|
|
INTERVIEW:Er Albert Camus relevant for vores tid?
Af Flemming André Philip Ravn.
Publiceret 7. nov. 2013.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
LITTERATUR/FILOSOFI: FRANSKE TÆNKERE HAR spillet en prominent rolle i det 20. århundredes intellektuelle liv, ikke mindst Albert Camus (billedet).
I denne anledning har Tidsskriftet Epsilon
interviewet Camus-conoisseuren, lektor ph.d. Jørn Boisen ved Københavns Universitet om Albert Camus og dennes forfatterskab
og tænkning.
 Jørn Boisen.
HAVDE HAN LEVET, ville han være fyldt 100 år netop i dag.
Albert Camus blev født den 7. november 1913 som franskmand i Algeriet, dengang en fransk koloni. Som ung flyttede han til Frankrig, hvor han skabte sig en karriere
som forfatter. Han var en over- gang gode venner med Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir. I 1957 blev han tildelt Nobelprisen i Litteratur. MEN
han døde ved en bilulykke i Frankrig 1960 i en alder af kun 46! Vi husker ham som den engagerede forfatter i trenchcoat og
med en cigaret dinglende i mundvigen (som på billedet øverst).
FLEMMING RAVN: Har Albert Camus stadig noget at fortælle os? Er Camus relevant for vores tid?
JØRN BOISEN: Jo, han er relevant på tre måder:
1) For det første som skabende kunstner, rent æstetisk, er han relevant, for hans værker er gode litterære værker.
2) For det andet som moralist, etiker eller tænker er han også reevant, fordi han stillede revante spørgsmål, som er eviggyldige, og
som der måske ikke er noget entydigt svar på, men som bl.a. handler om hvordan individet skal forholde sig i Verden, så den giver mening - et
spørgsmål som mange mennesker stiller sig selv.
3) For det tredje er han relevant politisk, fordi han er et eksempel på
én, der rent faktisk i de store spørgsmål, også når det er problematisk, følger sin samvittighed.
Én der siger sandheden, også når den er ubekvem. Én der fraviger den vedtagne sandhed, konsensus, hvis det er nødvendigt. Han er meget ærlig.
Denne form for ærlighed er stadig relevant i dag.
* * *
FLEMMING RAVN: Hvad vil du betegne som det unikke ved Camus' forfatterskab?
JØRN BOISEN: Det unikke ved hans forfatterskab er formentligt den særlige blanding af en god romanforfatter, af en etisk tænker og en politisk kommentater, som han var.
Det er usædvanligt ast man har disse tre ting i én person. Samt måden han var det på var unik. Selvom han var
en stor forfatter, var han samtidigt meget almindelig, én som man kan identificere med.
FLEMMING RAVN: Hvis Camus havde levet nu, tror du så, at han ville så engagere sig i samfundsdebatten?
JØRN BOISEN: Det er utænkeligt, at han ikke skulle være voldsomt engageret i debatten.
Det er svært at forestille sig, at han skulle agere anderledes, end han gjorde i sin levetid, selvom det er andre tider nu.
FLEMMING RAVN: Er Camus mest forfatter eller filosof efter din mening?
JØRN BOISEN: Han er egentligt mest forfatter, som også er optaget af filosofiske spørgsmål.
Camus er bedst på de filosofiske spørgsmål netop i sine fiktive værker, f.eks. hans tanker om
det absurde menneske, som det fremkommer i Den fremmede og Pesten.
FLEMMING RAVN: Camus betegnede ikke sig selv som "eksistentialist", hvorfor ikke?
JØRN BOISEN: Der er mange ting, der adskiller Camus og eksistentialismen, f.eks. spørgsmålet om den frie vilje, hvor en eksistentialist som Sartre mente,
at eksistensen altid går forud for essensen. Dér er Camus lodret uenig. Der er selvfølgelig også fællespunkter.
Eksempelvis er både Camus og eksistentialisten Sartre ateister og venstreorienterede, men rent filosofisk er der mange forskelle. Og Camus har aldrig kaldt sig selv eksistentialist.
Hans filosofi kan på visse punkter ligne eksistentialisme, fordi han også beskæftiger sig med eksistentielle spørgsmål, men han ér ikke
eksistentialist. Dog falder Camus' filosofi om det absurde og om oprøret tidsmæssigt og kontekstuelt sammen med eksistentialismen.
* * *
FLEMMING RAVN: Hvilken rolle spillede Camus som del af den franske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig?
JØRN BOISEN: Mest som meningsdanner og redaktør for modstandsavisen Combat.
Han var ikke gået under jorden, og han var ikke bevæbnet, men Det var ikke ufarligt, det han foretog sig.
FLEMMING RAVN: Kontekstuelt, hvad var det for en kulturel virkelighed, Camus skrev sig ind i?
JØRN BOISEN: En meget højspændt periode. De 50 år, han levede, var meget forskellige fra den tid, der kom bagefter: de to verdenskrige, Den kolde Krig, jødeudryddelserne,
generel politisk ekstremisme. Og dette var noget, han forholdt sig til i hele hans kommentatorvirksomhed, både i romanerne og hans filosofiske tænkning, f.eks. i Pesten,
som kan læses som en allegori over nazisternes besættelse af Frankrig.
FLEMMING RAVN: Hvordan adskiller Camus sig fra andre franske forfattere og filosoffer?
JØRN BOISEN: Han kommer fra arbejderklassen. Det betyder, at han har et andet syn på hele spørgsmålet om f.eks. kommunismen, et mindre teoretisk forhold
til begreber som solidaritet og folkelig sammenhold, fordi han har oplevet det på egen krop. Han har levet det, det er for ham ikke teoretiske abstraktioner.
FLEMMING RAVN: Hvorledes er Camus' eftermæle i Frankrig?
JØRN BOISEN: Det er delt. Generelt er det rigtigt godt. Han bliver efterhånden anset som den
Den største franske forfatter i det 20. århundrede, hvad der måske er lidt overdrevet. Proust eller Céline havde måske været bedre kandidater til titlen,
men Camus bliver stadigvæk meget læst i Frankrig.
Den gamle konflikt med Sartre-fløjen består imidlertid. Camus brød jo med Sartre og kommunisterne midt i 1950'erne på grund af
Sovjetunionens omsiggribende totalitarisme, og da
efterretningerne om uhyrlighederne i arbejds lejrene i øhavet Gulag kom frem. Camus' brud gjorde ham upopulær i Sartre-fløjen. Konflikten er ikke helt glemt endnu hos
Sartre-fløjen, som dengang var Moskva-tro kommunister.
FLEMMING RAVN: Var han en outsider mens han levede?
Ja, det var han nogle steder. Han var en outsider på parnasset, men han var ikke en outsider i befolkningen. Han kom udefra i forhold til det intellektuelle parnas. Han var elsket af mange læsere, både i Frankrig og også internationalt.
***
FLEMMING RAVN: Kan Camus betegnes som pessimist og desillusioneret?
JØRN BOISEN: Dét er et godt spørgsmål, for hele Camus' værk er konstrueret på en modsætning mellem livslyst og dødsbevidsthed. Så spørgsmålet
er, hvordan man kan udfolde sig inden for denne modsætning. Det er tilværelsens paradoks. Det er hinsides optimisme og pessimisme.
Det er en opfattelse af, at livet består af modsætninger.
FLEMMING RAVN: Tror du, den sygdom, som han led meget af resten af livet - tuberkulose - og som han fik, da han var 17, spillede nogen rolle for udviklingen af hans verdensanskuelse?
JØRN BOISEN: Ja. Det var med til at give ham en fornemmelse af, at døden står og lurer lige om hjørnet. Det grundlagde hans dødsbevidsthed.
FLEMMING RAVN: Spiller Algeriet nogen rolle i hans forfatterskab?
JØRN BOISEN: Ja, rigtigt meget. Især i de første romaner. Romaner som Den fremmede og Pesten foregår begge i Algeriet, hvormod hans sidste roman Faldet
foregår i Amsterdam og er en total modsætning til de førstnævnte. Og Camus synes, Amsterdam er Helvede, bl.a. klimaet.
FLEMMING RAVN: Havde han en kærlighed til soldyrkelse?
JØRN BOISEN:Ja. Camus dyrkede og forstod den livsglæde, der kommer af kontakten med Solen, varmen og havet, den allerførste fornemmelse af lykke - det er middelhavskulturen, som er han var opvokset i og elskede.
Camus var helt klart et middelhavsmenneske.
FLEMMING RAVN: Havde Camus nogen tilknytning til det af Sartre grundlagte tidsskrift "Les Temps modernes"?
JØRN BOISEN: Nej, ikke sådan for alvor.
FLEMMING RAVN: Camus talte meget om oprør. Hvad skal man lægge i hans begreb om "révolte"?
JØRN BOISEN: Det tager udgangspunkt i den føromtalte fornemmelse af lykke. Ud af det opstår også fornemmelsen, at lykken kan blive hindret af u-ret. Så opstår oprøret som en naturlig reaktion mod uretten. Det er en moderat form for revolution, hvor folk vælger at sige Nej. Man reagerer mod tyranni. Og det er ikke noget tidsbundet, men Camus mener at kunne iagttage det fra Spartacus og op til den russiske Revolution. Alle har impulsen, instinktet, til oprøret, men det er ikke alle, der har evnen til at gøre noget ved det. Men fornemmelsen for, at uret er forkert, er en følelse alle har, mente Camus.
Camus tror dybest set ikke på det, som vi kalder retfærdighed. Det onde rammer blindt,
vores frihed er en illusion, vi er ofre for ukendte og mørke kræfter. Vi kan godt spørge hvorfor, men
verden vil svare os med sin evige tavse mumlen. Albert Camus er med andre ord tæt på de gamle grækeres tragiske livsopfattelse.
* * *
FLEMMING RAVN: Hvis du skal fremdrage et citat af Camus, hvilket et skal det så være?
JØRN BOISEN: Så skal det nok være indledningen til Den fremmede: "I dag døde mor". Det er sådan en radikal åbning for en roman.
Jeg kan bedre lide det fiktive end egentlige sentenser og aforismer.
FLEMMING RAVN: Hvis man skal begynde med at læse Camus i dag, hvilke to værker vil du så anbefale?
JØRN BOISEN: Helt klart romanerne Den fremmede og Det første menneske.
FLEMMING RAVN: Camus skrev også drama, opføres hans stykker stadig i dag?
JØRN BOISEN: Ja, det gør de af og til, måske et drama som Le malentendu, mindre dramaer som ikke kræver så stor opsætning. Også Den fremmede, om end roman,
opføres også af og til som drama.
 BESTIL.
MERE OM DEN INTERVIEWEDE
Jørn Boisen er universitetslektor i fransk litteratur, filosofi og samfunds- forhold ved
Københavns Universitet. Han er ph.d. og skrev sin afhand- ling om den franske forfatter Romain Gary.
Jørn Boisen udgav for få år siden biografien Albert Camus - en introduktion.
|
|
|
|
