|
|
Anmeldelse: Britisk litteratur efter 1945
- en hurtig gennemgang
Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 7. nov. 2013.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Lars Ole Sauerberg: "Britisk litteratur efter 1945". Syddansk Universitetsforlag, 423 sider, hæftet. Onlinepris: 239 kr.
Kan købes her.
BEDØMMELSE:  Treenhalv stjerne af seks
(skala).
LITTERATUR: ANGLOFON LITTERATUR HAR spillet en vigtig rolle i verdenslitteraturen i mange år.
Efter at Stor- britannien begyndte at afvikle imperiet fra 1945, har det britiske
samfund undergået en række forandringer, som moderne og senmoderne britisk litteratur
har været med til at skildre på forskelligartet og interessant vis.
Tids- skriftet Epsilon anmelder her Lars Ole Sauerbergs bog.
NÅR MAN LÆSER et filologisk studium på universitetet, kan éns litterære tyngdepunkt ofte komme til at ligge et stykke bagud i tiden.
Inden for anglofon (engelsksproget) litteratur kan det f.eks. dreje sig om studiet af koryfæer som Dickens, George Eliot og Oscar Wilde, hvis ikke Shakespeare.
Alle disse er repræsentanter for fortidens store litteratur.
Lars Ole Sauerbergs bog giver mulighed for at blive opdateret og få et overblik over britisk
litteratur efter Anden Verdenskrig. Anden halvdel af 1900-tallet indebar store sociale og kulturelle omvæltninger.
Bogen dvæler også en del ved udviklingen i Storbritanniens politiske landskaber, men det står ikke helt klart, hvorledes disse mange tildragelser præcist har øvet indflydelse på litteraturen.
Bogen hviler på en enkelt litterats individuelle perspektiv. Lars Ole Sauerberg er dr. phil. og professor i
engelsksproget litte- ratur ved Syddansk Universitet i Odense og er tillige anmelder ved Jyllands-Posten.
Sauerbergs bog er skrevet i et særdeles behageligt sprog. Den kan både anvendes som en generel periodeintroduktion og
som en slags britisk efterkrigshistorie. Mange forfattere er omtalt i bogen. Ligeledes mange titler. Dette giver bredde frem for dybde.
Bredden hjælper læseren med at danne et mere over- ordnet overblik. Da der faktisk skønsmæssigt udkommer 10.000 romantitler om året i Storbritannien, har
forfatteren måttet foretage en stor grad af udvælgelse.
Efter imperiet
Nye horisonter i briternes nationale selvforståelse har haft indflydelse på litteraturen såvel som opbruddene i
erhvervs-strukturen og den demografiske sammensætning. Efter 1945 har litteraturen undergået forandringer fra nationalt orienteret tradition
til globalt inspireret fornyelse, om end romaner med forankring i lokale og regionale topografier og konflikter (f.eks. Nordirland) til
stadighed finder fornyede litterære udtryk.
I den periode, bogen analyserer, har opfattelsen af litteratur som et entydigt dannelsesinstrument begået af nationens toneangivende
smagsbærere ændret sig. Og ligeledes har ideen om skønlitteratur som fuldbefaren fiktion, der danner en modsætningsfyldt kontrast til virkelighedstro tekster, ændret sig. Det samme gælder genrer og dermed litterære temaer og fremtrædelsesformer.
Således har både form og indhold undergået væsentlige fornyelser. Et interessant tematisk punkt er bevægelsen fra engelskhed
til britiskhed samt åbningen mod det globale frem for det insulære.
De seneste år
Storbritannien har omstillet sig fra et produktionssamfund til at være et servicesamfund i
informationsalderen som en del af en globaliseret virkelighed.
Skønt britisk postmodernisme i modsætning til den amerikan- ske og den franske har stået i stadig forlængelse af værker med realismen
som klangbund som en variation af realismen, har de seneste årtier
alligevel mere end tidligere pillet ved oplevelsen af prosafiktionens fremtrædelsesform
som blot og bar virkelighedens forlængelse:
"Den ny britiske prosafiktion kendetegnes ved at spille bevidst fremmedgørende på rammerne for eller forventningerne om og til en
traditionel realistisk roman, med alt, hvad det indebærer af fortælleteknik og socialt og geografisk fokus.
Det gør den fortællemæssigt som regel ved at etablere en indbygget kommentar til sin behandling af emnet..." (p. 313).
Sådanne kommentarer er ikke sjældent samfundskritiske.
Sauerberg belyser en lang række forfattere, herunder Peter Ackroyd, Zoë Heller, Alan Hollinghurst, Helen Fielding, Anita Brookner,
Fay Weldon, Paul Bailey, William Trevor, Esther Freud, Margaret Drabble, Melvyn Bragg, Irvine Welsh, Glyn Maxwell, Simon Armitage,
Judith Cutler, Len Deighton, John Le Carré og ikke mindst Nick Hornby og Ian McEwan for at nævne nogle fra de senere årtier.
Multikulturalisme
Omstillingen fra monokulturel stormagt til postkolonial multikultur er en væsentlig samfundsændring, der har præget
Storbritannien og ses tydeligt i litteraturen, f.eks. i form af Salman Rushdie, Caryl Phillips, David Dabydeen og ikke mindst Hanif Kureishi
og Zadie Smith. I bogen fylder omtalen af Hanif Kureishi blot 14-15 linjer, hvilket synes temmelig
sparsomt i forhold til hans egentlige betydning og
dygtighed.
Til gengæld er portrættet af Zadie Smith mere uddybende. Hun er født og opvokset i det etnisk meget sammensatte London
som datter af en sort vestindisk mor og en hvid far. Hun er bl.a. kendt for romanen White Teeth. Smiths referenceramme spænder vidt,
fra filosofi over religion til naturvidenskab. Sauerberg fremhæver hendes stilistiske virtuositet, der ifølge ham rammer typiske
diskursformer lige så ekstra meget på kornet, at de tangerer parodien:
Hun har ikke respekt for ret meget. Når hun ironiserer over englændernes vanskeligheder ved at
frigøre sig fra tanken om at være
skabningens herrer, så er der allerede i næste afsnit en tilsvarende hudfletning af religiøse
fundamentalister fra Bangladesh.
Smiths roman er ikke strengt disciplineret med hensyn til handlingsgang. Hun har valgt den milde post- moderne form, hvoraf det fremgår,
at der ikke er nogen, der ikke er nogen specielt privilegerede tilgange til verden gennem litteraturen.
Derfor fremstår hendes roman som sådan mest ved sin længde og generelle realisme-orientering. Men når det kommer til plot, er der både
elementer af dannelsesroman, pikaresk fortælling, sæderoman, melodrama, dokumentar og familie-epos, og når det kommer til personerne,
så gives de den størst mulige frihed til selv at generere en dynamisk mangfoldighed, der
i sin løse struktur mest af alt kan minde om ingredienserne i en uendelig sæbe-opera.
Dette udleder Sauerberg af White Teeth (pp. 336f).
Ud over det multikulturelle, er der også afsnit om indflydelsen fra Ungdomsoprøret, om kvinde- og kønslitteratur, forskellig- artede
eksperimentformer, politiske thrillere, drama, regionale forfattere og digtere fra Skotland, Wales osv. Også Harry Potter-fænomenet omtales kort.
Lars Ole Sauerbergs dansksprogede bog er interessant læsning. Der er tale om et valg, en nøje udvælgelse.
At omtale omkring 600 forfattere på 423 sider er sine dubito en achievement,
der i sagens natur må påvirke formen: Bredden sker på bekostning af dybde.
Bogen kan derfor forekomme en del mere opremsende end egentligt dybdegående analyserende med hensyn til de enkelte forfattere.
Således kan bogen i passager forekomme over- fladisk med nævnelsen af en masse britiske forfattere og deres større eller mindre meritter,
MEN dette opevejes i nogen grad af de syntesedannende og samlende tematiske afsnit, der tilfører bogen nogen akademisk tyngde.
Bogen har forfatterindeks såvel som indeks over bogtitler, hvilket er et must i denne type bog, der således
også kan tjene som opslagsværk.
Sauerberg tegner fint konturerne af et overordnet billede af sit stofområde: de sidste godt 60 års udvikling i britisk litteratur.
Dermed gives læserne en sammenhængende fremstilling af denne periode, hvilket længe har manglet på dansk. Bogen kan derfor anbefales
for overblikkets skyld.
|
|
|
|
