HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Danmark - en nølende kolonisator. Nyt storværk i fem bind



Sonja Salminen,
mag.art. i antropologi og hindi.

Publiceret 2. januar 2018.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • "Danmark og kolonierne" i 5 bind.
  • Forlaget GAD.
  • Hardcover. Alle 5 bind: 2000 sider.
  • Udgivet 2017. Pris alle 5 bind: kr. 1499,95.
  • BUY HERE / Kan købes her.

    DANSK/HISTORIE: "Danmark var efter de mange nederlag og landafståelser i 1800-tallet allerhøjst en nølende kolonisator. Og har måske altid været det. Ikke af godhed, men af svaghed..." (Danmark og kolonierne, Danmark, Danmark - småstat, imperium og kolonimagt, Uffe østergaard, side 53). I 2017 udkom Gad ambitiøse 5-bindsværk om Danmarks kolonihistorie. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Sonja Salminen, anmelder det store kolonihistoriske fembindsværk her.


    Kolonihistorien og Danmark foreløbigt

    Sådan har vi vel i grunden altid opfattet Danmarks kolonisering? Som nølende, tøvende. Vi har ikke rigtigt tilhørt de slemme, de rigtigt slemme kolonimagter, vel? Vi har "kun" koloniseret en lillebitte smule, så der er slet ingen grund til at undskylde for noget.

    I et indledende afsnit om staten Danmarks selvforståelse i forhold til kolonitiden skriver Uffe østergaard: "På sin vis spiller Danmark på to heste og opretholder den småstatslige uskyldighed fra tiden efter 1864 i forholdet til den større statshistorie, som inkluderer kolonierne, men samtidig i befolkningen tilsyneladende kombineret med en nostalgisk dyrkelse af de gamle kolonier og andre afhængige områder fra tiden før", (Danmark og kolonierne, side 22).

    Nu kan vi danskere læse hele historien med mange nye detaljer fra den seneste forskning i Gads imponerende bibliofile storværk "Danmark og kolonierne". Værket består af fem bind skrevet af førende kolonihistorikere og en hovedredaktion med repræsentanter fra Rigsarkivet, Nationalmuseet og universiteterne. De fem bind består foruden bindet "Danmark og kolonierne" af "Grønland - Den arktiske koloni", "Vestafrika - Forterne på Guldkysten", "Vestindien - St. Croix, St. Thomas og St. Jan" samt "Indien - Tranquebar, Serampore og Nicobarerne".


    Finurlige detaljer

    De flotte bøger er proppet med finurlige detaljer, som fx historien om at portugiserne satte fire danske sømænds hoveder på stager på stranden for at skræmme danskerne væk fra landsbyen Trangenbari på den indiske kyst, der senere blev til den danske koloni Tranquebar. En anden historie handler om, hvordan både hollændere og danskere i flere tilfælde røvede grønlændere fra Grønland og tog dem med sig hjem. Flyveblade cirkulerede, "... som bekendtgjorde, at man i et nærliggende gæstgiverhus mod betaling kunne se en kvinde med sit barn, der i 1566 var bragt til Nederlandene fra Labrador eller Grønland... ", (Grønland - Den arktiske koloni, Den førkoloniale tid, Hans Christian Gulløv og Peter A. Toft, side 22). Intet under at senere besøg i Grønland blev mødt af agtpågivenhed og direkte fjendtligheder. Et afsnit handler om danskere i andre landes kolonier. Her får vi beskrevet de tre danskere Knud Jespersen, Ejnar Poulsen og Johannes Emanuel Bræstrup, som fik en karriere i Congo som hhv. løjtnant i den belgiske hær, maskinmester/mekaniker og missionær.


    Nutidige spor fra kolonitiden

    Et helt kapitel er tilegnet de spor, som kolonitiden har sat i den danske nutidige kultur som fx på kendte emballager som fx den ikoniske "cirkelpigen", Aage Sikker Hansens illustration på Brugsens Cirkel Kaffe. Her er der stærkt delte meninger, hvor nogle har en stadig hyldest til "en positiv og respektfuld udstråling", mens andre kritiserer illustrationen for at "befæste det koloniale blik og de koloniale magtforhold ... det er ret tydeligt, at det ikke er det sorte kvindehoved på kaffepakken, der nyder kaffen. Hendes rolle er at være kaffen". En uskyldig pose Skipper Mix fra Haribo beskyldes i en artikel fra Dagbladet Information for at samle den danske trekantshandel med våben, slaver og sukker, idet lakridsstykkerne afbilder guldmønter, våben og sorte menneskehover, (Danmark, Danmark - småstat, imperium og kolonimagt, Koloniernes spor, Anne Folke Henningsen, side 436).





    Guldkysten

    De danske forter på Guldkysten i Vestafrika var en vigtig del af Danmarks handel i 200 år. Slavehandelen var det bærende element i den danske tilstedeværelse, og alt drejede sig om slavehandel frem til forbuddet trådte i kraft i 1803. De danske, svenske, engelske og hollandske aktører stod på skuldrene af portugiserne, som havde opereret i området siden 1500-tallet. I de mange små kongedømmer på kysten var slaveri en grundfæstet institution, som i høj grad bidrog til rigdom og status. Slaverne blev anvendt til landbrug, transport over land - samt som elitekrigere. Det var her, at Joost Cramers fik tilladelse af kong Adduafo af FEtu til at bygge Frederiksborg i 1659. Joost Cramers var tidligere ansat under den hollandske fiskal (bogholder) Heinrich Carloff, som var en af de mest aktive på Guldkysten i 1600-tallet. Senere blev Joost Cramers dansk guvernør på Guldkysten.





    Et af verdens hårdeste slavesamfund

    Helt så nølende en kolonimagt var Danmark ikke i Vestindien. Der blev tjent enorme summer på sukker i flere hundrede år. De mange smukke palæer i det gamle København er stumme vidner om de store fortjenester, som blev hentet hjem via trekantshandlen. Fra 1656, da Africanische Compagnie blev oprettet i Danmark og til 1917, da De Vestindiske øer blev overdraget til USA bidrog Danmark til et af verdens hårdeste slavesamfund, hvor slaveejere stort set havde ubegrænset ret til at gøre, hvad de ville med deres slaver.

    Smitsomme sygdomme, dårlig ernæring, hyppige korporlige afstraffelser, voldtægter og hårdt fysisk arbejde i op til 15 timer gjorde livet uendelig fyldt med lidelse for de slavegjorte afrikanere. Arbejdsdagen startede mellem klokken 3 og 4 om morgenen. Dyrene skulle fodres med græs, som først skulle skæres. Fra klokken 5 arbejdede de i marken, og frem til middagspausen klokken 11.30, var der ofte kun et kvarters pause. I den værste middagshede kunne slaverne slappe af og spise frem til 13.30. Derefter arbejdede de i marken frem til klokken 18.30, og når de havde fodret dyrene igen, kunne de endelig holde fri.

    Ikke overraskende var der derfor både mange flugtforsøg og oprør mod det hårde liv. I 1759 havde et "negerrebellion" været under opsejling, og 30 blev dømt for oprør - de 14 blev dømt til døden. "Mod de dødsdømte anvendte den enevældige kolonistat sine frygteligste straffe: radbrækning, afbrænding, hængning og tortur til døden; afskårne legemsdele blev naglet til byens galge. Der skulle ikke herske tvivl om, at den danske koloniadministration stod last og brast med de hvide plantage- og slaveejere for at sikre den samfundsorden, som herskede på øerne", (Vestindien, Slavesamfundet konsolideres 1740-1802, Gunvor Simonsen, Poul Erik Olsen, side 133). Samuel Hector, Qvamina og William David var nogle af de sorte, som formodedes at stå bag opstanden.


    Undskyld!

    Slaver i Dansk Vestindien levede under vilkår, som fik nogle af dem til desperat at sætte livet på spil. Sult, hårdt arbejde, høj dødelighed, piskestraf, lænker, indespærring, ydmygelser og overgreb prægede hverdagen. I bogen om De Vestindiske øer kan man læse om de slavegjortes arbejdsliv, hverdag, religion, den danske slavelovgivning, historiske slaver, byliv, sukkerfabrikation før, under og efter slaveriet, salget af øerne, samt om hvordan livet leves i Caribien i dag.

    Venskabsforeninger på begge sider af Atlanterhavet arbejder for at udbrede kendskabet til den fælles historie: "Men historien er også et felt, hvor modsætninger mellem den tidligere kolonimagt og den tidligere koloni træder tydeligst frem", (Vestindien, American Paradise? 1960 - i dag, Louise Sebro side 374). Adskillige organisationer arbejder for at fortælle historien fra et lokalt perspektiv. Det betyder, at lokale helte kommer i centrum, mens Peter von Scholten glider i baggrunden.

    Ligeledes er der i disse år flere grupper, der har overvejelser om, der skal gives undskyldninger og erstatninger til ofrene for det transatlantiske slaveri. Ligeledes er der i disse år flere grupper, der har overvejelser om, der skal gives "reparations" (= oprejsning i form af fx undskyldninger og erstatninger) undskyldninger og erstatninger til ofrene for det transatlantiske slaveri. Denne diskussion argumenterer for, at slaveriet er en af årsagerne til den store ulighed i verden, og at erstatninger og undskyldninger kunne være med til at håndtere den smerte, og de mentale og kulturelle følger af slaveriet. Diskussionen er tilstede overalt i verden, hvor kolonimagter har udsat befolkningen for hårdhændet og umenneskelig behandling. Emnet er sat på dagsordenen i mange lande, og hvem ved om Danmark en dag bliver sat i en situation, hvor en beklagelse af historien ikke er nok?





    Kolonierne var vigtige for datidens økonomi

    Alle bindene indeholder interessante historier om, hvordan kolonierne i Indien, Vestindien, Vestafrika og Grønland er indgået i datidens økonomi. Hvalbarder fra Grønland var datidens plastik og blev således anvendt til fjedre, paraplyer, fiskestænger og som stivere i krinoliner og korsetter, mens tran indgik i sæbeproduktionen og som lyskilde. Bomuldsklæde fra Tranquebar i Indien blev sendt til Guldkysten via København. Her blev det brugt som betaling for slavegjorte mennesker, der så blev sendt over Atlanten for at dyrke det sukker, der fra St. Croix blev eksporteret til København, hvoraf dele blev reeksporteret for at kunne skaffe de varer, der var nødvendige i Indien for at kunne købe bomuldsklædet.

    I et indledende faktaafsnit diskuterer værkets redaktion, hvad en koloni egentlig er. Det er umådelig interessant læsning, og peger en lige linje tilbage til dansk national selvopfattelse. For hvor går skillelinjen egentlig henne? Færøerne og Grønland er en del af "Rigsfællesskabet" mens Trankebar og Guldkysten var kolonier.

    Redaktionen plæderer for, at det vil give mening, at anvende den tyske historiker Jürgen Osterhammels typificering af kolonier: 1) maritime enklaver 2) bosættelseskolonier og 3) udnyttelseskolonier. Nummer 1 anlægges af militær-strategiske årsager (Singapore), hvor nummer 2 anlægges med henblik på at moderlandets indbyggere kan bosætte sig og opdyrke jorden, hvorfra oprindelige folk som regel er fordrevet eller udryddet (Nordamerika, Australien, New Zealand). Type 3 bliver organiseret på en sådan måde, at områdets naturressourcer og arbejdskraft tjener kolonimagtens interesser (Indien).

    Den sammensatte oldenborgske konglomeratstats største byer i slutningen af 1700-tallet var København, Altona og Kiel i Holsten, Flensborg i Slesvig og Bergen i Norge, mens havnebyerne Charlotte Amalie på St. Thomas og Serampore i Indien var hhv. nummer to og seks efter København, hvis vi måler på handelens størrelse. Dengang bestod Danmark og Norge (tvillingerigerne, dobbeltmonarkiet) af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, bilandene Island, Færøerne, Grønland (direkte styret fra København), to handelsstationer Tranquebar og Frederiksnagore i Serampore i Indien, områder på Guldkysten samt tre øer i Caribien, der senere blev til Dansk Vestindien.


    Bibliofile lækkerier

    Gads forlag har ikke været nærig med illustrationerne. Hvert andet opslag rummer en eller flere farvestrålende og oplysende illustration, og ind imellem teksten, der er trykt i to spalter, er der indsat hyppige dobbeltopslag, der belyser nøglebegreber, særligt relevante kontekster eller forklaringer på kort eller infografikker. Denne store variation gør bøgerne både farverige og meget læsevenlige.

    Her er læsestof til mange dage og nætter af den lækre slags. Der er kælet for de små detaljer, både hvad angår reproduktioner af tidligere tiders malerier, rids, kort og tegninger men også papirkvalitet og tryk er i høj kvalitet. Dejlige bøger at sidde og bladre i - og informationsmættede artikler af dygtige forskere.

    Danmark og kolonierne er skrevet af en række af landets førende kolonihistorikere under ledelse af en hovedredaktion bestående af: H.C. Gulløv (Nationalmuseet), Poul Olsen (Rigsarkivet), Niels Brimnes (Aarhus Universitet), Per Hernæs (NTNU, Trondheim), Mikkel Venborg Pedersen (Nationalmuseet) og Erik Gøbel (Rigsarkivet).

    Danmark - En kolonimagt er skrevet af Michael Bregnsbo (Syddansk Universitet), Niels Brimnes (Aarhus Universitet), Anne Folke Henningsen (Københavns Universitet), Poul Erik Olsen (Rigsarkivet), Mikkel Venborg Pedersen (Nationalmuseet) og Uffe østergaard (Aarhus Universitet og CBS).