|
|
Anmeldelse:
Beretningen om et jalousimord fortalt af en drømmer i sin nøddeskal
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. oktober 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Ian McEwan: "Nøddeskal".
Roman, Gyldendal (208 sider).
Udgivet 10. maj 2017.
Pris kr. 249,00.
ENGELSK/LITTERATUR:
Det gamle ordsprog, "Murder will out", hviler over McEwans grotesk morsomme ægteskabelige drama, hvor
Shakespeares tragedie Hamlet udspiller sig i et nutidigt London med en ufødt dreng som hovedperson.
Fortalt fra fosterstilling kan Nøddeskal
bedst beskrives som en parafrase over Hamlet. En omskrivning af den klassiske fortælling, her forvandlet til en slags psykologisk
thriller med et dårligt ægteskab og et mord i centrum. Brillant turneret plot, hvor alle andre end hovedpersonen fremstår lige lovlig karikerede.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
En personlig beretning fra livmoderen
Allerede på første sides første linje præsenterer hovedpersonen sig selv gammelklogt og alvidende:
Nu ligger jeg så her med hovedet nedad i en kvinde. Armene tålmodigt foldet, medens jeg venter, venter og spekulerer på,
hvem jeg er i, og hvad der venter mig.
Nøddeskal er en pastiche over Shakespeares berømte tragedie om prins Hamlet, der i Ian McEwans roman er blevet forvandlet til et nutidsdrama. Historien opleves og fortælles af et drengefoster, der ligger klemt inde med hovedet nedad i sin mors livmoder.
Sange fra kælderetagen
Vi befinder os i tredje trimester, 14 dage før drengens berammede fødsel, og han hører, ser og oplever tilsyneladende alt muligt gennem sin mors mave, alt mens han glæder sig til at komme ud og finde ud af, hvem han er. Faren John bor er flyttet fra moren Trudy, men til gengæld er farens udspekulerede lillebror Claude rykket ind og er blevet Trudys elsker. Sammen udtænker Trudy og Claude grumme rænker i form af et giftmord, der forklædt som selvmord skal realisere deres planer om at slippe af med John og overtage det fire etager store, forfaldne, men særdeles kostbare hus midt i London.
Den navnløse unge i moders liv er jo knap nok født endnu, men han spekulerer alligevel over sin identitet og har allerede anet, at han er en dreng, da hans hånd har strejfet en "reje" nede ved hans bækken. En i sandhed fremmelig knægt, der er utrolig observant og opvakt, og han er en mageløs fortæller.
Alvidende til det synske
Som sin pendant Hamlet, der i bogens forord citeres for referencen til at være indespærret i en nøddeskal, får
vi gennem drengen i moders liv skarpsindige analyser, der præsenteres lige så drømmende og tilsyneladende fjernt henkastede,
som dem vi møder hos Hamlets i Shakespeares skuespil. Drengen er lige så passiv og tilsyneladende uskadelig som den rigtige Hamlet, men også
kun tilsyneladende...
Hovedpersonen har som tidligere sagt ikke noget navn, da han endnu ikke er født, mens de øvrige personer bærer navne, der lægger sig tæt op ad personerne i Hamlet: Gertrud er blevet til Trudy, Claudius hedder Claude og kong Hamlet er blevet til John. Oven i købet har vi Ofeliafiguren, der optræder under det besynderlige navn Elodie, og så er hun digterspire, elev af universitetslæreren John, der selv er praktiserende poet og tilmed ekspert i de elizabetanske sonetter.
Den ufødte dreng er lidt af en mad- og vinkender. Han kender smagen på allehånde typer af vin og har en forkærlighed for en tør, kalkholdig og let krydret Sancerre.
Samvittighedskvaler
Den indespærrede knægt har det svært med at høre på Trudy og Claudes udtalelser om, at faderen må dø, og at det helst skal være den dag i morgen. Han længes efter at komme ud af sit trange rum og sin uvirksomme tilstand. Han vil gerne gøre noget for at genoprette retskafne og retfærdige tilstande, men er som den rigtige Hamlet temmelig inaktiv, men af ret så naturlige årsager.
Grunden til at den højgravide Trudy befinder sig i det forfaldne herskabelige hus sammen med lillebroren til sin ægtemand er som nævnt, at hun har været sin mand, John, utro, så John har ladet sig skubbe ud af parrets fælles bolig, selvom han stadig har forhåbninger om at finde sammen med Trudy igen.
Uheldigvis er Trudy en kvinde, der er travlt optaget af sin affære med den entreprenante, men umodne og umådeligt banale onkel Claude, der lader til både at være dårligt begavet og i øvrigt kun har penge og sex på hjernen. Måske dulmer parret også deres fælles samvittighedskvaler med en slags seksuel besættelse af hinanden, således at der dyrkes lagengymnastik en til to gange dagligt, selv 14 dage før terminen.
* * *
Let og grotesk streg
Romanen er overraskende morsom og meget af tiden absurd grotesk, som for eksempel når hovedpersonen beskriver sin mors samlejeaktiviteter med
onkel Claude. Et af de amourøse tilfælde beskriver han i teatralske, tilnærmet shakespeareske vendinger:
Det er ikke alle der ved, hvordan det føles at have sin fars rivaliserende penis få centimeter fra ansigtet.
McEwan i topform som ironiker og komiker
Nøddeskal
kan godt læses som en krimi, for den har alle de elementer, der hører til en god kriminal- fortælling, men den er meget mere, hvilket alt sammen ligger indlejret i fosterets gammelkloge og filosofiske, verdensomfattende refleksioner. Knægten formår at tænke over klimakrise, ufreden i verden og forfølgelse af anderledes tænkende. Shakespeares stykke slutter med sætningen "Resten af tavshed", hvor McEwans roman ender med sætningen "Resten er kaos". Det er tydeligt, at McEwan har ønsket at etablere et tæt parløb med plottets gang hos Shakespeare.
Selvom Nøddeskal på mange måder er en ganske finurlig og reflekterende fortælling, hvor forfatteren har gjort sig nøje overvejelser om bogens handlingsgang, når romanen ikke helt at komme op på samme niveau som de bedste af McEwans bøger, specielt "Barnets tarv" fra forrige år.
Den foreliggende bog er mere i stil med "Solar" fra 2010, hvor den britiske forfatter for første gang lykkes med at anslå den barokke, komiske og til tider hylende morsomme tone, der især bindes op på det klodsede par "in grime": De er kriminelle og vælter sig i sølet på en og samme tid. Dette gælder både i "Solar" og i "Nøddeskal".
I begge romaner har vi en brovtende, lidt intellektuelt tilbagestående handlingens mand, der formår at tiltrække den noget mere sofistikerede kvinde med ind sin umiddelbare dyriskhed, hvilket samtidig er med til at trække dem begge to ned på et lavere niveau, når der skal tænkes og handles.
Helten må dø
John Cairncross er digter og forlægger, han har en økonomisk krise og har aldrig fået den kunstneriske anerkendelse, han kunne fortjene. Men han har sig en ny beundrerinde, som hedder Elodie og skriver digte, der alle sammen handler om ugler. Hun er dog ikke hans kæreste, hvilket han imidlertid for en kort stund får Trudy og Claude til at tro. Denne falske oplysning er et led i hans eget spil for at vinde Trudy tilbage, men forgiftningen af ham selv når at komme på tværs, så hans hensigter forkludres.
Han får serveret en dræbende cocktail af Trudy, og først, da han med giften i kroppen og snart dødsens er kørt bort fra det forbryderiske par, kommer Trudy på bedre tanker, for egentlig elsker hun jo John. Men for sent er det, og nu træder Hamlet i karakter, hvilket vil sige at knægten i moders liv træder i aktion og får afsløret forbrydelsen. Hvordan det sker, skal man unde læseren selv at erfare.
Den største af de dybe og smukke monologer, som McEwan henter hos Shakespeare, tillægger han den forsmåede ægtemand John, der er uden nogen anelse om den livsfare, han snart svæver i. Han er på besøg i sit eget hus, på vej til at realisere sit eget komplot i forhold til Trudy og Claude, idet han bruger Elodie som uvidende redskab i denne forbindelse.
Trudy, Claude, Elodie (...) Jeg vil gerne sige følgende. Når kærligheden dør, og et ægteskab ligger i ruiner,
går det først ud over den ærlige hukommelse, en anstændig, upartisk erindring om fortiden. Den er for ubelejlig,
for fordømmende over for nutiden. Den er genfærdet af gammel lykke ved det gæstebud, der holdes af fiaskoen og nederlaget. Så på trods af glemsomhedens modvind vil jeg anbringe mit lille stearinlys af sandhed for at se, hvor langt skæret rækker.
Det er smukt og stort, men rækker ikke langt over for de mere plumpe kræfter, der rører sig i parret, der er forenet i
nedrig sammensværgelse, Trudy og Claude. Den poetiske (anti-)helt må nødvendigvis dø. Til allersidst i denne fortælling formår
"Hamlet" at en vis retfærdighed sker fyldest, idet ugerningsmændene kompromitteres for deres handling.
|
|
|
|
