|
|
Anmeldelse:
Tommy Heisz: De døde kvinder - De fødte i skjul og fik den hårdeste straf
Sonja Salminen,
mag.art. i social- og kulturantropologi.
Publiceret 26. december 2025.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Tommy Heisz: "De dømte kvinder - De fødte i skjul og fik den hårdeste straf"
- Forlag: LINDHARDT & RINGHOF - 301 sider.
BUY HERE / Kan købes her.
SAMFUND/HISTORIE:
Omhyggelig og samvittigheds- fuld gennemgang af forskellige sager om kvinder der har ombragt deres nyfødte barn eller født i dølgsmål ifølge rigsarkivets dokumenter om retssager samt samtidige avisers beretninger. Vi møder Emma fra Egeskov på Sydfyn, Christiane og Engeline fra Nørrebro, Inger fra Skåne, Anne Marie fra Holstebro, Anne Cathrine og Nancy fra København, Marie fra Viborg, Camilla fra Frederiks-
berg, Ingrid fra Århus og mange andre og deres hjerteskærende skæbner. Alt for ofte handlede disse ulykkelige sager, om kvinder der var blevet gravide og derefter var blevet forladte af deres kæreste eller elsker, hvorefter de fødte i dølgsmål. Andre gange fødte kvinderne børnene, satte dem i pleje, fortsatte deres arbejde – og af den ene eller anden grund kunne plejeopholdet ikke fortsætte. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Sonja Salminen, anmelder den nye bog her.
Loven
§ 192: En moder, som forsætlig dræber sit uægte barn under eller straks efter fødslen, anses med strafarbejde fra to indtil 12 år. Er gerningen imidlertid efter en før fødslen fattet beslutning, bliver strafarbejde fra fire år indtil på livstid at anvende.
§ 194: Når et uden for ægteskab besvangret fruentimmer føder i dølgsmål, og barnet derefter findes at være dødt, uden at det kan oplyses, at døden er indtrådt før fødslen, straffes hun med forbedringshusarbejde eller under formildende omstændigheder med fængsel – dog ikke under fire måneders simpelt fængsel.
§ 195: Viser noget uden for ægteskab besvangret fruentimmer ellers uforsvarlig omgang ved sin barnefødsel, og barnet derefter findes at være dødt, uden at det kan oplyses, at døden er indtrådt før fødslen, straffes hun med forbedringshusarbejde indtil to år eller under formildende omstændigheder med fængsel, dog ikke under to måneders simpelt fængsel.
Kvinderne
De fleste af kvinderne var fattige tjenestepiger. De kunne ikke have deres barn med i tjenesten, så derfor var en form for pasningsordning nødvendig. Spædbørn, som blev sat i pleje, var absolut ikke uden for livsfare. Der er historier fra Philadelphia, London og sågar fra København om såkaldte ”englemagersker”, der tog de nyfødte i pleje for derefter at dræbe dem. Historierne fortæller om flere hundrede babyer, som blev dræbt af kloroform, æter eller kvælning. Dagmar Overbye, som dræbte spædbørn i København, har fået et helt kapitel i bogen tilegnet sig. Det gav anledning til, at anmelderen så filmen ”Pigen med nålen”: en glimrende sort-hvid film, som i østeuropæiske kulisser skildrer fattigdommen og tiden efter 1.verdenskrig på en kunstnerisk måde. Det var en ganske anden oplevelse, end den virkelighed som bogen beskriver.
Plejebørns skæbne var ikke uproblematisk. Det var udbredt, at plejebørn blev misbrugt som gratis arbejdskraft, og det var generelt overalt, at man accepterede børn som arbejdskraft i de små landbrug. Det kan undre, at børneloven af 1905 ikke er omtalt i bogen. Denne lov gav for første gang mulighed for, at staten blandede sig i de forhold, hvorunder børn levede, når de var anbragt uden for hjemmet.
Obduktion skulle fastslå om barnet var død af en naturlig død eller omkommet ved moderens hånd. I kapitel tre ”Syge Fruentimmere” gennemgår forfatteren hvilke tegn, som retsmedicineren undersøger for at kunne afsløre om barnet er død en naturlig død eller ved et drab. Det kan være svært at læse hvert ord i dette kapitel. Her berettes om obduktionsstuens instrumenter, barnets anatomi og den særlige lungeprøve, mens læserens tanke uvilkårligt går til den størrelse som en nyfødt besidder. Obduktionen skulle afklare, om det var § 192, § 194 eller § 195 i straffeloven, som skulle tages i brug. Der var syv spørgsmål, der skulle besvares: 1) var barnet nyfødt? 2) var det fuldbårent? 3) havde det været levedygtigt? 4) havde det levet efter fødslen? 5) hvad var dødsårsagen? 6) var der tegn på fødsel i dølgsmål? 7) hvor længe var det siden, at barnet var født?
* * *
En stor og markant forskel i retssagernes behandling af de ulykkelige mødre var, da man i Danmark afskaffede den såkaldte inkvisitionsprincip og lod det erstatte af anklageprincippet. Førnævnte princip havde rødder tilbage i middelalderen: ”(Princippet) … betød, at straffeprocessen var i hænderne på en forhørsdommer, som reelt set var dommer, anklager og forsvarer i én og samme person” (s.85). Undertiden var det umuligt at finde den kvinde, som havde skaffet sig af med sit nyfødte barn. Så kunne øvrigheden få til en metode, der blev kaldt ”mælkeprøven”. Her blev jordemødrene sat til at malke ugifte kvinders bryster for at finde den skyldige.
Bogen beskriver også alle de stemmer, som har talt højt og gennemtrængende om ugifte mødres behov for støtte og hjælp fra samfundet. Sagen var den, at i perioden fra 1650erne og frem til 1900-tallet, som bogen beskriver, havde ugifte kvinder så godt som ingen rettigheder. Enten var man gift eller også var man kriminel, hvis man blev med barn. Straffen var hård, først en bøde, og hvis brøden blev gentaget, stod kvinden til offentlig kagstrygning. Danske lov af 1683 var klar i mælet. Straffen for at ombringe sit nyfødte barn var henrettelse.
I starten af det 20.århundrede kommer stærkere stemmer til fordel for kvinders ulykkelige skæbner til orde. Lycinka Hansen, syerske og formand for Damekonfektionssyerskernes Fagforening talte for forebyggelse af barnemord frem for afstraffelse i en artikel fra 1901. Ved Dansk Kvindesamfunds kongres i 1904 talte lærerinde Birgitte Berg Nielsen, læge Eline Møller, skolebestyrerinde Hulda Hansen om at hjælpe gravide kvinder med både husly, viden samt lovændringer. I perioden 1900-1904 var 33 kvinder blevet dømt for barnemord.
Mange andre stemmer blandede sig i debatten for kvinders ret til at kunne føde sit barn i ordentlige omgivelser. Debatten igangsatte nødvendige ændringer og flere kvindehjem og fødselsstiftelser blev oprettet, hvor ugifte kvinder trygt kunne føde med sikkerhed for at få hjælp. Det gik dog ikke hurtigt nok. I 1909 blev Clara dømt otte år i tugthus for at have dræbt sit barn. Den kulturradikale Georg Brandes blandede sig i denne anledning i debatten om hvilke type forbrydelser, der skulle have de tungeste straffe. Han mente, at Danmark fremstod som et forstokket, konservativt land stadig præget af ældgamle normer:
”Loven er død, så den nytter det i dette tilfælde ikke at angribe, men dommeren lever.” Sådan skrev Georg Brandes i en kommentar i Politiken efter den hårde dom over barnemordersken. Her rejste han spørgsmålet, om vi danskere virkelig var blevet ”fjantede barbarer”, når vi stangede en så hård straf ud til en kvinde, der ene og alene var blevet morder, fordi hun så sig ude af stand til at forsørge sit barn.
”Otte års tugthus siges at være den højeste straf, som kan idømmes en mand, der har sveget tusinders tillid, misbrugt den mest betroede stilling, bragt ulykke over hundreder af familier, vanæret sit land. Og det skal tillige være straffen for en fortvivlet moder, der uden at skade nogen anden end sig selv tilintetgør et lille, endnu ubevidst væsen, hvem der efter hendes opfattelse ikke ventede andet end elendighed.” (S. 124).
Ud over barnemord fortæller bogen om andre kønsrelaterede forbrydelser og omstændigheder. Fx om incest, kvinder i fængsel, Thit Jensens kamp for prævention, Sprogøkvinderne og socialt arbejde for unge piger. I indledningen står der, at værket handler om dømte kvinder og er et bidrag til kriminalhistorien. Bogen kunne med fordel være strammere redigeret, da anmelderen undertiden får det indtryk, at forfatteren har ladet sig forføre af datidens avishistorier (”Den Gode Historie”) og indimellem viderekolporterer nogle af de mere saftige. De mange temaer mellem de grumme historier med navne på både personer og steder giver et overordnet rodet indtryk af en forfatter, som har ladet sig lokke af stoffet fremfor at have en overordnet rød linje og struktur.
Selvom forfatteren trækker tråde fra hver enkelt case til samfundsudviklingen både inden for lovgivning, strafferet, samfundets opfattelse af den enlige mor og hele problematikken om at stå alene med et barn, så er der få eller ingen generaliserede deduktioner af de enkeltstående cases. Det betyder, at det kan være svært for læseren at vurdere om fx barnedrab var i stigning, om hvor stor en del af kvinderne kom fra arbejderklassen eller om barnefaderen aldrig blev inddraget i sagerne. Derfor kan det også være svært at vurdere om de enkelte cases er repræsentative for perioderne, som bliver behandlet.
* * *
Ligeledes har anmelderen ind i mellem undret sig over forfatterens farverige og malende sprog, som når han på side 38 skriver: ”Det var vanskeligt at forestille sig, at en sådan løsagtighed skulle have fundet sted blandt byens agtværdige borgere. Men det gav ikke resultat. Skuffet (anmelderens kursivering) måtte byfogeden konstatere, at ingen af byens tjenestepiger viste tegn på at have født”. Eller som der står på side 86: ”I slutningen af november 1905 blev danske avislæsere præsenteret for en uhyggelig (anmelderens kursivering) fynsk sag om et spædbarnsdrab (…)”. Det forstærkende og emotionelle sprogbrug lægger et sentimentalt lag oven på de alvorlige hændelser, som her på side 161: ”De to søstre levede altså nu i dyb fattigdom (anmelderens kursivering), hvor hver dag handlede om overlevelse. Nogen erstatning for den uretmæssige dom havde de aldrig fået”.
Forfatteren er utvivlsomt påvirket af de mange detaljer både i akterne fra retssagerne og fra datidens avisartikler, som sikkert har været præget af både forargelse og sensationslyst. Nogle gange under læsningen overvejede anmelderen om der virkelig var brug for at krydre beretningerne ekstra med stærkere sprog, når de nøgterne detaljer var grufulde nok. Omvendt kan man også sige, at det ekstra lag skaber en emotionel mulighed for at læseren bedre kan identificere sig med de unge kvinders liv og skæbne.
I starten af læsningen undrede det denne anmelder at noteapparatet var usynligt på siderne. Det er blevet henlagt til de sidste sider i bogen, hvor forfatteren skriver: ” … For læsevenlighedens skyld har jeg valgt ikke at lave notehen-visninger (…) Det er ikke et komplet kildeapparat, men et forsøg på at nævne de mest centrale kilder”, (side 288). Den viden kunne jeg godt tænke mig at have haft tidligere end halvvejs igennem bogen. Om end en fyldig litteraturliste fylder på de sidste sider, vil det have klædt udgivelsen med et mere systematisk emneregister.
Nuvel, det er små skønhedspletter på en i øvrigt samvittighedsfuldt researchet og velskrevet bog, som kan ses som et spændende bidrag til at lade fattige kvindelige tjenestepiger og arbejdersker komme til orde i dansk social- og kriminalhistorie. Bogen giver på udmærket vis en interessant beskrivelse af udviklingen i synet på den enlige mor og i danske kvinders vilkår i forhold til rettigheder, straffelovgivning og straffe.
|
|
|
|
