentenser. Han reciterer hele og halve digte udenad uden problem.
Det er svært at nå at skrive dem ned, men Møllehave fryder sig åbenhjertigt over digte, fyndord, rim, remser og ordspil.
Han er umådelig velbevandret i dansk litteratur - en
massiv og genial verbal intelligens og virtuositet for fuld udblæsning, der er ganske enestående.
Som 77-årig er han still going strong.
Flemming Ravn: Kan du fortælle mere om din lidenskab for teater?
Johannes Møllehave: Jo, teater min lidenskab. Jeg elsker Ibsen. Jeg så
mange af Ibsens stykker, da jeg boede i England Alle hans stykker er oversat til engelsk. For eksempel Peer Gynt.
Det er oversat af en inder, og sproget og rimene fungerer faktisk bedre på engelsk, end Ibsen kunne lave det. Jeg har oplevet så meget godt engelsk teater. Englænderne kan deres teater. Jeg har også
set meget teater i Danmark og har selv arbejdet med det herhjemme. Personligt har jeg for resten oversat tre af Shakespeare-stykker og to af Molière. Og jeg har oversat alle La Fontaines
fabler - der er flere hundreder.
Flemming Ravn: Hvad driver dig? Hvad driver dit arbejde?
Johannes Møllehave: Glæde. Arbejdsglæde.
Jeg kan ikke lave noget, jeg ikke elsker. Jeg SKAL glæde mig ved det, jeg laver.
Når jeg skal ud og holde foredrag, er det ikke altid, jeg kan sove natten før. Ikke på grund af nervøvistet,
men på grund af spænding og glæde. Man kan kun formidle af sit overskud. Hvis man er i underskud, har man ikke noget at give
til andre. Jeg skal dele min glæde ved stoffet, vise andre det vigtige ved stoffet, beholde min begejstring, så andre også
kan se det interessante ved de ting, jeg holder foredrag om.
Det er bestemt glæden, der driver værket.
På latin taler man om passion, og grækerne taler om patos...
* * *
Flemming Ravn: Hvordan blev du teolog og præst?
Johannes Møllehave:
Mændene i min mors fars slægt og min mors mors slægt var præster helt tilbage til Reformationen. Min far ville også gerne være præst, men hans far gik konkurs i 1930'erne.
Min var var nødt til at tjene penge til familien. Man far blev i stedet lærer.
Begge mine forældre var lærere. Min far blev senere skoleinspektør, men allerhelst ville han gerne have
været præst, men der var ikke råd. Min farfar var bonde. Han boede på gården
Værebro, men kom senere til at bo på gården
Møllehave ved Jyllinge ved Roskilde. Så byttede han Sørensen ud med navnet Møllehave.
Nå, men det lå ligesom i kortene, at jeg skulle blive præst.
Mine forældre ønskede det.
Og jeg hedder jo også Johannes, så navnet passer godt til embedet.
Jeg holder i øvrigt usigeligt meget af Johannesevangeliet:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
Han var i begyndelsen hos Gud.
Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.
I ham var liv, og livet var menneskers lys.
Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke (...)
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.
Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke...
Fordi jeg skulle være præst, skulle jeg være klassisk-sproglig med fokus på latin og oldgræsk.
Jeg gik i mellemskolen på Skt. Jørgen, hvor
jeg havde alle tiders lærer i Johannes Nørvig. Han skrev en disputats om Blicher, som desværre ikke fik medvind.
Han var meget optaget af Blichers kamp mod antisemitismen i begyndelsen af 1800-tallet, men man sagde, at hans arbejde ikke var litterært nok, men alt for politisk! Men Blicher elskede de fremmede, og f.eks. var sigøjnerne på heden hans bedste venner.
Den klassisk-sproglige linje var godtnok meget svær, og jeg gik da også i klasse med en række rigtigt dygtige elever,
og jeg har aldrig syntes, at det var så sjovt og interessant at gå i skole som netop da.
Det var spændende. Jeg elskede det. Jeg må sige at mine klassekammerater var meget dygtige og inspirerende, jeg var ikke den dygtigste, men
jeg nød at gå dér.
* * *
Møllehaves gode ven, den anerkendte Vejle-
kunstmaler Albert Bertelsens
portræt af Johs. Møllehave.
DER ER BLEVET mere livligt i huset. Begge Møllehaves børn er hjemme nu. En tur til Sverige er nært forestående.
Flere af børnebørnene og deres legekammerater hygger og leger. Der hersker en rar ånd i huset af åbenhed,
lethed, lys og god plads. Møllehave er en ekspressiv person, der holder af at fortælle.
Han omtaler sin familie, så man forstår,
at den betyder meget for ham. Han synes, at hans børn og børnebørn er dygtige og kreative mennesker på hver
deres felt.
"Børn er en kolossal inspiration - jeg har lært meget af
både mine børn og børnebørn", siger han og fortsætter:
"Børn kan endvidere lære én, at hvis man tager livet med lidt humor, går det meget bedre".
Møllehave har og har haft et rigt liv med mange nære, personlige venskaber, hvoraf en del venner dog er døde.
Ud over venskabet med hustruen Herdis, nævnes Halfdan Rasmussen og Ringhof fra det forlag, han skriver for, Lindhardt & Ringhof, samt andre.
Flemming Ravn: Bruger du stadig de klassiske sprog?
Johannes Møllehave: Ja. Jeg bruger stadig de klassiske sprog. Når jeg skal holde en prædiken, konsulterer jeg altid originalen først. Så får
man serveret meningen helt klart og tydeligt.
For eksempel I begyndelsen var ordet. "Ordet" er logos. Men "logos" betyder ikke kun "ordet". Det betyder også "mening". Så i begyndelsen
var ikke kun ordet hos Gud, men også meningen...
Meningen udgår fra Gud.
"Søg og du skal finde", står der. Teatermanden, Sam Besekow, har engang sagt den bedste sætning, jeg har hørt i mit liv. Han sagde: "Det, vi søger, finder os"...
Det giver god mening!
* * *
Flemming Ravn: Hvad synes du egentlig om sådan noget som psykoanalysen?
Johannes Møllehave: Jo, jeg kan godt bruge det, men jeg synes, Freud vrøvler, f.eks. det der med, at kvinder
skulle lide af penismisundelse! Jeg er mere til Jung. Freud opfatter drømme som kausale. For Jung er drømme ikke kausale, men
derimod finale. De søger at formidle en mening, de peger fremad... Jo, jeg bruger Jung.
Apropos, jeg har engang i fire år studeret en hobby meget intensivt. Jeg studerede grafologi meget indgående. I skriften ser man dybt ned i sjælen.
Skriften kommer ikke fra hånden, men fra hjernen, personligheden, det sjælelige. Jeg var fængselspræst dengang og skulle
af og til følge forhærdede mordere på udgang. De kunne slå mig ihjel, hvis de ville.
Fængselspsykiaterne skrev nogle gange nogle ukonkrete og ukorrekte diagnoser i fangernes papirer, men så snart man læste
skriftanalysen fra grafologen, fik man et helt præcist billede af vedkommende.
* * *
Flemming Ravn: Hvorfor/hvordan blev du forfatter?
Johannes Møllehave:
Det blev jeg meget tidligt klar over. Allerede i mellemskolen. Jeg kunne ikke synge, så min gode sanglærer sagde: "Mens
vi synger, kan du gå ud og skrive en historie og fortælle os den bagefter".
Så gjorde jeg mig umage. Jeg ville gerne komme ind og fortælle en god historie.
Jeg kunne lide det. Allerede da vidste jeg, at jeg ville skrive. For mig er indåndning lig med at skrive, mens udånding er at tale...
Flemming Ravn: Hvem er dine litterære forbilleder?
Johannes Møllehave:
Jeg har rigtig mange. I høj grad Grundtvig, Kierkegaard, Blicher og H.C. Andersen. Jeg rejser rundt og holder foredrag om H.C. Andersen i denne tid.
Jeg er også i færd med at udgive en ny bog, som er gået i trykken nu, og som hedder "Fra 13 til 24",
og det er altså tidsrummet fra 1813 til 1824, jeg skriver om.
Det er den vigtigste periode i Danmarkshistorien.
Vi har ikke en øre, for vi er gå statsbankerot. Vores penge er ikke noget værd! Frederik VI siger så dette kloge:
"Måske er vi fattige nu, men vi behøver ikke bliver dummere!"
1813 er i øvrigt også Kierkegaards fødeår.
Jeg holder meget af Kierkegaard.
Flemming Ravn: Har kristendommen noget at sige mennesker i dag?
Johannes Møllehave:
Ja, selvfølgelig. Kristendommen kan fortælle noget om meningen med livet...
Grundtvig har meget godt at sige. Og andre. Kierkegaard... Meningen med livet er at elske det...
Om meningen med livet gælder der det samme, uanset om du er lektor, læge eller tømmersvend: du skal finde dig selv, dit jeg, og det tager hele livet!
Jeg holder af ordet "vorde". Det peger på, at man er i færd med en proces. Vi er ved at blive. Vi er vordende, for
vi skal blive os selv, finde os selv.
Som Kierkegaard siger: mennesket er et selv - en sjæl:
Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv,
eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv.
Sådan siger Kierkegaard. Det er stort.
* * *
Flemming Ravn: Hvad betyder noget for dig i kristendommen?
Johannes Møllehave:
Tilgivelsen - som vi også kalder "nåden".
Jeg har fire salmer i højskolesangbogen. Og "Nåden er din dagligdag" er den ene af to salmer, jeg har med
i salmebogen... Jeg læser i Bibelen hver dag. H.C. Andersen sagde, at han aldrig har skrevet et eventyr uden først
at bede et fadervor.
Jeg går i kirke hver søndag. Jeg bliver ladet op. Det er som at komme benzin på, hvis man var en bil.
Man skylder at gå i kirke dér hvor man bor. Man er med i en menighed, det giver fællesskab og samstemthed, folk
som er der for hinanden og søtter hinanden også uden for kirkerummet.
Når ego går til alter, bliver det et alter ego, så er man ikke den samme,
som da man gik hjemme fra. Man er sat i frhed!
Jeg tager ritualerne bogstavligt. Nadveren med mere. Mening er noget, der skal hentes. Man har den ikke bare derhjemme, men man kan blive
inspireret af en god prædiken.
Man skal vide, at man er elsket af Gud.
Man skal lade sit lys brænde. Leve i lys.
Man skal ikke ikke grave sine evner ned, man skal bruge dem. Finde sig selv. Lade sig selv komme frem i lyset. Der er forskel på lys og mørke. Livet er menneskets lys, og lyset sejrer altid over mørket,
og aldrig skal mørket sejre!
Da Gud havde skabt lyset, står der: "Og Gud så at lyset var godt".
Lyset er godt. Der står ikke, at han så, at mørket er godt.
Man skal se lyset med åbne øjne. Have et lysende ansigt foran sig.
Som Kierkegaard siger: "Hvad enhver som kan se, også må se, hvis han VIL se".
Det handler om vilje. Viljen til at se. Men det, vi ser, reflekterer os selv og vores egen vilje.
* * *
Flemming Ravn: Hvordan har du det med al den nye teknik? Internettet? Bruger du det selv?
Johannes Møllehave:
Nej, jeg bruger det ikke. Jeg sender ikke mails. Jeg plejer at sige, at jeg er umælende.
Men jeg har haft to blodpropper, og jeg kan ikke skrive selv mere. Jeg er jo pænt oppe i 70'erne nu. Min storesøsters datter, Marianne,
skriver for mig. Jeg dikterer, og hun skriver. Det fungerer. Jeg skal se ind i to levende øjne for at se, om det jeg dikterer,
giver mening.
Alene i 2013 lavede jeg otte bøger ved at diktere dem, men nogle af dem udkommer først i år.
Jeg har været med til at skrive en børnebog sammen med mit barnebarn, Rosa Victoria. Hun er meget optaget af film og studerer
filmvidenskab. Jeg har også skrevet en bog om klovnofobi, børn der lider af angst for klovne. Det findes!
Der er mange børn, der er bange for klovne, deres hvide ansigter, og at de kommer ind på scenen og kaster lagkager i hovedet på hinanden.
Dén bog kommer til marts sammen med dejlige tegninger af Kirsten Gjerding. Den hedder "Fredes fobi". Se, der er to F'er - det er bogstavrim.
Jeg har altid syntes, at Spørge Jørgen er en dum bog. Jeg hader den bog, for børn skal da
spørge. At spørge bringer viden frem. Man bliver klogere. Det er dét, der er meningen. Så
jeg har i stedet skrevet Spørge Søren.
Den udkommer snart som børnebog med fine tegninger af Otto Dickmeiss.
Flemming Ravn: Har du en afsluttende bemærkning?
Johannes Møllehave: Det skulle da lige være mit motto:
"Regn med sol". Det beskriver vores klima, men også vore liv.
Bemærk dobbeltheden i udsagnet... Solen kan man regne med, men også med regnen...
Husk, at livet skal leves i lys.
|
|
|
|
