HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Om de semitiske sprogs forunderlige univers fra OXFORD UNI PRESS


Af sprogforsker Flemming Ravn, publiceret 20. jan. 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse. OPDATERET.


Gideon Goldenberg: Semitic Languages: Features, Structures, Relations, Processes. OXFORD UNIVERSITY PRESS. 363 sider, hardback, £ 75 (cirka 670 kr.). Kan købes her.
BEDØMMELSE: Fem stjerner af seks.


SPROGVIDENSKAB: Netop udkommet er en spændende bog om de semitiske sprog. De semitiske sprogs særlige kendetegn og indbyrdes relationer er nogle af de emner, Gideon Goldenberg tager op. Tidsskriftet Epsilon har her den glæde at anmelde Goldenbergs glimrende nye bog.


NETOP UDKOMMET ER Gideon Goldenbergs spændende bog om de semitiske sprog. Han leverer en yderst interessant gennemgang af sprogene i den semitiske sprogfamilie. Emnet gøres mere overskueligt bl.a. ved hjælp af ordtavler med sammenlignelige ordlister. Bogen er systematisk bygget op og gennemgår én ordklasse ad gangen. Et eksempel på ordklasser er navneord og verber.

De semitiske sprog udgør én af Verdens ældste sprogfamilier. Der er skriftlige og litterære vidnesbyrd mere end tre tusinde år tilbage i tiden, eksempelvis i form af kileskrift-indskrifter fra Babylonien. De semitiske sprog hører primært hjemme i Mellemøsten, dvs. på Den arabiske Halvø, i Nordafrika samt i Etiopien.

Goldenberg beskriver sprogfamiliens historie og geografi. Derefter laver han en komparativ analyse af sprogenes træk og egenskaber så som skriftsystemer, verbalsystemer og udtaleregler.

* * *

ÉN AF DE vigtigste gaver, som de semitiske sprog har givet menneskeheden, er alfabetet. Det er et alfabet, hvor hvert bogstav som udgangspunkt repræsenterer én lyd.

Alfabetet blev ifølge forfatteren opfundet i det hebraisk-kanaanæisk-fønikiske sprogområde og spredte sig siden til de andre semitiske sprog. Via græsk kom alfabetet til Europa. Det alfabet, som vi (om end i en lidt anden form) anvender i Danmark i dag, er en udvikling heraf, men bogstavernes rækkefølge er langt hen ad vejen den samme.



Kileskrift (eng. "Cuneiform"), fra Oldtiden.
Kileskrift er en anden alfabettype end det fønikiske.

Sprog og religion

De semitiske sprog spiller ligeledes den rolle, at flere af verdensreligionerne er opstået i dette sprogområde og derfor har formuleret deres tanker og religiøse tekster på et eller flere af de semitiske sprog. Blandt de semitiske sprog tælles hebraisk, arabisk, aramæisk og amharisk.

Koranen er skrevet på arabisk, mens den jødiske Torah er skrevet på hebraisk. Sidstnævnte er de Fem Mosebøger, som også udgør en del af kristendommens hellige skrifter. Samtidig findes fragmenter af aramæisk i Ny Testamente.

* * *



ARAMÆISK er det sprog, Jesus talte, og som nogle samaritanere taler den dag i dag - eller de anvender en form for aramæisk i liturgien. I Bibelen er der et citat på aramæisk. Ifølge skrifterne udbrød Jesus, da han hang på korset: "Eli, eli, lema sabaktani" ("Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"). Mere om aramæisk senere.

Mellemøsten byder ligesom Europa på et overflødighedshorn af sprog og dialekter. Man kommer i tanke om Babelstårnet. Ifølge Bibelen talte folk over hele Jorden først ét sprog, men de planlagde ugudelige ting. I deres storhedsvanvid ønskede de at bygge et tårn op til Himmelen for at vise deres forenede kræfter. Gud straffede dette overmod med den babylonske sprogforvirring ("så de ikke forstår hinanden"; 1. Mosebog), og deraf opstod ifølge den bibelske overlevering alle Verdens tungemål.

* * *

Eksotiske sprog?

Set med danske øjne er de semitiske sprog "eksotiske", bl.a. fordi ordforrådet er ganske anderledes end ordene på vores germanske sprog. De er ikke umiddelbart genkendelige. Når man hører ordet wahid på arabisk og ordet echad på hebraisk kan man ikke umiddelbart gætte sig til, at det er talordet "ét"; hvorimod det tyske eins, det nederlandske een og det engelske one netop minder om det danske modstykke.

Verbalbøjningen indtager en grundlæggende vigtighed i de semitiske sprog, og bøjningsparadigmerne er yderst stringente og logisk bygget op omkring stammer af to, tre eller fire konsonanter.

En typisk stamme er K-T-B, der har grundbetydningen "at skrive". Ændringen af vokalerne i disse stammer skaber ændring i betydningen, således f.eks. formerne KoTeV (skriver) og KaTaV (han skrev) på hebraisk, der skaber en forskel i tid.

Fra verberne kan man skabe andre ordklasser. Ordet któvet betyder "adresse" (dér hvor man skriver til), mens hebraisk ktivah betyder "skrivning". I samme betydningsfelt ses på irakisk neo-aramæsk, at "en bog" hedder ktáwa. På samme sprog betyder shímsha "Solen", som derimod hedder al-shams på arabisk. Man kan se sprogenes beslægtethed i ordforrådet.

* * *

Om de semitiske verber skriver Goldenberg:

A characteristic, and typologically significant, feature of Semitic verb systems is 'stem-derivation' (derivation of 'binyanim' (bøjningsmønstre, overs. anm.)), which in some languages is productive and expanding, while in others it has shrunk. In all of the Semitic languages, this system has undergone changes, but in no languages has it completely disappeared.

Skønt de semitiske sprog kan forekomme eksotiske, har dansk og andre europæiske sprog optaget en lang række ord med oprindelse i hebraisk og arabisk.

Fra hebraisk har vi i dansk fået ord som amen, sabbat, hallelujah (der betyder "Lovsyng Herren", og som er aktuelt i denne juletid i en del julesalmer), seraf, kerub, jubilæum, kibbutz, kabale og kosher. Samt en masse bibelske navne, heriblandt David, Simon, Tobias, Adam, Johannes, Esther, Ruth, Eva, Hanne og Tove.

Fra arabisk har vi ord som admiral, algebra, alkove, alkohol, alkymi, hummus, imam, kaffe, kamel, maskara, ramasjang og safari samt navne som Iben, Lajla og Sulajma.

Når man kigger på ordenes betydning, bliver det klart, at de ord, vi har overtaget, i stor grad beskriver kulturelle og religiøse fænomener.

I sin historiske gennemgang drøfter værket det banebrydende arbejde, som blev gjort af den tidlige Middelalders arabiske og hebraiske lærde udi grammatik, leksikografi og filologi. I den sene del af Middelalderen kom europæiske (især kristne) akademikere på banen som forskere af de semitiske sprog som del af den nye disciplin "orientalske studier", ikke mindst efter at europæerne i de mange årtier efter opdagelsesrejserne, der indledte "imperialismens tidsalder", var begyndt at erobre oversøiske områder.

Goldenberg tager udgangspunkt i, hvad det er, der gør, at netop disse sprog kan klassificeres i samme sprogfamilie som semitiske. I denne anledning inddrages arkæologiske fund og tekstfragmenter.

* * *



På kortet er de semitiske sprog angivet med orange.

Hebraisk

Goldenberg (født 1930) er professor emeritus i semitiske sprog ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem. Han er en af Verdens førende autoriteter inden for sit felt, og det mærker man, ved at bogen er velfunderet, original, ligetil og udogmatisk.

Som israeler er det måske naturligt, at Goldenberg trækker hebraisks betydning frem, om end de mest talte semitiske sprog i vore dage er arabisk samt amharisk i Etiopien. Men hebraisk er et vigtigt kultursprog, naturligvis mest for det jødiske folk - skønt der findes andre kulturbærende jødiske sprog end hebraisk, f.eks.
  • Jiddisch, der har rod i middelalderhøjtysk, men har en stor grundbestanddel af hebraiske ord.
  • Ladino, der har rod i middelalderspansk.
  • Hebraisk kan groft sagt inddeles i flg. tre væsentlige sprogtrin:

    1) Klassisk hebraisk, som den væsentligste del af Gammel Testamente er forfattet på.

    2) Middelalderhebræisk, der anvendtes til bl.a. religiøse værker i Middelalderen, f.eks. kommentatoren Rashi i Frankrig omkring år 1100.

    3) Moderne hebraisk (også kaldet ivrit), hvilket er det ene af Staten Israels officielle sprog ved siden af arabisk.

    Moderne hebraisk

    Moderne hebraisk er faktisk et genoplivet sprog. Efter at det jødiske folk var blevet fordrevet fra Palæstina, først af babylonierne, senere af romerne (år 70), mistede hebraisk sin status som dagligt talesprog. Men da jødernes hellige skrifter og bønner var primært affattet på hebraisk, tjente det som gudstjenestesprog for jøder. I mellemtiden gik de fordrevne jøder og især deres efterkommer over til at have andre daglige talesprog: græsk, arabisk, latin, fransk, spansk osv.

    Historiske begivenheder i Europa, herunder Oplysningstiden og stigende sekularisering - herunder den jødiske Haskalah-bevægelse - førte til udbredelsen af ideen om, at hebraisk skulle fornys og genoplives som talesprog, skønt meget fromme jøder anså hebraisk for at være så helligt, at de ikke ville anvende det som talesprog.

    * * *

    HASKALAH-IDEALISTERNES utrættelige ildhu bar frugt, og hebraisk blev genoplivet. En ihærdig og bærende kraft i dette projekt var Eliézer Ben-Yehuda.

    Grammatisk set blev hebraisk i sin genoplivningsperiode 1860-1960 delvis europæiseret i forhold til klassisk hebraisk. Dette gjaldt især verbalsystemet, som blev mere fleksibelt. Lingvisterne skulle også modernisere ordforrådet, for der var kommet mange nye ord til i mellemtiden, som ikke fandtes på Bibelens tid, f.eks. ord for avis, automobil, frimærke, tog, mode, parlamentarisme, telegram og elektricitet.

    Hvordan dannede man så nye ord i hebraisk? Man anvendte tre strategier.

    1) For at danne nye ord søgte man inspiration i hebraiske ord fra Bibelens ordforråd, dvs. bibelske ordstammer. Eksempelvis havde Bibelen ordet gafrit for "svovl". Heraf dannede man så gafrur, som kom til at betyde "svovlstik", dvs. "tændstik".

    2) Sprogfolkene skelede også til moderne ordforråd i det nært beslægtede arabisk. Hebraisk har i dag optaget en masse arabiske ord, ikke mindst ord der anvendes som slang i hebraisk. De arabiske slangord skyldes primært, at der bor mange kristne og muslimske arabere i Staten Israel, samt at en signifikant del af den jødiske befolkning i landet indvandret fra, eller er efterkommere af forældre der er indvandret fra, arabisk-talende lande som f.eks. Iraq og Marokko.

    3) Slutteligt dannede man nye ord efter europæisk forbillede. Ordet for "avis" blev dannet efter tysk forbillede: Zeit + ung (tid + endelse) blev til hebraisk it + on (tid + endelse) i analogi med dansk tidende (tid + endelse).

    * * *

    JIDDISCH TALTES af 2/3 af Verdens jøder før 2. Verdenskrig, men efter krigen var jiddisch stærkt decimeret. Derimod fik moderne hebraisk for alvor vind i sejlene, da det (sammen med arabisk) blev officielt sprog i Staten Israel ved oprettelsen i 1948.

    Det var zionismens politiske valg at gøre hebraisk til en samlende faktor i den nye jødiske immigrationsstat, der skulle forene folk med højst forskelligartede kulturelle og sproglige baggrunde, om end de etnisk set så at sige tilhørte samme folk.

    Genoplivelsen og det store antal mennesker, som har hebraisk som modersmål, betyder, at sproget i dag fremstår som et levende sprog med en stor kulturel dynamik inden for litteratur, musik, film, teater, videnskab, comedy med videre.

    I vore dage anvendes hebraisk til en lang række kulturytringer lige fra konventionel litteratur (tænk på Etgar Kéret og Amos Oz) over pop (tænk på "Hallelujah" og "Diva", der vandt Melodi Grand Prix) til eksperimenterende rapmusik (med en særligt aktiv techno- og rap-avantgarde i Tel Aviv).



    ARABISK OG ARAMÆISK

    Det samme gælder arabisk. Arabisk har - som det største semitiske sprog - også et væld af kulturelle udtryksmåder i vore dage.

    Historisk sket udviklede arabisk sig på Den arabiske Halvø og spredte sig senere med islams erobringer mod nord og til Nordafrika. Ud over Koranen, regnes nok rammefortællingen 1001 Nat med duften af Orientens farverige krydderier for at være arabisk litteraturs kendteste, smukkeste og mest poetiske værk.

    Islams helligste skrift, Koranen, er skrevet på et arabisk, der i dag regnes for klassisk, eftersom de forskellige moderne dialekter (f.eks. marokkansk, palæstinensisk og ægyptisk) i ordforråd, grammatik og udtale har fjernet sig noget fra den klassiske udgave.

    Sådan er det jo også med forholdet mellem vikingernes "danske tunge" anno 1000 og nudansk. Sprog udvikler sig.

    Andre sprog end hebraisk og arabisk har lige så stor eller større betydning for den interne lingvistik inden for de semitiske sprog. Dette gælder eksempelvis akkadisk og ugaritisk, fordi disse oldtidssprog indeholder mange arkaiske former fra den semitiske sprogfamilies tidligere faser.

    Aramæisk, som taltes i Assyrien, var i århundrederne frem mod Kristi fødsel lingua franca i Levanten på samme måde som vore dages engelsk. Der findes også en udgave af aramæisk, som kaldes judeo-aramæisk, som visse af jødedommens hellige skrifter er affattet på, f.eks. bønnen for de afdøde, Qaddish.



    Uddrag af bønnen Qaddish på judeo-aramæisk.


    * * *

    I VORE DAGE taler visse kristne minoriteter i Mellemøsten en moderne form for aramæisk, ligesom deres gudstjenester holdes på aramæisk - også i Århus, hvor der findes en assyrisk-kristen menighed - og deres Bibel er affattet på aramæisk og med aramæiske alfabet, der ser anderledes ud end det arabiske og hebraiske. Og som tidligere nævnt er de i Midt-Israel boende samaritaneres liturgi aramæisk. Der bor assyrisk kristne i Irak, Syrien og Tyrkiet - deres oprindelige hjemområde - men ak! grundet historiens ugunst, er en del assyrere udvandret, og der er bl.a. en stor forsamling af assyrere i Sverige, måske op til 120.000 sjæle. Den assyriske diaspora befinder sig også i andre lande, f.eks. USA og Frankrig.

    * * *



    The Holy Apostolic and Catholic Assyrian Church of the East.




    Det assyriske alfabet, moderne aramæisk.


    At sammenligne sprog

    I Mellemøsten tales andre sprog end semitiske, f.eks. tyrkisk og farsi (persisk). Sidstnævnte tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie og er beslægtet med både sanskrit og oldgræsk. Derimod hører tyrkisk til den tyrkisk-altaiske sprogfamilie.

    Komparation i lingvistik kan være anakronistisk. Det betyder at sproglige forekomster så som grammatiske former, syntaks med mere i nuværende sprog (f.eks. neo-aramæisk) sammenholdes med sprogtrin og sprog tilbage i tiden og derigennem gøres en sammenligning. Man søger at forstå samt opstille regler for udviklingen af ordforråd og udtale.

    Den semitiske sproggruppe ejer en stor portion fællestræk og fælles lingvistisk arvegods. I Oldtiden rummede sprogene også visse fælles mytologiske forestillinger og legender. Eksempelvis ser man i kanaanæisk mytologi gudenavne som Baal og Molok, som Bibelen omtaler som afguder, man netop ikke må tilbede. Det er den kulturhistoriske kontekst, Bibelens skrifter blev til i. Assyriske-babyloniske guder hed f.eks. Assur og Ishtar(te), og det er jo også i oltidens Mesopotamien, at astrologien opstod og planeterne havde gudenavne.

    * * *

    HISTORIEN, de respektive kulturer, som sprogene taltes i, og udviklingen har været med til at udvikle sprogene og gøre dem til de kulturbærende sprog, de er i dag.

    Goldenberg vurderer de diskussioner og den faglige litteratur, der ligger inden for sammenlignende sprogvidenskab i forhold til at have et overordnet blik på sprogdannelse og udviklinger inden for den semitiske sprogfamilie.

    Gideon Goldenberg bevæger sig på et højt niveau, når han foretager sin komparative analyse. De semitiske sprog er forbløffende analoge, på samme måde som de nært beslægtede verbalsystemer i dansk (at se, jeg så), svensk (att se, jag såg), jysk (å se, a såw ) og engelsk (to see, I saw) minder om hinanden.

    En række vigtige verber hedder stort set det samme på alle semitiske sprog, f.eks. arabisk katab (at skrive) og hebraisk katav.

    * * *

    LIGELEDES FINDER MAN et tydeligt sammenfaldende semitisk ordforråd, eksempelvis inden for den lukkede ordklasse, pronominer. At ordklassen er lukket betyder at der ikke opstår nye ord i denne ordklasse, hvorimod der hele tiden opfindes nye ting, der skal have nye navne, f.eks. computer og mobiltelefon, og derfor betegnes ordklassen af navneord som åben.

    En lille anekdote: Da israelerne skulle finde et passende ord for mobiltelefon, tog de udgangspunkt i det bibelske ord péle, som betyder "vidunder, mirakel" og dannede ordet pélefon (altså en "mirakel-telefon"), der i øvrigt rimer på télefon.

    Et klassisk eksempel er det semitiske ord for pronominet "jeg": akkadisk sagde anâku, hebraisk siger anokhí og hyppigere aní, arabisk anâ, amharisk œne og harari ân. Man kan derigennem tydeligt se sprogenes indbyrdes beslægtethed.



    Den isr. lingvistprofessor Gideon Goldenberg,
    forfatteren til den nye bog "Semitic Languages"
    .

    KASUS ER MED TIL AT VISE ords indbyrdes forbindelser som f.eks. deres betydningsmæssige forhold i sætningen. Goldenbergs sammenligning omfatter også det semitiske kasussystem, som er meget karakteristisk, men mindre omfattende end latins. Forfatteren diskuterer, om semitisk har haft en ergativ kasus (hvilket kan påvirke subjektets form), der eksempelvis på de indoeuropæiske sprog hindi og kurdisk.

    Han går tilbage til oldtidssproget akkadisk, men inddrager også sammenligninger med semitiske og ikke-semitiske sprog i den semitiske sprogæts nære geografiske omegn. Dertil kommer sammenligninger med sumerisk (et oldgammelt sprog, ældre end akkadisk) mod øst i Mesopotamien samt semito-hamitiske sprog mod vest, f.eks. oldægyptisk (et sprog fra faraonernes tid). På baggrund af sin analyse finder Goldenberg ikke, at semitisk kan have haft en ergativ kasus.

    Læsningen er sine steder ganske krævende, thi der kræves et højt abstraktionsniveau for at jonglere med de mange informationer og gloser. På den anden side, er det netop dette, der gør bogen spændende og ikke mindst anvendelig. Bogen er ikke nogen episk eller lyrisk skildring, men derimod en hardcore fagbog. Det er et forunderligt sprogligt univers, som den skildrer ikke desto mindre.

    Gideon Goldenbergs nye bog Semitic Languages henvender sig sprogfolk og interesserede, der gerne vil have et bredt kendskab til sammenhænge såvel som forskelle mellem de semitiske sprog. Med Goldenbergs bog får man en super opdatering af forskningen inden for feltet såvel som et indtryk af forskningen op gennem tiderne.